Vestegnens Kulturuge finder sted hvert år i uge 37 og er et kulturfællesskab mellem Albertslund, Rødovre, Ishøj, Vallensbæk, Høje-Taastrup og Hvidovre Kommuner under Vestegnens Kulturinvesteringsråd. Kulturugen har fundet sted hvert år siden 2013 og med skiftende temaer. I 2018 var temaet »Mellem Lys og Skygge«, som det ses på billedet, der er fra en Moonjam-koncert på Hvidovre Torv med en oplyst Hvidovre Kirke i baggrunden.
.

Folkesagnet om Bjergmandens vante er bl.a. gengivet af Just Mathias Thiele i Danmarks Folkesagn I-II/III (1843‑60). Sagnet handler om en bjergmand, der bor i en høj i Hvidovre. På vej til åen om natten taber han sin vante, som er så stor, at der kan være en tønde rug i tommelfingeren. Til Avedøre knytter sig et udateret sagn om den vrede klintekonge, der kaster den største sten på Stevns mod Glostrup Kirke. Stenen landede ved vandet i Avedøre og fik navnet »Albaarstenen«. Den blev siden hugget til skærver og brugt til at lave vejen fra Avedøre til Glostrup.

I mellemkrigstiden voksede fastelavn til en stor og fast tradition skabt af de mange børnerige familier, der etablerede sig i Hvidovre Kommune fra 1920’erne. Inspireret af Woodstockfestivalen blev Rebæk Søfestival afholdt hvert år i august eller september i perioderne 1971‑74 og 1977‑78. Nu danner Rebæk Søpark ramme om en stor sankthansfest. I Avedøre holdes sankthansfest ved gadekæret i landsbyen.

Det er en fast tradition, at de dimitterende studenter fra Hvidovre Gymnasium & HF synger og danser omkring springvandet Byens kilde (opstillet 1978) uden for Medborgerhuset efter borgmesterens lykønskninger. Siden 1998 har kulturrådet arrangeret ægtrilning første påskedag på Bjerget i Kystagerparken. Hvidovre Kommune er med i Vestegnens Kulturinvesteringsråd og afholder i dette regi kulturuge hvert år i uge 37. Fra 2002 til 2016 har Forstadsmuseet stået bag Aeronautisk Dag hvert andet år på Avedøre Flyveplads. Flyvepladsen er solgt i 2018, og der ledes efter et nyt sted at afholde arrangementet. Forstadsmuseet og Cirkusmuseet har siden 2005 stået bag kommunens største julemarked i Avedørelejren.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Hvidovre Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger