Valkendorfsgade 15, København

Byen, som i kilderne slet og ret blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelsen efter de tre store brande i 1728, 1795 og i 1807. Selvom det middelalderlige gadenet har bevaret sin krogede karakter, findes der næsten ingen bygninger fra denne periode. Også 1600-tallets huse er sjældne i den indre by; til gengæld ligger der en række temmelig velbevarede renæssancebygninger på Christianshavn, fordi der aldrig har været større brande dér. Branden i 1728 var størst: ca. 1600 af byens 4100 huse brændte, samt 5 kirker. Ilden brød ud ved Vestervold og trængte tværs igennem byen til Gothersgade. I 1795 opstod ilden på Gammelholm. Efter denne brand blev Højbro Plads skabt ved at sløjfe en karré som en slags brandbælte. Branden i 1807, der skyldtes englændernes bombardement, ødelagde særligt kvartererne omkring Frue Kirke og Nørrevold. Valkendorfsgade blev opkaldt efter Christoffer Valkendorf (1525-1601), der var rigshofmester under Christian IV (1577-1648). Gaden blev anlagt som en følge af bybranden i 1728 og hed dengang Kokkegade, men skiftede senere navn til Store Helliggejststræde. I 1881 skiftede gaden navn til Valkendorfsgade. Forhuset og sidehuset blev opført helt i bindingsværk i 1736 for Kirstene Sørensdatter, der var enke efter Christopher Wibs. Valkendorfsgade 15 var en blandt flere af gadens ejendomme, som klædekræmmeren Ludwig Wittrog benyttede til sin store produktion af klæder og tøj samt udsalg af disse. Han var blandt byens driftige erhvervsfolk, som skabte sig en stor virksomhed efter bybranden i 1728, og på et tidspunkt havde han 387 ansatte. Mellem 1866-77 blev facaden overpudset. Arkitekt H.P. Ditlefsen ansøgte for hr. husejer Carlsen at forandre butikken i stueetagen, hvorved bjælkelaget blev sænket 1¼ alen (78,4 cm). Facaden i stueetagen blev ændret fra tre fag vinduer og hoveddør samt to kældervinduer til den nuværende butiksfacade med undtagelse af et stort kældervindue med lyskasse i fortov, samt hoveddør to trin op. Ligeledes blev ildstedsskorstenen nedtaget og erstattet af et almindeligt skorstensrør til fritstående komfurer. I 1903 ansøgte arkitekt B.V. Duben for hr. manufakturhandler C. Back samt i 1904 for hr. manufakturhandler C.I. Bjørnelund om ændring af trappen fra stuen til første sal (til nuværende udformning), samt to døråbninger i væg mellem butikken og trappegang. Man fandt ved denne ombygning den oprindelige døråbning fra trappegangen til butikken. Der blev ligeledes ansøgt om installation af toilet i den eksisterende lille gårdlatrinbygning i hjørnet. Den eksisterende beboelse i tagetagen blev tillige søgt nedlagt, så samtlige etager over butikken kunne benyttes som lager. I 1960 ansøgte arkitekterne P. Hvidt og O. Mølgaard-Nielsen for Sparekassen Kjøbenhavn & Omegn om udførelse af toiletrum på anden sal samt nedlæggelse af gårdtoilettet. I 1983 blev der foretaget en renovering af Sparekassen Kjøbenhavn & Omegn, som omfattede nyt tegltag og nye kviste, i sidehuset blev der foretaget udskiftning af bjælkelaget mellem de to øverste etager samt udskiftning af mur og bindingsværk i ydervæggene, nye vinduer blev isat i gårdsiderne. Så vidt det vides er det advokat Bang-Bendtz, der var ejer af ejendommen før Sparekassen Kjøbenhavn & Omegn, som fik opsat den keramiske bagerkringle over hoveddøren.

I det følgende er der ikke taget stilling til lovligheden af bygningsarbejder foretaget i bygningen. Følgende dele af ejendommen er ikke besigtiget og indgår derfor ikke i beskrivelsen eller værdisætningen: kælderen. Valkendorfsgade 15 ligger som en del af gadens husrække i det indre København og består af et forhus med svale mod gårdsiden og et kort sidehus, der sammen omkranser en lille lysgård. Lysgården er i stueetagen bebygget med et lille udhus mod naboskel mod syd, og et tagpaptag, hvori der er et ovenlys, overdækker hele lysgården. Ved tagfoden er lysgården lukket af gennemsigtige profilpandeplader af plast. Forhuset er fire fag bredt, sidehuset er ét fag langt, og de er begge tre etager høje. For- og sidehus er opført i bindingsværk, og de bærer røde teglhængte tage forhuset et heltag og sidehuset et halvtag, i hvis rygning der er en skorstenspibe. I forhusets tagflade er mod gaden to traditionelle tømmerkviste med zinkklædte tage og mod lysgården en tømmerkvist med teglhængt tag samt et nyere tagvindue i sidehuset. Facaden er overpudset og fremstår med en sortmalet sokkel, sandfarvede murflader og hvidmalede, profilerede gesimser både sålbænksgesimserne under vinduerne og hoved-gesimsen øverst oppe. Mod gaden er en nyere, tofløjet fyldingsdør samt en ældre butiksdør med fyldinger nederst og et etrammet overvindue. Butiksdøren er sammenbygget med en stor butiksrude. Dørene og butiksruden er alle malet sorte. Gadesidens øvrige vinduer er ældre, hvidmalede korspostvinduer. Gårdsidens stueetage har hvidmalede tavl og sorttjæret bindingsværk, der er udkraget i både for- og sidehus. I forhuset er bjælkeenderne udskårne og i sidehuset bæres de af udskårne, svungne knægte. Fra første sal og op er bindingsværket bruntopstolpet og tavlene gulkalkede. I stueetagen er flere ældre, sorttjærede revledøre samt et ældre, sorttjæret, torammet og tredelt vindue. Vinduerne herover er også torammede og tredelte, men de er nyere, brunmalede og forsynet med termoruder. Ud over en butik i stueetagen, rummer bygningen en lejlighed, der fordeler sig på de to øvre etager samt den udnyttede tagetage. Stueetagen indeholder et butikslokale mod gaden og et lidt højereliggende baglokale samt en gennemgående, et fag bred forstuegang, hvorfra en ældre, smal trappe med slidte trin og et simpelt værn af rundstokke samt en smal håndliste fører op til lejligheden. En ældre revledør ved siden af trappeløbet giver adgang til den overdækkede lysgård. På første sal er der mod gaden en trefags stue og et etfags kammer modsat trappen, og mod gården er et køkken. I væggen mellem stuen og køkkenet står skorstenen. Anden sal er indrettet som førstesalen, dog er der badeværelse over køkkenet, og adgangen til badeværelset sker fra reposen og ikke fra stuen som på første sal. Tagetagen indeholder i forhuset et stort soveværelse, hvor der er åbent til kip med fritliggende hanebånd, og hvor sydgavlens overkalkede bindingsværk er synligt. Fra soveværelset er der adgang til et skabsrum i sidehusets tagetage. Forhusets indre er generelt præget af et traditionelt materialevalg, herunder bræddegulve samt pudsede vægge og lofter, kun på badeværelset er der vinylgulv. I lejligheden er bevaret flere ældre bygningsdele og -detaljer, herunder helpanellerede ydervægge, brystningspaneler, ovnpilastre, stukkanter samt fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter. I trapperummet er væggene beklædt med perlestafbrædder. De ældre vinduer mod gaden har håndsmedede stormkroge og anverfere.

Den miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Valkendorfsgade, hvor forhuset indgår som en del af husrækken og hermed er med til at definere den middelalderlige gadestruktur. Tillige indgår forhuset som en integreret del af det historisk dominerede bybillede i kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den traditionelle bebyggelsesstruktur med forhus og udkraget svale samt sidehus omkring en lille lysgård, hvilket er karakteristisk for den tætte, indre by.

Den kulturhistoriske værdi ved Valkendorfsgade 15 knytter sig til forhuset som en repræsentant for et ildebrandshus, opført efter Københavns store brand i 1728, hvilket kan aflæses i forhusets smalle bredde på kun fire fag samt af gårdsiderne i bindingsværk med udkraget svale samt andreaskors på bagsiden af forhuset. Ildebrandshusene blev ofte opført på de gamle bodegrunde. En bod var en smal bygning med en butik i kælderen og en bolig ovenover, og denne planmodel overtog ildebrandshusene. Ildebrandshusene kan således opfattes som en boderække, hvor de enkelte boder er sat oven på hinanden, hvilket stadig kan fornemmes i bygningens indre, hvor den simple plandisponering vidner om, at hver etage rummede en lille lejlighed, som var beboet af mindrebemidlede. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til forhuset som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede Københavns huse i tiden efter Københavns bombardement i 1807, hvorefter facaden blev overpudset. Det klassicistiske formsprog kommer til udtryk i den enkle og sparsomt dekorerede facade, som kun er forsynet med en profileret sålbænksgesims under vinduerne på henholdsvis første og anden sal samt den profilerede hovedgesims. Hertil kommer facadernes taktfaste vinduessætning. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og de nedtonede gårdsider i bindingsværk, idet facaden havde den funktion at skulle manifestere ejerens velstand udadtil samt at påvise, at man havde råd til at følge tidens toneangivende stilart. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til ejendommens traditionelle disponering med butik i stueetagen samt oprindeligt et par lejligheder herover. En lejlighed på hver etage med selvstændige køkkener var nyt for etagehusene, som blev opført efter branden i 1728, idet man hovedsageligt tidligere havde boet i enfamiliehuse gårde på landet og boder i byen. Hertil kommer de bevarede dele af den ældre planløsning, heriblandt stueetagens et fag brede, gennemgående forstuegang med udgang til lysgården og adgang til etagerne ovenover, hvor hovedtrappen fortsætter ud i den udkragede svale mod gården samt hver etages disponering med en tre fag bred storstue og et etfags kammer mod gaden og et køkken eller et badeværelse mod gården. De ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder. Dette gælder bræddegulve, pudsede vægge og lofter med stuk, vægge beklædt med perlestafbrædder, helpanellerede ydervægge, brystningspaneler, ovnpilastre, der markerer ovnens placering ved skorstenen, fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter, vinduernes håndsmedede stormkroge og anverfere samt den smalle trappe med slidte trin og et simpelt værn af rundstokke og en høj og smal håndliste. At trappens slidte trin er bevaret giver en sjælden autenticitet til bygningen, idet man kan fornemme de mange mennesker, der gennem tiden har haft deres færd i bygningen.

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den enkle facadekomposition med sålbænksgesimser og hovedgesims, der inddeler facaden horisontalt og sammen med de glatte murflader og den taktfaste placering af vinduerne giver de facaden et afbalanceret og værdigt udtryk. Mod gaden fremtræder forhuset samlet set som et gedigent hus med en enkel klassicistisk facade og et rødt teglhængt heltag med to bindingsværkskviste og bygningen har således en rolig og præsentabel fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det rige bindingsværk med samtlige detaljer, herunder svalen, andreaskorset samt de udskårne bjælkeender og knægte, som er meget sjældne for København, samt den tætte vinduessætning og den enkle farvesætning, der skaber et helstøbt gårdmiljø.

Læs videre om

• Fredning Teglgårdsstræde 12, København
• Niels Brocks Gård, København
• Telefonkiosken, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen