Toftestien 29, Sønderho

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Fanø hørte oprindeligt under krongodset Riberhus Ladegård og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Kong Christian VI, idet Riberhus Ladegård var blevet sat på auktion, da kongen manglede penge. Fanøboerne fik herved retten til at drive handel og søfart, hvilket betød at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Anvendelsen af teglsten vandt senest frem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. I det sydlige Vestjylland, der var et træfattigt område, baseredes udviklingen fra bindingsværk til grundmur sig på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der i løbet af 1700-tallet havde bredt sig nordpå fra Holland. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse, helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningerne var ofte tiltrængte, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning, blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil. I Nordby derimod havde sprosserne et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk, hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte fladbuede stik. Arkengaffen, kvisten over døren, var ligesom dørhullet ofte fladbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en diagonaltstillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Ligesom det er tilfældet med andre mindre øsamfund med sparsomme mængder træ, brugte man de materialer, der var tilgængelige som for eksempel driv- og skibstømmer, eller man genanvendte materialer fra nedrevne bygninger. Også i nyere tid har man gjort brug af denne skik, og da der i 1990erne drev et stort parti mahogni op på land, blev flere hoveddøre herefter udført i mahogni og efterfølgende malet i de traditionelle Sønderho farver.

Toftestien 29 brandtakseres første gang i 1837 og har otte fag, hvoraf de seks vestre er indrettet til beboelse og de to østre til lo samt foderrum. Huset på dette tidspunkt i bindingsværk. I 1846 opdeles huset i to huslejligheder. Den ene lejlighed mod vest er på to fag og derefter følger en huslejlighed på fire fag. De resterende to fag har udhusfunktion. Bygningen grundmures øjensynligt i perioden 1852-1873. Først i 1917 sammenlægges de to lejligheder til én. Formentlig er det også på dette tidspunkt at huset reduceres med et fag fra vest. Det var ikke usædvanligt at mange bygninger blev opdelt i mindre huslejligheder. Grundet faren til søs var der mange kvinder på Fanø, enker såvel som ugifte. Kunne de ikke drive en gård selv eller var for unge til at gå på aftægt med deres gård som livsforsikring, kunne de flytte ind i mindre huslejligheder eller slå sig sammen om et hus og et mindre landbrug.

Bygningen ligger i den nordlige ende af landsbyen Sønderho på Fanø, mellem øvrige lignende bygninger. Husene ligger tæt, så stråtagene nærmest er vævet sammen. Grunden afgrænses af et lavt stakit og græs- og bukketornsbeklædte diger.

Bygningen er et syv fag langt grundmuret længehus opført i én etage, hvor murene fremstår skurede og rosafarvede og med en hvidmalet gesims. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses en skorstenspibe. Begge gavle er grundmurede til cirka hanebåndshøjde, hvorefter gavlene er beklædt med lodretstillede og grønmalede brædder med vindskeder. Over hoveddøren i sydsiden ses en mindre rundbuet frontkvist, af den type man lokalt kalder en akengaf. Hoveddøren er en fyldingsdør med et to rudet vindue over fire fyldninger. Over hoveddøren ses en ældre tofløjet revleluge med en rombeformet rude i hver fløj samt overvindue. Både dør og luge er malet mørkegrønne med hvidmalede detaljer. Mod nord sidder en grønmalet revledør under et buestik, der er malet i de egnskarakteristiske farver hvid, grøn og sort. Bygningen har ældre, overvejende torammede vinduer, der alle har småtopsprossede ruder samt påmalet stik og sålbænk. I den østlige ende af nordsiden sidder et enkelt et-rammet vindue. I den vestlige del mod syd sidder et enkelt tre-rammet vindue. I vestgavlen sidder et firerudet vinduet. I østgavlen findes et to-rammet vindue. Vinduerne mod nord samt i vestgavlen er grønmalede med hvide sprosser og hvid kitning. På nordsiden er stikkene over vinduerne stafferet i farverne sort, hvid og grøn. Vinduerne på sydsiden samt i østgavlen er hvidmalede og mod syd er stikkene over vinduerne ligeledes hvidmalede. Alle vinduer har hvide sålbænke. På begge gavle sidder murankre.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel, der oprindeligt delte bygningen med bolig mod vest og stald mod øst. Fra franglen mod vest er adgang til to stuer i forlængelse af hinanden, som lokal kaldes sønder donsk og æ stow. Fra sønder donsk er der adgang til den nordvendte sommerstue – nordre donsk og herfra kan man fortsætte til det nordvendte køkken, der atter giver adgang til franglen. Fra den nordlige ende af franglen er der bevaret det mindre fadebur. Fra franglen er der endvidere adgang til husets badeværelse. Fra den sydlige ende af franglen er der isat en nyere trappe, der giver adgang til den delvist udnyttede loftsetage, hvor der er indrettet værelse i den østlige ende. Overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder trægulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Noget af det ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystningspaneler samt indbyggede skab. Hertil kommer, at der i sønder donsk er en ældre bilæggerovne.

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange lave grøn- eller hvidmalede stakitter og lave tangdiger beplantet med bukketorn, der adskiller grundene, dog uden at det åbne byrum brydes. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen, der udover at lede vandet væk fra facaden, bidrager til opfattelsen af det traditionelle miljø.

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er blandet andet den hvide hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaf over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspibe. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduerne har den typisk ældre todelte farveholdning, stribede Sønderho-stik og alle åbninger har påmalede hvide sålbænke. Bygningen har tillige stilmæssige træk, der vidner om udvikling i 1800-tallet, herunder hoveddørens udførelse med to ruder og vinduernes udførelse med fladbuet overkant.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Dertil kommer de to stuer – sønder donsk og æ stows placering mod syd og nordre donsk placering mod nord. Endvidere er det også af kulturhistorisk værdi at køkkenet med med fadebur er placeret køligt mod nord. Bygningen rummer tillige lidt velbevaret interiør med mange ældre egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder tætsengslåger, indbyggede hjørneskab, brystningspaneler samt ældre døre. Under vinduerne langs med vindueskarmen og ydervæggen er tillige bevaret en small liste med en udskåret fordybning, som netop blev sat op for at samle kondensvandet.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengafen. Placeringen af vinduernes overkant lige under gesimsen underbygger oplevelsen af bygningens lave mure og det dominerende tag.Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der er integreret og begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspibe. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og stik over vinduerne og dørens stafferinger giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det bevarede interiør. Herunder de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende kontrastfulde bemalinger med stærke farver. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne, herunder fyldingerne på både paneler, døre og skabslåger og tætsengslåger. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Læs videre om

• Sønder Land 32, Sønderho
• Vigensvej 17, Nordby
• Øster Land 15, Sønderho

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen