Gudenås vand er blevet brugt til at drive møller langt tilbage i tiden. I løbet af 1800-tallet begyndte de første fabrikker at skyde op langs dens løb, og fra begyndelsen af 1900-tallet blev der også bygget kraftværker, der brugte åens vand til elproduktion. Et af disse er vandkraftværket i Vestbirk fra 1924. Idéen opstod under 1. Verdenskrig, da det var vanskeligt at skaffe brændstof til Birk Elværk, hvis dieselmotor fra 1911 ellers havde leveret el til Vestbirk og Østbirk.
Kraftværket kom til at ligge, hvor Vestbirk Garn- og Trikotagefabrik havde været indtil en brand i 1920. For at skabe et fald på næsten 10 m blev der sat et stort anlægsarbejde i gang, hvor dusinvis af arbejdsmænd i halvandet år gravede kanaler samt støbte og murede bygninger, sluser og broer.
Ligesom storebroren Tangeværket i Viborg Kommune ændrede det nye kraftværk ålandskabet omkring Gudenå. Det oprindelige åløb ved Træden Skov blev spærret, så kun overskudsvand blev ledt den vej. I stedet blev vandet opstemmet, så der i løbet af få dage, fra d. 27. november til d. 2. december 1924, opstod tre kunstige søer, hvor der før havde været eng, mose og dyrkede marker. Vestbirksøerne blev hurtigt et udflugtsmål, og fra 1930 kunne udflugtsgæsterne lade sig traktere på traktørstedet Sølyst.
I 1979 blev værket og søerne solgt til staten. Efter ønske fra de lokale blev der lavet en ålesluse ved værket, men først omkring 1990 blev der skabt passage for fiskene. I dag sender kraftværket stadig omkring 2 GWh ud om året, ligesom området bruges til kulturelle arrangementer.
