Treschows Stiftelse, København

Bydelen Christianshavn er opkaldt efter Christian IV, som på det lavvandede og sumpede område på Amagersiden af havneindløbet i 1617 påbegyndte anlæggelsen af en ny by. Først var bydelen tænkt som hjemsted for nederlandske immigranter, dernæst som garnisons- eller bådsmandsby, men den endte som en almindelig købmands- og håndværkerby. Den blev anlagt af den nederlandske ingeniør og arkitekt Johan Semp i årene efter 1618 og forbundet med København med Knippelsbro. Torv, kanal og gader blev anlagt efter en symmetrisk og retvinklet byplan, og de blev omgivet af grave og volde med bastioner. Strandgade og overgaderne var tænkt som kajgader, hvorfra skibe og pramme kunne læsse og laste. Parallelgaderne Kongensgade (nu Wildersgade) og Dronningensgade var tænkt som landtransportgader, og boliggader lå bagerst op til volden. Alle disse parallelle gader skulle udmunde i hovedgaden. Grundene var tænkt gennemgående fra kajgade til baggade (4 storgrunde pr. karré) i alt 32 storgrunde neden vandet og et lignende antal mindre grund på arealet oven vandet. Til de købmænd og håndværkere, der efter udlodning ville drive deres virksomheder på Christianshavn, blev der tilbudt følgende privilegier: grundene blev tildelt dem vederlagsfrit, religionsfrihed, fritagelse for skat i 12 år, fritagelse for udførselstold i 7 år plus de privilegier, der fulgte med, når Christianshavn blev gjort til selvstændig købstad. Kongens krav til byggeriet var, at der ud til Strandgade og overgaderne skulle opføres to-etagers grundmurede handels- og købmandsbygninger, og at der i side-og baggader skulle bygges mindre bebyggelser eller lejevåninger til økonomisk svarere stillede håndværkere. Det blev primært rige københavnere, folk fra det københavnske bystyre og højtstående embedsmænd, der overtog, bebyggede og udstykkede de store grunde. Allerede efter ca. 1625 skete der en underopdeling af storgrundene; de største grund ud til havne- og kanalgaderne og de mindste til bag- og sidegade. Især i Kongensgade (nu Wildersgade) og Skt. Annægade var opdelingen til meget små grunde voldsom. Christianshavn havde i perioden 1639-74 egne privilegier og eget bystyre, men i 1674 blev området indlemmet i København som Christianshavns Kvarter. På denne tid fremtrådte Christianshavns bebyggelse som en blanding af gårde, huse og boder, med hovedvægten på de sidste. Karakteristisk blev husene opført og beboet af skippere, håndværkere og bryggere, og sædvanligvis kun med en enkelt familie pr. hus. I 1700-tallet blev bydelen udvidet med handelspladser og industrier, som blomstrede i den florissante handelsperiode. På trods af dette forblev bydelen et af hovedstadens fattigste kvarterer med meget slumbebyggelse. I 1920'erne havde Københavns Kommune omfattende saneringsprogrammer for Christianshavn, som truede med at udslette de ældre dele området. Siden 1970'erne har man dog haft bevaringsplaner, som har sikret bygningsmassen mod yderligere nedrivning. Grunden, hvorpå Treschows Stiftelse ligger, var oprindelig en del af Søkvæsthusets have og blev udstykket herfra i 1853. Treschows Stiftelse blev oprettet af Frederik Wilhelm Treschow (1786-1869) sammen med Den Treschowske Stiftelse i Klerkegade 25 G-H (1848). Oprettelsen af stiftelserne var affødt af Trøstens Bolig, der var en stiftelse, der opstod som følge af en kommission nedsat den 24. marts 1812. Formålet var at yde støtte til de bygherrer, der måtte ønske at bygge boliger til småkårsfolk og borgere af middelstanden, dels for at udnytte de mange grunde, der stod tomme efter både branden i 1795 og bombardementet i 1807, og dels for at afhjælpe den deraf opståede bolignød, der var opstået i hovedstaden. Frederik Wilhelm Treschow administrerede også Den Wintherfeldtske Stiftelse, der ligger lige ved siden af Den Treschowske Stiftelse i Klerkegade. Begge Treschows Stiftelser var oprettet for at hjælpe enlige, ubemidlede kvinder. Begge bygninger blev tegnet af arkitekt Hans Christian Tybjerg (1815-1879). På bagsiden af den sydøstlige fløj var tidligere en bagbygning, der blev nedrevet i forbindelse med sanering af området omkring 1980. Den sydøstlige fløj blev byfornyet i det indre i 1992.

Treschows Stiftelse ligger i området nord for Søkvæsthuset og syd for Brobergsgade. Der er adgang til anlægget via en smal, lukket sidegade fra Ovengaden oven Vandet. Anlægget består af to fløje fritliggende mod henholdsvis nordøst (nr. 76-78) og sydøst (nr. 80-82). Sammen med den fredede mur og hegnet omkring grunden indrammer de to fløje et lille haveanlæg med grusbelagte køreveje langs bygningerne og en græsplæne med bede og et stort solitært træ. Bag bygningerne er resten af grunden lagt ud som græsplæne. Nr. 76-78: Den nordøstlige fløj er en fire etager høj, seks fag bred, grundmuret bygning opført over en høj kælder. Bygningen hviler på en sokkel af granitsokkelsten og bærer et heltag hængt med røde vingetegl. I rygningen er tre, ældre skorstenspiber hvoraf to skjuler sig bag gavlenes toptakker. I tagfladen mod gården er endvidere to traditionelt udført kviste med torammede vinduer og to kamtakkede gavlkviste. Gavlenes lave kamme er inddækket med zink. Over soklen står murværket i gul, blank mur med vandrette bånd af røde tegl. Murfladen er endvidere vandret inddelt af en trukket, sandstensfarvet kordongesims og et lignende profileret bånd lige under fjerde sals vinduer. Både gesims og bånd er omløbende på alle bygningens sider. Under tagudhænget er en tandsnitgesims. Mellem første og anden sal ses teksten: Treschows Stiftelse, opført 1853. Andet og femte fag, trappefagene, er let fremtrukne fra murfladen og heri er bygningens to indgangsdøre. I disse fag er vinduessætningen forskudt en halv etage, idet trapperne ligger i disse fag. Disse trappefag afsluttes øverst af de førnævnte kamtakkede gavlkviste. Gavlene er ligesom gavlenes toptakker prydet med dekorative, korsformede murdetaljer af røde tegl. Indgangsdørene er begge nyere, traditionelt udførte, tofløjede fyldingsdøre, hvor de øverste fyldinger er erstattet af ruder med diagonalt opsprossede overvinduer. Begge døre og overvinduer er grønmalede. Foran begge døre er tretrins granittrapper. Over begge døre er pudsede trekantfrontoner. Alle vinduer er ældre, sandsynligvis fra opførelsen og har forskelligartet udformning: I trappefagene, gavlene og bagsiden ses opsprossede korspostvinduer med små ruder, mens de øvrige fag i facaden ud for stue, første og anden sal har opsprossede trefagsvinduer. Udfor fjerde sal er parvis enrammede vinduer, der ligeledes er småsprossede. Kælderens vinduer er små, enrammede og småsprossede vinduer. Alle vinduer hvidmalede. Gennem indgangsdørene er der adgang til trapperummene, som begge ligger ud mod facaden. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der for hver opgang er to på hver etage, dog ikke i stuetagen nr. 78 th., hvor de to mindre lejligheder er lagt sammen. Lejlighederne har lille entré og en kort central gang, der giver adgang til en stue mod facaden i sydøst og et kammer og køkken mod bagsiden i nordøst samt et lille indliggende og i nyere tid indrettet badeværelse. I stueetagens lejlighed er den gamle ildstedkappe bevaret i køkkenet. Det ældre hanebåndsloft anvendes til opbevaring, hvoraf en del er indrettet med ældre, opdelte rum med ældre revledøre. Taget har fast undertag og den ældre tagkonstruktion er synlig. Gulvet er af ubehandlede brædder. Skorstenene er ligeledes synlige på loftet. Der er adgang til tagetagen via en oprindelig kvartsvingstrappe af ubehandlet træ. Der er nedgang til kælderen i bygningen østre gavl. Kælderen er karakteriseret ved murede, pudsede vægge og lofter. Gulvene er støbte. Trapperne er toløbstrapper med indstemte trin i glatte vanger og runde balustre samt en malet håndliste. Der er pudset under løbene. Trapperummet har en ældre farveholdning med mørkebrunmalede reposer og trin, de pudsede vægge er lysegule, mens de lave fodlister og dørenes gerichter er gråmalede. På enkelte reposer ses små, ældre, indbyggede sæder. Begge trapper stammer fra opførelsen. Lejlighedernes døre mod trapperne er stammer fra opførelsen og er alle malet mørkegrønne. I alle lejligheder er der bræddegulve. Vægge og lofter er glatpudsede og der er fodpaneler eller simple brystningspaneler. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret en del ældre bræddegulve med synlig sømning. Vinduerne har poste med flad forkant og trekvartstaf på hjørnerne. En stor del af vinduerne har de oprindelige anverfere og stormkroge. Samtlige vinduer i lejlighederne har forsatsrammer. De enfløjede døre, som overvejende er fra opførelsen har fem rektangulære fyldinger over hinanden. Hængslerne er de karakteristiske, indstukne med rund knop og indstukne låse med aflangt låseskilt og krykgreb af messing.

Nr. 80-82: Den sydøstlige fløj er en fem etager høj, otte fag bred, grundmuret bygning opført over en høj kælder. Bygningen hviler på en sokkel af granitsokkelsten og bærer et kvartvalmet tag belagt med skifer. I rygningen er fire, ældre skorstensblokke og en nyere udluftningshætte. I begge tagflader er en traditionelt udført kvist med et trerammet vindue. Over soklen står murværket i gul, blank mur. Murfladen er vandret inddelt af murede sålbænksgesimser under vinduer ud for første til femte sal. Udfor første sal er gesimsen bredere og fungerer som kordongesims. Både gesims og bånd er omløbende på alle bygningens sider. Under tagudhænget er en muret gesims. På murfladen mellem første og anden etage ses teksten: Treschows Stiftelse, opført 1857. I andet og syvende fag er bygningens to indgangsdøre. Indgangsdørene er nyere traditionelt udførte, tofløjede fyldingsdøre, hvor de øverste fyldinger er erstattet af ruder. Begge døre er grønmalede. Foran begge døre er høje granittrapper med simple metalværn. Kælderindgangen sidder i midterfaget på den modsatte side. Kælderdøren er en nyre plan dør, der er grønmalet. Alle vinduer er ældre, sandsynligvis fra opførelsen. Gavlene har enrammede vinduer, mens langsiderne har trefagsvinduer i alle fag på nær tredje og sjette fag, der har enrammede vinduer som i gavlene. Alle vinduer er fladbuede. Kælderens vinduer er trerammede og har ligeledes fladbuede overkanter. Samtlige vinduer er hvidmalede. Gennem indgangsdørene er der adgang til trapperummene, som begge ligger ud mod facaden. Herfra er der adgang til lejlighederne, hvoraf der for hver opgang er to på hver etage. Lejlighederne har entré, der giver adgang til to stuer mod henholdsvis facaden i nordvest og bagsiden i sydøst. Hertil kommer et mindre køkken, der enten vender mod bagsiden eller mod en af gavlene. Badeværelserne er placeret mod facaden i nordvest eller mod gavlene. I tilknytning til stuerne er små alkoverum. I alle lejligheder er ildstedskapperne bevaret. Disse er integreret i alle køkkener og badeværelser. Der er i alt otte ildstedskapper på hver etage. Det ældre hanebåndsloft anvendes til opbevaring, hvoraf en del er indrettet med ældre, opdelte rum med ældre revledøre. Lofterne her er pudsede. Begge trapper fører til hanebåndsloftet. Midt på spidsloftet er et gennemlyst rum med simpel panelering og inspektionsluger på skråvæggene. Der er nyere spær og undertag af banevarer. Kælderen er karakteriseret ved murede, pudsede vægge og pladebeklædte lofter mellem et synligt bjælkelag. Gulvene er støbte. Planløsningen er ældre og traditionel præget af en central gang med adgang til mindre rum, der vender mod bygningens facade eller bagside. Trapperne er ligeløbstrapper med indstemte trin i glatte vanger og runde balustre samt en malet håndliste. Der er pudset under løbene. Trapperummet har en ældre farveholdning med trapper, fodlister og gerichter malet i to grønne nuancer, trin og reposer er lakeret, mens væggene har en art refendfugning, der herefter er marmoreret i gule toner. Begge trapper stammer fra opførelsen. Lejlighedernes døre mod trapperne er stammer fra opførelsen og er alle malet mørkegrønne. I alle lejligheder er der bræddegulve. Vægge og lofter er glatpudsede og der er fodpaneler eller simple brystningspaneler samt helpaneler. Gulvene er flere steder fornyede, men der er bevaret en del ældre bræddegulve med synlig sømning. Køkkener og badeværelser har kork- eller vinylbelagte gulve. Vinduerne har poste med flad forkant og trekvartstaf på hjørnerne. En stor del af vinduerne har de oprindelige anverfere og stormkroge. De enfløjede døre, som overvejende er fra opførelsen har tre fyldinger over hinanden. En del døre har indstukne hængsler og indstukne låse med aflangt låseskilt og krykgreb af messing.

Den miljømæssige værdi ved Treschows Stiftelse knytter sig til det samlede anlæg med beboelsesfløjes vinkelstillede placering på den indhegnede grund omgivet af plæner og det lille haveanlæg med bede og et solitært træ. Hegnet mod sidevejen til Ovengaden oven Vandet skærmer hele anlægget, der således virker som en stille, grøn oase midt i den tæt bebyggede hovedstad. Den miljømæssige værdi knytter sig endvidere til de delvis brolagte og grusbelagte køreveje i gårdrummet, der er med til at understøtte det stemningsfulde kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Treschows Stiftelse knytter sig til det samlede anlæg bestående af de to fritliggende, vinkelstillede bygninger og grunden indhegnet af mure og hegn, som et velbevaret og repræsentativt eksempel på det stiftelsesbyggeri i København, der blev opført som en velgørende foranstaltning for byens mindre formuende kvinder i midten af 1800-tallet. Den kulturhistoriske værdi ved Den Treschows Stiftelse knytter sig i den nordøstlige bygnings ydre til det let historicistiske stiludtryk, der er karakteristisk for samtiden og som kommer til udtryk i de blanke gule murflader med dekorative murstensdetaljer af røde sten, gavlenes kamme og toptakker samt de kamtakkede gavlkviste. Bygningen har gennem sin stilistiske udformning et lidt alvorstungt udtryk, der understreges af murstendetaljerne med korssymboler. Dette kan være affødt af, at man i historicismen søgte gennem formsprog og bygningsdetaljer dels at give bygningen et myndigt udtryk og dels at vise bygningens funktion i det ydre. Således afspejler bygningen sin oprindelse som bolig for enlige, ubemidlede kvinder. Bygningens facade fremstår som den mest udsmykkede, mens de øvrige sider er mere nedtonede. Eksempelvis er de store trefagsvinduer forbeholdt de facadevendte stuer mod syd. Bygningen har således den for perioden traditionelle udformning med en repræsentativ facade og en mere enkel haveside. Den kulturhistoriske værdi ved den nordvestlige fløj knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre planløsning på alle bygningens hovedetager. Denne er kendetegnet ved trapperummene med toløbstrapper, der på alle etager undtagen stueetagen giver adgang til to gennemgående lejligheder. Disse lejligheder består af stue, kammer køkken og bad. Enkelte lejligheder i er i dag slået sammen til større boligenheder, men de oprindelige struktur er stadig aflæselig i kraft af den bevarede midterskillevæg, rumstrukturen og de bevarede ildstedskapper. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder trapper, bræddegulve, pudsede vægge og lofter, de bevarede ildstedskapper, fyldings- og revledøre med gerichter og beslåning. Bygningens interiør med det nøgterne og lidt knappe stiludtryk, vidner om den herskende smag på opførelsestidspunktet og om bygningens oprindelse som en rationel og gedigen bolig for enlige, ubemidlede kvinder. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig til loftrummet, der som oprindeligt er indrettet med mindre rum til opbevaring. Den kulturhistoriske værdi ved den sydøstlige bygning knytter sig i det ydre til det nedtonede stiludtryk, der er karakteristisk for samtidens mere ydmyge byggeri og som kommer til udtryk i det blanke, gule murværk, hvor de murede bånd og gesimser udgør bygningens eneste dekorative elementer. Der er stort set ingen forskel mellem facade og haveside på nær indgangsdørene, og bygningen har således næsten ikke det for perioden traditionelle udseende med en repræsentativ facade og en enkel funktionsbetinget haveside Det nøgterne og spartanske udtryk afspejler oprindelsen som stiftelsesbygning, der skulle udstråle sit alvorsfulde formål som bolig for enlige, ubemidlede kvinder. Hertil kommer det for samtiden store antal etager, de tætsiddende og forholdsvis små vinduer samt de mange, store skorstenspiber, der i det ydre signalerer, at bygningen rummede et stort antal mindre boligenheder. Den kulturhistoriske værdi ved sydøstlige fløj knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre planløsning i alle bygningens hovedetager. Denne er kendetegnet ved trapperummene med ligeløbstrapper, der på hver etage har givet adgang til i alt otte lejligheder, der enten var facadevendte eller havevendte. Lejlighederne bestod oprindelige af stue med alkove og et lille køkken. Lejlighederne i er i dag slået sammen til større boligenheder, men den oprindelige struktur er stadig aflæselig i kraft af den bevarede rumstruktur og de bevarede ildstedskapper. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder trapper, bræddegulve, pudsede vægge og lofter, trapperummenes refendfugning og marmorering, ildstedskapperne, fyldings- og revledøre med gerichter og beslåning samt panelering. Bygningens interiør med det nøgterne og knappe udtryk vidner om den herskende smag på opførelsestidspunktet og om bygningens oprindelse som en rationel og gedigen bolig for enlige, ubemidlede kvinder. Endelig knytter den kulturhistoriske værdi sig til loftrummet, der som oprindeligt er indrettet med små rum til opbevaring.

Den arkitektoniske værdi for Treschows Stiftelse knytter sig til det samlede anlæg bestående de to beboelsesfløje på grunden afgrænset af mure og hegn der sammen med haverummene fremstår som en yderst stemningsfuld og samlet helhed. I den nordøstlige fløj knytter de arkitektoniske værdier sig i det ydre til fritliggende fløj, hvor bygningen fremstår med et stærkt og karakterfuldt udtryk i kraft af de let fremhævede trappefag med kamtakkede gavlkviste, indgangspartierne med frontispicer og endegavlene med toptakker og kamme. Særligt de kamtakkede gavle giver bygningen et lidt manende udtryk, der dog opblødes af det tofarvede murværk og den varierede vinduessætning på facaden. Bygningen samles til en sluttet helhed i kraft af de store tagflader hængt med røde vingetegl. I den sydøstlige fløj knytter den arkitekttoniske værdi sig til den fritliggende fløj opført i gult, blankt murværk, der fremstår med et stramt og nøgternt udtryk i kraft af den symmetriske vinduestakt og det gule blanke murværk hvor de murede bånd og gesimser udgør bygningens eneste dekoration. Bygningen udstråler i kraft af sin store form, den enkle materialeholdning og den sparsomme detaljering en alvorsfuld elegance. Hertil kommer de store, ubrudte tagflader af skifer, der understreger bygningens blokform og samler den til en homogen helhed. I det indre knytter den arkitektoniske værdi for begge bygninger sig til de relativt små lejligheder, der sammen de bevarede ildstedskapper og de få, men fint udførte snedkerdetaljer gør, at interiøret fremstår stemningsfuldt og endnu formidler sin oprindelse som enkle og gedigne boliger for småkårsfolk. Hertil kommer trapperummene i begge bygningerne, hvor særlig farvesætningen i begge bygninger og de marmorerede vægge i den sydøstlige bygning får giver disse rum en særlig og historisk mættet stemning.

Læs videre om

• Det Gule Palæ, København
• Nikolaj Tårn, København
• Overgaden neden Vandet 31, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen