Området omkring slusen i Thorsminde er populært blandt lystfiskere.
.

Thorsminde ligger midt på Thorsmindetangerne Bøvling Klit og Søndre Thorsmindetange, der adskiller Nissum Fjord fra Vesterhavet. Byen har en befolkning på 353 indbyggere, der bor på såvel den nordlige som den sydlige side af afløbet fra Nissum Fjord, der gennemskærer tangen. Byen voksede op efter anlæggelsen af en sluse i årene 1868-70, og en havn blev etableret i 1930’erne efter en modernisering af slusen i 1931. En større, moderne fiskerihavn blev bygget på vestsiden af tangen i 1967. De to dele af byen er forbundet af en vejbro over slusen. Slusen bliver også brugt til gennemsejling af joller og pramme til og fra fjorden. Fiskerihavnen syd for indsejlingen domineres af bygninger til fiskeriauktion og servicefunktioner til kutterne og fiskeriet.

Byens huse skutter sig for vestenvinden: Kun få er på mere end en etage. Et tidligere redningsbådshus blev i 1939 indrettet til kirke. Skolen fra 1953 rummer nu en naturskole, og mod nord ligger et område med feriehytter. Strandingsmuseum St. George er blevet et nyt vartegn for Thorsminde.

Thorsminde ligger smukt i klitrækkerne, og den unikke beliggenhed tiltrækker mange besøgende, ikke mindst i sommermånederne, hvor især tyske turister besøger byen. Her kan de bl.a. bade på de lange, brede sandstrande, fiske fra havnen og overnatte på byens campingplads.

.

Videre læsning

Læs mere om byer i Holstebro Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byer