Torvet 13
.

Torvet 13 ligger på Torvet 13 i Køge Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Torvet 13s forhus og sidehus er sandsynligvis opført mellem 1580 og 1600. Forhuset er ombygget muligvis omkring 1535-1645, hvilket gjorde at facaden blev ændret og overetagen ført henover Åstræde. Før ombygningen har forhuset stået med en knægtbåren gavl mod Åstræde.

Beskrivelse

Torvet 13 ligger i husrækken på sydsiden af Køge Torv. Bygningen rummer forretning og privat beboelse. Torvet 13 er en syv fag lang, toetages biondingsværksbygning, der hviler på en sortmalet sokkel og bærer et heltag hængt med røde vingetegl. I tagfladen mod Torvet er der tre ovenlysvinduer. I facaden mod Torvet fremstår bindingsværket delvis overpudset og gulmalet, det synlige tømmer er sort opstolpet. I stueetagens østlige fag er der en portgennemkørsel til Åstræde med kurvehanksbuet overligger. Den øvrige del af stueetagen udgøres af moderne butiksruder, der underordner sig faginddelingen. Overetagen er let udkraget og bæres af udskårne, konsolformede knægte prydet med arkantusblade. Etageadskillelsen markeres af et hvidmalet profileret bånd af træ, og herover fremstår bygningen overpudset, under tagskægget er der en profileret, hvid hovedgesims. Overetagens vinduer er ældre, hvidmalede, torammede og trerudede vinduer. Portrummet fremstår med rødt opstolpet bindingsværk af svært tømmer og tavlene fremstår hvidkalkede. På bagsiden er forhusets bindingsværk rødt opstolpet og med hvidmalede tavl, her udgøres vinduerne af termovinduer, og der sidder en moderne zinkinddækket altankvist og en nyere skorsten i tagfladen, der er af eternit. Forhuset er sammenbygget med et fire fag langt enetages bindingsværkssidehus med samme farveholdning som forhusets bagside. Soklen er delvis pudset og sortmalet og taget er af eternit. Mod Åstræde er der en grønmalet, flammeret dør og et torammet, trerudet vindue, tagfladen er løftet til en fabrikskvist, hvori der sidder to termovinduer. Gavlen er dækket med rødmalede brædder lagt en på to. På gavlen sidder en ny træaltan, hvortil der er adgang ad en ny termodør. Der sidder også et termovindue og en markise i gavlen. Under gavlen sidder to ældre, torammede, grønmalede vinduer og en ny rød termodør med fyldinger med ældre grønt overvindue. I det indre et butikslokalet indrettet i nyere tid med nyere overflader og installationer.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Torvet 13 knytter sig til bygningens beliggenhed på sydsiden af Torvet, hvor det lille hus med sin taktfaste vinduesrække og sit karakteristiske bindingsværk formår at markere sig i husrækken.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Torvet 13 knytter sig i det ydre til bygningens konstruktion i bindingsværk med de karakteristiske konsolformede knægte og overetagens enkle klassicistiske stil med hvide bygningsdetaljer, der vidner om bygningens lange historie med skiftende stilidealer. Det knægtebårne etagefremspring og portrummets svære tømmer fortæller om bygningens oprindelse i slutningen af 1500-tallet, og at Torvet 13 oprindeligt var fem fag langt og havde en knægtbygget gavl mod Åstræde. Det beslægtede bindingsværk med uprofilerede knægte under bjælkeenderne daterer ligeledes sidehusets oprindelse til 1500-talets slutning.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Torvet 13 knytter sig i det ydre til facaden mod Torvet, der med sit sine udskårne knægte og den klassicistiske overfacade danner en levende og dynamisk sammensætning i den lille og taktfast inddelte facade. I kontrast til den sammensatte og let dekorerede facade står portrummet og sidehusets kraftige, uudsmykkede bindingsværk, hvor det enkle og solide udtryk tydeligt signalerer bygningens funktionsbetingede fortid.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links