Ventepose Vandmølle, Bregninge

Ventepose Vandmølle var fæstemølle under Valdemars Slot og hører stadig under godset. Navnet ventepose henviser muligvis til den ventetid, der ofte var forbundet med at få malet sit korn, da der ikke altid var vand nok til at holde møllen i gang. Vandet til mølledammen kommer ikke fra et åløb, men fra kilder i dammens bund og skråninger. En anden mulig forklaring på navnet ventepose er dens tilknytning til vandet. Bønderne kunne kun sejle dertil ved højvande, hvorfor mølleren hejste en vimpel/pose op i en stang og signalerede derved, at både møllen og vandet var klar til at modtage korn. Endelig kan navnet hentyde til strømforholdene, hvor bådene kunne sidde fast i såkaldte poser, som man ikke kunne komme ud af. Alle tre muligheder vidner om, at bønderne måtte besidde en vis portion tålmodighed inden de kunne få malet deres korn.

Stuehuset er formodentlig opført i midten af 1800 årerne, mens møllen kan stamme helt tilbage fra 1726. Formentlig har der været mølle på stedet siden midten af 1600-tallet. Kornet blev sejlet til møllen fra Thurø og producerede årligt 150.000 kg., dvs. ca. 50 tønder skrå om ugen. Møllen var i funktion indtil 1933, men blev genindviet i 1990 efter en gennemgående restaurering, hvor det lykkedes at bevare skærebord, gravhjul, drev, ringkar, kube, kværnstol, trappen, møllesten og lagjern i selve mølleriet, mens vandhjuleakslen og den indvendige lejestol blev fremstillet i forbindelse med restaureringen. Udvendigt blev vandhjulet og lejebuk ligeledes ny-fremstillet. Den udvendige bræddebeklædning blev også udskiftet i 1990. Møllen var i funktion i en årrække efter restaureringen, men står nu ligesom stuehuset tomt. I stuehuset har der tidligere været portgennemkørsel.

Ned af en kuperet skovvej finder man Danmarks sidste vandmølle, som er beliggende på en strand. Ventepose Vandmølle ligger i en lysning i Bregninge skov ud til Thurøsund. Ventepose Vandmølle består af et stuehus med øst-vest vendte gavle, mens møllebygningen ligger med nord-syd vendte gavle på selve stranden med direkte adgang til Thurøsund. I tilknytning til de fredede bygninger ligger mølledammen og et mindre udhus.

Møllebygningen, på ni fag, er opført i sortopstrøget egebindingsværk med hvidkalkede murede tavl på et fundament af syldsten. Bygningen har højtrejste gavle, hvor sydgavlen har sortmalet listebeklædning med to vandbrædder. Nordgavlen har sortmalet listebeklædning fra bjælkelagshøjde. På ydervæggen mod sundet er der opsat en glat bræddebeklædning i højde med vinduesbrystningerne, der afsluttes med et vandbræt. Taget er et stråtækt heltag med kragetæer over mønningen. I rygningen sidder en skorstenspibe med sokkel og krave. På begge langsider sidder en sortmalet halvdør, der fører ind til mølleafsnittet, mens en blåmalet revledør på vestsiden fører ind til beboelsesafsnittet. Bygningen har overvejende ældre, men også nyere, traditionelt udførte, to-rammede vinduer, men også enkelte et-rammede ind mod mølleafsnittet. Vinduerne på langsiderne og ind mod beboelsesafdelingen er malet grå og hvidmalede i den sydlige gavlende ind til mølleafsnittet. Indvendigt er bygningen inddelt i et beboelsesafsnit på seks fag og et mølleafsnit på tre fag. Planløsningen er delvist intakt med køkken mod dammen mod vest og stue mod sundet mod øst. I køkkenet findes fortsat det store åbne ildsted, hvor der har været plads til en større bageovn. I stuen står en ældre bilæggerovn. Der er endvidere bevaret to ældre revledøre. Bindingsværk og loftbjælker er synligt i dele af bygningen. Fra en ældre trappe kan man komme op til den uudnyttede loftetage, hvor et lille hjemmerøgeri er bevaret. Røgeriet er af bindingsværk med bræddeloft og gulv af mursten lagt i sand. Røgen kunne således stige op i kassen fra jernovnen i den underliggende stue og fortsætte via en trækkanal videre til skorstenen. Det stråtækte tag er syet på.

Stuehuset på 11 fag er opført i sortopstrøget egebindingsværk med hvidkalkede, murede tavl på et fundament af syldsten. Huset rager udover skråningen og soklen bliver således højere i takt med skråningens hældning. En trappe langs husets sydside fører ned til en sortmalet halvdør i den østlige ende af huset. Via halvdøren er der adgang til en mindre kælder. Taget er et halvalmet stråtag med kragetæer i mønningen. I rygningen sidder to murede skorstene med sokkel og krave. Skorstenen længst mod øst er med tag. Mod syd findes to sortmalede halvdøre med støbejernsbeslag samt en rødmalet revledør med kroneglas. Endvidere er der en nyere skydedør af glas i husets vestligste fag, men hvor de ældre skodder fortsat findes. På nordsiden findes en enkelt rødmalet revledør samt en blåmalet to-fløjet havedør med opsprossede vinduer. Bygningen har overvejende torammede, blåmalede vinduer, men også enkle etrammede. Vinduerne er nyere, men traditionelt udført.

Indvendigt er den oprindelige planløsning bevaret med stuen mod vandet mod øst og køkkenet samt bryggers med tilhørende spisekammer beliggende mod nord. Der er synlige loftbjælker og enkelte ældre revle- og fyldingsdøre med gerigter og greb. I køkkenet står et ældre centralvarmekomfur af mærket Tasso fra 1930'erne og i stuen er samlingspunktet en ældre pejs. I husets vestlige ende står en nyere trappe, der fører op til den delvist udnyttede loftsetage, hvor der er indrettet et værelse mod vest.

Møllehusets kulturhistoriske værdi knytter sig til møllens enkle udformning, idet den er den ene af to bevarede vandmøller, der repræsenterer den middelalderlige mølletradition, hvor mølleriet er simpelt i sin teknologi med kun en kværn med undertræk i fast indgreb. Endvidere er det særegent, at møllen henter sit vand fra en dam, hvis vand stammer fra kilder i bunden og skråninger og ikke som typisk fra et åløb. Endvidere skal den ubrudte tagflade, de højtrejste gavle, det kraftige egebindingsværk, hjørneskråbåndene, de bevarede dørindfatninger og den praktiske lodrette bræddebeklædning på den østlige side samt på den sydlige gavl fremhæves som af kulturhistoriske værdi. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den bevarede planløsning med beboelse i den ene ende og mølleriet i den anden ende. Trods den omfattende restaurering er der bevaret flere bygningsdele og detaljer, blandt andet flere vinduer og døre og bræddelofter med synligt bjælkelag, som tilskrives kulturhistorisk værdi. Dertil kommer de bevarede dele af selve mølleriet, herunder skæreloft, gravhjul, drev, ringkar, kuben, kværnstol, trapper samt møllesten og langjern. Udover selve mølleriet bør nævnes røgekassen på loftet samt resterne af arnestedet i køkkenet og bilæggerovnen i stuen som betydelige kulturhistoriske værdier.

Mølleværket er med alle tilhørende dele af stor kulturhistorisk værdi, idet den i fysisk form fortæller historien om det lokalt orienterede og af vejret afhængige, før-industrielle danske landbrug. Stuehusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til husets finere fremtrædning med den to-fløjet fløjdør samt det halvvalmede tag, der tydeligt viser rangforskellen til selve møllebygningen. Hertil kommer den egnskarakteristiske bindingsværkskonstruktion, hvor skråbåndene støtter på anden stolpe frem for hjørnestolpen, den ubrudte tagflade samt de få ældre vinduer og døre. Hertil kan man i samspil med møllebygningen aflæse en udviklingshistorie, idet stuehuset er opført senere end møllebygningen, hvilket vidner om møllerens betydning i samfundet under fæstevæsenet, hvor fæstebønderne var forpligtet til at bruge en bestemt mølle og derved sikrede mølleren, og godsejeren en gunstig forretning.

I det indre knytter de kulturhistoriske værdier sig til den delvist bevarede planløsning med køkkenet, bryggers og spisekammer mod nord, hvorimod stuen vender mod sundet. Hertil kommer de enkelte bevarede, ældre og traditionelle bygningsdetaljer, dvs. døre med dertilhørende detaljer såsom kroneglas samt gerigter, greb og beslag, det fritliggende bjælkelag, ildstedet i stuen, den ældre centralvarmeovn i køkkenet samt vinduer med ældre anverfere og stormkroge.

Møllebygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til bygningens enkle, fritstående og velpropotionerede volumen med stejlt tag og righoldige bindingsværkskonstruktion, der med den enkelte skorstenspibe i rygningen og de få detaljer bekræfter bygningens ærlige udtryk, som understøttes af den enkle materialeholdning, der er domineret af tegl, træ og smedejern. I møllebygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det maskinelle udstyr og den gennemgående brug af træ, som sikrer et helstøbt interiør. Stuehusets arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det enkle, friststående og velproportionerede bygningsvolumen og den ubrudte tagflade, der sammen med den righoldige bindingsværkskonstruktion, de to skorstenspiber i rygningen, den tætte vinduessætning mod sundet og den to-fløjet franske dør giver bygningen et værdigt og mere fornemt udtryk og understøtter derved forskellen til den lavere liggende møllebygning. Tillige er soklens tiltagende højde, der følger landskabet værd at nævne, som arkitektonisk værdi. Hertil kommer den enkle materialeholdning, der giver bygningen et solidt og ærligt udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de bevarede bygningselementer og den traditionelle materialeholdning.

Læs videre om

• Badstuen 4, Troense
• Hesselager Møllegård
• Isebækgård, Lundeborg

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen