Kristian Zahrtmanns kultegning fra 1903 forestiller Marie Grubbe efter skilsmissen fra Ulrik Frederik Gyldenløve. Zahrtmann fremstiller en smuk kvinde, men gav hende en endnu mere elegant skygge, hvad der står i skarp kontrast til hendes sociale deroute.
.
Hele anlægget på herregården Tjele udgør et samlet eksempel på et bygningsanlæg med hovedbygning, tilbygninger og stalde omkring en gårdsplads og er derfor fredet som en helhed. Til venstre Sønderhus med røde munkesten på et granitfundament, i midten bygningen fra omkring år 1500 med rester af bindingsværk og til højre den nye nordfløj fra 1580’erne.
.

Herregården Tjele ligger nordøst for Viborg og syd for Tjele Langsø. Nær herregården ligger Tjele Kirke som et vidnesbyrd om den landsby, den i middelalderen var en del af. Hovedbygningens hovedhus er opført af Jørgen Skram Fasti som et hvidkalket vinkelhus i to etager med en øst- og nordfløj i forlængelse af den ældre og lavere østfløj. Over nordfløjens hvælvede port er en stentavle, der daterer opførelsen af vinkelbygningen til 1585.

Tjeles ældste bygning, Danmarks ældste stenhus under tag, Sønderhus, er fra omkring år 1500. Det er et typisk senmiddelalderligt stenhus med kampestensmure, der dog ikke længe efter opførelsen blev moderniseret med større vinduer. På samme tid blev en østlig fløj opført. Den var oprindelig i bindingsværk, som kan ses i seks fag på østsiden. Siden er alt andet omsat til grundmur. De historiske avlsgårde brændte i 1926, hvorefter nye blev opført i 1928. En staldbygning i stråtækt bindingsværk fra 1600-tallet kan ses i tilknytning hertil. Hele anlægget er fredet ikke mindst pga. miljøet med de sammenhængende firfløjede bygninger omkring gårdspladsen og parken med lindealléer og lysthus.

Fra slutningen af 1300-tallet var Tjele i adelsslægten Basses besiddelse og nedarvedes gennem 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet i slægterne Basse og Løvenbalk. Tilhørsforholdet skiftede, da Erik Skram Fasti på baggrund af en arvestrid blev ejer i 1536. Hans søn Jørgen Skram Fasti overtog i 1568 og kom til at præge gård og gods, da han samlede og forøgede Tjeles godsbeholdning, fornyede bygningsanlægget og blev lensmand og rigsråd.

I 1635 blev Tjele købt af Erik Lauridsen Grubbe, far til Marie Grubbe. Herregården var i 1737 nær fallit, og Christian Ditlev Lüttichau købte den på auktion. Derefter har gården været i slægtens eje i knap 300 år og ti generationer. I 1759 oprettedes stamhuset Tjele, hvilket var blevet muligt efter Christian 5.s Danske Lov i 1683, der gav skatteprivilegier og samtidig krævede, at huset ikke måtte deles, skulle arves af den ældste søn og ikke måtte sælges. Med Grundloven i 1849 ophævedes retten til nye stamhuse, og med lensafløsningen i 1919 ophævedes de helt.

Familien Lüttichau hørte til blandt sin samtids elite, og Christian Lüttichau, der overtog godset i 1857, var medlem af Folketinget for partiet Højre og finansminister 1894-97. 1800-tallet var på Tjele, som på mange danske godser, præget af frasalg af fæstegods og opbygning af stordrift. Også her blev der satset på store plantagearealer.

Efter Lensafløsningsloven i 1919 blev stamhuset ophævet i 1930. Tjele overgik til fri ejendom, og der blev udstykket jord til 15 husmandsbrug. Tjele ejes i dag af Christian Ditlev von Lüttichau, og de 3.081 ha drives med landbrug, skovdrift, fiskeri og boligudlejning.

Marie Grubbe

Marie Grubbe blev født på Tjele i ca. 1643. Som syttenårig blev hun gift med kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve. Men ægteskabet gik i stykker, andre forhold gik i stykker, hun forelskede sig i ladefogeden Søren Sørensen Møller, og da Ludvig Holberg i 1711, på flugt fra pesten i København, kom til Falster, mødte han hende som færgemanden og kroholderen Søren Sørensen Møllers kone. St.St. Blicher brugte Marie Grubbes historie i novellen »Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog« (1824). Fortælleren oplever Tjele i lyset af den skønne herregårdsfrøken, som her kaldes Sophie. Når hun er på gården, er den som nypudset; når hun ikke er der, er den »øde og keedsommelig«. Men da han mange år senere møder hende som fiskerkonen Soffi, ækles han ved livet. I H.C. Andersens »Hønse-Grethes Familie« (1870) er Marie Grubbe stærk som »den gamle ridderlige Gaard«, mens hendes barnebarn, Hønse-Grethe, spejles af sit hønsehus. Seks år senere zoomede J.P. Jacobsen i romanen Fru Marie Grubbe (1876) ind på heltindens psyke, og op gennem 1900-tallet har hun med sin voldsomme skæbne inspireret Ulla Ryum til skuespillet »Marie Grubbe« (1985), Juliane Preisler til romanen Kysse-Marie (1994) og Lone Hørslev til romanen Dyrets år (2014).

Videre læsning

Læs mere om herregårde og voldsteder i Viborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Herregårde og voldsteder