Velfærdssamfundet i Danmark

Oprettelsen af velfærdsstaten skyldes en grundlæggende opfattelse af, at de forhold, som velfærdsstaten tager sig af, i mange tilfælde rammer tilfældigt, og uden at den enkelte kan gøres direkte ansvarlig for den uheldige situation, som man kan være havnet i. Sygdom er hvermands herre, som man siger, og arbejdsløshed skyldes i mange tilfælde økonomiske forhold og konjunktursvingninger, som den enkelte ikke selv kan gøre noget ved – eller gøre for. Velfærdsstaten er med andre ord en kollektiv og solidarisk forsikringsordning, hvor den enkeltes udfordringer og problemer løses af fællesskabet. Og i modsætning til en privat forsikringsordning er det ikke sådan, at man er udenfor, hvis man ikke har råd til forsikringen eller glemmer at betale den. Et vigtigt kendetegn ved den danske velfærdsstat er, at dens ydelser er universelle. Den dækker hele befolkningen – eller folket. Derfor kaldes to af grundpillerne i velfærdsstaten for folkeskolen og folkepension, ligesom man også taler om folkesundhed.

Det solidariske kommer ikke alene af, at alle er omfattet af velfærdsstatens ydelser. Det skyldes i mindst lige så høj grad, at alle betaler til finansieringen af velfærdsstaten. Og ikke nok med at alle betaler, men de med de højeste indkomster betaler mest. Velfærdsstaten er i sin mest ideelle form en omsætning af udsagnet om »at yde efter evne og nyde efter behov« i praksis. Det særlige ved betalingen er, at der ikke er nogen sammenhæng mellem, hvornår den finder sted, og hvornår man bruger eller får brug for velfærdsstatens ydelser. Man skal ikke have penge op af lommen, når ens børn går i skole, eller man selv får brug for behandling på et sygehus. Ofte kaldes velfærdsstatens ydelser for »gratisydelser«. Det er imidlertid misvisende. Det er ikke gratis, men i modsætning til andet forbrug sker betalingen ikke samtidig med forbruget. Man betaler sit bidrag til velfærdsstaten – sin skat – løbende og hele tiden, mens man ikke løbende bruger velfærdsstatens ydelser. Dem bruger man kun, når man har behov for dem og lever op til de krav, der er stillet i lovgivningen, og som administreres af staten og kommunerne. Så den enkelte borgers behov for og adgang til velfærdsstatens ydelser vurderes professionelt af personale, der er uddannet til det.

Selv om de med de højeste indkomster gennem topskatten betaler mere i skat end andre, så er det væsentligt at understrege, at velfærdsstaten i høj grad bygger på en »kontrakt« mellem generationer – en såkaldt implicit kontrakt, der fungerer, selv om den ikke er skrevet ned. Den implicitte kontrakt som et billede på, hvordan velfærdsstaten fungerer, betyder, at de erhvervsaktive som dem, der tjener løn og andre indkomster, betaler gennem skatter og afgifter til børnenes uddannelse og pasning og til de ældres forsørgelse og pleje. Det gør de, fordi de som et led i »kontrakten« forventer, at børnene vil gøre det samme for dem, når de erhvervsaktive bliver ældre, og det gør de, fordi de ved, at de ældre har betalt for dem, da de var børn og unge og havde brug for pasning og uddannelse.

Den implicitte kontrakt er et billede på velfærdsstatens solidaritet – som mere er en solidaritet mellem generationer end en, hvor der tages fra de rige og gives til de fattige. Velfærdsstaten er dog ikke kun en sparegris, hvor befolkningen i et land i fællesskab sparer op til at tage sig af situationer, hvor den enkelte har behov for en hjælpende økonomisk hånd udefra.

Velfærdsstaten er også en investeringsforening. Velfærdsstaten investerer i børnenes socialisering og de unges uddannelse, og den investerer i den samlede befolknings sundhed, den tidligere nævnte folkesundhed, og så investerer den i en værdig behandling af de syge og en værdig pleje af de ældre.

Velfærdsstaten handler derfor både om indkomstoverførsler i form af fx folkepension og forskellige former for dagpenge ved arbejdsløshed, sygdom og barsel og om serviceydelser i form af uddannelse, pleje og behandling. Og i en moderne velfærdsstat er serviceydelserne mindst lige så vigtige som indkomstoverførslerne. Faktisk er det en langt større del af befolkningen, der møder velfærdsstaten i form af dens serviceydelser som vuggestuer og børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner og hjemmehjælp, sygehuse og plejehjem, end det er, der får brug for dagpenge og førtidspension. Den universelle folkepension er den eneste overførselsindkomst, som de fleste får, hvis de lever længe nok.

Der findes en række gode argumenter for, hvorfor det er en god idé at lade staten tage sig af såvel overførselsindkomster som serviceydelser. Staten har langt bedre muligheder for at sikre forsørgelsen af de borgere, der pga. alder, sygdom eller arbejdsløshed ikke kan forsørge sig selv, end private forsikringsselskaber har. Staten har ret til at udskrive skatter, og den kan optage lån på relativt gunstige vilkår. I tilfælde af fx massearbejdsløshed er staten alt andet lige mere økonomisk solid end et privat forsikringsselskab, der ved et voldsomt udefrakommende pres pga. en ændret international konjunktursituation kan risikere at gå konkurs. Staten har desuden en interesse i under en lavkonjunktur at modvirke efterspørgselsnedgangen ved at udbetale understøttelse til dem, der ikke kan finde arbejde, så de både kan forsørge sig selv og samtidig, om end i mindre omfang, kan bidrage til at holde de økonomiske hjul i gang.

Velfærdsstaten betyder, at staten tager sig af de opgaver, som velfærdsstaten dækker. Det kan dog gøres på mange måder. I Danmark og de øvrige nordiske lande er velfærdsstaten som nævnt universel. Men der findes andre måder at organisere en velfærdsstat på. I en række centraleuropæiske lande, med Tyskland som det typiske eksempel, findes en velfærdsstat, hvor ydelserne især er rettet mod og forbeholdt lønmodtagerne. Det kaldes en selektiv velfærdsstat. Her opkræves finansieringen af velfærdsstatens ydelser ikke som en generel skat som i Danmark, men som målrettede, obligatoriske sociale bidrag til fx arbejdsløshedsforsikring, sygeforsikring og alderspension. Det betyder, at de borgere, der ikke er lønmodtagere, fx selvstændigt erhvervsdrivende og hjemmegående, ikke er omfattet af velfærdsstatens ydelser. I Sydeuropa findes i flere lande en velfærdsmodel, der med hensyn til overførselsindkomsterne minder lidt om den selektive model, mens serviceydelserne som fx pasning af børn og pleje af ældre i høj grad er overladt til familien. Og i de angelsaksiske lande, bl.a. Storbritannien, findes en model, hvor staten sikrer en form for velfærd for de dårligst stillede, mens resten af befolkningen selv må sørge for deres sociale sikring, fx som en del af deres ansættelseskontrakt eller ved at tegne andre former for privat forsikring.

Den danske velfærdsstat er en succes målt på sine egne præmisser, som er, at den skal omfatte alle borgere, der har et behov for hjælp enten i form af økonomisk hjælp eller hjælp i form af brug af velfærdsstatens serviceydelser.

Velfærdsstaten lever og virker konstant i et dilemma og en balancegang mellem borgernes eget ansvar for at sikre sig selv og deres familier og deres ansvar for at kunne forsørge sig selv på den ene side og på den anden side statens eller fællesskabets behov for at kunne sikre borgernes almene sundhed, deres uddannelse og deres forsørgelse i situationer, hvor selvforsørgelse ikke er muligt. Hertil kommer velfærdsstatens ambition om gennem uddannelse og udvikling at bidrage til, at det danske samfund er bedst muligt rustet til at klare de udfordringer og forandringer, der altid vil finde sted i et samfund under løbende forandring.

Spørgsmålet om økonomiske incitamenter – den rette tilskyndelse til selv at finde løsningen på ens forsørgelsesproblem – er helt centralt for velfærdsstaten. Hvis ikke det af borgerne generelt, herunder de skatteborgere, der er med til at finansiere velfærdsstaten, opleves, at velfærdsstaten på det område er rimelig og velfungerende, så mister velfærdsstaten sin legitimitet hos borgerne, som er dens fundament. Der er også i den nyere historie mange eksempler på, at spørgsmålet om de rette økonomiske incitamenter har spillet en central rolle for de reformer, der løbende foretages af velfærdsstatens forskellige ordninger. Det gælder arbejdsmarkedsreformerne op gennem 1990’erne og reformerne af kontanthjælpssystemet op gennem 00’erne, hvor der i det sidste tilfælde især var fokus på størrelsen af ydelser til personer, der var indvandret til landet.

Som det er fremgået af gennemgangen her, hænger velfærdsstaten og befolkningen snævert sammen. Befolkningens størrelse og ikke mindst befolkningens alderssammensætning har afgørende betydning for, hvor velfungerende velfærdsstaten er.

Den implicitte generationskontrakt forudsætter ideelt en befolkningssammensætning, hvor befolkningspyramiden ligner et juletræ – tykt forneden med relativt flere børn og unge end andelen af erhvervsaktive på midten og ældre i toppen. Sådan ser den danske befolkningspyramide ikke ud, og med de nuværende fødselsrater er der ikke noget, der – baseret på befolkningsfremskrivningerne – tyder på, at den vil komme til at se sådan ud i en overskuelig fremtid. Det kan være et problem.

Hidtil har der været et fødselsoverskud – flere fødte end døde – der ikke bygger på, at der er blevet født flere, men at der er færre, der er døde, fordi middellevetiden er steget. Det kan den sandsynligvis fortsætte med nogen tid endnu, men det er ikke urimeligt at antage, at stigningen i middellevetiden på et tidspunkt ophører, og så forsvinder fødselsoverskuddet, medmindre der lige pludselig sker en betydelig ændring i fertiliteten. Befolkningens størrelse i relation til velfærdsstaten handler bl.a. om, hvor stor en del af befolkningen der er aktive på arbejdsmarkedet og dermed i højere grad end andre (børn, unge og ældre) er med til at finansiere velfærdsstaten.

Sikring af arbejdsstyrkens størrelse er hidtil sket ved indvandring, som i stigende grad er blevet til indvandring af arbejdskraft fra vestlige lande, ikke mindst fra Østeuropa efter udvidelsen af EU med ti østeuropæiske lande i 2004. Spørgsmålet er, om det vil fortsætte. På den ene side kan man forestille sig, at den økonomiske udvikling i de pågældende lande vil være sådan, at en stadig større del af befolkningen i de erhvervsaktive aldre vil vælge at blive boende og arbejde i deres hjemland i stedet for at bevæge sig til Danmark, og på den anden side vil den danske velfærdsstat med adgang til uddannelse for børn og unge og sygehusbehandling for alle muligvis fortsat bidrage til, at Danmark er et attraktivt land at flytte til for at arbejde på et arbejdsmarked med ordnede forhold og rimelige lønninger.

Presset på arbejdsmarkedet og arbejdsstyrkens størrelse er også søgt løst ved en forøget tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet, hvilket har været en succes i den forstand, at den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet, der på et tidspunkt var så lav som 61,5 år, er steget betragteligt. Men spørgsmålet er, om man kan blive ved med at sætte den officielle pensionsalder op, i takt med at middellevetiden stiger, således at nutidens unge skal være oppe i 70’erne, før de kan trække sig tilbage og få folkepension.

Den interne fordeling af befolkningen i landet kan også blive en udfordring. Som vi har set, er der ganske mange kommuner, der i de senere år har haft en negativ befolkningsudvikling, mens kommunerne med en positiv befolkningsudvikling i stigende grad er samlet i de økonomiske centre omkring storbyerne.

På trods af landets begrænsede størrelse er der derfor en risiko for en demografisk skævvridning af landet, hvor den økonomiske aktivitet og de økonomisk aktive borgere i stigende grad koncentreres i nogle få af landets 98 kommuner, mens de resterende kommuner i stadig højere grad har en befolkning, der i mindre grad er økonomisk aktive og i højere grad har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Hvis det kombineres med de udfordringer, der allerede har vist sig med hensyn til at få bemandet centrale velfærdsstatsfunktioner som fx praktiserende læger i visse dele af landet, så er der lagt op til både demografiske og velfærdsstatslige skævheder, der er større, end det er tilfældet i dag.

Fra statslig side har man allerede forsøgt at imødegå dele af denne udvikling ved en udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet til resten af landet. Samtidig er der kommet fokus på at bevare eller etablere uddannelser bredere fordelt i geografisk henseende, således at de unges uddannelsesmuligheder ikke på samme måde som fx hospitalerne koncentreres i ganske få byer og områder.

På trods af de statslige tiltag for at sikre en større geografisk balance er der meget, som tyder på, at den økonomiske udvikling fortsat vil trække stadig flere aktiviteter, økonomiske såvel som uddannelses- og sundhedsmæssige samt kulturelle, ind i storbyområderne.

Mens indvandringen fra ikke-vestlige lande var det store og altafgørende politiske spørgsmål, som også havde velfærdsstatslige implikationer, i næsten 20 år fra midten af 1990’erne og frem til i dag, så er der meget, der tyder på, at spørgsmålet om balancen mellem land og by og mellem center og periferi vil blive centralt, også i relation til velfærdspolitik og velfærdsstaten i de kommende år. Konsekvenserne af den omfattende centralisering, der fandt sted med Strukturreformen i 2007, hvor 271 kommuner blev til 98, har vist sig at have en måske større betydning for livet og velfærden uden for de store byer, end man dengang havde forestillet sig. Blandt andet har centraliseringen af uddannelsessteder været fremhævet som en årsag til, at det er blevet vanskeligere for nogle kommuner, og dermed for institutioner som folkeskoler og andre uddannelsesinstitutioner, at skaffe tilstrækkeligt med uddannet arbejdskraft.

På den baggrund kan man forestille sig, at planlægningen og udbygningen af den fysiske infrastruktur både i form af vejnettet og den kollektive trafik kan komme til at spille en vigtig rolle i de fremtidige initiativer, der skal bidrage til en balanceret udvikling. En infrastruktur, der bidrager til, at man kan komme forholdsvis hurtigt og nemt til og fra de økonomiske centre til resten af landet – også relativt langt ud på landet – kan være en del af løsningen på den udfordring, som den demografiske skævhed udgør. Den digitale infrastruktur er også afgørende vigtig i den sammenhæng. Den skal bidrage til, at man både kan drive erhverv uden for storbyområderne, og at man kan være erhvervsaktiv på distancen i forhold til placeringen af virksomhedernes hovedsæder, der med stor sandsynlighed fortsat vil ligge i de økonomiske centre.

Danmark er en velfærdsstat, hvor den offentlige sektor spiller en stor rolle mht. at udbyde kerneydelser såsom børnepasning, ældrepleje, uddannelse og sundhed. Derudover leverer den offentlige sektor en række indkomstoverførsler (fx børnepenge, pension, studiestøtte, dagpenge ved arbejdsløshed, kontanthjælp mv.), som bidrager til at opretholde et socialt sikkerhedsnet for alle, herunder dem, som ikke er i stand til at forsørge sig selv og deres familie.

Som en konsekvens af dette bliver en stor andel af ressourcerne omfordelt gennem den offentlige sektor, og skattetrykket er højt (se figur).

Størrelsen af den offentlige sektor reflekterer nogle centrale politiske prioriteringer. Sikring af lige muligheder og udryddelse af fattigdom er vigtige politiske mål i den danske model. Dette søges realiseret gennem universel adgang til uddannelse og sundhed, som derfor er definerende karakteristika for den danske velfærdsstat.

Samtidig er det også et mål at være blandt de mest velstående lande i verden. Det interessante er her, hvordan den danske velfærdsstat er designet til at sikre en balance mellem den økonomiske vækst på den ene side og lav ulighed via skatte- og overførselssystemet på den anden.

To egenskaber er vigtige her. For det første gælder, at nok er den offentlige sektor meget stor i Danmark, men samtidig er den private sektor meget liberal. Den danske model er derfor ikke et udtryk for »politik mod markedet«.

For det andet gælder det om velfærdsstaten, at der er stærkt fokus på at understøtte arbejdsmarkedsdeltagelse og sikring af et højt uddannelsesniveau, både i bredden og dybden. Den finansielle holdbarhed af velfærdsstaten beror på høj beskæftigelse i den private sektor, og derfor bliver konflikten mellem velfærdsstatens mål og økonomisk vækst ikke så markant.

Den private sektor i Danmark er blandt de mest liberale blandt OECD-landene. Der er en række indikatorer, som underbygger dette. Det gælder fx OECD’s indeks for markedsregulering af produkter, hvor Danmark i 2013 er placeret i topfem, når det gælder markedsliberalisering (tæt på niveauet i USA). Verdensbanken rangerer Danmark som nr. fire (det højeste niveau i Europa, og højere end USA) i deres 2015-udgave af »Ease of Doing Business Index«, som inkluderer 189 lande. Endelig er Danmark i World Economic Forum Global Competitiveness Index for 2014‑15 placeret som nr. 13 ud af 144 lande.

Når det gælder det danske arbejdsmarked, er det bemærkelsesværdigt, at man fra politisk hold har været afholdende med at intervenere i forhandlingerne om løn og andre vilkår. Undtagelsen er naturligvis de tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed om en overenskomst, og mange løsninger bliver skabt i trepartsforhandlinger.

Det danske arbejdsmarked er kendetegnet ved fleksible regler for ansættelse og fyring og sikkerhed for den enkelte lønmodtager gennem det sociale sikkerhedsnet (flexicurity). Dog vil mange, specielt i fagbevægelsen, nok mene, at det efterhånden er så som så med den sociale sikkerhed, eftersom dagpengenes kompensationsgrad har været faldende igennem mange år og ikke længere er specielt høj i europæisk sammenhæng.

Endelig bør nævnes, at såkaldt aktiv arbejdsmarkedspolitik også er et vigtigt element i den danske model. Bag dette gemmer sig en række ordninger, der har det formål hurtigt at få de arbejdsløse i arbejde igen. Det kan fx være jobformidling, jobtræning og aktivering, uddannelse eller støttet beskæftigelse.

Læs mere om Danmarks samfund og befolkning

Læs videre om

• Velfærdsstatens historie
• Social sikring i Danmark
• Det danske arbejdsmarked

Læs også om

• Befolkningen i Danmark
• Sundhed og omsorg i Danmark
• Uddannelse i Danmark

Se alle artikler om uddannelse, sundhed og omsorg