Et sagn fortæller, at en kilde sprang dér, hvor Sankt Helenes lig drev i land fra Sverige. Siden middelalderen er både kilden og hendes grav blevet tillagt helbredende kraft. At overnatte på Sankt Helene Grav sankthansnat blev stadig praktiseret et stykke op i 1800-tallet. Her skildret af Jørgen V. Sonne i maleriet Skt. Hansnat, de syges søvn på Helenegraven ved Tisvilde fra 1847.
.

En række fortællinger og forestillinger i Gribskov Kommune kan spores tilbage til slutningen af 1800-tallet. Det er fx sagn om overnaturlige væsner som trolde, hekse og nisser. Blandt de folkelige forestillinger spiller især overtro i forbindelse med fiskeri en rolle. Eksempelvis sagde man, at det bragte lykke at skyde hen over garnene eller at brænde røgelse af i båden, før man sejlede ud.

I kommunen fandtes tidligere 25 helligkilder. Den mest kendte var Sankt Helene Kilde, i skrænten ved Tisvilde, der i folketroen knytter sig til Sankt Helene Grav på Sankt Helene Vej. Her findes resterne af et kapel fra 1400-tallet. Mange syge er efter sigende blev helbredt efter besøg ved kilden og graven, særligt sankthansaften.

Sagnet siger, at den dræbte svenske helgeninde Helle Lenes lig sejlede på en sten til den nordsjællandske kyst, hvor skrænten kløvedes, og der på stedet sprang en kilde: Helene Kilde. Kapellet menes nedlagt efter Reformationen, men graven og helligkilden fortsatte med at blive besøgt.

I kommunen er der forsamlingshuse i Annisse, Høbjerg, Mårum, Ramløse, Søborg, Valby, Vejby og Ørby. De har i over 100 år dannet rammen om væsentlige dele af det sociale liv og betydet meget for udbredelsen af traditioner og fortællinger. Vejby Forsamlingshus var det første forsamlingshus i Frederiksborg Amt og blev opført i 1882. Der er tradition for at spille dilettantkomedier i forsamlingshusene, ligesom lokalhistoriske aftener, især i Helsingeområdet, siden 1990’erne har haft stor tilslutning.

Selskabet Gilleleje Strandbakker (også kaldet Bakkeselskabet, stiftet 1918) har siden 1919 afholdt en årlig bakkefest, der har til formål at skaffe midler til at holde strandarealerne fri for bebyggelse ved opkøb af grunde. Det begyndte med opkøb af strandbakkerne øst for Gilleleje. Til dette areal knytter sig en tradition, hvor børnene påskedag triller æg ned ad bakkerne.

Madkultur

Kystbyerne i Nordsjælland med Gilleleje i spidsen har siden 1700-tallet forsynet hovedstaden med sild, rødspætter og torsk. Især sild blev handlet i enorme mængder, så selv om fiskerne ikke fik meget for den billige fisk, kunne de alligevel brødføde familien med deres sildefangst. Langt de fleste af sildene blev saltet og tørret til vinterens forbrug, siden udvandet og derpå kogt eller stegt. Ofte blev der serveret kartofler og sennepssovs til, der på særlig nordsjællandsk vis blev malet af sennepskorn og kærnemælk.

»Flækkesild« stammer fra Gilleleje og blev tilberedt med ferske sild, flækket i ryggen fra hoved til hale, uden at disse dog faldt af. Sildene blev gnedet godt ind i salt og trukket på ståltråd eller pilekvist gennem øjenhulerne. Sildene hang derefter til tørre i et døgns tid et køligt og luftigt sted med et drys peber på toppen for at holde fluerne væk. Fladfisk som isinger og rødspætter fik til tider samme behandling, hvorfor de blev døbt »linedansere« efter deres lystige dans i vinden på en tørresnor.

De tørrede flækkesild blev pandestegt og serveret med stuvede kartofler og gerne lidt brombærsyltetøj. Det var slet ikke ualmindeligt at servere syltetøj til stegt fisk, fx de såkaldte Gillelejesild med bløde løg, sødsennep og syltetøj.

»Pandeskade« er endnu en lokal fiskeret fra Gilleleje, tilberedt af vingerne på glatrokken, også kaldet skaden. Mindre stykker af saltet flæsk og kogt skadevinge blev forenet på en pande for sluttelig at blive overhældt med datidens uundværlige sennepssovs.

Silden fylder fortsat meget i Gilleleje, hvor man siden 2004 har afholdt Sildens Dag den første lørdag i august. Dagen er arrangeret af Gilleleje Rotary.

Fiskerkonernes hovedtøj

Tegning af fiskerkonernes hovedtøj i 1800-tallet

.

Fra midten af 1800-tallet til omkring år 1900 var fiskerkonerne i Gilleleje og langs den nordlige kyst til Nivå ikke anderledes klædt end bønderne længere inde i landet – bortset fra hovedtøjet, der i dette område kaldtes korsklehuer eller skovbohuer. Hovedtøjet bestod af en lille hue med en rund, metalbroderet nakke samt et korsklæde i tyl eller knipling over huen med flæser på det halve stykke ved ørerne. De unge piger på egnen holdt op med at gå med denne hue fra 1860’erne, mens de ældre kvinder fortsatte nogle tiår endnu.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Gribskov Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger