Urup, Østbirk

De første bygninger på Urup går tilbage til 1448, hvor herregården første gang nævnes i et brev. Bygningen lå på en borgbanke omgivet af vandfyldte grave, hvortil der var adgang over en bro fra syd. Gravene fik vand fra Urup Sø. Den omtalte bygning blev i 1545 udvidet af ejeren Peder Skram, og der blev tilføjet tårne i hjørnerne mod nordøst og sydvest. Ydermurene på den nuværende sydfløj rummer endnu spor af Skrams hovedbygning.

I 1595 ombyggede og udvidede sønnen Niels Skram Urup og tilføjede den lange vestfløj og nordfløjen, mens det sydvestlige tårn blev nedrevet. Den nye trefløjede hovedbygning var i to etager, og vestfløjen rummede en port, der gav adgang til borggården. I det nordvestlige hjørne af gården opførte Niels Skram et højt tårn med spir.

Sydfløjens øverste etage rummede efter Skrams ombygning én stor riddersal med kalkmalerier på væggene. Den nye midterfløj havde hvælvede kældre med midtersøjler. Vestfløjen havde hvælvede rum, hvoraf kirkesalen har indgået. Den bærende midtersøjle menes at stamme fra Aswan i Ægypten.

I 1733 blev Urup ombygget og moderniseret af den daværende ejer Hans Rudolf Grabow under ledelse af bygmester Johann Gottfried Hödrich. Fra denne ombygning findes i dag stuklofter og døre i syd- og vestfløjen. Dele af renæssancebygningens svungne gavle og udsmykning blev genanvendt på den bygning, der i dag rummer Helms Apotek i Søndergade i Horsens.

I 1810 blev Urup endnu engang ombygget, eller rettere reduceret i størrelse, af Jørgen Kiær. Under denne ombygning blev bygningens øverste etage fjernet, og sidefløjene blev forkortet, hvilket gav hovedbygningen sit nuværende udseende.

I 1863 blev Urup renoveret af baron Oscar Emil Gyldenkrone. Urup Sø blev udtørret i slutningen af 1800-tallet, hvorefter gravene blev sløjfet.

Vestfløjen rummede indtil 1916 et af landsdelens største herregårdsmejerier. Efter virksomhedens ophør forfaldt bygningen, hvor blandt de to hvælv i kirkesalen styrtede ned. Den symmetrisk anlagte avlsgård blev opført i 1886. Urup har siden gennemgået adskillige restaureringer, blandt andet op igennem 1970erne, herunder tagomlægning og restaurering af Kirkesalen.

Urup ligger tilbagetrukket fra landevejen og består af en trelænget avlsgård, der omkranser en stor gårdsplads mod nord, vest og syd, og lidt øst herfor ligger hovedbygningen. En let snoet vej leder fra landevejen gennem et træbevokset område ind til gårdspladsen. Nord og øst for herregården er landskabet præget af et stort engområde, hvor Urup Bæk løber igennem.

Urups hovedbygning er trefløjet anlæg bestående af den lange hovedfløj mod vest, der mod øst er sammenbygget med to kortere sidefløje. Alle fløje er grundmurede og opført i en etage. Bygningen hviler på en sokkel, der delvist er muret og hvidkalket og delvis er af tilhugne granitsyldsten. Herover er murværket hvidkalket, og afsluttes under tagudhænget af en muret hovedgesims. En lignende gesims afslutter også begge gavlkviste. Bygningerne bærer trekvartvalmede tage, der er hængt med røde vingetegl. Bygningens syv hvidkalkede skorstenspiber sidder jævnt fordelt i rygningerne og er alle udført med sokkel og krave. Midtfor vestfløjen er en gennemgående gavlkvist i to etager. Hovedindgangen er i midterfaget under gavlkvisten mod vest. Døren er en ældre, tofløjet revledør med pålagte, bosserede fyldinger af egetræ. Henover er et opsprosset overvindue. Indgangspartiet prydes tillige af en profileret trekantfronton med løvehoveder og en sandstenstavle med inskription. Foran hovedindgangen er en syvtrins trappe, der delvis er af granitsyldsten og delvis er opmuret af røde mursten. Der er og indgang til hovedbygningen gennem tre fladbuede revledøre i hovedfløjens østside. Derudover er en stensat trappe til kælderen, der også lukkes af en ældre revledør. På sydvæggen er der tilbygget en nyere vinterhave i traditionel stil. Trappen har murede og hvidkalkede vanger. Vinduerne er ældre og fortrinsvis korspostvinduer med henholdsvis fire og seks ruder i rammerne. I gavlkvistene og i den nordre sidefløj er der ældre torammede vinduer med seks ruder i hver ramme, mens kælder etagen har ældre enrammede vinduer med to ruder. Vinduerne, der flankerer hoveddøren, er ligeledes ældre og har blyopsprossede ruder med heraldik og mønstre. Dog er der bevaret et oprindeligt vindue fra renæssancen med sandstenskarme og trærammer, der er placeret i tredje fag nord for hovedindgangen. For at det lille, torammede vindue skal ligne de øvrige firerammede vinduer, er den øverste del malet direkte på murværket. Over alle vinduerne i vest- og sydfløjen er der lave, hvidkalkede trekantfrontoner prydet med vingede englehoveder. Udfor tagetagen er muråbningerne lukkes med torammede udluftningsgitre. Samtlige døre, indfatninger og vinduer er malet mørkeblå. Flere steder i murværket ses murankre og talrige spor efter ombygninger, herunder et halvrundt buestik efter en tidligere portåbning i vestfløjens østvæg og et par sandstensplader med tidligere ejeres våben.

I det indre er planløsningen i alle fløje præget af gennemgående midterskillevægge, der opdeler alle fløjene i rum mod haven og mod gårdrummene på hver side af hovedbygningen. Således er der i hovedfløjen mod vest indrettet en forstue med trappe til tagetagen, nordfor denne er der et par mindre værelser og mod nordgavlen den omtrent kvadratiske kirkesal, der optager hele fløjens bredde. Syd for forstuen langs vestsiden er dagligstuen, hvorfra man går ind i sydfløjen. Vestfløjens østside optages af spisestue og køkken, en gang der giver adgang til mindre rum, herunder bad, samt et opholdsrum. Sydfløjen optages af to store sydvendte og en suite forbundne stuer og to kabinetter, der vender mod nord. Fra det ene kabinet er der nedgang til kælderen. I nordfløjen er der indrettet spabad med tilhørende faciliteter. Der er adgang til tagetagen, både via hovedtrappen i forstuen og via en ældre sekundær ligeløbstrappe i nordfløjen. I tagetagen er der indrettet en lille separat lejlighed i nordfløjen, og i vestfløjen er der indrettet soveværelser i gavlkvistene mod øst og vest. Loftet over sydfløjen er uudnyttet og anvendes til opbevaring. Her er den ældre og delvist udskiftede og forstærkede tagkonstruktion synlig, og undersiden af taget er skummet.

Interiøret står med en ældre og traditionel materialeholdning. I stueetagen mod syd er stuer, værelser, kabinetter og forstue udstyret med nyere, traditionelt udførte plankegulve, pudsede vægge og lofter samt bræddelofter med synligt bemalet bjælkelag. Stuerne har også fodpaneler og lysningspaneler, og lofterne har en rig stukkatur. Hertil kommer ovnpladser med stukindramning, stuk med ældre elektriske fatninger samt ældre murede kaminer, store dekorativt udførte kakkelovne og etageovne. Imellem stuerne ses tofløjede døre med barokke fyldinger, underskårne og forkrøppede gerichter og ældre beslagværk.

De enfløjede døre i vestfløjen er enten revledøre med bukkehornsbeslag eller døre med tre fyldinger. Hovedtrappen er en kvartsvingstrappe med ældre bræddebeklædning på siden, der tillige har en ældre dekorativ bemaling med blandt andet marmorering. Trappen har drejede balustre og en håndliste af ædeltræ. I forstuen er indenfor hoveddøren tillige en ældre tofløjet inderdør med dekorativt opsprossede ruder. I vestfløjens mindre rum er en lignende materialeholdning: Nyere flisegulve, pudsede vægge og bræddelofter med synligt bjælkelag. Enkelte rum er hvælvet med grathvælv, ligesom det gamle køkkenildsted er bevaret og er i funktion, og her ses et ældre teglstensgulv med knasfuge. I den nordlige del af vestfløjen har kirkesalen et nyere flisegulv og hvidkalkede vægge. Salen er halvt overhvælvet med to høje hvidkalkede grathvælv, der midt i rummet bæres af en granitsøjle af poleret rød granit. Den resterende del af loftet, hvor der oprindeligt også var hvælvet er et traditionelt bræddeloft med synligt bjælkelag. De tidligere hvælvs konsoller og udpring er bevaret som skulpturelle dele i det kalkede murværk. Gældende for både vest-og sydfløj er de dybe fladbuede vinduesnicher, der er særligt udtalte i sydfløjen.

Nordfløjens spaafdeling er indrettet med gulve og bassiner af en travertinlignende sten. Vægge og skillevægge er pudsede og hvidmalede, mens der er gråmalede bræddelofter med synligt bjælkelag. Dørene er ældre revledøre med tilhørende belagværk og i gulvet er indlagt en rude, med kig til den middelalderlige kælder under fløjen. I det gamle skorstensmassiv er der indrettet en pejs. Tagetagens separate lejlighed og værelserne i vestfløjen. er også præget af en ældre og traditionel, men mere enkel materialeholdning. Her ses bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt trefyldingsdøre med tilhørende gerichter og beslagværk.

Kælderen er primært er placeret under vestfløjen, hvortil der er nedgang fra sydfløjen. Kælderen består af en række stor grat- og tøndehvælvede rum. Vægge og hvælv er hvidkalkede og gulvene er alle pigstensbelagte.

Den miljømæssige værdi ved Urup knytter sig til herregårdens beliggenhed tilbagetrukket fra landevejen bag en mindre træbevoksning. Den let snoede indkørselsvej gennem træbevoksningen gør at ankomsten til herregården er yderst stemningsfuld. Den symmtrisk opbyggede avslgård fra 1886 omkranser et stort gårdrum, der sammen med en allé af små træer er med at indramme og lede den ankommende til hovedbygningen. Hovedbygningen kommer herved til at virke som det naturlige omdrejningspunkt i det velbevarede herregårdsanlæg.

Den kulturhistoriske værdi ved Urup knytter sig i det ydre til den trefløjede hovedbygning, der i sit udtryk afspejler bygningens høje alder og lange udviklingshistorie fra sen middelalder over renæssance og frem til klassicismen i 1800-tallet. Hovedbygningen står med et overordnet klassicistisk udtryk, der er karakteriseret ved den symmetriske opbygning omkring den gennemgående gavlkvist med hovedindgangen mod vest, de afvalmede tage og de hvidkalkede murflader. Bygningens oprindelse i renæssancen giver sig til kende i de mange trekantfrontoner med vinger englehoveder, sandstenspladen med inskription og det bevarede vindue med sandstensramme og oprindelige trærammer, murankrene samt de rundbuede døråbninger mod øst. Inskriptionspladen vidner om renæssanceanlæggets opførelsesår og dets bygherre, Niels Skram, med ordene: DENNE GAARD LOD ERLICH OCH ELBIRDIG MAND NIELS SCHRAM TIL WROP OCH HANS KERE HOSTRU FRUE KIERSTEN ROSENKRANTZ TIL HØFRINGHOLM OPBIGGE ANNO CHRISTI 1595 GUD ALMECHTIGSTE UNDEN AT STAAE UNDEN HANS GUDOMELIGE BESKERMELSE DENNOM OCH DERS EPTERKOMERE TIL GAVN OCH GODE AMEN. I sydfløjen ses endvidere mindre stentavler med slægternes Sarpis og Kabels våben.

Hertil kommer det varierede murværk af måde munkesten og sten af nyere format, der i sig selv og sammen med de mange spor efter ombygninger, som er blevet foretaget gennem århundrederne. Her er det rundbuede stik efter portåbning i den østlige mur særlig tydeligt. Åbningens placering og form er tilmed et træk der er karakteristisk for flere renæssancehovedbygninger.

Endelig knytter der sig kulturhistorisk værdi til hovedbygningens beliggenhed på en banke, der tidligere har været omgivet af vandfyldte grave på alle sider. Dette kan muligvis tyde på at stedet har været bebygget før de tidligst kendte efterretninger om Urup fra 1448.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til hovedbygningens lange udviklingshistorie, der kommer til udtryk i bygningens planløsning, stiludtryk og indretning. Planløsningen er på traditionel vis inddelt således, at de repræsentative rum ligger lysfyldt mod syd, mens de sekundære og mere funktionsbetingede rum ligger i de mindre rum mod øst. Det tidligere mejeri har derimod ligget køligt mod nord, og de private værelser ligger i tagetagen.

Hovedbygningens ældste dele ses i de hvælvede kældre med pigstensgulve under vest- og nordfløjen, de hvælvede rum i vestfløjens stueetage, herunder den imponerende delvis hvælvede kirkesal. Disse dele stammer fra renæssanceanlægget opført i 1595. Kælderens oprindelige anvendelse til opbevaring, ses dels af den praktiske og separate nedgang fra det tidligere renæssanceanlægs gård og dels af de store kølige rum med slidstærke overflader af kalket murværk og pigstensgulve. I sydfløjens store ensuite forbundne stuer viser den rige stukkatur og ikke mindst paneleringen og fløjdørenes fyldinger, at store dele af indretningen knytter sig til ombygningen af Urup omkring 1733, mens de store murede kakkelovne stilmæssigt synes at stamme fra 1800-tallets anden halvdel. Sydfløjens oprindelse i 1500-tallet eller tidligere fornægter sig dog ikke, da det kraftige renæssancemurværk kan ses i vindueslysningernes betragtelige dybde. Der knytter sig også betydelig kulturhistorisk værdi nordfløjen, hvor den mere ydmyge materialeholdning i den mindre lejlighed og i stueetagens kalkede vægge og bræddelofter afspejler bygningens fortid som mejeri og tyendebolig. Spaafdelingens moderne indretning indpasser sig med sin ensartede og diskrete materialeholdning harmonisk i fløjens historie.

Den arkitektoniske værdi ved Urup knytter sig til hovedbygningens symmetriske opbygning omkring den gennemgående gavlkvist, hvor de store hvidkalkede murflader og de næsten ubrudte tagflader giver bygningen et roligt udtryk. Trekantfrontonerne over vinduerne står som et let indslag, der giver liv til bygningens overordnede solide og værdige udtryk. Endelig knytter der sig arkitektonisk værdi til sammenhængen mellem hovedbygningen og avlsgårdens bygninger, der alle i kraft af deres ensartede farve- og materialeholdning med hvidkalkede mure og røde tegltage står som et samlet og helstøbt herregårdsanlæg.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig i særdeleshed til Kirkesalen, hvor det delvis overhvælvede rum og de bevarede dele af de nedstyrtede hvælvs udspring sammen med bjælkelofterne og den enkle og traditionelle materialeholdning, der til fulde formår at bibeholde den storhed, som rummet må have haft i sin oprindelige udformning.

I forstuen og sydfløjens stuer knytter den arkitektoniske værdi sig til de store, luftige rum, hvor plankegulvene, de fornemt udførte fyldingsdøre, paneleringen og den rige stukkatur danner et yderst helstøbt og herskabeligt interiør. Denne stilmæssige variation i bygningsdelene afspejler således den herskende smag og de æstetiske præferencer fra ombygningen i 1730 og i de følgende århundreder. Endelig knytter der sig også betydelig arkitektonisk værdi til den hvælvede kælder og vestfløjens mindre, hvælvede rum, der i kraft af hvælvenes skulpturelle udformning og de enkle slidstærke overflader har et prunkløst og stærkt udtryk. Den arkitektoniske værdi i det indre knytter sig således til interiørets mangeartede udtryk, hvis fortættede og stemningsfulde atmosfære formidler bygningens lange udviklingshistorie.

Læs videre om

• Brænderigården, Brædstrup
• Trævarefabrikken Bastian
• Vitus Bering Parken

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen