Valkendorfs Kollegium, København

Det nuværende Valkendorfs Kollegium er opført 1865-66 af Christian Hansen (1803-83). I 1913 blev foretaget en ombygning, således at antallet af beboere blev øget, og i 1920 tilføjedes endnu en etage til bygningen. Arkitekten bag kollegiebygningen, Christian Hansen, tilhørte den gruppe af arkitekt-arkæologer, der i 1800-tallet forenede deres store kendskab til ældre monumenter med deres arkitektgerning. Hansen var påvirket af læreren, G.F. Hetsch, og blev gennem denne tillige ført over i den tyske arkitekt K. Fr. Schinkels græsk inspirerede retning. Efter akademitiden drog Hansen til Grækenland. Han deltog aktivt i de første udgravninger og restaureringer på Akropolis. I et frugtbart samarbejde med den tyske arkitekt Edouard Schaubert, og senere også med broderen Theophilus fik han samtidig en betydelig rolle i opbygningen af den nye hovedstad Athen. Hansen var i 1834 blevet udnævnt til kongelig græsk arkitekt, og blandt de mange byggeopgaver, han fik overdraget, står universitetet ubestridt som hans græske hovedværk. Hansen tegnede mange prominente bygninger i udlandet, og han blev siden kaldt til København for at blive M.G. Bindesbølls efterfølger som professor ved Akademiet og kongelig bygningsinspektør i 1857. I sin lærergerning holdt han fortsat fast ved oldtidens græske arkitektur som det ypperste forbillede og kom derved til at stå som klassicismens sidste forkæmper. Først og fremmest blev Kommunehospitalet et dansk hovedværk af Hansen; et stort sammenhængende kompleks efter sidekorridorsystemet og i øvrigt så rummeligt og fremskuende, at det har kunnet imødekomme senere tiders krav. I hans lange embedsperiode fik hans bygninger og bygningsændringer i almindelighed et økonomisk, nøgternt og solidt præg. Som bygningsinspektør opførte han en række bygninger for Københavns Universitet, bl.a. Zoologisk Museum, der ved siden af hospitalet blev hans største bygningsværk i Danmark – og desuden altså Valkendorfs Kollegium. Valkendorfs Kollegium, før Hansens nybygning fra midten af 1860'erne kom til, og er den dag i dag Nordens ældste fungerende studenterkollegium. Christopher Valkendorf erhvervede det tidligere Hvidekloster i 1588 og indrettede det til et kollegium, der blev indviet den 26. februar 1589 og fik navnet Valkendorfs Kollegium. Christopher Valkendorf var på det tidspunkt rentemester, men han blev i 1596 udnævnt til Rigshofmester, en titel han bar til sin død i 1601. Oprettelsen af kollegiet var "...et Led i en Række af Bestræbelser fra dets Stifters Side for at gavne Videnskaben og dens Dyrkere." Bygningen som Christopher Valkendorf købte, var på det tidspunkt mindst 70 år gammel, og det står at læse i kollegiets historie, at den har påkrævet meget vedligehold undervejs. Udover almindeligt forfald blev kollegiet i 1658 ramt af en granat under Karl Gustavs bombardement af København, og dette var iflg. gamle optegnelser ved at bringe "Biblioteket i Fare ved at sprænge Hul i dets Mur." Under den store brand i 1728 blev også Valkendorfs Kollegium medtaget, og selvom en del af de tykke mure stod branden stand var kollegiet ubeboeligt i flere år herefter. Murene omkring kollegiet er opført i 1743-44 og bl.a. nævnt af Thurah i dennes beskrivelser af København fra midten af 1700-tallet. Genopbygningen af kollegiet var nødtørftig, og huset blev aldrig i rigtig god stand. I 1865 blev det derfor besluttet at rive hele bygningen ned for at bygge den nuværende hovedbygning længere inde på grunden. Dermed forsvandt de sidste rester af det gamle Hvidekloster. Valkendorfs Kollegium indgik i 1983 sammen med Regensen fra 1623, Borchs Kollegium fra 1689 og Elers Kollegium fra 1691 i Kollegiesamvirket, hvis formål er fortsat at sikre de gamle kollegiers mulighed for at opfylde deres formål. Adskillige kendte personer har beboet kollegiet som alumner gennem tiderne. Af de mest kendte kan nævnes Johannes Ewald, N.F.S. Grundtvig, Steen Steensen Blicher, Frederik Christian Sibbern, B. S. Ingemann og Herman Bang. Desuden har folk som Ludvig Holberg og Adam Oehlenschlager taget del i diskussioner og disputatser på stedet.

Valkendorfs Kollegiums hovedbygning er frit beliggende og tilbagetrukket på en stor grund beliggende ud til Sankt Peder Stræde i København. Grunden er mod gaden afskærmet af et plankeværk og til de øvrige sider af ældre, teglhængte mure og af de tilstødende naboejendomme. Valkendorfs Kollegiums hovedbygning omfatter et grundmuret hus i fem brede vinduesfag. Bygningen er opført med kælder og er i tre etager samt en udnyttet tagetage og et spidsloft. Både i facaden mod syd og mod nord har bygningen en stor risalit i fire etager med en trekantsfronton. Bygningen har et opskalket og helvalmet tag hængt med røde tegl, og dens to risalitter bærer heltage beklædt med zink. I valmene er to fladbuede kviste, og i hver ende af rygningen bærer bygningen to skorstene. Valkendorf Kollegiums hovedbygning er opført i gule mursten og står i blankmur i vekselskifte over en lav sokkel. Under stueetagens vinduesrække er et smalt, muret bånd, der løber hele vejen rundt om bygningen. Over 2. sal er på hver side af risalitterne en muret hovedgesims udformet med konsolbårne fladbuede murstik. I gavlene er profilerede hovedgesimser. Frontonerne har ligeledes profilerede indfatninger i sandsten, og i hovedfacaden mod syd er centralt placeret i frontonen en kartouche med Valkendorf-slægtens våben: Tre vinger omkring en rose, hvorover man ser en hjelm med syv faner omgivet af bladværksmotiver. Den ligeledes indfattede fronton i havefacaden står uden dekorationer. Centralt placeret i hver facade er en døråbning. På hovedfacaden er let forsænket i en muret, fladbuet niche bygningens hovedindgang. I en ældre, hvidmalet dørindfatning i træ med et tredelt overvindue er en ældre, tofløjet og mørkegrøn trefyldingsdør med nyere greb og låsetøj. I havefacaden er en fladbuet dørniche med murstik, hvori der er en ældre, hvidmalet indfatning i træ med et todelt, opsprosset overvindue og en ældre, tofløjet, mørkegrøn trefyldningsdør med opsprossede vinduer i de øverste fyldinger. I havefacaden er i det ene yderfag en fladbuet niche med murstik, og heri er en indfatning i hvidmalet træ med et blændet, todelt overvindue og en ældre, én-fløjet, mørkegrøn fyldingsdør med et vinduesparti i den øvre del af døren. Denne dør ligger i plan med stueetagen, og nås via en stentrappe med traditionelt udførte, gråmalede gelændere i smedejern. Ved siden af trappen er en kælderhals med nyere værn og en støbt trappe med rampe, der leder til en dørniche med fladbuet murstik over, og i nichen er en traditionelt udført, mørkegrøn fyldingsdør. I gavlen mod øst er centralt placeret en traditionelt udført, mørkegrøn femfyldingsdør i en fladbuet niche med murstik. I hovedbygningens kælderetage er traditionelt udførte, todelte og hvidmalede vinduer, og på de tre hovedetagerne er i facaderne samt i bygningens gavle traditionelt udførte, firerammede korspostvinduer med todelte underrammer. I risalitterne på 3. sal er i hver facade traditionelt udførte, torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer, mens der i kvistene i gavlene er traditionelt udførte, to- og tredelte, opsprossede og hvidmalede vinduer. Derudover er i tagfladerne nogle ældre, traditionelt udførte, små tagvinduer. I det indre omfatter kælderen en gennemgående bevaret planløsning, og her er indrettet vaskekælder og tørrerum, depoter og værksted samt festlokale. Kælderens rum står med hvidmalede mure eller pudsede, hvidmalede vægge, og i en del rum er der et ældre gulv lagt med teglsten. Tømmerkonstruktionen er synlig flere steder, og et enkelt sted er en ældre kogeniche. Fra hovedfacadens indgangsparti træder man via en entré med en indre ligeløbstrappe op til hovedbygningens nederste, langsgående fordelingsgang med adgang gennem en ældre, tofløjet og hvidmalet fyldningsdør med glas i de øverste fyldinger. Om døren er gråmalede gerichter. Et enkelt værelse har direkte adgang fra entréen. Fordelingsgangen midt i bygningen giver adgang til yderligere tre værelser vendt mod syd, fællesrum samt køkken og haveudgang mod nord, og centralt placeret mod nord er tillige adgang til hovedbygningens bevarede trappeopgang, der forbinder kælderen og de øvrige etager samt giver adgang til det centrale dørparti i havefacaden. Hovedbygningens trappe er en ældre toløbstrappe med indstemte, gråmalede trætrin, drejede og hvidmalede balustre og en lakeret og profileret håndliste. Trappeopgangen er malet gul. Fra fordelingsgangen i stueetagen er ligeledes adgang til hovedbygningens ældre bagtrappe beliggende i østgavlen, en smal halvsvingstrappe med enkle balustre og profileret håndliste bemalet i blå farver. Hovedbygningens 1. sal og 2. sal er indrettet med en langsgående fordelingsgang, der mod øst har adgang til bagtrappen, og etagerne har værelser mod syd og nord, herunder et dobbeltværelse og et mindre værelse samt et køkken og toiletter og badeværelser ved gavlen mod vest og nord. 3. sal er indrettet med fordelingsgang, værelser i risalitterne samt køkken og toiletter ved gavlen i vest og adgang til bagtrappen i øst. Fra 3. sals fordelingsgang er desuden adgang via en loftsluge med trappestige til spidsloftet, hvor tømmerkonstruktionen samt de to ældre skorstenskerner er synlige. Med undtagelse af en række branddøre, der er flere steder er indsat i nyere gerichter mellem trapperne og fordelingsgangene, er hovedbygningens døre ældre og traditionelt udførte fyldningsdøre i ældre gerichter og med nyere greb. Den gennemgående dørtype er trefyldingsdøren. Vinduerne har overalt nyere, koblede rammer. Hovedbygningen har i fordelingsgangene, på værelser og i fællesrum ældre og traditionelt udførte plankegulve, mens køkkener, toiletter og badeværelser har nyere gulvbelægning. Væggene med en del ældre, ofte bemalede, fodlister samt lofterne står hvidmalede. Til Valkendorfs Kollegium hører også ældre, omkransende mure mod øst, nord og opdelt i flere partier mod vest samt et ældre plankeværk mod Sankt Peders Stræde i syd. Murene er i tegl med brede piller, kantede og fladbuede blændingsnicher, og over sokkelen står murene pudsede og okkerfarvede. Øverst er de hængt med røde vingetegl. Plankeværket mod gaden rummer en tofløjet port samt en dør, der giver adgang til indkørsel og forhave. Plankeværket, der er sortmalet, består af stolper med udkragede toppe, runde og pyramidiske dekorationer og en bræddebeklædning med dekoreret gesims.

Den miljømæssige værdi ved Valkendorfs Kollegium knytter sig først og fremmest til den fritliggende hovedbygning, der er placeret tilbagetrukket i den, efter Indre Bys forhold, usædvanligt store have. Beliggenheden af bygningen, omkranset som den er af de ældre mure og ikke mindst plankeværket, udgør et yderst stemningsfuldt og historisk indslag i områdets tætte Latinerkvarter, der hovedsageligt består af ældre etagebyggeri orienteret omkring gadeforløbene. Den miljømæssige værdi ved Valkendorfs Kollegium knytter sig således til den eksklusivitet, som anlægget repræsenterer.

Den kulturhistoriske værdi ved Valkendorfs Kollegium knytter sig i det ydre til den fritliggende, grundmurede hovedbygning, der udgør et lavmælt og helstøbt byggeri på den historiske grund. Dette kommer til udtryk i bygningens enkle og karakterfulde facader og gavle samt de store risalitter med frontoner i blankmur af gulsten med få, men gennemtænkte, dekorative elementer i sandsten. Hertil kommer bygningens valmede tag hængt med røde tegl og de to traditionelt udførte kviste og to ældre skorstene. Hovedbygningen befinder sig således i den gruppe af bygningsværker fra den tidlige historicisme, hvor mådehold og funktionalitet kombineret med et behersket, næsten senklassicistisk udtryk var i højsædet hos arkitekter som Christian Hansen, der var velbevandrede i den europæiske arkitekturhistorie fra Antikken og frem. Der knytter sig konkret kulturhistorisk værdi til alle hovedbygningens murede bånd og dekorative gesimser samt trekantsfrontonerne med indfatninger og våbenskjold i sandsten, der viser anlæggets stilfærdigt repræsentative forankring af bygningen på kollegiegrunden, hvor de tidligere kollegier har ligget, og referencen til kollegiets stifter, Christoffer Valkendorfs slægt. Dertil kommer kulturhistorisk værdi i hoved- og havefacadens dørpartier med ældre, tofløjede fyldningsdøre med indramning og overvinduer, de øvrige traditionelt udførte fyldningsdøre og ydre trapper, alle facadernes og gavlenes to- og trerammede, opsprossede vinduer og de firerammede korspostvinduer med todelte underrammer på hovedetagerne. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til hovedbygningens grundlæggende velbevarede planløsninger med hovedetagernes yderst regulære udformning omkring langsgående fordelingsgange med værelser og i stueetagen tillige fællesrum. Dertil kommer kælderen, hvis rumfordeling også er bevaret i store træk fra opførelsen samt det åbne spidsloft med synlig tømmerkonstruktion og skorstenskernerne, der ligeledes er synlige i mange rum. Endvidere kommer den bevarede hovedtrappe med den ældre toløbstrappe med alle detaljer samt den bevarede bagtrappe i østgavlen med alle detaljer. Hertil kommer alle ældre og traditionelt udførte én- og tofløjede fyldingsdøre, alle ældre og traditionelt udførte plankegulve og fodlister samt enkle, pudsede og malede vægge og lofter, der modsvarer det enkle og gedigne teglbårne udtryk i hovedbygningens ydre på helstøbt vis. Dertil kommer gulve i tegl i dele af kælderen. Således knytter sig i hovedbygningens indre betydelig kulturhistorisk værdi til den traditionelle materialeholdning. Som kollegiebygning står Valkendorfs Kollegiums hovedbygning som et unikt, værdifuldt og meget helstøbt kultur- og studentermiljø, først og fremmest i kraft af hovedbygningens generøse og harmoniske udformning skabt af en af de betydeligste danske arkitekter på 1800-tallets internationalt orienterede arkitekturscene. De betydelige kulturhistoriske værdier ved Valkendorfs Kollegium knytter sig også til de ældre, omkransende, pudsede og okkerfarvede mure fra 1700-tallet, der med deres monumentale og gedigne barokstil med piller, blændingsnicher og teglhængte fordakninger, repræsenterer et ældre kapitel i kollegiets lange historie og fastholder en yderst præsentabel ramme om anlægget. Det samme gælder plankeværket mod Sankt Peders Stræde, der i sit formsprog udtryk indskriver sig i den diskret dekorative og solide, harmoniske form, der præger Christian Hansens kollegiebygning.

Den arkitektoniske værdi ved Valkendorfs Kollegium knytter sig i det ydre til det grundmurede bygningsvolumen, der i kraft sin uafhængige og fritliggende form hviler i sig selv som et yderst helstøbt og gennemtænkt, tidligt historicistisk byggeri. De arkitektoniske værdier knytter sig konkret til de enkle, harmoniske og velproportionerede hoved- og havefacader med alle bygningsdele og -detaljer i blankmur af gule tegl, midtrisalitterne med trekantsfrontoner med indfatninger i sandsten og det teglhængte, afvalmede, opskalkede tag på hovedbygningen. Hertil kommer alle ældre og traditionelt udførte fyldningsdøre, alle ældre og traditionelt udførte vinduer, der fuldender fortællingen om hovedbygningen som en meget gennemført og værdifuldt bygningsværk, hvis harmoniske stil bliver understreget af den eksklusive disposition ved dets tilbagetrukne placering på grunden som var der tale om en mindre villa eller herregård. Den oprindelige arkitektoniske vision er fastholdt i bygningens værdige fremtræden på alle skalatrin. I det indre hersker en god og velbevaret korrespondance med hovedbygningens ydre og indre, og de arkitektoniske kvaliteter i det indre knytter sig derfor til de gennemgående meget velbevarede planløsninger og det homogene udtryk, der både funktionelt og æstetisk er afpasset bygningens oprindelse og anvendelse som kollegium med prunkløse, gedigne løsninger overalt. Hertil kommer også de bevarede trapper og alle øvrige ældre detaljer, der fastholder oplevelsen af Valkendorfs Kollegiums hovedbygning som et helstøbt, historisk hus, der gennemgående har bevaret sit oprindelige udtryk og materialeholdning.

Læs videre om

• Fiolstræde 12-14, København
• Hyskenstræde 7, København
• Lille Strandstræde 3, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen