Vester Hæsinge gamle Skole, Faldsled

Stuehuset og sandhuset blev opført i begyndelsen af 1800-tallet. Til ejendommen hørte 3-4 tdr. land jord og mod øst, vinkelret på degneboligen, lå der tidligere to udlænger i bindingsværk. Opførelsestidspunktet hænger sandsynligvis sammen med folkeskolereformen af 1814, hvor der blev gennemført en landsdækkende undervisningspligt for drenge og piger fra 6-7 årsalderen indtil konfirmationen. På landet kom der almueskoler og det var degnen, som underviste børnene med henblik på at uddanne gode kristne og nyttige borgere. Eleverne fik viden om fædrelandets historie og om religion. Nyttefag som læsning, regning og skrivning var vigtige for bønderbørnene. Børnene blev til at begynde med undervist i den samme bygning som degnen boede i, og de tidligste skoler lå derfor tæt på landsbyens kirke.

Syd for degneboligen blev der i 1867 opført en såkaldt pogeskole, en privat skole til undervisning af børn i alderen 6-9 år. Indtil omkring 1850 var der undervisning i degneboligen, men årstallet er noget usikkert. Dog ved man, at der nord for degneboligen havde ligget en skolebygning, før den nuværende bygning, Birkevej 19, blev opført i 1896, og som derefter rummede Vester Hæsinge Skole. Af et foto fra 1933 ses det, at der tidligere har været en indgang i den sydlige ende ud mod vejen, og at sydgavlens vinduer er blevet flyttet og antallet af vinduerne ændret. Da Birkevej blev udvidet i 1933 blev degneboligens udlænger revet ned. Pogeskolen blev nedrevet i 1961, da det store skolekompleks Vester Hæsinge Centralskole skulle opføres. Da centralskolen blev indviet i 1962 blev den gamle skole, Birkevej 19, i stedet indrettet til kommunekontor. I 1967 blev der foretaget en ændring af rumopdelingen i degneboligen. I 2001 blev bygningen istandsat for Boligforeningen Kristiansdal, som havde købt bygningen af Broby Kommune, og i den forbindelse blev der indrettet to boliger i huset ved arkitekt Erik Eriksen.

Vester Hæsinge Gamle Skole, også kaldet degneboligen, ligger ved hovedvejen i landsbyen Vester Hæsinge umiddelbart syd for kirken. Ud over stuehuset er også et bagvedliggende lille sandhus omfattet af fredningen. Rundt om stuehuset og til dels omkring sandhuset er der pigstensbelægning. Stuehuset er en 13 fag lang, enetages bindingsværksbygning opført i sortopstolpet tømmer med hvidkalkede tavl over sorttjærede syldsten. Mod gaden afsluttes facaden af en hvidmalet, muret hovedgesims. Taget er et stråtækt heltag med trekvartvalmede gavle, halmmønning og kragtræer. Fra gesimshøjde er nordgavlen beklædt med sorte, lodretstillede brædder, som afsluttes af en knægtbåren vandnæse. I rygningen er en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og gesims. Mod gaden er en svungen frontkvist over tre fag, som dels er af bindingsværk, dels er muret og i midten er et torammet vindue. Langs tagfladen afsluttes frontkvisten af en muret gesims magen til hovedgesimsen. Under frontkvisten er en ældre, tofløjet fyldingsdør med et smalt, opdelt overvindue samt en profileret indfatning. Foran hoveddøren er et par ældre trappetrin af granit. I havesiden er to tofløjede havedøre med glasruder øverst. Begge døre er nyere, men traditionelt udført. Vinduerne er en blanding af ældre og traditionelt udførte vinduer. De består af et-, to- og trerammede vinduer med små ruder. Vindueskarmene er malet mørkegrå, mens rammerne er hvide. Det samme gælder for havedørene, der har mørkegrå karme og hvide dørblade. Hoveddøren derimod er mørkegrå med lysegrå staffering.

Stuehuset er indrettet med to boliger – en mod nord og en mod syd. Det var kun den søndre bolig, der blev besigtiget og som derfor danner baggrund for beskrivelsen af bygningens indre. Bag hoveddøren er et fælles vindfang, der giver adgang til de to boliger. Boligen mod syd rummer en forstue, et køkken, en fordelingsgang, et badeværelse og et soveværelse mod vejen, mens der mod haven er én stor stue. Boligen fremtræder overvejende med nyere, men traditionelle materialer, herunder bræddegulve, klinkegulve, pudsede vægge, klinkebeklædte vægge i badeværelset og synlige, indpakkede bjælker med pudsede loftflader imellem. I vindfanget er der nyere, plane døre, mens de øvrige døre er ældre fyldingsdøre. De profilerede gerichter er nyere, men udført som kopi af ældre gerichter. Vinduerne er forsynet med forsatsvinduer, ligesom havedøren har en nyere, indvendig forsatsdør. Sandhuset ligger ud for den sydlige del af stuehuset, der er cirka en meter imellem stuehusets haveside og sandhusets facade. Sandhuset er bygget ind i det skrånende terræn så kun indgangssiden er i fuld højde. Sandhuset er en lille kvadratisk bygning, som er opført dels af kampesten og dels af mursten med et pyramideformet stråtag, der øverst afsluttes af halmmønning og kragtræer. Soklen står dels i ubehandlede granitsten og dels sorttjæret, mens den øverste del af facaden er hvidkalket. Indgangsdøren, vender ind mod stuehuset, og er en nyere, men traditionelt udført revledør. Mod henholdsvis nord og syd er et lille, traditionelt udført, etrammet vindue med et lag glas og ældre anverfere.

Indvendigt består sandhuset af et rum. Der er støbt gulv, kalkede vægge og nyere, synlige bjælker med nyere loftbrædder henover. I gulvet er en lille kartoffelkælder, der lukkes af en nyere, men traditionelt udført gulvlem.

Den miljømæssige værdi ved Vester Hæsinge Gamle Skole knytter sig til bygningernes beliggenhed nær Vester Hæsinge Kirke, hvor stuehuset og sandhuset med deres traditionelle byggeskik udgør en væsentlig del af det ældste Vester Hæsinge og dermed er yderst signifikante for landsbyens kulturmiljø. Pigstensbelægningen omkring bygningerne harmonerer med den traditionelle materialeholdning og understreger desuden bygningernes alder. Hertil kommer, at Vester Hæsinge Gamle Skole sammen med de omkringliggende bygninger, der på et tidspunkt også har rummet landsbyens skole, er et helt unikt fysisk vidnesbyrd om en landsbys skoleudvikling igennem et par hundrede år.

Vester Hæsinge Gamle Skoles kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til ejendommens særlige beliggenhed ved kirken, der vidner om, at det var degnen som i begyndelsen af 1800-tallet underviste sognets børn. Ofte foregik undervisningen i samme bygning som degnen boede i. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til det lille sandhus, hvis eksistens beretter om, at ejendommen blev anvendt til undervisning. I 1800-tallet var undervisningsmaterialerne ret sparsomme. Børnene havde tavler som de skrev med grifler på, en gang imellem havde de papir, hvor de lærte at skrive med pen og blæk, men de skrev også i sand. De mindste elever lærte nemlig at forme bogstaver med en fjerpen på et sandbord, som stod i skolestuen. Derfor var der i nærheden af stuehuset opført et lille hus til opbevaring af sandet, så det var tørt og klar til brug i skolestuen. Heraf stammer betegnelsen et sandhus.

Tillige er der kulturhistorisk værdi ved stuehusets enkle og traditionelle bindingsværkskonstruktion med løsholter, dokker, halvranker og krumme stormbånd samt stråtaget med halmmønning og kragetræer, der vidner om at ejendommen hører til Vester Hæsinges ældste bebyggelse. De krumme stormbånd støtter på traditionel fynsk vis mod den næstsidste stolpe i stedet for hjørnestolpen, således at vindtrykket på det yderste fag bliver knapt så stort. Hertil kommer de ældre vinduer og den ældre hoveddør med bosserede fyldinger, anslagslister udformet som stiliserede søjler, opdelt overvindue og portal med kannelerede sidestykker og bosserede hjørne- og fodklodser, som sammen med frontkvisten giver hoveddøren et herskabeligt udtryk. Det detaljerige indgangsparti skulle sammen med den aftrappede, murede gesims manifestere ejerens velstand udadtil. Ud over at signalere, hvor hovedindgangen var, havde frontkvisten desuden en praktisk karakter. Idet den ved en eventuel brand skulle forhindre brændende strå i at falde ned foran døren og dermed spærre flugtvejen. I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de genkendelige træk fra den ældre planløsning, herunder den gennemgående hovedskillevæg og vindfanget placeret mod gaden. Hertil kommer de ældre bygningsdele, herunder gerichter, hvis der er nogle ældre tilbage, samt fyldingsdørene og de synlige bjælker, om end de er pakket ind i plademateriale for at fremstå ensartede og dermed finere.

I sandhusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det åbne rum samt til kartoffelkælderen, hvor man på traditionel vis har kunnet opbevare sine fødevarer køligt. At man senere nok også har anvendt hele sandhuset til opbevaring skyldes, at det ligger delvist inde i det omkringliggende terræn og derfor har en forholdsvis konstant frostfri temperatur.

Den arkitektoniske værdi ved Vester Hæsinge Gamle Skole knytter sig i det ydre til stuehusets enkle bygningsvolumen udformet som en længebygning med trekvartvalmede gavle, frontkvist og stråtækte, ubrudte tagflader, der sammen med den taktfaste og forholdsvist simple bindingsværkskonstruktion, skorstenspiben i rygningen giver bygningen et velproportioneret og harmonisk udtryk. Hertil kommer, at stråtaget uden overgange føjer sig om den let svungne frontkvist, som sammen med den detaljerige hoveddør udgør bygningens visuelle omdrejningspunkt. De tætsiddende, smårudede vinduer mod vejen understreger stuehusets herskabelige karakter, som således står i kontrast til det funktionsprægede sandhus. At sandhuset har en sekundær funktion kan tydeligt aflæses i, at det ligger delvist inde i havens terræn og at det er opført udelukkende i tegl- og kampesten og strå. Den kvadratiske grundplan, de lave mure og det pyramideformede, ubrudte stråtag gør, at sandhuset fremstår som en yderst solid og helstøbt lille bygning.

Læs videre om

• Fåborg Hospital, Herringe
• Kildehuset, Brahetrolleborg
• Sandholt, Sandholts Lyndelse

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen