Vendsyssel Kunstmuseum ligger i den gamle industribygning fra 1894, Bechs Klædefabrik, midt i Hjørring. Museet rummer en betydningsfuld samling af landskabsmalerier af kunstnere med tilknytning til egnen og viser derudover skiftende særudstillinger.
.

Vendsyssel Kunstmuseum blev oprettet i 1963 under navnet Hjørring Kunstmuseum og opnåede statsanerkendelse i 1981. I 2000 skiftede museet navn til Vendsyssel Kunstmuseum, og tre år senere flyttede museet fra det tidligere centralbibliotek i Brinck Seidelins Gade til den tidligere Bechs Klædefabrik, indrettet af arkitektfirmaet C.F. Møller på P. Nørkjærs Plads. Museet udstiller primært kunst fra efter 1945, der har tilknytning til Vendsyssel.

Landskabskunsten står stærkt på museet, hvor malere som Svend Engelund og Johannes Hofmeister er velrepræsenterede. Desuden råder museet over Danmarks største samling af Poul Anker Bechs værker. Vendsyssel Kunstmuseum rummer endvidere hovedværker af landsdelens førende billedhuggere, bl.a. Claus Ørntoft og Kurt Tegtmeier, og af kunsthåndværkere som tekstilkunstner Berit Hjelholt og keramiker Tove Anderberg, ligesom grafiksamlingen tæller arbejder af bl.a. Svend Wiig Hansen, Dan Sterup-Hansen og Poul Skov Sørensen. En tilbygning fra 2009 (ved Anna Maria Indrio/C.F. Møller) huser Niels Larsen Stevns Videnscenter, som viser skiftende udstillinger af maleren og formidler den seneste viden om hans værker. Østsjællands Museum på Stevns og kunstmuseet Louisiana har langtidsdeponeret værker her.

Videre læsning

Læs mere om Billedkunst i Hjørring Kommune

Se alle artikler om Billedkunst

Se alle artikler om Kunstinstitutioner og udstillingssteder