Høstnatten i Ølstykke Stationsby er en gammel tradition, som trækker mange til fra hele kommunen. Høstnatten byder på loppemarked, salg af kunsthåndværk og håndarbejde samt diverse foreningsaktiviteter. Stenløse-Veksø Folkedansere kunne i 2016 fejre 50-års jubilæum. Folkedanserne optræder ved forskellige arrangementer i Egedal Kommune iført dragter, de selv har syet. Siden 1970’erne har der hvert år været afholdt børnedyrskue i Veksø, og fra 1988 har Lions Club Stenløse-Veksø stået for arrangementet. Her kan børn få bedømt deres kæledyr af lokale dyrlæger, og der er præmier til alle. I kommunen er der to fugleskydningsselskaber: Stenløse Fugleskydningsselskab af 1910 og Ølstykke Fugleskydnings Selskab af 1913. Begge foreninger afholder årlige fugleskydninger, hvor der kåres en fuglekonge.
Juletiden byder også på flere traditioner. Ældst er børnenes juletræsfest i Veksø, der stammer helt tilbage fra 1899. I Ledøje forvandles landsbyen til en levende julekalender, hvor der hver dag åbnes et nyt julepyntet vindue.
Arealet bag kulturhuset i Smørumnedre bliver hvert år omdannet til en svenskelejr, når historiefestivalen Svenskeslaget i Smørum afholdes.