Tekstilindustri i Herning Kommune

For de virksomheder, der valgte at gå mærkevarevejen, blev modemesser vigtige for markedsføring og salg. I 1947 afholdt fabrikanterne den første tekstilmesse i Herning. Fra 1954 blev messen afholdt i den nybyggede Herning-Hallen, det senere MCH Herning Kongrescenter, og fra 1964 i de nye messehaller, der var blevet opført uden for byen. Fra 1964 opstod der to modemesser i København, og de lokale virksomheder flyttede deres blik væk fra det danske marked og begyndte at udstille udelukkende i hovedstaden, hvor de udenlandske opkøbere befandt sig. Den sidste modemesse i Herning blev afholdt i 1970.

I løbet af 1970’erne fik klassiske tøjbutikker konkurrence fra supermarkedskæder og udenlandske kædebutikker.

Mange virksomheder valgte at blive leverandører til disse frem for at investere i design og markedsføring. De producerede private label-tøj, hvor de ikke selv var synlige for forbrugeren. Pagh Mørup Børnekonfektion i Aulum blev således storleverandør til bl.a. svenske H&M.

Verden åbnede sig, og designerne fik brug for nye redskaber i form af trendmaterialer. Poul Erik Jakobsen etablerede i 1975 PEJ-gruppen som et uafhængigt trendbureau, der indsamlede og systematiserede trends, som blev præsenteret i trendmagasiner. Den øgede konkurrence fra udlandet pressede dog også virksomhederne. I 1980’erne blev der satset på højteknologi, og produktionen blev automatiseret og rationaliseret. For at hente gevinsten på rationalisering måtte der gives køb på store variationer i tøjets udseende og dermed design. Dog kom der i første halvdel af 1990’erne igen fokus på design, og produktionen flyttede fra Herning til lande med lavere timeløn, hvor der kunne lægges mere arbejdstid i produktet. Samtidig gjorde den nye konkurrencesituation det også klart, at der fandtes mange producenter i udlandet, som kunne levere de lavteknologiske produkter. Alle virksomheder, både leverandører og mærkevareproducenter, var nødt til at have design i deres produkter for at skille sig ud.

Tæppefabrikkernes produktion tidobledes fra slutningen af 1950’erne til begyndelsen af 1970’erne. Danskerne flyttede i parcelhus, og der opstod et marked for væg til væg-tæpper. Tæppefabrikken Egetæpper A/S investerede i 1970’erne i avanceret teknologi, der kunne lave individuelle tæppedesign efter kundens ønske. Fra begyndelsen af 1980’erne var det i stigende grad hoteller og butikker, der fik udført specialdesignede tæpper med mønstre og logoer efter eget ønske. Det var begyndelsen på det såkaldte kontraktmarked, som også områdets andre tæppefabrikker gik over til. Fra 1985 skabte egetæpper desuden serien Ege Art Line, som var afpassede tæpper til at dekorere hjemmet med. De var alle fremstillet i samarbejde med kendte kunstnere eller ved anvendelse af deres værker, herunder kunstnere som Robert Jacobsen, Per Arnoldi, Wassily Kandinsky, Paul Klee og Andy Warhol. Egetæpper er i dag en af Europas største tæppeproducenter med fire højteknologiske fabrikker i Danmark og et spinderi i Litauen. Virksomheden samarbejder bl.a. med designeren Tom Dixon og modeskaberen Christian Lacroix.

Egnens tradition for tekstilindustri startede flere hundrede år før designindustriens start i 1960’erne. I de midtjyske hedeområder udviklede der sig i løbet af 1700-tallet en omfangsrig handel med uld og uldvarer. Især bindevarer (strikvarer) blev produceret i stor stil. Hosebinderi var ikke kun forbeholdt kvinder, både mænd og børn var også beskæftiget, og i 1801 havde 68 % af husstandene i Gjellerup Sogn i Hammerum Herred hosebinderi som hovederhverv. De omvandrende hosekræmmere opkøbte bindevarer og forhandlede dem videre, bl.a. til hovedstaden og udlandet. Ofte solgte hosekræmmerne også uld til hosebinderne.

Uldarbejdet havde både en økonomisk og en social betydning. I de mørke vinteraftener var det ikke ualmindeligt at samles i bindestuer (strikkestuer), som beskrevet i St.St. Blichers novelle »E Bindstouw« fra 1842, hvor hele familier samles om arbejdet og opbyggelige historier. På dette tidspunkt var dagene dog talte for uldbinderiet, og i løbet af de næste årtier blev produktionen af uldvarer i stigende grad industrialiseret.

Den industrielle tekstilproduktion i Midtjylland så sin begyndelse i årene 1839‑40, da den slesvigske købmand Nis Clason anlagde Clasonsborg (i dag: Skarrildhus) som uldspinderi, farveri og valkeri. I begyndelsen opkøbte han hjemmegjorte uldvarer på egnen, som blev efterbehandlet og videresolgt, og allerede i 1846 blev der anlagt en klædefabrik drevet af den opstemmede Karstoft Å.

Læs mere om historie i Herning Kommune

Se alle artikler om Historie