Toftestien 13-15 ligger på Toftestien 13-15 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten dog igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil.

Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk, hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte fladbuet. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Toftestien 13-15 blev opført omkring 1794-5 i bindingsværk med stråtag. I begyndelsen var bygningen opdelt i beboelse i den vestlige del og udhusfunktion i den østlige del, men i 1828 blev huset inddelt i tre huslejligheder, hvoraf den østligste var på tre fag, den midterste ligeledes på tre fag og endelig var den vestligste på to fag. I 1880 sammenlægges den vestlige del med den midterste og består således af fem fag, som rummer både beboelse og en detailhandel. I 1921 samles bygningen til en bolig, men blev efterfølgende atter delt i to og fremstod nu med en bolig på fem fag mod vest og en på tre fag mod øst. Mellem 1855 og 1880 blev den vestlige ende af bygningen grundmuret.

Det har formentlig været bolig uden stald og muligvis et såkaldt aftægtshus. Grundet faren til søs var der mange kvinder på Fanø, enker såvel som ugifte. Kunne de ikke drive en gård selv flyttede de ind i mindre huslejligheder. Dette bekræftes af, at Sognets fattigkasse i en årrække var ejer af huset og at det overvejende er kvinder, der står som ejere af huset. Toftestien 13-15 fortæller således en historie om den særlige socialt betingede byggekultur, der var på Fanø.

Beskrivelse

Bygningen er et dobbelthus, hvoraf de fem vestlige fag tilhører nr. 15 og de tre østlige tilhører nr. 13. Det ligger i den nordlige del af landsbyen Sønderho på Fanø, mellem lignende bygninger. Ud fra husets nordside er der opført to grundmurede vinkelbygninger med lave, paptækkede tage, der ikke er omfattede af fredningen. Bygningen ligger bag en kraftig bukketornshæk, så kun den vestlige gavl er synlig fra vejen.

Bygningen er et grundmuret længehus på otte fag opført i én etage. Huset er grundmuret og efterfølgende pudset og gulmalet. Dog har østgavlen bevaret sine bindingsværkstopler og fremtræder med tavl i røde sten. Gavltrekanten har en grønmalet bræddebeklædning med vindskeder. Vestgavlen er grundmuret i fuld højde og afsluttes af en muret og hvidtet gesims. Den hvidtede gesims afslutter ligeledes langsiderne af huset og er ført om hjørnet på vestgavlen. Endvidere afsluttes langsiderne af en delvis overpudset rem med afboringer fra stolpetapperne. Bygningen fuldendes af et stråtag med to uens tagkviste i nordsiden og en i sydsiden samt to skorstenspiber i rygningen. Bygningen har to hoveddøre, der begge side på langsiden mod syd. Hoveddøren ind til nr. 15 er en nyere to-fløjet fyldningsdør, der er traditionelt udført med diagonalopsprosset rude i de øverste fyldninger. Hoveddøren ind til nr. 13 er ligeledes en fyldningsdør, men har vindue i den øverste halvdel. Begge døre er grønmalet med hvid staffering. På nordsiden findes en grønmalet halvdør med opsprosset rombeformet rude. Bygningen har overvejende ældre, torammede vinduer, der alle er grønmalede med hvid kitning og hvide udvendige murfalse. Vinduerne har endvidere småtopsprossede ruder samt påmalede hvide stik og sålbænk. I vesgavlen ses flere murankre.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med køkkener mod nord og stuer mod syd. I nr. 15, som er to fag større end nr. 13, er der ligeledes en nordvendt sommerstue, nordre donsk samt en mindre ekstra stue mod syd, lokalt benævnt æ stow. Nr. 13 indeholder et større vinkelrum, hvor der i midten står en ældre stolpe og en billæggerovn. Fra vinkelstuen er der adgang til køkkenet. I både nr. 13 og 15 findes den tidligere alkove, lokalt kaldet en tætseng, hvor der er indsat en trappe op til den udnyttede tagetage. I den østlige ende er der åbent til kip. Gennemgående for nr. 13 og 15 er, at overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystningspaneler, indbyggede skabe og ældre fliser med blå motiver på ydervæggene.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene, dog uden at det åbne byrum brydes. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der leder tagvandet væk fra bygningen, og tillige bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er deres usædvanligt brede volumen, der muliggør to rækker rum i grundplanen. Hertil kommer den hvide hovedgesims og de bræddebeklædte gavltrekanter. Endvidere kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder med samme overfladebehandling som bygningens facader. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den traditionelle, ældre todelte farveholdning, og at alle åbninger har påmalede hvide sålbænke.

Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om udviklingen i 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse i nr. 15 med to ruder og diagonale sprosser, og vinduernes udførelse med fladbuet overkant. Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til forskellen mellem de to gavle, hvor den vestlige fremstår grundmuret og den østlige har bevaret sine bindingsværkstolper, der vidner om at den vestlige del har været beboet af mennesker med flere midler til rådighed.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den ældre planløsning med køkkenerne mod nord og en stue mod syd – sønder donsk. Hertil kommer opdelingen i flere boliger, der vidner om de forskellige livsvilkår på Fanø, hvor det var almindelig at slå sig sammen om et mindre landbrug. Bygningen rummer tillige et velbevaret interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder tætsengslågerne, de indbyggede hjørneskabe, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske, malede fliser på ydervæggene. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene tog fliserne med hjem fra deres mange rejser.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger oplevelsen af bygningens lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør med de karakteristiske fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre, skabslåger og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links