Vejr og klima i Danmark

Danmarks årlige nedbør er over de seneste 150 år steget med omkring 100 mm, og stigningen er især sket efter 1970. Det er først og fremmest en konsekvens af den globale opvarmning, idet højere temperaturer vil skabe mere fordampning fra oceanerne og jordoverfladen, mens den varmere atmosfære samtidig kan indeholde mere vanddamp, inden denne kondenserer til vanddråber. Skyer med nedbør forekommer overordnet på to måder, nemlig i lavtryksområder med tilhørende fronter samt i forbindelse med byger, der opstår, når luften pga. opvarmning ved overfladen er i stand til at stige til vejrs ved egen hjælp. Disse meteorologiske betingelser ændres der ikke på, selv om temperaturen stiger, men eftersom der er mere vanddamp i atmosfæren, bliver vandindholdet i skyerne større, og dermed øges nedbørsmængden.

Samtidig vil skyerne blive mere energirige, fordi kondensationsvarmen, der frigives, når vanddampen kondenserer til vanddråber, tilføres skyerne. Det har især betydning i bygeskyer, der på den måde bliver mere intense med risiko for kraftige skybrud, som ofte ledsages af stærk tordenaktivitet.

Nedbør, der falder på jordoverfladen, vil naturligt sive ned i jorden mod grundvandet. Hvis nedbøren falder på en hård belægning, vil den løbe mod kloaksystemet. I begge tilfælde er der plads til en vis mængde vand. Det er åbenlyst, at kloaksystemets rør kun kan modtage en begrænset mængde vand, men for jordoverfladen gælder i princippet det samme. Der er i jorden bittesmå hulrum mellem jordpartiklerne, hvor vandet kan opmagasineres under den langsomme nedsivning mod grundvandet. Men kommer der meget nedbør, bliver alle disse hulrum hurtigt fyldt op, hvorefter jorden er mættet med vand. Det regnvand, der falder efterfølgende, forbliver umiddelbart på overfladen. Her kan det sive horisontalt mod åer og drænkanaler, hvis der er plads. Alternativt bliver vandet liggende og vil så langsomt fordampe tilbage til atmosfæren. I årets kolde tid er det ofte en meget langsom proces, hvorfor vi ser vandet ligge i søer på markerne som i vinteren 2019‑20.

Men der er også en risiko i den modsatte ende af nedbørsskalaen. Klimamodellerne viser, at risikoen for udbredte hedebølger med tilhørende tørke, som vi så det i Europa i hhv. 2003 og 2018, øges markant i et varmere klima. Man ved ikke præcis hvorfor, men der er en tendens til, at vejret låser sig fast igennem længere tid i et bestemt vejrmønster. Vi så det i 2017 og vinteren 2019‑20 med rigtig meget regn, ligesom sommeren 2018 også havde den samme vejrtype i månedsvis. Det er en forandring i forhold til det traditionelt meget skiftende vejrmønster, vi har haft i Danmark og i hele Nordeuropa.

Når regnvandet siver ned i jorden, når det på et tidspunkt ned til grundvandet. På sandede jorde siver vandet hurtigere ned end på lerede jorde. Grundvandet befinder sig i princippet der, hvor jorden er mættet med vand, hvor alle hulrum er fyldt op. I perioder med meget regn stiger grundvandsstanden derfor, og der kan være risiko for, at vandet kan trænge ind i bygninger. Også lavtliggende veje kan enten blive oversvømmet eller delvis undermineret af stigende grundvand.

Det er ikke alt vandet, som når ned til grundvandet. En stor del flyder mere horisontalt ud mod vandløb, der fungerer som afvanding af ganske store områder. I perioder med meget regn er vandgennemstrømningen i vandløbene ikke stor nok til at håndtere afvandingen. Vandløbene fyldes derfor op, og vandet breder sig ud over de tilstødende arealer, hvilket også kan foregå i byområder, hvor vandet har endnu sværere ved at komme væk.

I takt med at de store iskapper på Grønland og Antarktis smelter, tilføres der store vandmængder til oceanerne. Det vil i sig selv medføre en havstigning på nogle få millimeter om året. Samtidig udvider havet sig, idet varmere vand fylder mere, og da havtemperaturen stiger, vil opvarmningen i sig selv også medvirke til en øget havstigning. Samlet set stiger verdenshavene med omkring 4 mm om året i 2020’erne, men med stigende temperaturer forventes det, at det tal vil øges i de kommende årtier, og at den samlede havstigning frem mod år 2100 vil ligge på omkring 0,5 m.

For det nordlige Jyllands vedkommende kompenseres denne havstigning delvis med den landhævning, der fortsat finder sted efter den seneste istid. Landhævningen har et omfang på 1‑2 mm om året, hvilket dermed begrænser havstigningen i det område.

Havstigningerne udgør en trussel mod alle vore kyster og kystbyer. Der vil være behov for øget beskyttelse til at modvirke såvel oversvømmelser som øget kysterosion i forbindelse med de storme, der rammer landet.

Et af de mere usikre elementer i forbindelse med klimaændringernes konsekvenser er stormfrekvensen og stormstyrken: Vil et varmere klima nødvendigvis påføre Danmark flere storme, og vil disse blive stærkere? Der findes ikke et helt entydigt svar på det spørgsmål. Grundlæggende dannes vore lavtryk i den zone, hvor den kolde polarluft støder sammen med den varmere subtropiske luft sydfra. Det er i det sammenstød, at frontsystemerne og lavtrykkene dannes. Jo større temperaturforskellen er mellem den kolde og den varme luft, jo mere energi er der til lavtrykket. Så stor temperaturforskel er en vigtig parameter i dannelsen af et stormlavtryk.

Da vi i begyndelsen af 2020’erne kan konstatere, at opvarmningen i Arktis er større end i den varmere luft mod syd, vil denne temperaturforskel generelt blive mindre, hvorfor der i det perspektiv ville være mindre sandsynlighed for dannelse af stormlavtryk.

Men der indgår også andre elementer i denne udvikling. Indholdet af vanddamp i den varme luft betyder tillig meget, for jo mere vanddamp, jo mere kondensation til skydannelse og dermed mere frigivelse af kondensationsvarme. Denne varme medvirker til et faldende lufttryk i lavtryksområdet. Derfor vil et stigende indhold af vanddamp i en varmere atmosfære medvirke til større risiko for dannelse af stormlavtryk. Også havtemperaturen, der stiger, spiller en væsentlig rolle i denne udvikling, eftersom det i høj grad er herfra, fordampningen kommer.

De ovenfor nævnte parametre trækker i hver sin retning, og spørgsmålet er derfor, hvad der vejer tungest, og det er ikke nødvendigvis det samme hver gang, et lavtryk dannes. Vi har dog set lidt større ekstremer i vindhastigheden, men ikke i et omfang, hvor man kan tale om en entydig tendens mod kraftigere storme.

I el- og fjernvarmesektoren, der i 2018 stod for ca. 20 % af udledningerne, har man længe været i gang med en omstilling til biomassebrændsel samt vind- og solenergi, og der forventes en yderligere omstilling til vind og sol i de kommende år, herunder en stigende udbredelse af elkedler og eldrevne varmepumper i både den individuelle og den kollektive varmeforsyning. Et flagskib i energiforsyningen i et længere perspektiv bliver etableringen af en energiø i Nordsøen og en anden energiø ved Bornholm. På energiøerne vil man opsamle vindenergi fra omkringliggende vindmølleparker og videresende strømmen til forbrugscentre i Danmark og ikke mindst i udlandet. Det ventes dog ikke, at energiøerne kan nå at bidrage mærkbart til opfyldelsen af 70-procentsmålet i 2030.

På transportområdet, der stod for ca. 25 % af udledningerne i 2018, forventes der en gradvis omstilling fra benzin- og dieselbiler til især elbiler i personbiltransporten, i takt med at elbilerne kommer ned i pris, og nettet af ladestandere udbygges. Da biler har en gennemsnitlig levetid på omkring 15 år, er omstillingen af bilparken en tidkrævende proces. Også de tungere køretøjer som lastbiler og busser skal omstilles til at være drevet af el, biogas eller grønne, syntetiske brændsler. Transportområdet er et smertensbarn i klimapolitikken, da det er den eneste større sektor, hvor de indenlandske udledninger i dag er højere end i 1990.

Landbruget er en anden sektor med store klimapolitiske udfordringer. Udledningerne af metan og lattergas fra dyrenes fordøjelse, gødningsanvendelsen og dyrkningen af jorden udgjorde i 2018 ca. 20 % af de samlede udledninger. Det er ikke let at nedbringe udledningerne fra disse biologiske processer, men der forskes i en række virkemidler. En større vægt på vegetabilsk frem for animalsk fødevareproduktion kan bidrage til at sænke landbrugets udledninger. Derudover planlægges det at udtage arealer af kulstofrige lavbundsjorder fra landbrugsdriften, hvilket vil sænke CO₂- udledningerne fra disse arealer, og man diskuterer mulighederne for at udnytte landbrugsarealer til kulstoflagring ved at tilføre biokul baseret på biomasse.

I industrien, der i 2018 stod for ca. 11 % af udledningerne, arbejdes der på at erstatte brugen af fossile brændsler i industrielle processer med el og biogas, hvor det er teknisk muligt og økonomisk overkommeligt. Overgangen til el er dog vanskelig i processer, der kræver meget høje temperaturer. Inden for dele af industrien og affaldssektoren forventes det, at man vil skulle udnytte såkaldte CCS- og CCU-teknologier til hhv. kulstoffangst og lagring og kulstoffangst og udnyttelse af den opfangede CO₂. Kulstoffangsten forhindrer CO₂’en i at slippe ud i atmosfæren ved afbrænding af fossile brændsler og fossilt affald.

Der arbejdes også på at indføre såkaldte Power-to-X- (PtX) teknologier, hvor man ved brug af grøn strøm fremstiller brint i en elektrolyseproces. Brinten kan enten anvendes direkte som brændsel eller kombineres med andre stoffer, så der fremkommer syntetiske brændsler, der kan erstatte fossile brændsler i de dele af den tunge transport som fx skibs- og flytrafikken, hvor overgang til el som drivmiddel ikke er en realistisk mulighed.

Opfyldelsen af 70-procentsmålet i 2030 og Klimalovens mål om et klimaneutralt Danmark senest i 2050 vil berøre alle dele af samfundet. Flere uafhængige eksperter har søgt at vurdere, hvad det vil koste samfundet at gennemføre denne omstilling. Disse skøn er forbundet med stor usikkerhed, men flere analyser er kommet frem til omkostninger i størrelsesordenen 0,5 % af Danmarks BNP. Det betyder, at vi kun skal give afkald på en beskeden del af den forventede velstandsstigning frem mod 2030 og 2050 for at gennemføre den grønne omstilling. Eksperterne peger på, at en afgift på udledning af drivhusgasser kan være med til at sikre, at omstillingen bliver så billig som muligt for samfundet, blandt andet ved at tilskynde til udvikling og anvendelse af nye grønne teknologier.