Traditionerne i Vanløse følger i høj grad årets gang og begynder med en nytårsgåtur, der siden ca. 1985 har været arrangeret af Vanløse Lokalhistoriske Forening. Derefter følger fastelavnsoptoget på Jernbane Allé, som Foreningen Tryllehaven siden 1997 har stået bag. I slutningen af april er skolebørnene igen på gaden; denne gang for at indsamle skrald under parolen »Hold Vanløse Ren«. Naturen er også i fokus i september, hvor Enggruppen, Sct. Georgs Gilderne og Vanløse Lokaludvalg sammen med Danmarks Naturfredningsforening siden 2008 har arrangeret det årlige Damhustræf i forbindelse med Naturens Dag.

To traditioner knytter an til 2. Verdenskrig og optakten hertil. Den 4. maj er der således mindehøjtideligheder for bydelens lokale modstandsfolk, der blev likvideret under Besættelsen. Og d. 9. november mindes Krystalnatten med taler og sang på Vanløse Torv.

Den lokale byfest »Vanløse på den anden ende« ligger i midten af juni og arrangeres af Grønt Erhverv Vanløse.

Juletræstænding er blevet en tradition flere steder i bydelen, bl.a. på Grøndal Torv og Vanløse Torv i slutningen af november. Det første juletræstændingsarrangement blev afholdt i 2007. I 2019 blev der for første gang afholdt en stor eid-fest i Rødkilde Parken.

Videre læsning

Læs mere om traditioner og fortællinger i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger