Riddere fra den professionelle hollandske enactment-gruppe Stichting HEI viser middelalderlige kampteknikker til hest frem på pladsen foran Nyborg Rådhus til middelaldermarkedet Danehof i Nyborg i 2018. Mange frivillige bidrager hvert år til byens middelaldermarked og -festival, bl.a. Nyborg Slots Dragtlaug, Nyborg Slot Buelaug og Nyborg Slots Armbrøstlaug.
.

Nyborg Slots funktion som mødested for danehoffet, dvs. det middelalderlige parlament, har givet anledning til en række lokale traditioner. Den ældste er Nyborg Voldspil fra 1939. Den lokale forening Chr. II’s Gilde arrangerede kulturelle og sociale aktiviteter i tilknytning til slottet i perioden 1988‑2014. I 1995 tog Nyborgs daværende borgmester initiativ til at stifte Fonden for Nyborg Fæstning med det formål at restaurere voldanlægget og skabe aktivitet om slottet. På storebededagsaften har Fonden siden 2002 stået bag Nyborg Skyder Sommeren Ind, hvor Nyborg Fæstnings Saluteringslaug (2005) affyrer kanonerne på Dronningens Bastion. I samme periode har fonden d. 14. november afholdt mindedag for Slaget ved Nyborg. Siden 1996 har Nyborg Turistforening arrangeret, at Danehofgarden (stiftet 1957) i sommermånederne går tappenstreg igennem Nyborg på en lignende vis, som det blev udført af det militære musikkorps i Nyborg i perioden ca. 1750-ca. 1870 for at kalde soldaterne i byen hjem om aftenen. Siden 2010 har Østfyns Museer og Nyborg Kommune afholdt middelaldermarkedet Danehof i juli. En del af festivalen er Nordiske Kampdage, som begyndte i 2009 i Nyborg, hvor middelalderlige kampteknikker afprøves igennem enactment.

I Ørbæk afholdes hver sommer det store Ørbæk Marked. Det opstod omkring år 1900 som et marked for heste, køer, får mv. med fast markedsdag den anden lørdag i juli. Det blev nedlagt i 1957, men genopstod i 1980 og har siden udviklet sig til Fyns største kræmmermarked.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Nyborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger