Thiellesens Hus, Fredericia

Anlæggelsen af Fredericia som fæstningsanlæg påbegyndtes på ubebygget areal i 1640'erne på befaling af Frederik III, der ønskede at støtte forsvaret af Jylland grundet de mange krige, der havde hærget Europa i første halvdel af 1600-tallet. Især Trediveårskrigen 1618-1648 havde været hård overfor Europas befolkning og lande. Fredericias plan blev konstrueret som et parallelgademønster inden for voldenes kvarte cirkeludsnit. De lige gader ligger næsten ret på verdenshjørnerne og sikrer lange lige gadeperspektiver.

En række af de omkringliggende sognes landsbyer blev nedlagt, og bønder og bondegårde blev tvunget til at flytte til den nye by. Byen blev anlagt efter barokkens arkitektoniske idealer med stramme linjer. Allerede i 1657 blev byen stormet af den svenske hær og brændt ned. Ved genopbygningen var midlerne få og de mange idealer om byens opbygning var svære at tilgodese og dermed var det svært at tiltrække borgere til den nye by. Derfor udstedte kongen i 1674 og 1682 en række økonomiske og retslige privilegier og tilstedte byen asylret og religionsfrihed, hvilket tiltrak en broget befolkningsgruppe bestående af bønder, udenlandske soldater, kriminelle samt håndværkere og borgere fra forskellige egne af Europa, der kom til Fredericia for at dyrke deres tro i fred. Dette var særligt katolikker, jøder og huguenotter. Først i anden halvdel af 1700-tallet begyndte forholdene for byens udvikling at bedres, da byen fik en præsident i spidsen for bystyret. Den sidste præsident, Hans de Hoffman udnævnt i 1760, stod bag en række afgørende initiativer til gavn for byens beskæftigelse og indtjening, og han byggede et rådhus til byen.

I begyndelsen af 1800-tallet fik byen den havn, der havde været tiltænkt byen fra grundlæggelsen, hvilket muliggjorde byens industrielle udvikling. I midten af 1800-tallet mistede byen sin status som fristad, ligesom fæstningen gradvist mistede sin betydning, særligt efter krigen i 1864. Efter jernbanen kom til byen i 1866 blev Fredericia et trafikalt knudepunkt til lands og til vands. Midtbyen blev præget af store industrivirksomheder, af havnen og som en etatsby for DSB og postvæsenet. I slutningen af 1800-tallet var Fredericia Jyllands næststørste industriby. Ud over en række mindre fabrikker var det især industrier som jern- og metal, tekstil, sukker, tobak, bryggeri samt sølvvareproduktion, der prægede industrialiseringen i Fredericia. I årene efter jernbanens ankomst til Fredericia (1866), blev der bygget 3 færgelejer, der stod for transporten af godsvogne over Lillebælt til Strib. Fredericia Havns store vanddybde gjorde, at man efter århundredeskiftet lettere kunne tiltrække de stadigt større handelsskibe. Dette førte til en voldsom udvikling i årene 1915-26, hvor mange store virksomheder kom til byen.

Thiellesens Hust blev opført i 1715 af stadsbarber Heinrich Dreier, til både bolig og erhverv, formentlig var der barberlokale i den søndre stue mod gaden, hvorfra der var adgang til portrummet. Tidligere var der værelser i gavlkvisten samt plads til opbevaring i tagetagen. Bygningen fik dog navnet Thiellesens Hus efter sagfører Ebbeward Theodor Thiellesen, der ejede huset 1896-1916. Thiellesen renoverede og ombyggede bygningen i 1908. Thiellesen indrettede advokatkontor i stuerne mod gaden og møderum i den tidligere havestue. En del af fadeburet mod haven blev ombygget til toilet. Formentlig stammer paneleringerne og de indbyggede hylder og skabe i den nordre stue fra Thiellesens renovering, ligesom hovedtrappen og dennes indfatning. Den søndre havestue var omkring 1890 en overdækket loggia.

Thiellesens Hus ligger i Prinsessegades vestre husrække tæt på volden mod nord i Fredericias gamle bykerne. Bygningen ligger med østre facade i skel til gaden og har et lille sidehus mod nordvest. På sidehuset er yderligere en tilbygning, der ikke er omfattet af fredningen. Bygningen er opført i bindingsværk i ét stokværk med fodrem på en sorttjæret, pudset sokkel med delvist synlige syldsten. Taget er et rødt, teglhængt tag med to hvidtede skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. I begge tagflader er en række tagvinduer af støbejern og mod haven ligeledes to pultkviste med zinkinddækkede flunker. Facaden er rødt opstolpet med rødkalkede pudsede tavl samt med en centralt placeret, tofags gavlkvist, og mod syd er en portgennemkørsel med en ældre, tofløjet revleport med en gående dør i en fladbuet åbning. Portrummet er brolagt, loftet er et nyere bræddeloft og bindingsværket er her ligesom i havesiden sortopstolpet bindingsværk med hvidkalkede, pudsede tavl. Granittrin og en enkel håndliste i støbejern leder til en tofløjet revledør belagt med udskårne dekorationer i form af svejfede underdele, muslingeskaller og svungne profilerede lister med en indfatning af træ og herover et ældre, seksdelt overvindue med flaskebundsruder. Døren er rødmalet med blå, hvide og sorte stafferinger. I havesiden er to enfløjede samt en tofløjet, rødmalet fyldingsdør med småsprossede vinduer i den øvre del og sorte, kanellerede indfatninger med rosetter i hjørnerne. Dørene er ældre, restaurerede døre med koblede fløje indvendigt, og foran den søndre dør er et trin af granit. Vinduerne varierer i alder og type. Mod gaden er nyere, traditionelt udførte, smårudede korspostvinduer i stueetagen og et- og torammede smårudede vinduer i gavlkvisten. Mod haven er traditionelt udførte, dels to- og trerammede, ti-rudede vinduer, dels et firerammet, seksrudet vinduesparti. Vinduerne er malet brune mod gaden, mens de mod haven har røde rammer og sorte karme. På gavlkvisten er årstallet 1715 og i gavlspidsen et vindue med okseøje. Der er spor af en tidligere indgang fra portrummet. Thiellesens hus er indrettet til bolig med en ældre grundplan i stueetagen bestående af en gennemgående forstue, opdelt af en dør og et langsgående hovedskillerum, der opdeler huset i tre stuer mod gaden, køkken, toilet og yderligere to stuer mod haven. I forstuen er en ældre trappe til tagetagen inddækket af brædder og med et søjlebåret rundbuet og udskåret overstykke samt et parti med otte flaskebundsruder. Tagetagen er indrettet til værelser med badeværelser i nyere tid. Det indre kendetegnes af en traditionel materialeholdning med tegl- og bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt et kassette loft med bemalede bjælker og sparrelagte loftsbrædder. Rummet over porten er indrettet som et badeværelse tilhørende nabohuset. Der er bevaret ældre interiør som brystningspaneler, halvpaneler og bræddebeklædninger i dørhøjde samt vinduesindfatninger og i den nordre stue er bemalede høje paneler og indbyggede skabe, ældre hollandske klinker i brændeovnshjørnet samt over en dør en fordakning og herunder en frise af opspændt silke. Mellem de to stuer mod syd er åben forbindelse i form af en panelbeklædt halvvæg og en søjleindfattet døråbning med overvindue med okseøjer. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og -detaljer, herunder revledøre, fyldingsdøre, gerichter, greb, låsekasser og hængsler, brændeovn, etageovn og flere udluftningsriste i støbejern. Nogle paneler er udført i kopi af de oprindelige og i den søndre havestue er pejsen muret til med nyere klinker.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens beliggenhed i husrækken med bagvedliggende have, hvorved Thiellesens Hus er med til at opretholde Fredericias oprindelige, regelrette bystruktur. Bygningens proportioner, konstruktion i bindingsværk samt de traditionelle bygningsdele og detaljer indgår endvidere som en væsentlig del af Prinsessegades historiske gadebillede.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Thiellesens hus som en repræsentant for et 1700-tals byhus. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig særligt til det egnskarakteristiske, kraftige bindingsværk med fodrem og rig brug af fyldtømmer samt til gavlkvisten og portgennemkørslen, der er typisk for opførelsestidspunktet. Hertil kommer de ældre bygningsdele og detaljer, herunder porten samt den beklædte, tofløjede hoveddør med overvindue, der ligeledes er typisk for opførelsestidspunktet, dog er dørens dekorationer senere. Skorstenspiberne har ligeledes kulturhistorisk værdi, da de vidner om dengang, da brændeovne og ildsteder var den eneste kilde til opvarmning og madlavning. Den fine indfatning af dørene på såvel gade- og haveside vidner om en ejer af en vis stand, der har ønsket et repræsentativt hjem, samt at havesiden på et tidspunkt har indgået som en del af beboernes rekreative ophold, formentlig i forbindelse med den tidligere loggia i den nuværende søndre havestue. Vinduernes småsprossede ruder peger ligeledes på husets oprindelse i 1715, selvom de er af nyere dato, hvilket også ses i korsporsformatet mod gaden samt i vinduernes højde mod haven. Hertil kommer årstallet på gavlkvisten, der stadfæster opførelsesåret.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den ældre grundplan samt til interiørerne, der vidner om bygningens udvikling og særligt om Thiellesens ombygning i begyndelsen af 1900-tallet. Således til den bærende midterskillevæg, til den gennemgående forstue og den traditionelle placering af stuer mod gaden og køkken mod haven. De bevarede interiører vidner om indretningen ved ombygningen, særligt den nordre stues panelleringer, loft og indbyggede skabe, brændeovn og kakler samt de øvrige stuers panelleringer, ligeledes trappen med indfatning. De bevarede døre er af varierende alder og vidner ligeledes om husets udvikling, der repræsenterer både 1700-tals døre med to fyldinger med afrundede fyldingshjørner og låsekasser samt 1800-tals døre med tre fyldinger og krydsgreb i messing. Flere brystningspaneler har, som 1700-talsdørene, barokke, afrundede fyldingshjørner, mens døren i forstuen, havedøren mod nord og flere indfatninger har empire-stiltræk i form af kanneleringer, ligesom indfatningernes hjørner samles om en lille slutklods med roset. Hertil kommer de øvrige ældre bygningsdele og -detaljer, der ligeledes understøtter fortællingen om bygningens alder og udvikling.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens symmetriske komposition med gavlkvist og to skorstenspiber, hvor portgennemkørslen modsvares af hoveddøren. Den rige brug af fyldtømmer, gavlkvisten samt hoveddørens pålagte dekorationer giver bygningen et fornemt udseende, der på havesiden understøttes af de meget høje vinduesrammer, de fine havedøre samt af de kanellerede indfatninger. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stuerne placeret i forlængelse af hinanden mod gaden, til den gennemgående forstue med den fornemt indfattede hovedtrappe samt til interiørerne med paneleringer, den nordre stues skabe, bemalinger og kassetteloft, der giver den forholdsvis klejne bygning en herskabelig karakter med et klart hierarki imellem de fine stuer og de sekundære rum, der understøttes af den traditionelle materialeholdning.

Læs videre om

• Prinsessegade 12-14, Fredericia
• Sankt Knuds Kirke, Fredericia
• Ødstedgård, Bredstrup

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen