VP-Hallen
.

VP-Hallen ligger på Østergade 4 i Kalundborg Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Sportshallen blev opført i årene 1941-42. Arkitekter var H. Steudel og J Knudsen Pedersen fra Slagelse og ingeniør var Villum Kann Rasmussen. For Villum Kann Rasmussen var det et af hans første arbejder efter at han havde udtaget patent på kitfrie glastage. Han var ingeniør på såvel konstruktionen som ovenlyset.

Beskrivelse

I stationsbyen Høng var Vilhelm Pedersens Maskinfabrik byens store arbejdsplads. I starten af 1940erne var her ansat ca. 450 mand, og arbejderne kom ikke alene fra Høng, men fra hele oplandet.Maskinfabrikken producerede værktøjsmaskiner og solgte til hele verden. Men Vilhelm Pedersen interesserede sig for mere end blot produktion. I bedste patriarkalske stil tog han hånd om arbejderne i såvel arbejdstiden som i fritiden. Han byggede ganske mange boliger rundt i byen, han byggede en særskilt kantinebygning med værelser til enlige og lærlinge på 1. sal, og som det mest bemærkelsesværdige byggede han en sportshal. Der var på det tidspunkt ganske få sportshaller i landet, og de, der fandtes, var bygget i hovedstadsområdet. Sportshallen blev opført i årene 1941-42. Arkitekter var H. Steudel og J Knudsen Pedersen fra Slagelse og ingeniør var Villum Kann Rasmussen. For Villum Kann Rasmussen var det et af hans første arbejder efter at han havde udtaget patent på kitfrie glastage. Han var ingeniør på såvel konstruktionen som ovenlyset. Sportshallen blev opført i en avanceret trælamelkonstruktion og sammenbygget med et forhus. Forhuset står med et enkelt, nøgternt arkitekturudtryk, hvor der er arbejdet med den stoflige virkning mellem den røde mur, det mørke indgangsparti og det store, med lyse sten fremhævede, vindue over indgangspartiet. Samtidig må det arkitektoniske udtryk være betinget af bl.a. materialerestriktionerne under besættelsen. F.eks. var sportshallen planlagt opført i en jernkonstruktion, men der kunne ikke skaffes jern, hvorfor hallen blev konstrueret med trælameller.

Med sin beslutning om at opføre en sportshal udviser Vilhelm Pedersen en dristig fremsynethed på flere planer. Der fandtes ikke mange sportshaller på Sjælland og slet ikke i en mindre stationsby som Høng. Hertil kommer at han vælger en på det tidspunkt relativ ukendt ingeniør, Villum Kann Rasmussen, til at stå for konstruktionen. Samtidig vælger han en ukendt elev fra Kunstakademiet, Gerner Kajberg, til at udføre store vægmalerier med relation til sporten og til produktionen på fabrikken. Sideløbende med denne fremsynethed forankrer han sportshallen i det lokale miljø. Arkitekterne Steudel og Knudsen Pedersen var et relativt nyt firma i Slagelse og har gennem tiden tegnet et stort antal bygninger på Vestsjælland, bl.a, Amtsgården i Sorø. Også Gerner Kajberg blev hjemmehørende i Slagelse, og har udført vægmalerier i en stor del af områdets skoler og biblioteker. Vedligeholdelsestilstand: Sportshallen er vedligeholdt gennem tiden, kun lejligheden kunne trænge til en kærlig hånd. Planbestemmelser: Ifølge kommuneplan 2009-2021 er ejendommen beliggende i rammeområde H1.E01, der angiver områdets anvendelse til blandet bebyggelse, kontor, fabrikshaller, boliger og sportshal. De på ejendommen værende bygninger er ikke erklæret bevaringsværdige i kommuneplanen eller andre planer og der er ikke truffet beslutning om forbud mod nedrivning i en lokalplan eller byplanvedtægt. Kommuneatlas: Der er ikke kommuneatlas for Høng. Omgivelser: Østergade i Høng udgør et vigtigt industrihistorisk kulturmiljø. Det korte gadeforløb har på den ene side Vilhelm Pedersens Maskinfabriks markante administrationsbygning samt bygningen, der indeholder kantine og udlejningsværelser for enlige og lærlinge. På den anden side af vejen ligger fabrikantens villa og den her omtalte sportshal.

Miljømæssig værdi

Det industrihistoriske kulturmiljø på Østergade i Høng udgøres af Invacares administrationsbygning, kantinebygningen, direktørvillaen og sportshallen. Sportshallen er en integreret del af dette industrihistoriske kulturmiljø og har som sådan stor miljømæssig værdi.

Kulturhistorisk værdi

Såvel på landsplan som på det lokale niveau udgør Vilhelm Pedersens Maskinfabrik med tilhørende bygninger et vigtigt udsagn om landets omstilling fra landbrugssamfund til industrisamfund. I en by som Høng fandtes der ikke i forvejen industriarbejdere. Opførelsen af sportshallen, kantinebygningen med værelser og i en senere og bredere sammenhæng boliger rundt i byen skal ses i denne sammenhæng. Det var en virksom måde at knytte arbejderne til fabrikken. Hertil kommer betydningen af sportshallen som en af Villum Kann Rasmussens første bygninger, hvor han både har virket som bygningsingeniør og har anvendt de nyligt (1941) patenterede ovenlysvinduer.

Arkitektonisk værdi

Forhuset står med et enkelt, nøgternt arkitekturudtryk, hvor der er arbejdet med den stoflige virkning mellem den røde mur, det mørke indgangsparti og det store, med lyse sten fremhævede, vindue over indgangspartiet. I forhusets indre ligger de væsentlige arkitektoniske værdier i den høje forhal og de store vægmalerier. I hallen i pladebeklædningen, der gentager den imposante ribbekonstruktion, der skaber den overhvælvede hal, der står uden støttepiller eller bærende mure.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links