Traditioner og fortællinger i Ærø Kommune

En særlig ærøsk tradition er at »rende maske « eller »gå helligtrekonger«. Her klæder man sig ud til ukendelighed, og iført maske og handsker går man på besøg i de huse, hvor lampen er tændt. I husene fortæller man gode historier og får sig en tår at drikke. De fleste besøg indledes med et »go’awten, go’awten«, og så går snakken, indtil det er tid til at besøge det næste hus. Foreningerne Rendemaskerne anno 1995 og Traditionen Tro i hhv. Marstal og Ærøskøbing har større lokaler udelukkende med masker og udklædningstøj.
.
Licens: Begrænset anvendelse
Der er flere myter knyttet til de allestedsnærværende hundefigurer i fajance på Ærø, der var nogle af de mest populære sømandssouvenirs i 1800-tallet og derfor blev fast inventar i de fleste sømandshjem. Den mest pikante fortælling er, at hundene skulle have været tegn til sømandskonens hemmelige elsker. Kiggede hundene ud ad vinduet, var det et signal til elskeren om, at der var fri bane. Kiggede de ind som på billedet, var det et signal om, at manden var hjemme.
.
Licens: Begrænset anvendelse

Lægen J.R. Hübertz udgav i 1834 Beskrivelse over Ærø – et historisk topografisk forsøg. Heri beskrives egnsprægede folkekarakterer, dialekter, sagn, sæder og skikke. Kulturelt er der en særlig forbindelse med hertugdømmet Slesvig, som Ærø indtil 1867 var forbundet med, hvilket bl.a. afspejles i den enlængede gårdtype og i kosten, hvor sursøde og røgede træk er fælles med sønderjysk kostskik.

Den tidligere udbredte masketradition med at gå fra hus til hus til helligtrekonger er stadig udbredt på det vestlige Ærø, mens skikken med at gå udklædt fra hus til hus ved fastelavnstide særligt bruges i Ærøskøbing og Marstal. Masketraditionerne kom til Ærø fra Als (formentlig Lysabild Sogn) i sidste halvdel af 1800-tallet.

Traditionen med kogning af æg påskelørdag på de ærøske strande er i dag en markør af ærøsk identitet. Hvor det tidligere var en skik for børn i Det Sydfynske Øhav, er det i dag overvejende voksne og hjemvendte unge, der holder denne tradition i hævd. Den øgede turisme fra midten af 1900-tallet har skærpet interessen for fortællingen om tornerosebyen (Ærøskøbing) på eventyrøen og har medført en genoplivelse af andre traditioner, fx vægtergangen i købstadens aftenmørke gader.

Madkultur

Fårehold var tidligere udbredt på øen, og kødet har derfor spillet en central rolle i madkulturen, om end retter som svø, der blev tilberedt af fårekød, blod og byggryn, sjældent er på menuen i dag. En ret, der derimod stadig serveres, er tykke pandekager, før i tiden kaldet løvtenspandekager (løv’tens pae’kavr). De hævede (løftede) gærpandekager blev i 1800-tallet ofte bagt af bygmel og med flæskestykker i. Dengang var de almindelige over hele landet, men i dag er de som et af de eneste steder bevaret på Ærø, hvor de ofte serveres med en klat æblemos eller anden frugt.

Tilhørsforholdet til Sønderjylland fornægter sig ikke, og herfra kom retter som skinkesuppe og hvidkålsbudding. Ærø har især haft forbindelse med Als, og på begge øer har der været tradition for æbleskiver fyldt med sveskemos. Med turismens stigende betydning for øen fra 1930’erne er øens egnsretter i perioder blevet markedsført og genoplivet, fx til de årlige fester i Ærøforeningen i København (stiftet 1933) og til Ærøskøbing Handelsstandsforenings markedsdage i 1970’erne.

Siden år 2000 har små producenter som Ærø Whisky (grundlagt 2013) i Ærøskøbing og Rise Bryggeri, der i 2004 åbnede i det tidligere Rise Bryggeri i Rise (grundlagt 1926), fået succes. I 2012 stiftedes Ærø Fødevarenetværk af en kreds med tilknytning til Ærø Turist- & Erhvervsforening (stiftet 1923).

Kvindedragten på Ærø

Ærøs særstilling som en del af Hertugdømmerne betød, at der kom dyre stoffer til øen, hvilket ses i klædedragten. Der var naturligvis forskel på rig og fattig, ung og gammel. Kvindehovedtøjet bar lokalpræg og havde stor lighed med alsingernes hovedtøjer, begge steder kaldes hoved tøjethøllen. Det bestod af en lille sort afstivet trestykshue, hvorpå lå et løst stykke kulørt silkebroderi eller perlebroderi. Til sorg og til kirkens sørgedage blev stykket byttet ud med hvidt silkebroderi eller broderi med hvide perler. Over huen var en »hølklud«, dvs. en korsklædesnip i lærred med yderkant i tylsbroderi eller Tønderknipling.

Hverdagsdragten bestod af hvergarnsskørt, sort bul med tætsluttet hals, særk og grønternet forklæde samt stråhat.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Ærø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger