Vandkunsten 10, København

Navnet Vandkunsten stammer fra middelalderen, og på stedet lå allerede i 1300-tallet en vandmølle, der fra dammen – som i dag udgøres af selve pladsen – førte vandet via trædræn til Slotsholmen. I 1539 blev der på stedet anlagt et pumpeværk (en vandkunst), der blev Københavns første vandværk, men ved en af Københavns Slots utallige ændringer blev vandet her så forurenet, at vandværket måtte nedlægges. I årevis var stedet en losseplads, men efter en opsang fra Christian V (1646-1699) blev pladsen brolagt og det fungerede fra 1684 som fisketorv og siden som loppetorv. I dag udgør Vandkunsten en af byens oaser med et cafe- og restaurationsliv. Gaden undgik begge bybrande i henholdsvis 1728 og 1795. Hjørnebygningen Vandkunsten 10 blev opført 1802-03 for brygger Carl Henrik Ording. Oprindeligt var der portgennemkørsel i ét fag til Vandkunsten samt stukkaturarbejde i fordybningen mellem første og anden sal. Stukken og porten blev fjernet i det 20. århundrede, hvor også underfacaden blev ombygget.

Ejendommen er beliggende på Vandkunsten i København og omfatter et grundmuret hjørnehus. Dette hjørnehus er i tre fag til Gåsegade, et skråt smigfag samt fire fag til Vandkunsten. Hjørnehuset er opført i tre etager med kælder og har en udnyttet tagetage. Facaden står i rød blankmur over en lav sokkel. De tre fag til Vandkunsten nærmest hjørnet fremtræder som en risalit, og det samme gælder facaden til Gåsegade. Over kælderen er en gesims, og i risalitten til Vandkunsten er de tre fag i kælder- og stueetagen omgivet af kvaderfugning, hvorover der er et kordonbånd. På første sal er der indfatning om smigfaget samt yderfaget til Vandkunsten, og hertil kommer i smigfaget en tavle og en medaljon. Til Vandkunsten er i tre fag over første sal en frise, og øverst er en sammenhængende, profileret hovedgesims med sparrehoveder. I det yderste fag mod naboejendommen på Vandkunsten er en rundbuet portåbning med murstik og slutsten, og i portnichen er traditionelt udført, tofløjet fyldningsport samt et nyere overstykke med et halvrundt, én-rudet overvindue. Port og overstykke er hvidmalede. I smigfaget er en kældernedgang via en nyere, tofløjet og hvidmalet dør med glaspartier. I facaden er traditionelt udførte, hvidmalede vinduer: I kælderen er, kvadratiske, opsprossede vinduer, og på hovedetagerne er firerammede korspostvinduer med todelte underrammer. Ejendommen bærer et opskalket heltag hængt med røde tegl, og i tagfladen til pladsen og gaden er i alt seks fladbuede kviste med traditionelt udførte, torammede, opsprossede og mørkegrønne kvistvinduer. I rygningen over tagfladen til Vandkunsten er en skorsten. Til gårdsiden er ejendommen pudset og malet i en gullighvid nuance og omfatter her et portfag, et bredt fag samt to smalle vinduesfag. Gavlen af den del af hjørnehuset, der vender mod Gåsegade, støder direkte op til naboejendommen i gården, og gavlen er asymmetrisk ved at have et stejlere tagfald mod gården. I portåbningen til gården, der som til facaden er halvrund, er en nyere, tofløjet glasport samt et overstykke og et nyere én-rudet overvindue som i facadens portåbning. Dertil kommer på gårdsiden en traditionelt udført fyldningsdør, der giver adgang til bagtrappen. Til gårdsiden er hovedsageligt ældre, hvidmalede vinduer: I portfaget er firerammede korspostvinduer, i midterfaget er seksrammede vinduer, mens der er i det sidste synlige fag på hver etage er to to-rammede vinduer. Ejendommens portrum er belagt med fliser og væggene er udstyret med nyere plader. Portrummet er hvidmalet. Hoveddøren til opgangen er en nyere, hvidmalet glasdør. I kælderen er en moderniseret, delvist åben planløsning til erhvervsformål med en gennembrydning i niveauspring ind til naboejendommen i Gåsegade. Dertil kommer et rum indad mod gården samt toiletter. Ejendommens trapper er ældre. Herunder er hovedtrappen toløbet med drejede balustre og en profileret håndliste, mens trinene er belagt med linoleum, og bagtrappen har malede trætrin, enkle balustre og en profileret håndliste. Lejlighederne på hovedetagerne har alle en gennemgående meget velbevaret og traditionel planløsning. Fra hver repos er der via ældre og traditionelt udførte fyldningsdøre adgang til én lejlighed per etage. Mod Vandkunsten omfatter planerne en stue og et værelse, på hjørnet af Gåsegade en smigfagsstue og mod Gåsegade en stue, der giver adgang til et køkken med adgang til bagtrappen. En central fordelingsgang fra entré giver forbindelse til stuerne og giver tillige adgang til et toilet og badeværelse. En undtagelse fra denne plan er stueetagen, hvor værelserne over portfaget rummer et par lavere rum med adgang fra stuen mod Vandkunsten. Den udnyttede tageetages lejlighed på tredje sal afspejler de underliggende lejligheders planløsning, men har en lille entré i stedet for en fordelingsgang, og denne giver adgang til et toilet. En anden forskel er, at rummet mod Gåsegade er indrettet til køkken, samt at værelset til gården har en fransk altan. Betragtet overordnet er der tale om lejligheder med en stor grad af oprindelige og ældre dele, detaljer og overflader på hovedetagerne, mens kælderen og tagetagen opviser flere moderniseringer og senere tilføjelser. Mest ændret er kælderen, der udelukkende har nyere løsninger, herunder nyere døre, gulve i nyere linoleum og fliser, pladelofter og ikke mindst den delvist åbne planløsning. Af ældre dele og detaljer på hovedetagerne hører en stor andel af én- og tofløjede fyldningsdøre, hvoraf en del af disse er med indstukne hængsler. Dertil kommer nyere, traditionelt udførte fyldningsdøre. Der er bevarede skorstenskerner i ejendommen. Vinduerne, hvor der i de ældre rammer er en del ældre kroge og hasper, har nyere koblede vinduesrammer. I stueetagen og på første sal er der i stuernes vindueslysninger en del ældre lysningsskodder. Gulvene varierer mest, herunder er der i stueetagen sildebensparket, og på første og anden sal er tæpper, der måske dækker over plankegulve eller parket, mens der i tagetagen hovedsageligt er nyere bræddegulve. Der er i lejlighederne på hovedetagerne fuldpanelerede ydervægge, herunder altså med skodder på flere etager, og dertil kommer en del brystningspaneler i stuerne samt ovnpilastre. Endvidere er der på første og anden sal en del profilerede listefelter. I lofterne er i stueetagen og på første sal en del ældre stukkatur i form af afrundede kantlister.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed på den stemningsfulde og historisk fortættede lille plads, Vandkunsten. I kraft af sin placering som en klassisk hjørnebygning fra perioden omkring år 1800 udgør ejendommen et særligt værdifuldt element i området, og den bidrager tillige med at opretholde de ældre bebyggelseslinjer samt ved sin traditionelle materialeholdning at fastholde det historiske præg i kvarterets arkitektur.

Den kulturhistoriske værdi ved Vandkunsten knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Vandkunsten 10 er opført i 1802-03, og ejendommen viser på meget velbevaret vis, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I forhuset kommer dette til udtryk i det ydre ved det følgende: det brækkede smigfag, facadens risalit og kvaderfugning i kælder- og stueetagen mod Vandkunsten, de enkle bånd og indfatninger, vinduernes regelmæssige takt samt den enkle kordongesims mellem kælderen og stueetagen som eneste gennemgående deling af murplanet under den mere accentuerede hovedgesims med sparrehoveder. Ligeledes er facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer samt kvistenes fladbuede torammede, opsprossede vinduer kendetegnende for periodens bygninger. Dertil kommer det teglhængte tag med skorstenen. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside. Endelig knytter der sig kulturhistorisk værdi til den opsatte tavle og portrættet af Frederik III, der med deres referencer til svenskekrigen i 1600-tallet indskriver bygningen i et større historisk forløb. Som en afsluttende bemærkning kan fremhæves den for begyndelsen af 1800-tallet forholdsvis sjældne brug af blank mur i en periode, klassicismen, der foretrak de glatpudsede, kalkede eller malede facader. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de på hovedetagerne gennemgående meget velbevarede planløsninger med stuer og værelser til gaden, et gårdvendt værelse og køkkenerne på deres oprindelige placering. Dette bidrager i høj grad til at fastholde en klart defineret oplevelse af periodens boformer med repræsentative rum mod gaderne i forhold til de funktionsbetingede rum, der orienterer sig indad og typisk ud til gården. Endvidere kommer hoved- og bagtrappen med alle detaljer, der på lignende vis afspejler den klare opdeling mellem en repræsentativ og en arbejdsmæssig sfære i bygningens etage- og planløsning. De generelt meget velbevarede dele af de ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Af særlig værdi er de ældre én- og tofløjede fyldingsdøre med en del indstukne hængsler og gerichter, brystnings- og lysningspaneler samt ovnspilastre og profilerede væglister, lysningsskodderne i stuerne, bevaret stukkatur samt vinduesrammernes bevarede håndsmedede anverfere og stormkroge.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til hjørnehusets enkelt og elegant formede bygningskrop med den let fremhævede risalit mod Vandkunsten, hvor underfacaden er kvaderfuget, hvilket giver en rigere og mere varieret oplevelse af de blanke mure. De opskalkede tegltage fuldender fortællingen, og bidrager yderligere til indtrykket af en velkomponeret og velproportioneret arkitektur, hvor den menneskelige skala i høj grad er nærværende. Det samme gælder i det indre, hvor de klart definerede planløsninger og rumforløb forstærker indtrykket af en god overensstemmelse mellem det ydre og det indre. De bevarede trapperum bidrager yderligere til at knytte de enkelte etager sammen, ligesom de varierende etagehøjder giver en tydelig oplevelse af placering i etagebyggeriet.

Læs videre om

• Dronningensgade 13, København
• Nyhavn 47, København
• Pilestræde 33, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen