Traditionen tro blev der d. 6. juli 2019 på Prins Georgs Bastion i Fredericia affyret 27 kanonskud med et minuts mellemrum. Bevæbnet med paraplyer så tilskuerne røgsløret fra kanonen lægge sig. Salutten er en af mange begivenheder, hvorved man hvert år mindes Slaget ved Fredericia d. 6. juli 1849.
.

Fredericia har en række mærkedage, der især knytter sig til militære begivenheder. Siden 1850 har byen markeret den militære sejr d. 6. juli 1849 under Treårskrigen 1848‑51. I 1850 markeredes årsdagen med kransenedlæggelse ved fællesgraven på Trinitatis Kirkegård. Dagen fik siden opsætningen af relieffet Krigergraven ved fællesgraven i 1853 og statuen Landsoldaten i 1858 en kransenedlæggelse ved disse som omdrejningspunkt. Over to dage d. 5.-6. juli mindes Slaget ved Fredericia fortsat under navnet 6. Juli-Dagene. Med deltagelse af repræsentanter fra Folketinget, kongehuset, Hæren og Beredskabsforbundet får dagene også stor lokal opbakning fra fredericianere, som mødes til bl.a. sørge- og sejrsmarch (fakkeloptog), nedlægning af kranse, taler, kanonsalut, koncerter mv. I nyere tid har dagene udviklet sig til byens store kulturfestival med arrangementer som fx 6. Juli Jazz og en afslutning med fyrværkeri sidste aften. I tilknytning til 6. Juli-Dagene spises der traditionelt et særligt festmåltid, som har rødder tilbage til dagene efter slaget, hvor der blev serveret stegt kylling efterfulgt af jordbær med fløde. Den friske mad var datidens festmåltid.

Ud over 6. juli markeres også svenskernes storm på byen d. 24. oktober 1657, ligesom byens fødselsdag d. 15. december og regimentets fødselsdag d. 1. november markeres med arrangementer og parader. Hertil har markering af Befrielsen i 1945 fået en renæssance, ikke mindst med stiftelsen af Arlette Andersens frihedspris i 2017, der henvender sig til unge mennesker, som kan søge prisen i form af skriftlige eller mediebårne refleksioner over begrebet frihed. Såvel Befrielsen som frihedsprisen markeres årligt d. 4. maj.

Områderne omkring Fredericia har flere forskellige sagn og myter. Særligt findes en række sagn knyttet til Trelde Næs med Næssekongen fra middelalderens fortællinger.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Fredericia Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger