Holmen var i 300 år Danmarks største arbejdsplads. Det store område udviklede sig i perioden fra midten af 1500-tallet til 1850’erne, hvor Holmen, værftet og de øvrige faciliteter var skarpt afgrænset i forhold til København, da flåden havde egne love, hospitaler, skoler, fængsler og sågar kirker samt kirkegårde. Holmen forsynede desuden deres ansatte med arbejde, uddannelse, bolig, mad, brændsel og klæder. Området omfattede Gammelholm, Frederiksholm, Dokøen, Arsenaløen, Bodenhoffs Plads, Dokken på Christianshavn og Nyholm med Flådens Leje.
Holmens placering i København var ingen tilfældighed, da København ikke alene var rigets største havn, den var også placeret ved mest anvendte gennemsejling mellem Nord- og Østersøen samt Øresund, som var et farvand med dybde til større bådtyper. Man var desuden også tæt på kongemagten og beslutningstagerne. I det første tiår af 1600-tallet slog Christian IV Københavns rolle som flådes hovedbase fast.
Gennem flere århundrede var Holmen teknologiførende i Danmark. Teoretisk velfunderede officerer og dygtige håndværkere var med til at introducere den nyeste teknik på værkstederne og laboratorierne. På pladser og bredinger afprøvedes mekaniske indretninger og på skibene udførtes forsøg med avanceret destruktionsteknologi og navigation.
Teknologien blev ofte hentet i udlandet, hvor man hvert år sendte et hold unge søofficerer ud, som hjembragte efterretninger om havneanlæg, værfter og anden maritim teknologi. Dog udspionerede de også andre lande, der var teknologisk længere fremme end Danmark, hvorfor de udsendte stjal konstruktionstegninger af skibe og maskiner. I al hemmelighed fik de sågar lokale håndværkere til at fremstille modeller af de ting, som var for komplicerede til at beskrive i ord eller tegninger.
Frem til flådens rand i 1807 kunne ingen private værksteder i Danmark måle sig med Holmen, men englandskrigene bremsede den positive udvikling voldsomt, og statsbankerotten i 1813 betød, at man måtte starte forfra. I denne periode kom den danske flåde til at opleve en marineteknologisk forandring, idet landets teknologiske centrum var raseret, og flådens leje nu lå øde hen.
Den ny damp- og maskinteknologi stillede nye krav til den tekniske uddannelse af flådens konstruktører og værftets håndværkere. Men der eksisterede endnu ikke, uden for Holmen, nogen form for formaliseret ingeniøruddannelse, og kun meget få danskere havde den fornødne indsigt og praktisk erfaring med den ny teknologi.
I 1790 havde man anskaffet landets første dampmaskine, og i 1806 indkøbte man to avancerede Boulton & Watt maskiner til ankersmedien på Gammelholm. Man søgte derfor med lys og lygte efter en person, der kunne lede opbygningen af de tekniske tjenester på Holmen. På en rejse i England fik den unge søofficer N.E. Tuxen kontakt med en teknisk begavet englænder, som han inviterede til København. Hans navn var William Wain, og han ankom i 1845 og blev straks ansat på Holmen. I 1852 oprettedes der under hans ledelse et maskinkorps og et maskinværksted på Frederiksholm, og ti år efter blev han udnævnt til underdirektør ved maskinvæsenet. Som direktør stod han for indkøbene af en række nye værktøjsmaskiner, hvoraf nogle for første gang blev taget i anvendelse på Holmen.
Fra midten af 1840’erne havde man tillige indledt et teknisk samarbejde med Burmeister & Baumgarten på Christianshavn. Herfra leveredes nogle af flådens første jernskibe. Det var for øvrigt i denne periode svært at skelne mellem de to teknologiførende virksomheder, som nærmest levede i et symbiotisk forhold. Men selv om de forsøgte at holde deres viden for sig selv, så foregik der en langsom udveksling af teknikere og håndværkere til gavn for den endnu spæde Københavnske skibsbygnings- og maskinindustri.
I 1970 løb det sidste skib af stablen på Orlogsværftet, og i 1991 forlod den sidste håndværker det gamle værft. København mistede dermed en af landet største og mest traditionsrige arbejdsplads.
