Terma-koncernens datterselskab i Grenaa er en af kommunens største arbejdspladser, specialiseret i produktion af dele til avancerede fly, herunder kampflyet F35.
.

Kampflyet F35 er af stor betydning for Grenaa. Terma Aerostructures Manufacturing A/S er et datterselskab af Terma A/S i Lystrup nær Aarhus. Terma har med afsæt i radarsystemer og forsvarsmateriel udviklet sig til en højteknologisk virksomhed, der internationalt leverer avancerede løsninger til rumfart samt til forsvars- og sikkerhedsindustrien. Fabrikken i Grenaa er specialiseret i design og produktion af strukturer i metal, kulfiber og komposit til brug i bl.a. kampfly, militære helikoptere og civile fly. Centralt for virksomheden er aftalen om frem til 2040 at levere flydele til den amerikanske produktion af kampflyet F35. Folketinget besluttede i 2016, at Danmark skal anskaffe 27 kampfly af netop denne type. Dele fra Terma Aerostructures Manufacturing skal indgå i alle de F35-fly, der produceres i USA. Samtidig leverer Grenaavirksomheden dele til civile fly fra bl.a. Boeing. Terma Aerostructures A/S havde i 2017 ca. 350 ansatte, men forventer de kommende år at komme op på omkring 500 ansatte. Hessel Station på den århusianske letbane ligger lige ved fabrikken i den sydlige del af Grenaa.

Videre læsning

Læs mere om Industrien i Norddjurs Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Erhverv og arbejdsmarked