Valby menes at være opstået som landsby ca. år 900, men optræder først langt senere i de skriftlige kilder. Byen indgik med sikkerhed i den store godsdonation, som kong Valdemar den Store i 1167 overdrog biskop Absalon sammen med bl.a. Havn. Bydelens ældste bebyggelse er imidlertid Vigerslev, som lå ved Harrestrup Å, og hvis ældste bebyggelse stammer fra 400-tallet. Også Vigerslev blev overdraget Absalon.
Netop den geografiske nærhed til det, der senere blev rigets hovedstad, skulle vise sig at blive en afgørende faktor i områdets historie og udvikling. Hertil kom beliggenheden ved den lige linje mellem København og to af de nærmest beliggende købstæder, Roskilde og Køge. Især var vejen til Roskilde adgangen til hele den vestlige del af riget. Valby med dertilhørende landbrugsjord mv. var – og er – i vidt omfang naturligt afgrænset: Damhus Søs syd- og østbred, Harrestrup Å, Kalvebod Strand, Gåsebæksrenden, Kongens Enghave, Vestre Kirkegård, Vesterbro, Søndermarkens sydlige skel og endelig Frederiksberg Kommune.
Der er kun 4 km fra Valby til Københavns Gammeltorv, en strækning, der kan tilbagelægges til fods på en god time; dette gjorde Valbys bønder til naturlige leverandører af alle hånde levnedsmidler til hovedstadens indbyggere. Derfor kom der i 1800-tallet hver dag et større antal Valbymænd og -koner agende og vandrende op over Valby Bakke, forbi Bakkehuset i nuværende Frederiksberg Kommune og ind til torvet, hvor de afsatte deres produkter. Mange af husene i Valby har været »hønsekræmmergårde« med opdræt af fjerkræ, eller de havde en produktion, der var baseret på dyrkning af grøntsager. Foruden de produkter, som Valbybønderne selv producerede, havde de siden 1721 privilegium på at opkøbe fjerkræ overalt på Sjælland for at sælge dem på de københavnske torve. Dette privilegium blev også benyttet til at opkøbe mange andre varer rundtom på Sjælland.
I kirkelig henseende hørte Valby gennem hele middelalderen til Sankt Clemens Kirke i København. Efter Reformationen blev Sankt Clemens Kirke nedrevet, og Valby samt flere andre landsbyer blev da lagt til Vor Frue Kirke. Siden Absalons tid havde Valby tilhørt kirken, men i 1416 tog kong Erik af Pommern København og formentlig også de omgivende byer – herunder Valby – fra Roskildebispen.
Nærheden til København var imidlertid ikke kun en fordel. Især i krigstider mærkedes ulemperne. Når fjenden rykkede mod hovedstaden, gik det hårdt ud over de omkringliggende landsbysamfund. Enten blev de brændt ned af forsvarshensyn, eller også blev bygninger, kreaturer og afgrøder overtaget af den belejrende fjende. Især under Grevens Fejde 1534‑36 gik det hårdt ud over området omkring København, og svenskernes belejring af hovedstaden 1658‑60 var en katastrofe for Valby. Efter 1660 lå alle Valbys 13 gårde i ruiner, og markerne var øde.
At Valby var blevet krongods, betød bl.a., at kongen kunne ændre vejnettet, som det passede ham. Roskilde Landevej gik siden 1562 over landsbyen Solbjerg i den nuværende Frederiksberg Kommune til København. Men i forbindelse med Christian 4.s nedlæggelse af Solbjerg og oprettelse af Københavns Slots ladegård blev landevejen 1620‑23 lagt gennem Valby og videre forbi Bakkehuset til den indre by. Det betød, at mange rejsende skulle igennem Valby, og kroen i Valby blev et vigtigt rastested, inden de sidste par kilometer skulle tilbagelægges. Men i 1776 blev vejnettet igen lagt om. Roskildevej blev nu ført over Frederiksberg Bakke, forbi slottet og landsbyen Valby, der dog stadig var et punkt på vejen fra Køge til København.
Fra 1764 begyndte staten at sælge ud af rytterdistrikterne (en del af krongodset), men i Københavns rytterdistrikt blev jorden i 1766 overdraget de hidtidige fæstebønder gratis. Kort efter fulgte de store landboreformer, som medførte, at jorden mange steder blev udskiftet; i Valby skete dette 1781‑83, i Vigerslev 1793‑94. Det var fredstid, handelen med landbrugsprodukter blomstrede op, og Valbys bønder oplevede stor velstand.
Valby var en af de landsbyer nær København, hvor velhavende byboere etablerede sig med landsteder eller sommervillaer, bl.a. Valhøj, Valdal og Landlyst, sikkert også fristet af Søndermarkens landskabelige kvaliteter.
De danske Cichoriefabriker fotograferet i 1923. Bygningen blev opført i 1907, tegnet af ingeniør N.B. Sommerfeldt med den meget avancerede betonkonstruktion. Siden blev bygningerne overtaget af Lundbeck og revet ned i 1987.
