Fiskefabrikanten Allan Winther har selv fremstillet den røgeovn, hvori han koldryger de letsaltede isinger, som han har solgt i sit fiskehus på Esbjerg Havn siden ca. 1996. Langs hele den jyske vestkyst var saltet og lufttørret ising i 1800-tallet hverdagskost om vinteren, i området omkring Esbjerg, Ribe og Fanø under navnet bakskuld. På nogle fiskekuttere lufttørrede man fiskene til eget forbrug, mens man var til havs.
.
Blomsterskulpturerne køres igennem Ribes snoede gader til Tulipanoptoget i 2019. Tulipanerne, som førhen pyntede byen, er med tiden delvis erstattet af papirblomster. Her er det en dansende Elvis Presley foran huset Graceland.
.

De fleste af Esbjergs traditioner er af nyere dato. Blandt de mest levedygtige er motionsløbet Vestkystløbet, der blev arrangeret første gang i 1975 og i det største år i 2009 tiltrak over 13.500 deltagere. Desuden kan nævnes påskens motorcykeltræf på Torvet i Esbjerg, der begyndte i 1987 og i 2019 havde ca. 3.000 deltagere. Esbjerg Festuge har rødder tilbage til 1981 og er siden 1997 blevet en fast tradition arrangeret af bl.a. Esbjerg Kommune og turistforeningen Esbjerg City med støtte fra det lokale erhvervsliv. Festugen har været suppleret af årlige kulturnætter i Esbjerg, nu kaldet Kulturens Døgn. De traditionsrige nytårskoncerter i Musikhuset Esbjerg blev sat i værk i 1991 af bl.a. orkesterformanden for Vestjysk Symfoniorkester. Efter orkesterets ophør i 2011 er traditionen videreført af et udvidet Esbjerg Ensemble. Som en tradition fra fiskeriets storhedstid bør endelig nævnes den flotte, omend farlige og ikke ganske lovlige, affyring af udtjente nødraketter nytårsaften.

I Bramming lever fortsat historierne om besættelsestidens dristige og undertiden fatale sabotageaktioner i byen, der var et trafikalt knudepunkt i Jylland. Også historien om den store togulykke i sommeren 1913, hvor eksprestoget Emigranten blev afsporet, og 15 personer blev dræbt, heriblandt den kendte socialreformator og politiker Peter Sabroe, har fortsat stor betydning i byen. Adelsmanden Kaj Lykke døde i 1699 på Bramming Hovedgård og blev begravet i den nærliggende Sankt Knuds Kirke. Hans kranium blev i 1850’erne fjernet fra graven, og inden længe gik rygterne om spøgeri på herregården, fordi Kaj Lykke angivelig ledte efter sin hovedskal. Kaj Lykke har siden bl.a. givet navn til den lokale golfklub, en spejdertrup og den stedlige byfest. Kraniet kom ad omveje tilbage til Bramming, hvor det kan ses på Bramming Egnsmuseum.

Tulipanfesten, som har været afholdt siden 1952, er Ribes kendteste og længstlevende tradition. Den afholdes tre-fire dage i maj og er en udpræget folkelig byfest med tivoli og udskænkning, som i årtier har været kendt langt ud over byens opland og fortsat kan tiltrække mere end 10.000 besøgende. Med inspiration fra Holland blev blomsterhovederne fra tulipanmarkerne syd for Ribe brugt til at udsmykke byen. Efterhånden som tulipanmarkerne er blevet færre, er en del af tulipanerne blevet erstattet af papirblomster, der formes til farvestrålende figurer, som køres på vogne igennem byen.

Andre traditioner er knyttet til Ribes historiske korps, hvoraf vægterne er mest kendt. De var i embedsfunktion indtil 1902, men reetablerede sig allerede fra 1935 som et historisk korps, som kun afbrudt af Besættelsen har været en skattet turistoplevelse. Det historiske korps Ribe Politikorps afholder den traditionelle eksercits fra 1800-tallet og medvirker ved festlige begivenheder i byen. Ribe Katedralskole har mange traditioner, der strækker sig langt tilbage i tiden. Det gælder bl.a. den årlige translokation, der bliver afholdt under de ti lindetræer i skolegården med opførelse af skolens kantate. Der har været forskellige kantater igennem tiden, og den nuværende blev bestilt og skrevet til skolens 800-års jubilæum i august 1945.

Madkultur

Der landes ikke længere konsum- eller industrifisk i Esbjerg. Coops forbrugerundersøgelser viste i 2019, at der spises væsentlig mindre fisk i Vest-, Nord- og Sønderjylland end i Nordsjælland, hvor der spises mest fisk til aftensmad i landet. Kun den såkaldte bakskuld er blevet en traditionsspise omkring Esbjerg. Det er en saltet og tørret ising (fra 1950’erne ofte røget i stedet for tørret), som for 100 år siden var en fattigmandsret i det meste af Vadehavsområdet, men som i dag mest serveres på nogle af områdets restauranter. Ordet »bakskuld« er sammensat af fangstmetoden med (krog)bakke og »skulde«, der var den vestjyske benævnelse for en fladfisk.

Egnsdragt fra Mandø

Kvinde iført en udgave af Mandødragten skænker kaffe fra komfuret, som er rammet ind af et tapet af de egnstypiske hollandske fliser. Fotoet er tydeligt opstillet. Det er taget af fotografen Bent Søndergaard i 1936. Året forinden stiftedes Mandøforeningen, som bl.a. har til formål at udbrede kendskab til øens historie og natur samt skikke og traditioner.

.

Kvindedragten på Mandø udviklede i 1800-tallet sit eget særpræg ligesom kvindedragterne på andre danske søfartsøer, hvilket gav øens kvinder mulighed for at udtrykke sig over for omverdenen. Handelen med fjerntliggende lande gav adgang til mere værdifulde vævede stoffer som det uldne rask og kalemank samt damask og andet silkestof. Især den store handelskontakt med Frisland afspejles i tidens dragter, som bar mange præg fra ældre frisisk dragtskik.

En velbevaret søndagsdragt indkom til Nationalmuseet i 1939. Den bestod af blå og hvide ærmer, en blank mørkebrun uldvest over en rød brystsmæk pyntet med bånd med guldindvævede tråde og mønstervævet fløjlsbånd. Den havde et mørkeblåt uldskørt med kantebånd og ovenover et blåt lærredsforklæde med hvide tætprikkede mønstre. Hovedbeklædningen bestod af et hvidt korsklæde under en tostyks mørklilla glat silkehue med sorte kniplinger, der skulle bæres under hovedtørklædet, der var ternet i mørklilla farver. Tørklædet bandt hver kvinde i den facon, hun selv foretrak.

Au Pairer i Esbjerg

I forbindelse med den store vækst i offshoreindustrien i Esbjerg er der flyttet et stigende antal velstillede danske og internationale børnefamilier ind i villaer i Esbjergs vestlige og nordlige forstæder: Guldager, Sønderris og Hjerting. Hos disse børnefamilier har unge kvinder fra Filippinerne fundet arbejde under au pair-ordningen. Værtsfamiliernes hjem kan nemt leve op til de krav om antallet af rum, som er blevet præciseret i lovgivningen senest i hhv. 2010 og 2015.

Der har fra 2008 været i omegnen af 10‑20 au pairer i Esbjerg, flest i årene 2011‑16, hvorefter antallet er faldet til ca. 10 i 2020. I arbejdstiden er au pairerne ofte på legepladser i byens parker, når de har hentet børn fra skole, bl.a. Esbjerg International School, som siden 2011 har ligget i Guldager. Filippinsk Dansk Integrationsforening rådgiver au pairer sammen med Au Pair Network (Kirkernes Integrationstjeneste, Caritas og FOA).

I fritiden går au pairerne tur på Strandpromenaden i Hjerting og slapper af i Esbjergs butikscentre, hvorfra de også overfører penge til familie i deres hjemlande. Flere er frivillige i forbindelse med Esbjerg Festuges internationale dag. Mange af au pairerne tager ind til den katolske Sankt Nikolai Kirke i Esbjerg, især til kirkens månedlige messe på engelsk, efterfulgt af fællesspisning.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Esbjerg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger