Valdemars Slot, Bregninge

Christian IV købte i 1622 godset Kærstrup af sin svigermor Ellen Marsvin, han tiltænkte det sin søn Valdemar Christian, der var født samme år. Den gamle borg, der lå på et voldsted øst for det nuværende slot blev nedrevet i slutningen af 1630'erne. Valdemars Slot blev opført i 1639-44 med Hans II van Steenwinckel som bygmester. Slottet var opført i renæssancestil med svungne gavle, kviste, hjørnetårne og et østvendt, ottekantet indgangstårn. Slottet blev plyndret under svenskekrigene i 1658 og blev efterladt som en ruin. I 1678 modtog Admiral Niels Juel godset i stedet for de prisepenge, kronen skyldte ham efter det sejrrige slag i Køge Bugt. Den nuværende barokbygning blev rejst på murværk og fundamenter af det gamle slot.

Størstedelen af indretningen i hovedbygningens indre stammer fra Oberst Niels Juels ombygning af slottet i midten af 1700-tallet. I det indre stod blandt andet stukkatøren Johannes Schroodt for rokokostukkaturen, og den holstenske arkitekt Georg Dietrich Tschierscke forestod udformningen af det store gårdanlæg i barokstil (1749-54), der er et af Tschiersckes tidlige mesterværker. Kirkerummet var en oprindelig del af Steenwinckels slot, det blev indviet under admiral Niels Juels eje. Kirken blev siden ombygget i 1879 ved arkitekt Vilhelm Tvede, hvor facaden fik de to store spidsbuede vinduer i facaden, og kirkeinteriøret fik sin nuværende udformning. Vilhelm Tvede tilføjede tillige hovedbygningens vinduesindramninger i cement, tagets skiferbelægning og de mange små kviste.

Riddersalen blev gennemgribende restaureret i 1980erne og siden har herregårdskøkkenet i kælderen fået retableret sit oprindelige ildsted fra 1639. Generalindehuset blev opført omkring 1790.

Valdemars Slot er anlagt på et lavt plateau ud til kysten syd for Troense på Tåsinge. Øst for anlægget ligger Søen, der blev inddiget i 1700-tallet og skoven Kohaven, der ligger på en østvendt skråning. Man ankommer til Valdemars Slot ad Slotsalleen, der udspringer fra Strandgade, som en af de ældste gader i Troense. Herregårdens omdrejningspunkt udgøres af hovedbygningen, hvorfra midtaksen i det symmetrisk opbyggede gårdanlæg udgår. Hovedbygningen forbindes ved hegnsmure på hver side til to portbygninger og to avlslænger, og anlægget afsluttes modsat hovedbygningen af en tepavillon, der ligger helt ud til stranden. I midten af gårdanlægget ligger en stor spejldam. Sydvest for gårdanlægget ligger forvalterboligen, der er sammenbygget med en magasinlænge, en lille fritliggende smedje og længst mod sydøst villaen Generalindehuset. Nord for gårdanlægget ligger den øvrige del af avlsgården, der blandt andet består af en lade, et tidligere ridehus og diverse staldbygninger, disse bygninger er ikke omfattet af fredningen. Hovedbygningen er en tretten fag lang, toetages, grundmuret bygning med to korte fløje mod vest. Bygningen har en høj kælderetage og hviler på en lav sokkel af granit. Den bærer et højt, helvalmet skifertag, der har fem ældre skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen. I begge tagflader sidder et stort antal små skiferklædte kviste prydet med metalpinakler. Murværket fremstår i rød, blank mur og afsluttes under tagudhænget af en bred, profileret, hvid gesims, hjørnerne er fremhævet med kvadring og etageadskillelserne markeres af liljeformede murankre. Alle vinduer har cementindfatninger og konsolbårne sålbænke. Stueetagens vinduer prydes endvidere med trekantfrontoner. Hovedindgangen på gårdsiden indrammes af en stor sandstensportal med segmentfronton og våbenskjold. Døren er en ældre, tofløjet egetræsdør med rige fyldinger, herover er et halvbuet overvindue med en detaljerig, svungen opsprosning med friherrekrone og initialer. En høj, tresidet granittrappe med smedejernsværn fører op til hovedindgangen. Den sydlige fløj er kirkefløjen, hvilket i det ydre ses af de høje, spidsbuede vinduer i gård- og langside. Mod havesiden har hovedbygningen en lignende opbygning som gårdsiden, gennem en tofløjet egetræsdør sat i en spidsbuet muråbning er der indgang til kirken i vestgavlen. Foran denne er muret en toløbstrappe med et ældre smedejernsværn. I den nordre fløj er der udgang til en nyere, let træterrasse med trappe til parken. Alle vinduerne er ældre, opsprossede korspostvinduer, mens kælderetagens vinduer er torammede vinduer med otte ruder i hver ramme og fladbuet overkant.

I det indre præges stueetagen af den oprindelige grundplan med en vestibule langs gårdsiden, hvorfra der er adgang til de store, repræsentative en filade forbundne stuer og sale, der ligger langs begge fløjens langsider. Sydfløjen optages udelukkende af kirken, mens nordfløjen fortrinsvis er indrettet til en privat lejlighed, der forbindes med anden etage via en mindre intern trappe. Via en bred pragttrappe fra vestibulen er der adgang til første sal, der ud over en fordelingsgang, der giver adgang til en række værelser mod gård- og haveside i den nordlige ende, også rummer den imponerende, østvendte riddersal. Tagetagen er i nyere tid indrettet til museum i to etager og her er det imponerede tagværks rige og kraftige tømmer bevaret intakt. Interiørerne har en imponerende og rig aptering med planke-, flise- og parketgulve, helpanelering, rig rokokostukkatur på lofter og vægge, bemalede væg- og dørstykker, gobeliner, sjældne franske revillontapeter, en- og tofløjede fyldingsdøre med originale gerichter, greb og beslagværk, biblioteksinventar, kaminer, etageovne og porcelænsovne.

Sydfløjens kirkerum hæver sig med nygotiske, spidsbuede hvælv gennem to etager og står med den originale bemaling og indretning fra 1880. Nordfløjens øvre loftetage fremstår med en ældre indretning af tidligere tyendeværelser og anvendes i dag til opbevaring. Kælderen, der er under hele hovedbygningen, fremstår med hvidkalkede tøndehvælv og ældre klinkegulve samt enkelte bevarede granitpiller fra det tidligere middelalderlige gods Kærstrup. Her er indrettet butik og restaurant ligesom det ældre herregårdskøkken med et imponerede brændekomfur fra ca. 1900 og det oprindelige ildsted fremstår meget velbevaret. De elegant buede hegnsmure, der forbinder hovedbygningen med de to identiske, flankerende portbygninger, fremstår hvidmalede med refendfugede murpiller. Alle murdetaljer er gulkalkede, mens fladerne mellem murpillerne prydes af hvide blændingsfelter. Hegnsmurene har granitsokler og afsluttes øverst af en murkrone med sortglaserede tegl. Begge portbygninger er ni vinduesfag brede, grundmurede, toetages bygninger, der hviler på en gråmalede granitsokler og bærer helvalmede tage hængt med sortglaserede tegl. I hver rygning sidder to ældre skorstenspiber med sokkel og krave og en stor, rødmalet tagrytter med urskive og klokkeværk. Bygningerne er stramt symmetrisk opbygget på alle sider, og langsiderne har en let fremhævet, trefags midtrisalit med portgennemkørsel, der krones af en trekantfrontispice prydet med rokokokartoucher eller heraldiske våben.

Murværket fremstår hvidkalket og alle detaljer, herunder refendfugning på hjørner og risalitter samt vinduernes indramninger fremstår gulkalkede. Øverst afsluttes murværket af en profileret hovedgesims, ligesom etageadskillelsen er markeret ved et let profileret bånd. Dørene er ældre, tofløjede, flammerede døre med ældre greb, beslagværk og overvinduer, der ligesom de ældre, opsprossede korspost- og torammede vinduer fremstår hvidmalede. Portrummene fremstår med hvidkalkede vægge og lofter med ubemalet, synligt bjælkelag og profilbrædder imellem. I det indre er begge portbygninger indrettet til henholdsvis en og to lejligheder, der begge er præget af nyere grundplaner, men hvis ældre rumopdeling særligt i den nordlige portbygning, afspejles i bevarede, gennemløbende stukprofiler. Overordnet er lejlighederne indrettet med værelser, køkkener og badeværelser mod nord og opholdsstuer mod syd. I begge bygningers indre er der bevaret ældre bygningsdele i form af panelering, fyldingsdøre, herunder enkelte med barokfyldinger, gerichter, greb og beslagværk samt bræddegulve, pudsede lofter, anverfere, stormkroge og trapper med bemalede barokværn af træ. Nogle rum fremstår med nyere overflader, herunder smalle gulvbrædder og laminatbeklædning på gulvene.

Hegnsmuren forbinder den sydlige portbygning til den sydlige avlslænge, der i dag er indrettet til søfartsmuseum. Hegnsmuren har en lignende udformning som de ovenfor beskrevne hegnsmure, dog er murkronen af røde vingetegl.

Den sydlige avlslænge er en nitten fag lang, enetages, grundmuret længe, der hviler på en granitsokkel og bærer et halvvalmet tag hængt med røde vingetegl. Der sidder enkelte ældre tagvinduer i tagfladerne. Murværket er hvidkalket og markeres med kvadrede hjørner og jævnt placerede underdelinger på langsiderne med enkle pilastre, der alle fremstår gulkalkede. Murværket afsluttes øverst af en muret, profileret gesims. Den østlige gavl fremstår i rødt, blankt murværk, mens den vestlige gavl bærer et kronet segl, bogstaverne "N.I". og årstallet "1754". Langsiden mod gården er endvidere symmetrisk inddelt med gavlkviste med høgab. Døre og luger er nyere eller ældre revleluger og flammerede døre, der ligesom de traditionelle staldvinduer og de torammede vinduer i østgavlen fremstår rødmalede. I det indre består avlslængen af et stort, åbent rum i hele bygningens længde, ligesom etageadskillelsen er fjernet, så der er frit udsyn til den ældre tagkonstruktion og det understrøgne tegltag. Væggene fremstår hvidkalkede og gulvet er støbt. Den nordlige portbygning forbindes også ved en hegnsmur til den nordlige avlslænge. Hegnsmuren har en lignende udformning som den søndre hegnsmur. Den nordlige avlslænge er en 21 fag lang, grundmuret længe i en etage. Den hviler på en muret, gråmalet sokkel og bærer et halvvalmet tag hængt med røde vingetegl. Murværket fremstår hvidkalket og afsluttes under tagudhænget af en muret gesims, ligesom alle vinduesåbninger har profilerede indramninger og sålbænke. Den sydlige langside inddeles symmetrisk af fem fremhævede indgangspartier, der alle har gavlkviste med høgab, hvoraf den midterste er størst. Vestgavlen bærer initialerne N.I. og årstallet 1755, og herunder er to rundbuede portåbninger med ældre portfløje. Vinduerne udgøres både af nyere og ældre torammede vinduer med ti ruder i hver ramme. Vinduerne fremstår rødmalede ligesom døre, portfløje og luger. Bygningens nordlige langside har samme udforming som de øvrige sider, dog fremstår gesimser og sålbænke gulmalede. På nordsiden er der tillige en lille udløberlænge, hvis stil indpasser sig med bygningens øvrige fremtoning. I det indre er den ældre indretning som hestestald bevaret i den midterste del, mens der i hver ende er mindre, separate rum, der anvendes til opbevaring. Hestestaldens ældre inventar og overflader er bevaret: gulvet er brolagt i båsene, mens staldgangen har teglgulv lagt i sildebensmønster med en nedfældet trærampe i midten. Båsene, der hver er beregnet til opstaldning af to heste, er indrettet langs den nordlige langside. Mellem hver bås er der støbejernsafskærmninger med forsirede dekorationer og hver opstaldningsplads har egen høhæk. Vægge og lofter fremstår pudsede og hvidkalkede, og i loftet er de gamle ventilationsriste bevaret. Den sydlige væg er inddelt i fladbuede, pilasterbårne blændinger. I enkelte af de tilliggende rum er bevaret ældre inventar til opbevaring af seletøj og sadler. Tagetagen fremstår uudnyttet og anvendes til opbevaring. Loftrummet fremstår med et nyere bræddegulv, der er fast undertag og hanebåndene er hævet.

Tepavillonen, der ligger over for hovedbygningen for enden af spejldammen, består af en ottekantet midterbygning med to korte sidebygninger på hver side. Tepavillonen er grundmuret og hviler på en høj, gråmalet sokkel og bærer et ottesidet tag med en metalpinakel øverst, mens sidebygningerne er helvalmede. Alle tagflader er hængt med sortglaserede vingetegl. Murværket på den helt symmetriske bygning er hvidkalket, mens alle murdetaljer, herunder refendfugninger omkring vinduer og hjørner på den ottekantede midterbygning og sidebygningernes hjørner er gulkalkede. Murværket afsluttes øverst af en smal, profileret hovedgesims. Sidebygningernes vinduer mod øst og vest er alle lisénindrammede. Tepavillonen har ældre, tofløjede fyldingsdøre med opsprossede ruder øverst, og herover er der halvbuede overvinduer med radiære sprosser. Over den vestvendte indgangsdør er en muret frontispice med buet overkant, hvori der sidder et ældre, ovalt, opsprosset vindue. En granittrappe fører op til den vestvendte dør, mens en trætrappe fører op til den østvendte dør. Pavillonens vinduer er alle ældre, opsprossede korspostvinduer med fladbuet overkant.

I det indre er pavillonen inddelt i tre rum, der forbindes ved ældre, tofløjede fyldingsdøre. Der er bræddegulve overalt, mens vægge og lofter fremstår pudsede og hvidmalede. Fodpaneler, gerichter og helpaneler er gråmalede, og overgangen mellem væg og loft markeres ved en trukken hulkehlsprofil. Vinduerne har halvrunde lodposte. Godsforvalterboligen ligger ud til Nørreskovvej, der en fortsættelse af Slotsalléen. Bygningen er en elleve fag lang, grundmuret, enetages bygning, der hviler på en gråmalet sokkel og bærer et heltag af røde vingetegl. Der sidder to ældre skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen og enkelte ældre tagvinduer i begge tagflader. I midterfaget sidder en ældre tofløjet, fyldingsdør, og herover er en frontgavl med to vinduer. Mod nord har godsforvalterboligen to udløberlænger: den vestlige er kort og lidt højere end hovedlængen, mens den østlige udløberlænge er forbundet med magasinbygningen. Sydfacadens murværk fremstår pudset, mens bygningens øvrige sider fremstår i blankt, gult murværk. Godsforvalterboligens vinduer er en blanding af nyere og ældre korspost- og torammede vinduer med opsprossede ruder, der ligesom de ældre døre fremstår grønmalede. De nyere vinduer har koblede rammer. Godforvalterboligens nordside er omsat og forhøjet i nyere tid, og i denne side er isat nye helrudevinduer.

I det indre er godsforvalterboligen præget af en delvis nyere grundplan. Den østlige del af bygningen har en fordelingsgang med adgang til værelser i syd og opbevaringsrum mod nord, og en ældre, blændet trappe til loftetagen. Køkkenet er ligeledes beliggende mod nord. Den øvrige del af hovedlængen optages af en stor vinkelstue mod vest, og i den vestlige længe er der indrettet værelser samt badeværelse. Det indre præges af både nyere og ældre overflader. Der er bevaret en del ældre bygningsdele, herunder bræddegulve, en- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, ligesom bjælkelaget fremstår synligt. Tagetagen fremstår åben og anvendes til opbevaring, der er bevaret ældre pigeværelser. Den ældre tagkonstruktion er synlig og taget er understrøget. Magasinbygningen, der er den østre udløberfløj af godsforvalterboligen, er en 21 fag lang, delvis grundmuret længe i en etage. Bygningens vestlige langside er opført i sort opstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl, og den nordlige del er bygget over en kælder. Bygningen hviler på en granitsokkel og bærer et halvvalmet tag hængt med røde vingetegl. Der sidder en skorsten i rygningen og et antal ældre støbejernsvinduer i begge tagflader. Murværket fremstår sandblæst med synlig gul, blank mur, der afsluttes af en muret gesims under tagudhænget. Magasinbygningen har ældre fyldingsdøre samt både ældre og nyere revledøre. Vinduerne er en blanding af både ældre og nyere, torammede vinduer med seks, otte eller ti ruder i hver ramme.

I det indre fremstår den nordlige del med en bevaret midterskillevæg, synligt bjælkelag med bræddelofter, hvidkalkede vægge og delvist bevarede bræddegulve. Dele af gulvet fremstår nedbrudt i forbindelse med en vandskade. Den midterste og sydlige del af længen er indrettet til værksted, godskontor og opbevaringsrum. Værkstedet fremstår også med ældre overflader, herunder bræddelofter med synligt bjælkelag, bræddelofter, hvidkalkede vægge, fyldingsdøre og støbte gulve. Godskontoret fremstår med en nyere indretning med pladebeklædte vægge, klinkegulve, støbte gulve, listelofter, men også flere steder med synligt bjælkelag med glatte plader imellem. Øst for magasinbygningen ligger smedjen, der er en lille fire fag lang, delvis grundmuret bygning i en etage. Den hviler på en lav granitsokkel og bærer et heltag hængt med røde vingetegl. I rygningen sidder en ældre, hvidkalket skorsten med sokkel og krave, og i hver tagflade er et ældre tagvindue. Murværket fremstår gulkalket og afsluttes af en smal, muret gesims under tagudhænget. Vinduerne er både ældre og nyere, torammede vinduer med otte ruder i hver ramme, der er indsat i fladbuede blændinger. Nordgavlen og vestsidens nordligste fag er åbent i gadeplan og lukket af mod øst af den grundmurede langside. Den nordvendte gavltrekant er opført i bindingsværk. Under udhænget mod nord er der indgang til selve smedjen gennem en ældre, tofløjet revleport, der sidder i en væg, som ligeledes opført i sort opstolpet bindingsværk.

Det indre fremstår som et stort, åbent rum, hvor den ældre skorsten er bevaret. Gulvene er støbte eller belagt med ældre tegl, væggene fremstår hvidkalkede og loftet har synligt bjælkelag med bræddeloft imellem. Generalindehuset er en syv fag lang, grundmuret bygning i en etage. Den hviler på en sortmalet sokkel og bærer et opskalket mansardtag hængt med sortglaserede tegl, hvor grater og rygning er hængt med en uglaseret rygningssten. Der sidder to ældre skorstene med sokkel og krave i rygningen og enkelte, ældre støbejernsvinduer i tagfladerne. I hver gavl sidder der to ældre, zinkdækkede kviste i mansarden. Generalindehusets murværk fremstår pudset og hvidmalet og afsluttes under tagudhænget af en muret hovedgesims. På begge langsider er de tre midterste fag udformet som en gennemgående, toetages midtrisalit med helvalmet tag. Den sydvendte facades risalit er prydet med fire ioniske pilastre i kolossalorden og en hovedgesims med tandsnit. Hoveddøren sidder i risalittens midterfag og er en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder i øverste halvdel. Den nordlige langside har samme udformning som facaden, men fremstår uden dekoration, og den tofløjede fyldingsdør har blot mindre ruder øverst. Vinduerne er både ældre og nyere korspostvinduer i stueetagen, mens der er ældre, torammede vinduer med tre ruder i hver ramme i tagetagen. Vinduer og døre fremstår gråmalede.

I det indre er Generalindehuset præget af en ældre, overordnet symmetrisk grundplan med en langsgående midterskillevæg, der inddeler bygningen med en centralt beliggende forstue flankeret af to stuer mod syd, mens den nordvendte del er indrettet med stue, værelse, baggang, trappe til loftetage, køkken og bryggers. Loftet er indrettet med en central repos med ovenlys, hvorfra der er adgang til etagens seks værelser. I interiøret er der bevaret ældre overflader og mange ældre bygningsdele, herunder bemalede bræddegulve, to-fyldingsdøre med glug, gerichter, greb og beslagværk samt fodpaneler, ovnnicher, indbyggede skabe, ældre hovedtrappe og tagkonstruktionens kopbånd. Væggene og lofter fremstår pudsede og lofterne er uden stukkatur.

Den miljømæssige værdi ved Valdemars Slot knytter sig til det samlede anlægs unikke beliggenhed nær kysten på Tåsinges østlige pynt helt ud til Det Sydfynske Øhav. Denne beliggenhed gør, at havets nærhed fornemmes overalt både inde i bygningerne og ude på herregårdens område. Hertil kommer selve indkørslen til Valdemars Slot ad Slotsalleen, der giver en effektfuld iscenesættelse af ankomsten til herregården.

Den kulturhistoriske værdi ved Valdemars Slot knytter sig i det ydre til det samlede herregårdsanlæg, hvor alle bygninger vidner om det integrerede og hierarkisk opbyggede minisamfund som herregården udgjorde under enevælden. Dette afspejles i herregårdens bygningsmasse, der ud over herskabets bolig også omfatter forvalter- og tyendeboliger. Hertil kommer avlslængerne med stalde, lade, ridehus, magasinbygning og smedje samt tepavillonen til herskabets rekreation. Særligt er det symmetriske, barokke gårdanlæg med hovedbygning, portbygninger, avlslænger og tepavillon, et fysisk udtryk for godsejerens magt og position i datidens samfund. Også landsbyen Troense, der blev etableret i løbet af 1700-tallet på initiativ af kammerherre admiral Niels Juel indgår i Valdemars Slots omfattende herregårdsmiljø. Byen er et tidligt eksempel på en planlagt landbebyggelse anlagt som ramme om frugtavl, skibsfart og skibsbygning og er dermed også en vigtig del af Valdemars Slots kulturhistoriske værdi.

I hovedbygningen knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til den markante bygningskrops sluttede form, størrelsr og dekoration samt dens centrale beliggenhed, der viser bygningen som herregårdens omdrejningspunkt: godsejerens bolig. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den udpræget hierarkiske indretning med stueetagens og førstesalens overdådigt udstyrede, repræsentative sale og kabinetter over for kælderetagens regulære, funktionsbetingede køkkenregioner præget af en fåtallig og slidstærk materialeholdning. Hertil kommer nordfløjens enkle indretning i de øvre etager med tidligere tyendeværelser og en sekundær, gennemgående trappe. Den kulturhistoriske værdi ved den nordlige avlslænge knytter sig i det ydre til bygningens tidligere og endnu aflæselige funktion, der i det ydre ses i den regulære, funktionsbetingede udformning, hvor særligt de tofløjede porte og vognporte samt høgab henviser til den tidligere funktion som hestestald med egnede adgangsforhold for heste og køretøjer samt til indlæsning af hø gennem høgabene.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det velbevarede og stort set intakte staldinteriør med dobbelte båse, hvor man via slisker i væggen har kunnet forke hø direkte ned i de enkelte hestes høhække. I Generalindehuset knytter den kulturhistoriske værdi sig til den lille bygnings herskabelige og stramt symmetriske udformning, der sammen med den overordnede symmetriske plan vidner om bygningens fortid som en tilliggende, herskabelig bolig til slottet. Den symmetriske grundplan er endvidere opdelt med den store forstue og stuer mod syd, mens værelser og sekundære funktioner er forbeholdt bygningens nordvendte side. Generalindehusets grundplan synes endvidere at være inspireret af Blondels idealplan for et Maison de Plaisance, som han definerede omkring 1737-38. La Maison de Plaisance var de højerestående klassers landsted, hvor man lagde vægt på et enkelt og rekreativt liv nær naturen og væk fra et opslidende og repræsentativt byliv. I bygningerne gav dette sig blandt andet udtryk i den symmetriske grundplan, der fremmede rundgang gennem bygningen, og hvis brede døre i stueplan gav let og direkte adgang til den omgivende natur. I smedjen knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens separate beliggenhed, så brandfaren fra smedjens esse blev mindsket, og til den overdækkede del i bygningens nordlige ende, hvor man trak heste til skoning hos smeden. Her kunne både hest og smed stå i læ for vind og vejr.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det barokke gårdanlæg, der er opbygget symmetrisk over en øst-vest gående akse med udspring i den monolitiske hovedbygning, hvor anlæggets øvrige bygninger skaber en effektfuld, kontrasterende lethed gennem deres harmoniske udformning og enkle og effektfulde farveholdning i hvid, gul og grå samt de simple, ensartede murdetaljer. Den arkitektoniske værdi ved Valdemars Slots hovedbygning knytter sig i det ydre til den fritliggende hovedbygning, der med sin sluttede, symmetriske form, sin taktfaste faginddeling, sit blanke, røde murværk og sit enorme tag udgør et helstøbt og særdeles vægtigt bygningsværk, der samtidig forankrer og fokuserer den stramme aksialitet i det barokke gårdanlæg. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til stueetagens og førstesalens repræsentative sale og kabinetter, hvis overdådige udsmykning og gestaltning udgør en perlerække af velbevarede interiører primært indrettet i 1700-tallet. Her skal særligt fremhæves den store Riddersal med Johan Schroodts prægtige rokokostukkatur, hvor Gustav Pilos store kongeportrætter fuldender interiøret. Også stueetagens spisestue, som domineres af de sjældne og farverige Revillon tapeter, der ud over Valdemars Slot kun findes på den fynske herregård Hindemae, udgør sammen med stukkatur, panelering og den store etageovn et enestående, herskabeligt 1700-talsinteriør. Hertil kommer tagetagens synlige tagværk, hvis rige tømmer og enorme dimensionering danner et imponerede tagrum. Endelig knytter der sig også arkitektonisk værdi til den sekundære trappe i hovedbygningens nordlige fløj, der trods sin konstruktion i ubemalet træ ved sin vindeltrappeform gennem flere etager fremstår usædvanlig formfuldendt, og hvor der opstår et effektfuldt lysindfald gennem trappens spiralformede durchsicht. Som pointe de vue i det barokke gårdanlæg ligger Tepavillonen, hvis arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens homogene og krystallinske udformning, der understreges af den enkle og skarpt skårne farveholdning. Hertil kommer bygningens let forhøjede placering, hvor den, når den ses fra gårdrummet, placeres skulpturelt på horisontlinjen mellem himmel og jord.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den enkle materiale- og farveholdning og til den gennemførte detaljering i døre, paneler og vinduer, der sammen med det overvældende lysindfald og udsynet til havet giver interiøret en næsten transparent lethed, hvor fornemmelsen af grænsen mellem ude og inde nærmest ophæves. I Generalindehuset knytter den arkitektoniske værdi sig til den fritliggende bygningskrop, hvor den gennemførte symmetri ikke blot afspejler sig i bygningens ydre, men er videreført til den særegne grundplan med elegant anlagte stuer omkring den centrale og rummelige entré. Disse aspekter giver sammen med eksteriørets klassicistiske formsprog, den forholdsvis klejne bygning et herskabeligt og særdeles helstøbt udtryk. I nordre avlslænge knytter den arkitektoniske værdi sig i det indre særligt til hestestaldens intakte interiør herunder båsenes rige detaljering i gitterværk og elegant udformede høhække. Den lange række af ensartede båse understreger det imponerede, perspektiviske vue gennem det lange staldrum.

Læs videre om

• Kullinggade 6, Svendborg
• Lægtmandsgården, Drejø By
• Troense gamle Skole

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen