Det var lidt af et tilløbsstykke, når der var hestemarked på Markedspladsen i Randers i 1940. I baggrunden ses Sankt Peders Kirke. Randers var tidligere kendt for sine store hestemarkeder, der blev afholdt året rundt. Frem til 1925 blev de holdt inde i Randers, men byrådet besluttede at flytte dem til Markedspladsen mellem Markedsgade og Bredstrupsgade. Her var de dog kun i en kort årrække, indtil de flyttede til Randers Kvægtorv, hvor der var hestemarked hver onsdag og lørdag frem til 1990, hvor Kvægtorvet lukkede.
.

På Randersegnen blev der ikke tændt sankthansblus. Det blev der til gengæld d. 30. april på valborgsaften. I begyndelsen af 1900-tallet var det også den aften, hvor alle karle fik tildelt deres gadelam, dvs. en pige, som hver karl skulle være kavaler for det næste år. Gadelamslisten blev slået op på et synligt sted i landsbyen: på smedens port, på sprøjtehuset eller ved forsamlingshuset. Sammensætningen af par kunne udløse stor morskab, fx hvis byens flotteste karl fik den mindst kønne pige i landsbyen.

I de fleste landsbyer blev de gamle fastelavnsfester stadig afholdt indtil midten af 1900-tallet. Det gælder især de unge karles ringridning, der blev gennemført mandag formiddag, samt den efterfølgende rundridning om eftermiddagen til sognets gårde, hvor der blev samlet penge ind til aftenens fest. Forud var gået lange forberedelser for at få hestenes og rytternes pynt klar til dagen. Hestenes pynt var delvis lavet af farvet silkepapir, silkebånd og lærred. Karlene var udklædt som soldater med skråbånd og blå dragonskråhuer. Ringridningen gik ud på at tage flest muligt ringe på en lang, tynd stav, som rytteren havde i højre hånd, mens hesten var i galop. Den dygtigste blev fastelavnskonge, derefter kom prinsen og to fanebærere. I optoget om eftermiddagen red fanebærerne forrest, derefter kongen, prinsen osv.

Der var altid en bajads med i optoget, som satte kulør på begivenhederne. Han var en klovnefigur i spraglet tøj og sværtet i hovedet med en pose med fugtig sod og en raslebøsse til eget udkomme. Under rundridningen i landsbyerne gik bajadsen rundt med sin raslebøsse blandt tilskuerne, og når børnene råbte efter ham: »Bajads, bajads din røv er fuld af glas«, løb han efter dem og gav dem et slag af sodposen i hovedet. Ved rundridningen red rytterne ind på gårdspladsen og stillede op på linje foran stuehuset i rigtig rækkefølge med fanebærerne forrest og sang en fastelavnsvise for familien. Herefter fik kassereren og bajadsen en pengegave og måske et glas, og familien fik en takkesang. Aftenen blev afsluttet med spisning og dans i »salen«, som forsamlingshuset blev kaldt på denne egn. Også fastelavnsbåden »sejlede« igennem byen og samlede ind til trængte søfolk.

Randers har en lang tradition for byfester. De såkaldte frilørdagsfester fandt sted næsten hvert år fra sidst i 1800-tallet og frem til 1954. I 1956 opstod en ny byfest, Kronjydernes fest, der strakte sig over ti dage i september. I dag er den store byfest Randers Ugen, der første gang fandt sted i 1977, hvor byen fejrede sit 675-års købstadsjubilæum. Siden er begivenheden vokset og er i dag en brugergenereret nidages byfest med både folkelige indslag og finkultur på programmet.

Madkultur

Randers har gennem historien været centrum for afsætningen af fødevarer fra det omkringliggende landbrugsland, og handelen med landbrugsvarer til ind- og udland var med til at give byen status. Især smørhandelen var stor, idet omegnens bønder holdt mange køer. Smørret blev afsat til England og til Aarhus og andre danske købstæder, og transporten foregik såvel til lands som til vands. Mange varer blev fragtet til og fra Randers med pram ad fjorden, som ikke kun var byens færdselsåre, men også dens spisekammer.

I Randers Fjord var indrettet laksegårde, og i de første årtier af 1800-tallet blev der årligt fanget cirka 2.000 laks med en vægt på 4‑40 pund. Ræset (sprængt) laks var ikke overraskende en signaturret for Randers. Befolkningen i Randersområdet fiskede laks i fjorden og i Gudenåen. Laksen blev renset, og hovedet fjernet, hvorefter laksen blev gnedet ind i salt, lagt i pres over flere dage og sluttelig udspændt og hængt til tørring. Efter denne proces blev laksen skåret i passende skiver og kogt i hvidvin tilsat smør. I dag er der stadig opmærksomhed på de lokale råvarer, og siden 2015 er der blevet afholdt Randers MadFestival om efteråret.

Egnsprægede hovedtøjer

Billede af Maren Christensdatter, som bærer et typisk eksempel på en kvindes hovedbeklædning fra Randersegnen i 1800-tallet. Foto fra 1860.

.

Fra Randersegnen til det sydlige Djursland er bevaret rigtig mange egnsprægede hovedtøjer i landbokvindernes festdragter fra perioden 1800‑50.

Huen var en puldhue i silkebrokade, men fra begyndelsen af 1800-tallet ses kulørte silkebroderede huenakker, der er efterligninger af de dyre 1700-tals brokadestoffer. I sjældne tilfælde ses også metalbroderede huenakker, men ikke som dem på Sjælland. Til sorg blev der broderet på sorte silkehuer med hvidt broderi i samme teknik som ved de kulørte.

Langs huenakken sad en nakkestrimmel i hvidt lærred, fæstnet indvendigt på huen, der havde påsyet fine brede, plisserede piber, som blev vendt op ved ørerne. Over huen sad et korsklæde i tønderkniplinger eller syet i tylsbroderi, magen til piberne (skægget). Korsklædets forkant blev ganske let kruset, så det indrammede ansigtet.

Til daglig bestod hovedtøjet af hue med et opbundet tørklæde over eller et korsklæde og skæg i lærred uden pynt. Det var særlige kvinder, der syede og gjorde hovedtøjet i stand.

Efter 1830 skifter moden for mandsdragten blandt bønder i Østjylland. I området fra Randersegnen lidt nord for Mariager til syd for Horsens skifter koftens snit hen imod diplomatfrakkens, med en buet knaprad, der er placeret under lommen, hvilket er særligt for egnen.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Randers Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger