Toftestien 21, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det f.eks. almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver. Toftestien 21 er formentlig opført omkring 1803, hvilket stemmer overens med det indgraverede årstal i nordfacaden. Ejer oplyser, at huset er en tidligere fiskeproviantbygning.

Bygningen ligger i den nordlige ende af landsbyen Sønderho på Fanø, mellem lignende bygninger. Husene ligger tæt, så stråtagene nærmest er vævet sammen. Grunden afgrænses af et lavt stakit og græs- og bukketornsbeklædte diger, men med direkte adgang til havet. Nord for huset ligger et lille grundmuret og gulmuret udhus, der dog ikke er omfattet af fredningen.

Bygningen adskiller sig fra de omkringliggende huse ved sin kvadratiske facon. Huset er grundmuret over en lav sokkel og er fem fag langt og opført i én etage. Murene er pudsede og efterfølgende gulmalede med hvide hjørneliséner. Sydfacaden er dækket af vedbend. Murene afsluttes af en muret og hvidmalet gesims, der mod øst omslutter en kvist af den type man lokalt benævner en arkengaf. Grundet de helvalmede gavle og den kvadratiske form får taget pyramideform. Taget er stråtækt med mønning af tørv og en tagkvist mod syd samt en skorstenspibe i pyramidens spids. Mod syd sidder hoveddøren, som er en nyere to-fløjet fyldingsdør, der er traditionelt udført med diagonalsprosseopdelt rude over fire fyldninger i hver fløj. På nordsiden sidder endnu en fyldningsdør, der dog er en-fløjet, men ellers af samme type, som den sydvendte hoveddør. Begge døre er grønmalede med hvid staffering. I arkengaffen sidder en to-fløjet, grønmalet luge. I gesimsen over arkengaffen sidder endvidere et jernbeslag formet som et øje, der formentlig har fungeret som et hejseredskab. Bygningen har ældre, torammede vinduer med seks-rudede rammer, der alle har påmalet stik og sålbænk. I tagkvisten sidder et to-rammet vindue med fire-ruder. Endelig er der et mindre to-rammet kældervindue i nordsiden. Mod nord er der endvidere indgraveret årstallet 1803. I østgavlen ses flere murankre.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel, hvor der er lagt ølandsfliser. I boligen er en vinterstue, sønder donsk, placeret mod syd. Herfra er der adgang til det nordvendte køkken, hvorunder der findes en muret halvkælder. Fra køkkenet er der adgang til sommerstuen, nordre donsk. Mod syd findes endnu en mindre stue – æ stow. I alkoven, lokalt kaldet en tætseng, som deler franglen, er der isat en trappe, der fører op til den udnyttede tagetage. Overfladerne er både ældre og nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, vinduer med anverfere og stormkroge, brystningspaneler, indbyggede skabe og tætsengslåger samt bemalede ældre fliser på ydervæggene. Hertil kommer, at der i køkkenet er bevaret et ældre ildsted og i stuerne er to ældre bilæggerovne. Endvidere er hoveddøren isoleret med læder, og der findes ingen dørkarm omkring hoveddøren.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene.Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der leder tagvandet væk fra bygningen, og tillige bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden, der, bortset fra sin atypiske kvadratiske form, har karakter af et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er den hvide hovedgesims og en arkengaf. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspibe. Tillige har lugen stor kulturhistorisk værdi, idet den sammen med jernbeslaget, der sidder i gesimsen over lugen, vidner om tiden, da huset fungerede som fiskeproviant. Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om udvikling i 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse med to ruder og diagonale sprosser, og vinduernes udførelse med fladbuet overkant.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling. Dertil komme placeringen af to stuer mod syd og en stue og køkken med tilhørende mindre kælder liggende køligt mod nord. Bygningen rummer tillige et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder tætsengslåger, de indbyggede hjørneskabe, brystningspaneler, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brunmalede fliser på ydervæggene og bagved det bevarede ildsted i køkkenet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem. Under vinduerne langs med vindueskarmen og ydervæggen er tillige bevaret en smal liste med en udskåret fordybning, som blev sat op for at samle kondensvandet. Hertil kommer isoleringen af hoveddøren med en karm af læder.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og for Sønderho helt enestående kvadratiske form med lave mure og stejlt pyramideformet tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger oplevelsen af bygningens lave mure og det dominerende tag. Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide sålbænke og stik over vinduerne, dørens stafferinger og skorstenspibens hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstrer eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabs- og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Gammel Byvej 12, Sønderho
• Landevejen 28, Sønderho
• Vigensvej 10, Nordby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen