Vallø

Langstrakte alléer fra nordøst og vest leder frem mod Valløs storslåede renæssanceanlæg, der placerer sig på en holm med vandfyldte grave, og som er omgivet af en stor landskabshave.

Valløs hovedbygning er et resultat af byggeaktivitet gennem flere århundreder, men afspejler stadig renæssanceanlægget, der blev opført af Mette Rosenkrantz i perioden 158086 og ombygget af Christen Skeel i midten af 1600-tallet. En østfløj i barok blev opført i 1735 og er sidenhen ombygget to gange. Hovedbygningen brændte i 1893, og det følgende årti blev Vallø i det ydre genopført efter det oprindelige anlæg.

I 1737 blev et jomfrukloster, hvor adelens ugifte døtre kunne få ophold, oprettet på Vallø af dronning Sophie Magdalene. De oprindelige krav er med tiden blevet lempet, men stedet er stadig i funktion i dag. Vallø drives som et af landets største godser med land- og skovbrug, jagt- og fiskeriudlejning, kursuscenter og camping.

Allerede i 1421 omtales en abildgård ved Vallø Park, og i 1567 ind førtes frugttræer fra Lothringen. Frederik 4. lod Johan Cornelius Krieger udvide og omlægge haven med regelmæssige kvarterer og parterre. Af en plan fra 1747 kan enkelte træk i dag genkendes, især de dobbelte voldgrave og lindealléerne, som fortsætter ud i landskabet. Omkring 1830 blev en del af dyrehaven lagt ind under parken, og i de følgende årtier omlagde stedets stiftsgartnere, C.F. Døllner og Chr. Gentz, haven til landskabelig stil og omdannede dele af voldgraven til en amøbeformet sø. I 1893 anlagde landskabsgartner H. Flindt den brede diagonale sti til mindehøjen, og Edv. Glæsel udformede mindre partier ved Blegen og Rosenøen samt regulerede Karpe dammen. Gennem 1900-tallet blev parken forenklet.