Bovbjerg fyr med flag og blå himmel med lidt skyer en novemberdag. af /Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

Vejret og klimaet i Danmark

Vejret og klimaet i Danmark påvirkes dels af landets geografiske beliggenhed med de hyppige passager af lavtryk og fronter, dels af forholdene i landskabet samt døgnets og årstidernes variation.

Forskel på klima og vejr

Selv om klima og vejr er udtryk for de samme elementer, dvs. temperatur, nedbør og soltimer, er der forskel på de to begreber. Vejret er øjebliksobservationer, mens klimaet populært sagt er det gennemsnitlige vejr. Så for at kunne sige noget fornuftigt om klimaet er vi nødt til at kende vejret gennem lang tid. Inden for klimatologien opererer man typisk med vejrmålinger over 30 år. Har vi målinger af fx temperaturen på et givet sted gennem 30 år, er det ret let at finde gennemsnittet og dermed den ”klimatemperatur”, det pågældende sted har.

30 år er så tilpas en lang periode, at atypiske udsving med fx en meget høj temperatur et af årene ikke kommer til udtryk i ”klimatemperaturen”. Man kan sige, at ekstremerne midles ud, når man bruger vejrdata fra en lang årrække, og man får et mere retvisende billede af det generelle klima.

Geografi

Danmarks geografiske placering er afgørende for vejret, idet de lufttyper, der har mulighed for at påvirke vores vejr, er dem, der befinder sig i områderne omkring os. Helt grundlæggende er det sådan, at der mod nord er kulde og mod syd varme. Mod vest, hvor Atlanterhavet og Nordsøen ligger, er det fugtigt, og mod øst er det tørt takket være det asiatiske kontinent. Uanset hvor luften kommer fra, vil den have nogle karakteristika, som er grundlaget for det vejr, der bliver skabt over Danmark. For eksempel vil luft, der kommer fra nordvest, være kold og fugtig, mens nordøstenvind bringer kold og tør luft til Danmark.

Denne model kan dog aldrig præcist forudsige vejret, da den ikke tager hensyn til, at de enkelte kompasretningers vejr er påvirket af årstiden og den nøjagtige vindretning, ligesom vindretninger omkring lavtryk og frontsystemer giver et andet billede.

Lav- og højtryk

Luften vejer noget, og den trykker derfor også på jordoverfladen. Lufttrykket kan vi derfor definere som det tryk, den ovenoverliggende luftsøjle udøver på et givet sted.

Definitionen på et højtryk er for så vidt blot et trykcenter inden for et givet område, hvor lufttrykket er højere end lufttrykket i omgivelserne. Vejret i højtryk er mere solrigt og med rolige vindforhold. De svage vindforhold i højtryksområderne medvirker til at danne tåge i vinter- og forårsmånederne.

Tilsvarende defineres et lavtryk blot som et trykcenter, hvor trykket er lavere end i omgivelserne. Vejret i lavtryksområder er i reglen skyet med en del nedbør, der både kan stamme fra byger og fra frontsystemer, der netop dannes i forbindelse med de lavtryk, som bevæger sig mod Danmark fra Atlanterhavet.

Luftmasser og fronter

Når vejret er ret ensartet over meget store områder, kaldes vejret for luftmassevejr. Vejret opleves meget ensartet gennem længere tid, som når vi med norvestenvind om sommeren oplever køligt vejr med byger flere dage i træk eller den varme tørre sydøstenvind. Luften har antaget nogle ensartede karakteristika i området, hvor den kommer fra. I tilfældet med nordvestenvinden kommer luften fra polarområdet og bevæger sig over havet, hvorfra den tilføres fugtighed. Samtidig bliver overfladen langsomt varmere, så den kolde luft opvarmes nedefra. Det skaber mulighed for de klassiske kumulusskyer, der ligner blomkål, og de kan udvikle sig til byger. På tilsvarende vis kan en oprindelig varm luftmasse blive afkølet på vej mod Danmark, hvis den bevæger sig over en koldere overflade.

De forskellige luftmasser modificeres altså undervejs mod Danmark, men modificeringen er forskellig afhængigt af årstiden, og om de kommer til os fra kontinenterne eller oceanerne. Over kontinenterne er temperaturforskellene meget store med meget varme somre og tilsvarende kolde vintre. Over oceanerne er forskellene langt mindre. Det betyder fx, at vestenvinden, som netop kommer fra havet, i Danmark føles lun om vinteren og kølig om sommeren, mens østenvinden bringer kulde om vinteren og varme om sommeren.

Når forskellige luftmasser støder sammen, opstår der fronter. Mest udtalt ses det, når kold luft fra nord mødes med varm luft sydfra. Når meget forskellige lufttyper støder sammen, opstår der en skilleflade imellem dem. Det er den, vi kalder for frontzonen eller bare fronten, og det er her, vi finder de meget udbredte sky- og nedbørsområder. Det er også på tværs af disse fronter, at vejret på dramatisk vis kan skifte. På den ene side kan vi have det tørt og varmt, mens det på den anden side kan være køligt med byger, fordi der er to forskellige luftmasser på hver side af fronten.

Landskab

De forskelligartede landskaber i Danmark har betydning for lokale tendenser i vejret. De større landområder vil i høj grad være præget af jordoverfladens tilstand – både hvad angår den fugtighed, som måtte være i jorden, og den jordtype, der er tale om. Yderligere vil orografien, som er bakker og dale, sætte sit tydelige spor.

Jordoverfladen

Kvaliteten af jordoverfladen har betydning for temperaturen. Der er fx stor forskel på områder med henholdsvis sandjord og fx lerjord, der er mere kompakt, når solenergien skal fordeles i overfladen. Sandjorden består af små sandkorn, der kun rører hinanden i et enkelt punkt. Imellem sandkornene er der luft, der er en god isolator. Solenergien skal derfor bevæge sig nedefter gennem de berøringspunkter, der er mellem sandkornene. Det tager lang tid, hvorfor det meste af energien bliver i de øverste få cm. Sandet bliver på den måde meget varm i overfladen og kølig lidt længere nede.

I den modsatte ende af temperaturskalaen – om vinteren og om natten – vil afkølingen af sand ske meget hurtigt. De øverste sandkorn udstråler varme til verdensrummet. For at kompensere for denne afkøling påbegyndes en varmetransport nedefra, hvor der i sommerens eller dagens løb er ophobet energi. Men transporten tager lang tid, og den beskedne energitilførsel kan slet ikke hamle op med afkølingen. Derfor bliver sandoverfladen hurtigt kold.

Andre jordtyper end sand har generelt en bedre varmeledningsevne, så det kan gå væsentligt hurtigere med at få energien transporteret ned i jordoverfladen – og tilbage igen. Det sker fx, når jordtypen er mere kompakt, så partiklerne ligger op ad hinanden og giver energien videre til naboen uden større besvær. Det sker på de mere tunge og lerede jorde i bl.a. Østjylland og på øerne, så her vil temperaturstigningen være mindre, og dermed vil der også være mindre termik. Af samme grund vil temperaturen i og omkring jordoverfladen om natten ej heller falde så meget.

Ud over selve overfladens beskaffenhed betyder vinden også noget for temperaturen. Luften opvarmes – og afkøles – ved at luftpartiklerne rører jordoverfladen og får tilført energi. Når det er vindstille, vil kun et mindre volumen af luften derfor blive påvirket, typisk luften, der ligger i under 10 meters højde. Der vil blive mere energi til hvert luftmolekyle og derfor større temperaturstigning. Ved stærkere vind vil opvarmningen derfor mindskes, fordi flere luftmolekyler skal dele den samme mængde energi.

Bakker og dale

Hvis jordoverfladen blot var flad uden bakker og dale, ville luften kunne bevæge sig uhindret af sted, og det ville udelukkende være underlagets beskaffenhed, som ville danne forskelligartet klima. Men dette er netop ikke tilfældet.

Danmark har både flade sletter og bakkede landskaber. Ganske vist er højden på bakkerne ikke nær så stor som i vore nabolande, men alligevel er bakkerne af betydning for det lokale vejr. For uanset hvor høj forhindringen er, vil den påvirke luftens strømning og skabe en mindre kædereaktion, som vil kunne forstyrre luften både ovenover og ved siden af.

Hvis vi ser på en bakke i et ellers fladt landskab, vil den luft, som rammer bakken, blive tvunget til vejrs. Det skaber en afkøling af luften, og hvis bakken er høj nok, kan afkølingen medføre fortætning med skydannelse til følge og med mulighed for nedbør.

Når luften er kommet over bakken, er den derfor blevet mere tør, så her vil der være færre skyer. Det er på sin vis føneffekten, som her kommer til udtryk. I udtalt grad er dette forhold kendt fra de norske fjelde. Vestenvinden rammer fjeldene og bliver tvunget til vejrs. Det skaber nedbør i Bergen 320 dage om året, hvor Oslo kun har 160 dage med nedbør.

Men lavninger eller dale i terrænet vil også give anledning til lokale vejrforhold. Det ses bl.a. i forbindelse med udstråling i klare nætter. Dalens sider vil udstråle energi, og luften vil blive afkølet. Da kold luft er tungere end varm luft, vil den kolde luft sive ned i dalbunden og ofte også danne tåge, så der her dannes en lokal kuldepol. Det er bl.a. kendt fra Værløse i Nordøstsjælland.

Jordens fugtighed

I områder, hvor jordoverfladen indeholder meget vand, kan man opleve store lokale forskelle i vejret. Mest udtalt ses det i nattetimerne i klare nætter, hvor jordoverfladen – og dermed luften lige over overfladen – afkøles. Da der er fugtighed i jorden, bliver luften også fugtig, og med nattens afkøling fortættes fugten, og der dannes ofte tåge. Men da overfladen sjældent er ensartet over større arealer, dannes tågen ofte i banker. Det ses især i lavninger, hvor vandløb eller moseområder befinder sig i lavningens bund. Netop den tågeform er meget lokal og giver store gener for trafikken, fordi den kommer pludseligt.

Når tågen skal opløses den følgende dag, viser det sig som regel, at tågen ligger længst i de laveste og fugtigste områder, hvor sollyset både kommer sent og samtidig skal bruge meget energi til at fordampe tågen.

Når jorden er fugtig, vil en del af solenergien blive brugt til at fordampe vandet i jorden. Der vil derfor være mindre energi til rådighed for den egentlige opvarmning, og på den måde får disse områder generelt en lavere dagtemperatur. Det mærker man tydeligt, når man en sommerdag kommer fra et tørt og varmt område og nærmer sig en sø, for her falder temperaturen ofte mærkbart.

Skov og opdyrket land

For det opdyrkede land gælder, at Solens stråler har svært ved at trænge ned til jordoverfladen og opvarme denne.

Både i skoven og på kornmarkerne dannes der et isolerende lag af luft mellem jordoverfladen og toppen af enten kornplanter eller træer. Konsekvensen bliver, at temperaturen ikke stiger så hurtigt, når Solen kommer på himlen. Det mærkes mest udtalt i skovområder, der kan være behageligt kølige at gå ind i på en varm sommerdag.

Til gengæld vil den opvarmning, der trods alt kommer, holde længere. Det kan man opleve på sommeraftener, hvor skovene bliver varmere end det åbne land, fordi dagsvarmen har svært ved at komme væk igen. Det er grunden til, at man kan se rovfugle udnytte aftentermikken netop her.

I vinterperioden skal man være opmærksom på risikoen for glatte veje i skovområderne. Det gælder især i lysninger, hvor der altid er læ, så vinden ikke kan tilføre varme. Solvarmen kan heller ikke nå ned i lysningen, så der tilføres ingen solenergi, og samtidig vil der ved skyfrit vejr være en stor udstråling, så skovområderne vil være kolde. Så er sneen først faldet, bliver den liggende i væsentlig længere tid i skoven end i det åbne land.

Byområder

Større byområder skaber deres eget klima, idet overfladerne oftest har hård belægning af asfalt eller fliser. Begge dele opvarmes effektivt af solen og tilfører derfor bymiljøet mere varme. Samtidig udgør bygninger en effektiv barriere for vinden, så der skiftes ikke meget ud i luften. Ydermere opvarmes hver bygning til en temperatur, hvor det er behageligt at opholde sig. En del af energien tilføres luften omkring bygningen.

Byområder kommer til at fungere som en varmepude, der fx kan påvirke bygeintensiteten. Det har vi set flere gange, bl.a. under det store skybrud i København den 2. juli 2011.

I den tætte bebyggelse vil udstrålingen fra veje og fortove blive kompenseret af stråling fra bygninger, hvorfor nattemperaturen vil være højere i byerne end i det omkringliggende land.

Havet

Solenenergien, der rammer vandskorpen og de øverste vandmolekyler, bliver ledt længere ned i vandet. Dermed fordeles energien til et meget stort volumen og gør, at en stor mængde energi lagres i havet. Det betyder, at om natten, når afkølingen sætter ind, afkøles havet kun meget lidt sammenlignet med landjorden.

I større målestok ses det samme om vinteren, hvor havet kan holde på sommervarmen i flere måneder og forhindre meget lavet temperaturer i den tidlige vinter. Til gengæld tager det meget lang tid for havet at blive varmet op i forårsmånederne.

Om foråret opleves ofte fænomenet havgus, der egentlig blot er tåge, der driver fra havet ind mod kysten. Havgusen dannes, når varm luft fra syd driver op over det kolde hav. Luften afkøles, så fugten i luften fortættes, og der kan dannes tåge over havet. Det ses ikke mindst ved Vestkysten i forårsmånederne, hvor havgusen kan forvandle en solrig varm formiddag til en kold fugtig eftermiddag. Netop om foråret kan solopvarmning over land skabe en pålandsvind, der driver havgusen ind mod kysten.

Døgnet

Hvis ikke der er større vejrsystemer, der skal passere, har døgnet nogle ret faste variationer.

Den laveste temperatur opnås typisk lige efter solopgang, hvor solindstrålingen tager fat. Den højeste temperatur opnås ved 14-15 tiden, hvorefter afkølingen tager fat, mens solen dykker mod horisonten.

De fleste byger kommer om eftermiddagen, når temperaturen er højest.

Tåge er et natfænomen og fortsætter ofte ud på morgentimerne, hvor temperaturen er lav.

Årstiderne

Vi oplever årstiderne meget visuelt, men vejret har også her nogle karakteristiske egenskaber.

Foråret er den tørreste del af året og har ofte en kold stabil periode, hvor der kan forekomme nattefrost. Denne periode kaldes ”påskeøsten”, fordi den ofte optræder ved påsketid, og fordi vinden vil være i det østlige hjørne. Storme er sjældne. Havvandet er koldt efter vinteren, og havgus er ret almindeligt, når forårsvarmen bevæger sig nordpå.

Sommeren er den varmeste periode med en del bygeaktivitet, der intensiveres i juli og august, hvor tordenvejr forekommer hyppigt. Sommeren er også sæson for skybrud. Vinden er kølig, når den blæser fra vest, og varm, når den er i syd og øst.

Efteråret er en regnfuld årstid med lavtrykspassager, der giver et meget vekslende vejrlig. Efteråret byder også på de fleste af årets storme, som optræder, så længe havvandet er varmt.

Vinteren i Danmark er mild, når vinden kommer fra vest, og kold, når vinden er i det østlige hjørne. Storme forekommer i den tidlige vinter, og rigtig vinterkulde optræder oftest efter nytår.

Danmarks forskelligartede vejr

Selv om Danmark er et lille land, har vi inden for landets grænser et ganske varieret klima, hvad angår soltimer, nedbør og temperaturer:

Nordjylland

Nordjyllands geografiske beliggenhed sydøst for de norske fjelde påvirker i mange henseender vejret i den del af landet. Mest udtalt ses det i vejrsituationer med vind fra nordvest, hvor føneffekten, skaber et skyfrit område over Skagerrak, Vendsyssel og Djursland. På vestsiden af fjeldene ligger skyerne, og det er her, det regner. Når luften kommer op over fjeldkammen, er den tørret ud, og der opstår den lange skyfri kile ned mod Sjællands Odde. Statistisk har det den konsekvens, at Skagen er indehaver af danmarksrekorden i solskinstimer. Den store mængde sand i overfladen betyder ydermere, at dagtemperaturen om sommeren i Nordjylland bliver lidt højere, end man egentlig skulle forvente – når man tager den nordlige beliggenhed i betragtning.

Nedbøren i Nordjylland er naturligvis påvirket af fjeldene, men også af områder med kuperet terræn. Det er bemærkelsesværdigt, at de to områder med mest nedbør dels ligger i det centrale Vendsyssel, dels ude ved kysten i Thy. Når luften bevæger sig fra Nordsøen ind over Vendsyssel, bliver den løftet op og har en naturlig tendens til at danne skyer og nedbør. Det er et fænomen, som ses mange andre steder i landet.

Den effektive opvarmning af den sandede jord gør også, at der i Nordjylland vil være tendens til byger og termikdannelse. Termik ses særligt ofte over sandjord og hedesletter, hvor opvarmningen er størst. Disse opstigende luftstrømme dannes, når jordoverfladen varmes op af solen og den nederste del af luften også varmes op. Den opvarmede luft bliver lettere og kan stige til vejrs ved egen hjælp, så længe den opstigende luft er varmere end den omgivende.

Vestjylland

Vestjylland har mere nedbør and andre landsdele, hvilket skyldes, at det er det første landområde, vejret møder efter passagen af Nordsøen. Desuden giver den varme sandjord anledning til bygedannelse, som intensiveres, så snart terrænet begynder at stige, hvorfor bakker og vestsiden af Den Jyske Højderyg hen over året får mest nedbør.

Da havvandet holder på varmen, har Vestjyllands beliggenhed ud mod Vesterhavet den betydning, at Blåvand og Hvide Sande har de højeste temperaturer i landet i november.

Men landskabet påvirker også vinden på en mere direkte måde. Den luft, som skulle have passeret det volumen, som bakken har fyldt ud, må nødvendigvis skulle forbi på en eller anden måde. En del vil som nævnt glide op over bakken, men en anden del vil glide rundt om den nær overfladen. Her vil den møde luft, som ligger der i forvejen, og konsekvensen er dels, at vindhastigheden øges, dels at luften derved konvergerer – støder sammen – og kan skabe en opdrift.

Også dette forhold er kendt fra området i Nordsøen syd for de norske fjelde. Den luft, som ikke når over fjeldene, bevæger sig syd om fjeldene, hvor den konvergerer med nordsøluften og kan på den måde danne en skygade eller en bygelinje, som rammer den danske vestkyst.

Landets højeste og laveste temperaturer ses normalt over den sandede overflade et stykke inde i landet, hvor kysteffekten er aftaget. Landets største nedbørsmængder forekommer her i den østlige del af regionen ind mod Den Jyske Højderyg. De mange skyer betyder også ret få solskinstimer

Østjylland

Langs den østjyske kyst falder der omkring 600 mm nedbør, mens der ind mod Den Jyske Højderyg falder mere end 800 mm. Den øgede mængde her er en rest af den forstærkede nedbør på vestsiden af højderyggen. Vestenvinden løfter luften op ved højderyggen, og det fremmer skydannelsen med nedbør til følge, og denne virkning kan også mærkes inde på østsiden af højderyggen. Men luften bliver hurtigt udtørret, så der bliver ikke så meget vand til landet længere mod øst. Til gengæld er der mere sol, hvor der er tørt, men den fugtige jordoverflade sammen med kystens nærhed betyder alligevel, at Østjylland hører til en af de lidt køligere landsdele i sommerperioden.

Sønderjylland

Med det flade sletteland ud mod Vadehavet er der intet værn mod den noget barske vestenvind fra Nordsøen. Sammen med centrale dele af Vestjylland ligger Danmarks største nedbørsmængder i det flade sletteland, hvor der i gennemsnit falder omkring 900 mm på årsbasis. Årsagen til den store nedbørsmængde skal dels findes i sandjorden, som i sommerhalvåret giver høje temperaturer, og dels i det let skrånende landskab op mod Den Jyske Højderyg i den østlige del af Sønderjylland.

Sønderjylland har generelt mindre sol end den øvrige del af landet. Det er vestenvinden, som driver skyer og fugt fra Nordsøen ind over land, hvor skyerne dannes.

Fyn og det sydfynske øhav

Som en ret stor ø har Fyn vejrforhold, der er skabt af både kysten og det større landområde inde i landet. Det betyder ganske store forskelle i nedbørsmængde og i lokale vindforhold, fx er det muligt i den sene forår at opleve søbrise – dvs. pålandsvind – hele vejen rundt om Fyn på samme dag.

I kystområderne og på øerne omkring Fyn falder der generelt mindre nedbør end inde over land – et forhold, der er velkendt fra alle øvrige områder i Danmark også. Men endvidere betyder højdedragene over den sydlige del af Fyn, at luften kan tvinges opad og dermed forstærke både skydannelse og nedbør.

Der vil typiske være mest sol i kystområderne og på øerne, mens Fyns større landområde får mindst sol, men også lidt højere temperatur.

Sjælland

Sjælland har til dels samme forhold som Fyn med et stort landområde omkranset af en lang kystlinje. Så de kystnære områder får typisk knap så høje temperaturer som længere inde på Sjælland. Kystområderne får så til gengæld mere sol end indlandet. Luften er efterhånden tørret en del ud hen over landet, og Storebæltregionen er landets tørreste område.

Sjælland ligger ret tæt på kontinenterne mod øst og mod syd, så herfra kan varm luft om sommeren og kold luft om vinteren let nå frem og give ret høje – eller om vinteren lave – temperaturer. Det gælder især i den sydlige og østlige del af øen.

Den sydlige del af Sjælland kan om vinteren med østenvind få ganske store mængder sne på grund af den lune Østersø.

Lolland, Falster og Møn

Hele ø-området fra Langeland i vest til Møn i øst har et nogenlunde ensartet klima. På grund af øernes beliggenhed i Østersøen vil der ikke forekomme voldsomme udsving i de daglige og årlige temperaturer. Det skyldes, at det omkransende vand kun langsomt opvarmes om foråret og holder på varmen om efteråret. Det burde medføre et køligt forår og et lunt efterår sammenlignet med det øvrige land, men da både Lolland og Falster også er påvirket af kontinentet, kan der opleves varme forårsdage, når vinden er i syd.

Øerne befinder sig i et generelt nedbørsfattigt område. De fleste steder falder der mellem 600 og 700 mm. Øerne hører til et af landets mere solrige områder.

Danmarks historiske klima

Det danske landområde er blevet skabt gennem mange tusinde år, og der har været meget store skift i klimaet. De helt overordnede klimatiske forandringer har været skiftet mellem istider og mellemistider. Sådanne skift ved vi har fundet sted gennem den seneste million år, og de er primært forårsaget af, at jordens elliptiske bane forandres, fordi de øvrige planeter i solsystemet trækker i jorden.

Under den forrige istid – Saale-istiden – var hele det nuværende danske område dækket af kilometertykke isformationer. Den sluttede for ca. 128.000 år siden og afløstes af en mellemistid, Eem-tiden. Iskerneboringer fra Grønland viser, at Eem-tiden var op til 5 grader varmere end i dag, men også at Grønlands iskappe ikke helt smeltede bort. Afsmeltningen af isen betød stigende vandstand, så Vendsyssel lå under vand, men ellers var der en del genkendeligheder fra nutidens Danmark. For eksempel var Østersøen forbundet med Kattegat og Nordsøen gennem sund og bælt. Den varmeste periode under Eem-tiden var de første 3-5.000 år, hvorefter det gradvist blev koldere indtil næste istid – Weichel-istiden – begyndte for ca. 115.000 f.Kr. Eem-tiden varede således kun 13.000 år.

Meget af det danske landskab blev formet under Weichel-istiden. Danmark var ikke konstant dækket af is, så gletsjerne fra nord og fra øst har både skubbet, trykket og aflejret i det danske landskab. Klimaet var naturligvis koldt, men med mildere perioder, hvor isen trak sig tilbage og efterlod et slettelandskab.

Den sidste – og koldeste – periode af istiden kaldes senglacial og begyndte ca. 23.000 f.Kr. Isen nåede frem til hovedstilstandslinjen, hvor Den Jyske Højderyg blev skabt. Isen trak sig herefter langsomt tilbage, og Danmark var isfrit fra ca. 15.000 f.Kr.

Efter en mild periode kaldet Bøllingtiden 12.700-12.050 f.Kr. blev det igen koldere i et par hundrede år.

Allerødtiden, 11.900 f.Kr – 10.650 f.Kr., var varmere end Bøllingtiden. Den gav mulighed for bosættelser indtil Weichel-istidens sidste krampetrækning. Det var en kold periode kaldet Yngre Dryas, der varede frem til 9.500 f.Kr, hvor istiden officielt sluttede. Nu trak gletsjerne sig tilbage og sendte smeltevand ud i havet, der nu steg.

Hver gang vi fik en mild periode, som Bølling og Allerød, blev der sendt smeltevand ud i havet, som med stor sandsynlighed har påvirket havstrømmene. Ændringer af disse spiller en helt central rolle, For netop havstrømmene er vigtige for klimaet, da de sørger for udveksling af varme fra syd og kulde fra nord. Hvis ikke den udveksling fandt sted, ville temperaturforskellen mellem Ækvator og polerne blive markant større.

De formodede ændrede havstrømme kan have været årsag til, at en mild periode ikke kunne holde ved, og at kulden vendte tilbage. En anden teori er, at der kom flere arealer med skov, der trak CO2 ud af atmosfæren og derved mindskede drivhuseffekten med en faldende temperatur som resultat.

Med den endelige afslutning på istiden begyndte den nye tid – Holocæn. Det er her, det Danmark, som vi kender i dag, er blevet skabt. I de første få årtier skete der en kraftig temperaturstigning på 12-15 grader, hvorefter temperaturen stagnerede. Smeltevand fik havet til at stige, men samtidig hævede landet sig, fordi den tunge is var væk. Derfor var Danmark fortsat landfast med England, og klimaet var mere kontinentalt med varme somre og ikke alt for kolde vintre. Det var også en meget tør periode.

I perioden, som kaldes Atlantikum, fra 7.000 f.Kr. til 4.000 f.Kr. opstod den varmeste tid i Holocæn. Det var et par grader varmere end nutidens klima. En pludselig afkøling i Nordatlanten 6.200 f.Kr. har givetvis også haft betydning i Danmark. Hændelsen opstod muligvis på grund af udstrømning af ferskvand i Alanterhavet fra det canadiske isskjold. Det kan have forårsaget en ændring af havstrømmene og en afkøling i Skandinavien. Efter et par hundrede år var varmen dog tilbage, og de sidste isskjolde i Skandinavien smeltede, så havet steg. Landhævningen kunne ikke følge med, hvorfor store landområder blev oversvømmet, og Nordsøen skilte Danmark fra England. Klimaet blev mere fugtigt og kan vel sammenlignes med nutidens klima i Mellemeuropa.

Den meget varme periode sluttede omring 4000 f.Kr., hvor bondestenalderen også begyndte. Klimaet blev generelt noget køligere siden da, men med både varme og kolde perioder. Den romerske varmeperiode omkring år 0 og middelaldervarmen fra ca. 900 til 1300 e.Kr. er to perioder, hvor klimaet har understøttet civilisationens udvikling. Vikingernes bosættelser i Grønland var bl.a. et resultat af middelaldervarmen.

Siden da er temperaturen steget – ikke kontinuerligt, men i nogle perioder mere og i andre mindre.

I takt med at den globale temperatur stiger, har vi også set stigende temperatur i Danmark og en øget mængde nedbør. Vi har fået en del nye varmerekorder i årene 2010-2020, mens de seneste kulderekorder ligger tilbage i vinteren 1981-82.

Meget omtalt er den såkaldte lille istid, som begyndte ved middelaldervarmens afslutning og kulminerede sidst i 1600-tallet. I den periode var vintrene meget hårde i Nordeuropa med udbredt isdække. Der har været mange teorier om årsagen til den lille istid. Det er velkendt, at der var meget få solpletter i den periode, så det lå ligefor at antage, at få solpletter medfører lave temperaturer. Men der er også en teori, der handler om at spanierne medbragte sygdomme til Sydamerika, hvorfor mange indfødte døde, så opdyrkningen af landet gik i stå og skovene bredte sig. Det optog CO2 fra atmosfæren, så drivhuseffekten mindskedes. Det faldt sammen med den sorte død – pesten – i Europa, som havde samme resultat. Den lille istid sluttede midt i 1800-tallet.

Temperaturrekorder

Da sandet jord opvarmes hurtigt og meget i de øverste få centimeter er det også ofte i de sandede områder, vi ser Danmarks varmerekorder.

Den 10. august 1975 strømmede luften op over Danmark fra sydøst. Luften havde bevæget sig fra Østeuropa og op gennem Jylland til Holstebro. Under bevægelsen blev luften varmere og varmere og endte med rekorden på 36,4 °C, inden den nåede Nordsøen.

Når det gælder kulderekorder, er jordens beskaffenhed ligegyldig. For at temperaturen skal nå langt ned, kræver det nemlig, at jordoverfladen er dækket af sne.

Sneen har nemlig den egenskab, at den virker som en isolator, som bremser udvekslingen af varme og kulde, og det betyder, at snedækket jord ikke kan hente varme nedefra. Derfor falder lufttemperaturen mere, end den ellers ville have gjort. Så for at komme ned på 15 til 20 frostgrader, kræves der en snedækket overflade. Den laveste temperatur på –31,2 °C blev opnået i Hørsted i Thy den 8. januar 1982, hvor det den nat var næsten vindstille, og overfladen var snedækket.

At sne er en fremragende isolator har været redningen for mange mennesker, der er blevet overrasket af en snestorm. Graver man sig ned i sneen og skaber en lille hule, vil man ikke opleve afkølingen udenfor på grund af sneens isoleringsevne.

De store klimahændelser

Når klimaet viser sig fra sin ekstreme side, kan det føre til klimakatastrofer. I Danmark skyldes disse især stormfloderne Der er enkelte hændelser, som især har sat sine spor – både ved selve hændelsen og ved efterfølgende tiltag, som skulle forhindre gentagelser.

1362 og 1634: Mandedrukningerne

Den ældst registrerede stormflod af betydning forekom 16. januar 1362. Det ramte område var Vadehavet, hvor det gik hårdest ud over de Frisiske øer i den sydlige del af Nordsøen. Den hændelse blev kaldt den første store mandedrukning. Flere tusinde mennesker druknede og sammen med enkelte bysamfund, bl.a. byen Rungholdt vest for Husum. Diger havde indtil da mest været et værn mod indtrængende saltvand, men nu blev digerne udbygget, med det formål at de også kunne modstå en stormflod.

Den anden store mandedrukning skete i 1634. Det var en af de værste storme i dansk vejrhistorie. Den betød en stor forandring af geografien i Vadehavet og langs den jyske vestkyst. Flere øer forsvandt og andre kom til. Skallingen vest for Esbjerg forandrede form. Strømforholdene og dermed aflejringerne ændrede sig også.

Netop Vadehavets placering betyder, at storme med vestenvind presser vandet ind i Vadehavet, hvor det ikke kan komme væk. Derfor stiger vandet op ad digerne. Hvis digerne ikke er bygget til at modstå denne kraft, vil digerne gennembrydes, og det skete natten mellem den 11. og 12. oktober i 1634.

Vandet brød igennem digerne ved Ribe, og vandet strømmede ind over landet til Ribe by. Vandstanden steg så meget, at det løb ind i domkirken. Stormflodssøjlen i Ribe, der blev opsat på Skibbroen omkring år 1920, har årstallet 1634 indgraveret i den øverste ring, og inde i domkirken er et mærke, der viser vor højt vandet stod. Begge afmærkninger viser ca. 6,30 m over normal vandstand -- hvilket sandsynligvis var højere end under orkanen i 1999.

1872: tusindårshændelsen, der førte til kystsikring

En ganske usædvanlig storm fandt sted over tre dage, 12.- 14. november 1872. Der var flere dybe lavtryk, der lå over Mellemeuropa, og nord herfor blæste en stærk østenvind, som sendte vand fra Den Botniske Bugt og Østersøen vestpå, hvor havniveauet derfor steg. Det berørte område strakte sig fra Falster og Lolland til Sønderjyllands Østkyst.

Vindstyrken nåede i løbet af de tre døgn både storm- og orkanstyrke, så katastrofen var ikke til at undgå. Havniveauet nåede op over 3 m over normal vandstand, og digerne var slet ikke dimensionerede til at modstå så store kræfter. De brød sammen og oversvømmede det bagvedliggende land. De sydlige dele af både Falster og Lolland stod nærmest under vand, og det samme gjorde dele af Sønderjylland og Slesvig.

Op mod 50 skibe forliste i stormen, og oversvømmelserne kostede ca. 250 mennesker livet.

Efter katastrofen vurderede man, at der skulle gøres noget for, at en lignende situation ikke skulle opstå igen. I maj 1873 blev der fremsat lovforslag om et omfattende kystsikringsarbejde, som medførte byggeri af diger på Lollands sydkyst og op langs Falster og Sjællands østkyst. Digebyggeriet blev afsluttet i 1878.

En lignende vejrsituation er ikke opstået siden 1872, og den opfattes som en sjælden tusindårshændelse. Men digerne er dog blevet testet nogle gange, når vand fra Den Botniske Bugt presses sydover og gennem Østersøen.

1967 og 1981: de store skovfald

Den 18. oktober 1967 ramte en fuldblodsorkan Danmark. Det er meget sjældent, at vi får storm i oktober, så denne var bemærkelsesværdig på grund af styrken. Selve lavtrykket havde en bane fra Thorsminde til Anholt, så de største skader forekom syd for denne linje. Som det ofte er tilfældet, forekom de kraftigste vinde sydvest for lavtrykket, hvor lufttrykket begyndte at stige. Her er vinden drejet mod vest og nordvest og styrken denne dag blev øget til både storm og orkan.

Denne oktoberstorm huskes bl.a. for det store skovfald. Her i oktober var der endnu blade på løvtræerne, så vinden kunne rigtig få fat i træerne. Samtidig havde det været en våd oktober. Denne oktober er fortsat indehaver af nedbørsrekorden med 177mm på en måned. En stor del faldt i forbindelse med uvejret. Men det våde vejr havde gjort jordbunden blød, og derfor kunne træernes rødder ikke forhindre, at mange træer væltede. På Bornholm i Almindingen knækkede en del bøgetræer, og enkelte af disse stubbe kan stadig ses som et minde om denne storm.

Tirsdag den 24. november 1981 blev Danmark ramt af en langvarig storm, der også i perioder havde vind af orkanstyrke. Stormlavtrykket lå denne gang langt mod nord, da kursen var fra Skotland til Sydnorge. Derfor blev hele Danmark denne gang ramt af de voldsomme vinde, og stormfloden hærgede både langs Vestkysten og i Limfjorden. Vindene medførte store skader på bygninger og endnu engang en stort skovfald, som især i Rold Skov blev mærkbart. Det tog tre år at rydde op, og der var store tab på skovdriften.

De mange væltede træer landet over gav strøm- og telefonafbrydelser til tusinder af boliger.

Stormfloden gav ny rekord for vandstand i Esbjerg havn, da vandstandsmåleren nåede 4,20m. Den gamle rekord på 4,00 m stammede fra en storm i 1928 og dengang også den 24. november.

På Mandø brød digerne sammen og det meste af øen blev oversvømmet, hvorfor mange dyr druknede. Vandstanden ved Ribe nåede op på 5 meter, da situationen kulminerede ved 14-tiden. Aldrig før var der blevet målt så høj vandstand.

1999: rekordorkanen

På tærsklen til et nyt årtusinde fik vi århundredets storm med en voldsomhed, vi yderst sjælden har set. Stormen dækkede store dele af landet, men det var den sydligste del, det gik mest udover og hvor vindhastigheden nåede orkanstyrke.

Stormlavtrykket dannedes langt vest for Skotland og bevægede sig østpå. Under passagen af Nordsøen opstod nogle meget store trykfald, så lavtrykket blev intensiveret. Beregningerne viste allerede den 2. december, at det ville blive et voldsomt lavtryk, og der blev udsendt orkanvarsel. For første gang havde tv-meteorologen samme aften lejlighed til at skrive ”orkan” på vejrkortene.

Den 3. december forløb overvejende som forventet. Lavtrykket forårsagede først storm fra syd foran den varmfront, der skulle passere tidligt på dagen. Da lavtrykket kl. 18 passerede vestkysten nær Thyborøn drejede vinden efterhånden til sydvest og vest og tiltog til stærk storm og orkan over den sydlige del af landet. På Rømø blev der målt en middelvind på 38,1 m/s, som dermed blev den nye vindrekord.

Den kølige luft, der nu blæste ind over landet, bragte mange byger med sig, hvoraf en del var med hagl. Men i forbindelse med bygerne kom også særdeles kraftige vindstød, som på Rømø gav en ny vindstødsrekord på 51,4 m/s. Vindmåleren gik dog i stykker, så der har sandsynligvis været endnu kraftigere vindstød.

Vinden pressede vandet ind mod vestkysten og vandstanden nåede helt op til digekronen ved Ribe, men løb heldigvis ikke over, og diget holdt stand. Til alt held kulminerede stormen på et tidspunkt, hvor det var astronomisk lavvande. Var det sket 6 timer tidligere eller senere ville vandet have stået omkring en meter højere, og så havde katastrofen været endnu større.

Enkelte diger brød dog sammen – blandt andet Juvrediget på Rømø. Storebæltsbroen lukkede for al trafik fra midt på eftermiddagen. Det var første gang det var sket siden åbningen i ……

Lavtrykket bevægede sig mod Gøteborg og i nattens løb passerede stormen hele landet og gav mange væltede træer og trafikale problemer. Denne storm blev den hidtil dyreste vejrhændelse med omkostninger på omkring 13 mia.

Der opstod efterfølgende kritik af beredskabet, og det medførte en gennemgang af procedurerne ved sådanne hændelser. Disse justerede procedurer blev afprøvet med succes 14 dage senere, da en mindre storm passerede landet.

De nye vindrekorder fik lov til at stå indtil orkanen Allan den 28. oktober 2013, hvor Kegnæs målte middelvind på 39,5 m/s og Røsnæs fik et vindstød på 53,5 m/s.

2011: Danmarks dyreste skybrud

En af de ændringer, vi oplever her i landet, er flere af de stærkere skybrud.

Den 2. juli 2011 midt på eftermiddagen voksede der tordenbyger op over Skåne, der bevægede sig vestover. De passerede Malmø med ganske kraftig torden og regn. Da bygerne passerede Øresund, ramte de København og den varmepude, som en storby genererer. Bygerne blev løftet en smule og det intensiverede skydannelsen, så i løbet af ganske få minutter udviklede tordenbygerne sig over København.

Regnen væltede ned, og lynene flængede himlen i næsten to timer. Der faldt mellem 100 og 150 mm regn på så kort tid, at kloaksystemet slet ikke kunne følge med. Uheldigvis var Københavns centrum det værste område, og oversvømmelsen var særdeles udbredt. Det blev historiens dyreste skybrud med forsikringsudbetalinger på omkring 8 milliarder kr.

2013: Decemberstormen Bodil

Denne storm vil især blive husket for de store skader og oversvømmelser, den medførte. Den 4. december udviklede et lavtryk sig vest for Skotland, som blev dybere og stærkere, mens det passerede lige nord om Danmark den 5. december. Ved middagstid var der storm fra sydvest ved vestkysten af Jylland. Stormen bredte sig om eftermiddagen og aftenen til resten af landet, mens vinden drejede mod nordvest.

Det væsentligste var, at stormen skubbede vand fra Nordsøen ind gennem Skagerrak til Kattegat. Da vinden gik i nordvest og fortsatte i mange timer fra den retning, blev vandet presset ned mod de nordvendte fjorde på Fyn og Sjælland.

Det gav rekordhøj vandstand mange steder. Især Roskilde Fjord blev ramt med store oversvømmelser i Jyllinge Nordmark og ved Vikingeskibsmuseet i bunden af fjorden. Vandet kunne først sive væk igen, da vandstanden i Kattegat var faldet, så forholdene blev først normale i løbet af weekenden 7.- 8. december.

Fremtidens klimaforandringer

I takt med at den globale temperatur stiger, påvirkes menneskenes levevilkår overalt på kloden. Men påvirkningen er ikke ens alle steder, for den afhænger af mange forskellige parametre som infrastruktur, befolkningens modstandskraft, landbrug m.m., men givet er det, at de mennesker, der i forvejen er vanskeligt stillet, får det endnu sværere.

Danmark er i den henseende bedre stillet end så mange andre, men også her vil vi få klimaudfordringer, som skal håndteres på en måde, så færrest muligt bliver mere end almindeligt påvirket.

Den største udfordring, Danmark står med, er overordnet vand. Men det er vand på flere forskellige måder, nemlig nedbør, grundvand og havvand. Hver især vil de spille ind i den danske klimaudfordring i de kommende årtier.

Nedbør

Danmarks nedbør er over de seneste 100 år steget med omkring 100 mm om året, men det er især siden 1970, stigningen er sket. Grundlæggende sker denne stigning som en konsekvens af den stigende globale temperatur, idet højere temperatur vil skabe mere fordampning fra oceanerne og jordoverfladen, men samtidig kan en varmere atmosfære indeholde mere vanddamp, inden denne kondenserer til vanddråber.

Skyer med nedbør forekommer overordnet på to måder på kloden, nemlig i lavtryksområder med tilhørende fronter samt i forbindelse med byger, der opstår, når luften på grund af opvarmning ved overfladen er i stand til at stige til vejrs ved egen hjælp. Disse meteorologiske betingelser ændres der ikke på, selv om temperaturen stiger, men eftersom der er mere vanddamp i atmosfæren, bliver vandindholdet i skyerne større, og dermed øges nedbørsmængden. Men det sker altså i områder, hvor der altid har været nedbør.

Samtidig vil skyerne bliver mere energirige, fordi kondensationsvarmen, der frigives når vanddampen kondenserer til vanddråber, tilføres skyerne. Det har især betydning i bygeskyer, der på den måde bliver mere intense med risiko for kraftigere skybrud, der ofte ledsages af stærk tordenaktivitet.

Nedbør, der falder på jordoverfladen, vil naturligt sive ned i jorden mod grundvandet. Hvis nedbøren falder på en hård belægning, vil den løbe mod kloaksystemet. I begge tilfælde er der plads til en vis mængde vand. Det er åbenlyst, at kloaksystemets rør kun kan modtage en begrænset mængde vand, men for jordoverfladen gælder der i princippet det samme. Der er i jorden bittesmå hulrum mellem jordpartiklerne, hvor vandet kan opmagasineres under den langsomme nedsivning mod grundvandet. Men kommer der meget nedbør, bliver alle disse hulrum hurtigt fyldt op, hvorefter jorden er mættet med vand. Regnvand, der efterfølgende falder, bliver umiddelbart liggende på overfladen. Her kan vandet sive vandret mod åer og drænkanaler, hvis der er plads. Alternativt bliver vandet liggende og vil så langsomt fordampe tilbage til atmosfæren. I den kolde tid på året er det ofte en meget langsom proces, hvorfor vi ser vandet ligge i søer på markerne.

Men der er også en risiko i den anden enden af nedbørsskalaen, hvor tørken befinder sig. Klimamodellerne viser, at risikoen for udbredte hedebølger med tilhørende tørke, som vi så det i Europa i 2018, øges markant i et varmere klima. Man ved ikke præcis hvorfor, men der er en tendens til, at vejret låser sig fast igennem længere tid i et bestemt vejrmønster. Vi så det i 2017 og vinteren 2019-20 med rigtig meget regn, ligesom sommeren 2018 også havde den samme vejrtype i månedsvis. Det er en forandring i forhold til det traditionelle meget skiftende vejrmønster, vi har haft i Danmark og i hele Nordeuropa.

Grundvandet

Når regnvandet siver ned i jorden, når det på et tidspunkt til grundvandet, som er den vigtige ressource, vi anvender, når vi åbner for vandhanen. På sandede jorde siver vandet hurtigere ned mod grundvandet, end tilfældet er på lerede jorde.

Grundvandet ligger i princippet der, hvor jorden er mættet med vand, hvor alle hulrum er fyldt op. I perioder med meget regn stiger grundvandet derfor op mod jordoverfladen og udgør dermed en risiko for indtrængen i huse, men også lavtliggende veje kan enten blive oversvømmet eller delvist undermineres af det stigende grundvand.

Det er ikke alt vandet, som når ned til grundvandet. En stor del flyder mere horisontalt ud mod vandløb, der fungerer som afvanding af ganske store områder. I perioder med meget regn er vandgennemstrømningen i vandløbene ikke stor nok til at håndtere afvandingen. Vandløbene fyldes derfor op, og vandet breder sig ud over de tilstødende arealer, hvilket til dels kan foregå i byområder, hvor vandet har endnu sværere ved at komme væk.

Havet

I takt med at isen smelter i gletsjere og på de store iskapper på Grønaland og Antarktis, tilføres der store vandmængder til oceanerne. Det vil i sig selv medføre en havstigning på nogle få mm om året. Samtidig udvider havet sig, idet varmere vand fylder mere, og da havtemperaturen stiger, vil den opvarmning også medvirke til en øget havstigning. Samlet set stiger verdenshavene med omkring 4 mm om året i 2020’erne, men med en stigende temperatur er det forventningen, at det tal vil øges i de kommende årtier med en samlet stigning i dette århundrede på omkring 0,5 m.

For Danmarks vedkommende kompenseres denne havstigning delvist i det nordlige Jylland, hvor landet fortsat hæver sig efter seneste istid. Denne landhævning har en størrelse på 1-2 mm om året, hvilket dermed begrænser havstigningen i det område.

Havstigningerne udgør en trussel på alle vore kyster og kystbyer. Der vil være behov for en øget beskyttelse til at modvirke både oversvømmelser og en øget kysterosion i forbindelse med de storme, der rammer landet.

Stormaktivitet

Et af de mere usikre elementer i debatten om konsekvenser af klimaændringerne er netop stormfrekvensen og også stormstyrken: Vil et varmere klima nødvendigvis påføre Danmark flere storme, og vil disse blive stærkere?

Der er ikke et helt entydigt svar på det spørgsmål. Grundlæggende dannes vore lavtryk i den zone, hvor den kolde polarluft støder sammen med den varmere subtropiske luft sydfra. Det er i det sammenstød, at frontsystemerne og lavtrykkene dannes. Jo større temperaturforskellen er mellem den kolde og den varme luft, jo mere energi er der til lavtrykket. Så stor temperaturforskel er en vigtig parameter i dannelsen af et stormlavtryk.

Da vi her i begyndelsen af 2020’erne kan konstatere, at opvarmningen i Arktis er større end i den varmere luft mod syd, vil denne temperaturforskel generelt blive mindre, hvorfor der i det perspektiv ville være mindre sandsynlighed for dannelse af stormlavtryk.

Men der er andre parametre, som indgår i denne udvikling. Blandt andet betyder indholdet af vanddamp i den varme luft også meget. For jo mere vanddamp jo mere kondensation til skydannelse og dermed mere frigivelse af kondensationsvarme. Denne varme medvirker til et faldende lufttryk i lavtryksområdet. Derfor vil et stigende indhold af vanddamp i en varmere atmosfære medvirke til større risiko for dannelse af stormlavtryk. Med i denne udvikling spiller også havtemperaturen, der også stiger, en væsentlig rolle, eftersom det i høj grad er herfra, fordampningen kommer.

De ovenfor nævnte parametre trækker i hver sin retning, og spørgsmålet er derfor, hvad der vejer tungest, og det er ikke nødvendigvis det samme hver gang et lavtryk dannes. Men vi har set lidt større ekstremer i vindhastigheden, men ikke i et omfang, der sætter en entydig tendens mod stærkere storme.