Med næsen presset flad mod ruden studeres den grønne anakonda minutiøst, mens far våger bagved. Anakondaen, der kan bryste sig af titlen som verdens tungeste slangeart, er dog blot et af terrariets mange forskellige krybdyr, der også omfatter et stort udvalg af bl.a. krokodiller, varaner og giftslanger.
.

Da den gartneruddannede dyrehandler Carl Aage Gram fik mulighed for at leje den tidligere præstegårdslade i Vissenbjerg af Vissenbjerg Kommune og i 1973 åbne sit eget terrarium, gik en barndomsdrøm i opfyldelse. Med sin erfaring som terrarianer og en betydelig dyresamling fra sin tid som forhandler af bl.a. krybdyr åbnede han Terrariet Vissenbjerg, i dag Terrariet Reptile Zoo. Terrariet var Nordens første specialzoo for padder og krybdyr og er forblevet en stor turistattraktion i området.

Gram lod lokale foreninger holde udstillinger i terrariet, bl.a. succesfulde fugleudstillinger, og var i mange år engageret i Nordisk Herpetologisk Forening. Ved hans død i 1992 blev terrariet overdraget til en erhvervsdrivende fond, hvor Grams bror fungerede som bestyrelsesformand indtil 2005. Terrariet blev i de følgende år involveret i det internationale zoosamarbejde samt i forskning i dyrearter og zoologisk medicin. I de senere år er en lang række nye arter kommet til, og renoveringsprojekter er blevet gennemført.

Videre læsning

Læs mere om Erhverv og arbejdsmarked i Assens Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur