Vandkunsten 13, København
Bygningshistorie
Navnet Vandkunsten stammer fra middelalderen, og på stedet lå allerede i 1300-tallet en vandmølle, der fra dammen – som i dag udgøres af selve pladsen – førte vandet via trædræn til Slotsholmen. I 1539 blev der på stedet anlagt et pumpeværk (en vandkunst), der blev Københavns første vandværk, men ved en af Københavns Slots utallige ændringer blev vandet her så forurenet, at vandværket måtte nedlægges. I årevis var stedet en losseplads, men efter en opsang fra Christian V (1646-1699) blev pladsen brolagt og det fungerede fra 1684 som fisketorv og siden som loppetorv. I dag udgør Vandkunsten en af byens oaser med et cafe- og restaurationsliv. Gaden undgik begge bybrande i henholdsvis 1728 og 1795. Vandkunsten 13 blev opført i 1754 for kongelig kok Jeppe Hansen Alling som et forhus bestående af fire grundmurede fag med kælder, tre etager og en gavlkvist over to fag. Samtidig med forhuset blev to af det nuværende sidehus fag opført i gården. Oprindeligt var der i forlængelse af sidehuset et brøstfærdigt bindingsværkshus, ligesom der i højre side af gården set fra gaden lå et andet faldefærdigt sidehus i mur og bindingsværk på otte fag i én etage. Ved næste brandtaksation i 1783 er det nuværende sidehus udvidet med fire grundmurede fag ud over de to eksisterende, og højre sidehus er ændret til en grundmuret bygning i seks fag og i to etager. Ejendommens største ændring fandt sted i 1848, hvor forhusets gavlkvistetage blev udvidet til en fuld etage og gavlkvisten forvandlet til en trekantsfronton. I 1885 er der indrettet butik i kælderen under forhuset. Efter 1916 er forhusets øverste etage blevet hævet, resten af frontonen sløjfet og erstattet af et skævt og forkrøppet sadeltag under hensyn til højre sidehus. Omkring 1978 blev højre sidehus nedrevet og kælderen opfyldt. I forbindelse med brandforsikring fjernedes de oprindelige væg- og lofts beklædninger i porten. Fra 1990 og otte år frem gennemgik ejendommen en gennemgribende istandsættelse, hvor der blandt andet blev etableret tre lejligheder på første, anden og tredje sal (med forbindelse til tagetagen). Lejlighederne fik nye køkkener og bad i det tidligere ét-fagskammer mod gården, og fire-fags-salen på første sal i forhuset mod gaden blev reetableret samt taget lagt om i tegl. I sidehuset blev etableret fire lejligheder på henholdsvis stueetagen, første, anden og tredje sal med hems til hanebåndsloft. De tidlige forhuskøkkener, -pigeværelser og -toiletter i sidehuset blev lag til lejlighederne i sidehuset og moderniseret. I sidehuset er de gamle ildsteder bevaret.
Beskrivelse
Ejendommen er beliggende ved Vandkunsten i København, hvor forhuset udgør et integreret led i bebyggelsen langs pladsens sydlige side. Forhuset er grundmuret i fire fag, og det er i fire etager med kælder og har en udnyttet tagetage. Facaden er pudset. I de to vestligste fag er en halvrund portåbning med profileret indfatning og slutsten. Over stueetagen er en profileret kordongesims, og øverst er en profileret hovedgesims. I portnichen er en ældre, tofløjet fyldningsport med en profileret overligger og et tredelt, opsprosset overvindue, der i de yderste rammer tillige har diagonal opsprosning. Dertil kommer to portrætmedaljoner over portnichen. De to østlige kælderfag er lagt sammen i en nyere butiksfacade med kældernedgang og et stort, én-rammet butiksvindue. I nedgangen er en traditionelt udført, hvidmalet butiksdør og et værn af smedejern. Under vinduerne på hovedetagerne er sålbænke. I facaden er på hovedetagerne ældre, firerammede korspostvinduer med todelte underrammer. Forhuset bærer et heltag hængt med røde tegl, og i tagfladen til gaden er en centralt placeret, bred kvist med et trerammet, opsprosset vindue. Dertil kommer to mindre tagvinduer. Til gårdsiden er forhuset i tre uregelmæssige fag, gårdsiden er pudset, portåbningen er nærmest kvadratisk, og øverst er en profileret hovedgesims, der har et niveauspring mellem første og andet fag regnet fra vest. I tagfladen mod gården er en stor skorsten. Sammenbygget med forhuset i gårdens østlige side, delvist beliggende bag naboejendommens forhus, er et grundmuret sidehus i seks fag med en grundmuret gavlkvist over to fag nærmest forhuset. Sidehuset er i tre etager med kælder samt en udnyttet tagetage, og det er pudset på samme måde som forhuset. I faget nærmest forhuset er et indgangsparti til ejendommens opgang via fem ydre stentrin og en ældre, tofløjet og mørkegrøn hoveddør med bosserede fyldninger og fyldninger med glas. Herover er et tredelt overvindue. I næstyderste fag af sidehuset regnet fra nord er en kurvehanksbuet kælderhals med en ældre, mørkegrøn fyldningsdør. Gårdsiden har en blandet og hovedsageligt ældre vinduessætning bestående af to-, tre-, fire- og seksrammede mørkegrønne vinduer, hvoraf de fire- og seksrammede vinduer har todelte underrammer, mens de torammede enten er opsprossede eller småtopsprossede. På de øvre etager er der tydeligt forskel i kvaliteten af træet anvendt til vinduerne, hvor det er tydeligt, at de ældre vinduer er fremstillet af hårdere og tættere træ. Samtidig ses adskillige ældre, håndsmedede hjørnebåndsbeslag og hængsler på de underste hovedetagers vinduer. Sidehuset bærer et heltag med forskellige hældninger hængt med røde tegl. I tagfladen mod gården er to mindre heltagskviste hængt med tegl og med torammede, opsprossede vinduer, og i sidehusets tag er to større skorstene. Fra hoveddøren i gården træder man ind i ejendommens meget velbevarede trappeopgang. Her er den oprindelige trappe, der er en stort formet treløbstrappe med aflang, let afrundet durchsicht. Trinene står i træ, der er profilering af vangerne, gelænderet har aflange og afrundede åbninger og der er en profileret håndliste med udgangspunkt i en rund mægler nederst. På hver repos er to fyldningsdøre, der giver adgang til lejlighederne i henholdsvis for- og sidehus. Lejligheden på første sal i forhuset har en meget velbevaret, til dels rekonstrueret planløsning. Fra entréen er adgang til det ene af de oprindelige to gårdvendte kamre, der i dag er opdelt henholdsvis i en entré og køkken mod gården samt toilet og badeværelse. Det andet kammer ligger ved siden af køkkenet med adgang her fra. Mod gaden er en stor, oprindelig, salsstue i fire fag med spor af en senere opdeling i to stuer. Salen har forbindelse med entré og det andet kammer. Lejligheden på første sal i sidehuset er ligesom lejligheden i forhuset velbevaret med en ældre planløsning, der omfatter to stuer mod gården, den ene med forbindelse til et værelse mod øst. Herfra er der adgang til et kammer og et køkken samt et toilet og badeværelse. Bag sidehuset er en snæver lysgård, der er udsigt til fra de bagerst beliggende rum. Lejligheden på anden sal i sidehuset har en grundlæggende identisk planløsning med lejligheden på første sal. Lejligheden på tredje sal i forhuset omfatter en entré, hvor en nyere ligeløbstrappe giver adgang til det tilhørende, indrettede spidsloft. Fra entréen er adgang til et gårdvendt toilet og badeværelse samt til et bryggers. Mod gaden er en åben plan i form af et køkken-alrum med spor efter en midtskillevæg, og herfra er adgang til et gårdvendt værelse. I det indrettede spidsloft er en nyere planløsning og vægge, der opdeler planet i et par værelser omkring en central fordelingsgang. I lejlighederne er forskellige ældre dele, detaljer og overflader, der afspejler huset oprindelse og senere, men ældre ombygninger, mens der også er moderniserede afsnit, herunder ikke mindst køkkener og badeværelser. Der er traditionelt udførte forsatsvinduer, og i de ældre vinduesrammer er en stor del ældre stormkroge og hasper. På første og anden sal er rundposte. I lejligheden på første sal i forhuset er ældre fyldningsdøre med tilsvarende gerichter i forbindelse med sal og kamre. Der er oprindelige, brede plankegulve i salen samt traditionelt udførte og nyere bræddegulve i entréen og i rummene mod gården. I salen og i det gårdvendte kammer er der brystningspaneler og fuldt panelerede ydervægge samt lysningspaneler og ovnpilastre. Dertil kommer en bevaret skorstenskerne. I det gårdvendte køkken er brystningspaneler. Vægge og lofter i sal og gårdvendte rum er pudsede og med kantstuk i hulkehl. I lejlighederne på første og anden sal i sidehuset er der bevarede skorstenskerner, og i hvert kammer og køkken er et ældre køkkenildsted. Der ældre og nyere, traditionelt udførte fyldningsdøre. På gulvene er nyere og traditionelt udførte bræddegulve. På første sal er der fuldt panelerede ydervægge samt lysningsskodder og brystningspaneler i de gårdvendte stuer samt ovnpilastre. Der er pudsede vægge og lofter, på første sal med hulkehl, på anden sal med enkle gesimser i stuer og værelser. I lejligheden på tredje sal i forhuset er der nyere fyldningsdøre, nyere bræddegulve, i køkken-alrummet er vinduer med bryst- og lysningspaneler samt pudsede vægge og lofter med hulkehl og roset. På det indrettede spidsloft er nyere pladedøre, nyere overflader, herunder nyere bræddegulve og lette vægge samt synlige tømmerkonstruktioner, herunder hanebånd.
Miljømæssig værdi
Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til beliggenheden på den stemningsfulde og historisk prægnante lille plads, Vandkunsten. I kraft af sin facade og traditionelle materialeholdning er ejendommen med til at opretholde den ældre bebyggelseslinje samt fastholde det historiske udtryk trods skiftende tiders bebyggelse og forskellige ændringer i området. Der knytter sig ligeledes miljømæssig værdi til ejendommens helstøbte og stemningsfulde gårdmiljø.
Kulturhistorisk værdi
Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen knytter sig i det ydre til det grundmurede anlæg med oprindelse i et forhus samt tofags sidehus fra 1754, en udvidelse af sidehuset før 1783 samt en forhøjelse af forhuset i 1848 med endelig udformning af tagetagen i begyndelsen af 1900-tallet. Trods de forskellige ændringer er der grundlæggende tale om et helstøbt anlæg, hvor fornemmelse af bebyggelsen fra midten af 1700-tallet er relativt klart defineret. Det gælder det senbarokke facadeskema, der er højt og smalt med en rundbuet portniche, en kordongesims over stueetagen, en meget høj beletage og de store, tætsiddende vinduesfag. Det relativt enkle og nøgterne udtryk samt de firerammede korspostvinduer med todelte underammer er typiske træk, der på den anden side forankrer huset i den nyklassicistiske tradition fra slutningen af 1700-tallet. Dertil kommer den pudsede gårdside med det sammenbyggede sidehus, der fuldender det nuværende anlæg under de teglhængte heltage. Sidehusets gavlkvist og de mindre heltagskviste samt ikke mindst de store skorstene er yderlige træk, der forbindes med husets oprindelse i 1700-tallet. Et karakteristisk træk er den klare opdeling mellem den repræsentative facade på forhuset og den prunkløse, funktionsbetingede gårdside med en langt mere blandet, men i udgangspunktet ældre vinduessætning. Med opførelsen af forhuset og dele af sidehuset i 1754 er anlægget ydermere sjældent for det indre København. I tillæg til ildebrandshusene er der relativt få bygninger fra perioden efter den ødelæggende brand i 1728 og ikke mindst få bygninger i området, der overlevede branden i 1795, hvor genrejsningen herefter kom til at definere bybilledet i højere grad. Vandkunsten var netop en af de få gader, der mirakuløst både overlevede branden i 1728 og 1795. Med sit lille senbarokke anlæg med nyklassicistiske og velafstemte senere ændringer fremstår forhuset og sidehuset som værdifulde repræsentanter for denne mellemperiode. Anlægget afspejler tillige en repræsentativ bolig for en betroet medarbejder ved det kongelige hof på det daværende kolossale residensslot, det første Christiansborg, hvor bygherren havde sit virke som kongelig kok. Dette synes desuden at kunne forklare de meget store, ældre skorstene på anlægget, der afspejler beboerens metier. Endelig bør nævnes de to portrætbuster over porten med kongeportrætter – måske en henvisning til historien om huset som angiveligt tilholdssted for den berømte og berygtede Støvlet-Katrine, Christian VIIs farverige elskerinde. Overordnet altså en ejendom, der afspejler en langt og mættet historie, men som i sin materie først og fremmest har fastholdt sin grundlæggende 1700-tals karakter.I det indre knytter der sig særlig stor kulturhistorisk værdi til den oprindelige trappe med alle detaljer. Trappens udformning, navnlig med de afrundede åbninger i gelænderet og den elegante treløbede struktur, afspejler tydeligvis rokokoens trapper i de kongelige byggerier fra midten af 1700-tallet, herunder fremfor alt trapperne på Christiansborg Slot og i de førende adelige palæer. I Vandkunsten 13 er trappen et slags forenklet og nedskaleret men ikke desto mindre virkningsfuldt og meget helstøbt element, der i høj grad knytter etagerne sammen og giver ejendommens dens udpræget herskabelige præg med hovedvægt på førstesalens beletage. Placeringen af trappen i sidehuset, sammen med de mere funktionsbetingede rum, er usædvanlig for 1700-tallets borgerhuse, hvor man oftest ser trappen i forbindelse med forhusets vestibule eller centralt placeret. Første sal i forhuset rummer i kraft af sin rekonstruerede salsstue mod gaden en meget betydelig kulturhistorisk værdi som ejendommens absolutte repræsentative omdrejningspunkt. At bygherren var kok, og at der følgelig må være blevet lavet store mængder af kompliceret mad i huset, afspejler sig i de hele to køkkenildsteder i sidehusenes planer. Dertil hører de bevarede skorstenskerner i hele ejendommen. Rokokoens interiørkunst afspejler sig væsentligst i førstesalens salsstue med døre og indfatninger, mens nyklassicismen især ved de fuldt panelerede ydervægge samt brystningspaneler og ovnpilastre med rombemotiver må fremhæves som det andet, meget bærende stiltræk i ejendommens ældre interiører. Dertil kommer alle ældre og traditionelt udførte fyldningsdøre og de ældre og traditionelt udførte brædde- plankegulve. Endvidere kommer vinduernes ældre stormkroge og anverfere, de ældre vinduesskodder i sidehusets lejlighed på første sal, der er bevaret i stor mængde, og som sammen med de ældre poste fremhæver de ældre hovedetagers oprindelse i 1700-tallet. Endelig kommer den ældre stukkatur med hulkehl og profilerede gesimser samt rosetter. I tageetagen knytter der sig kulturhistorisk værdi til de bevarede tømmerkonstruktioner.
Arkitektonisk værdi
Den arkitektoniske værdi ved ejendommen knytter sig i det ydre til ejendommens enkle og effektfulde facade, hvis varierende etagehøjde og simple deling med en profileret kordongesims mellem under- og overfacaden skaber balance i det høje og relativt smalle forhus. Til gårdsiden knytter der sig arkitektonisk værdi til den grundmurede gavlkvist, der accentuerer opgangsfagene som et omdrejningspunkt og et overgangsområde mellem for- og sidehuset. I det indre knytter der sig primært arkitektonisk værdi til den elegante og konsekvent udformede treløbstrappe, der med sine generøse proportioner og store durchsicht giver en virkningsfuld passage mellem etagerne og samtidig udgør husets største rum.
Videre læsning
Læs videre om
Se alle artikler om
