Vester Skærninge Præstegård, Svendborg

Den gamle Vester Skerninge Præstegård brændte i 1631. I den nuværende hovedbygning findes en løsholt, nedtaget fra et tidligere korshus, på havesiden med inskriptionen "GKK", "KTD" og "1662", hvilket indikerer at de ældste dele af hovedbygningen blev opført mellem 1631 og 1662. Oprindelig fungerede præstegården ikke blot som bolig for præsten men omfattede også en stor landbrugsbedrift med et tilhørende trelænget anlæg af avlsbygninger beliggende der, hvor Fåborgvej forløber i dag. I 1681 og 1697 foretog den daværende sognepræst Christopher Wielandt ombygninger på hovedbygning og avlsbygninger. Den østre længe blev ombygget i 1730. I 1774 blev hovedbygningen og korshuset istandsat. I 1797 fik hovedbygningen et højere loft i beboelsesdelen, flere nye gulve, ny lofttrappe, en ny kældernedgang, en stentrappe foran hoveddøren, og kvistetagen mod gård og have blev etableret.

I perioden indtil 1844 blev forskellige ombygninger af avlslængerne udført, og herefter blev funktionerne i flere af hovedbygningens rum ændret. Der blev opsat pudsede lofter, nye tapeter, og døre, vinduer samt gulve blev fornyet. Hertil fik hovedbygningen også teglhængt tag, og samtidig blev korshuset mod nord nedrevet. I 1895 blev vestre længe ombygget til en grundmuret forpagterbolig. Alle avlslænger brændte i 1921, og den lille sidebygning blev opført i 1922, hvorefter den blev indrettet til konfirmandstue. Præstegården blev restaureret i 1952 og blev sidste gang restaureret og moderniseret i begyndelsen af 2000-tallet.

Vester Skerninge Præstegård består af en hovedbygning og vinkelret herpå en mindre sidelænge. Foran hovedbygningen er der en stor forplads med en cirkulær plæne omkranset af grusbelagte tilkørselsveje. Forpladsen afgrænses mod Fåborgvej af høje lindetræer. Præstegården anvendes som præstebolig og de til embedet tilknyttede repræsentative formål. Vester Skerninge Præstegårds hovedbygning er et 24 fag langt, enetages langhus opført i brunt opstolpet tømmer med gulkalkede tavl. Hovedbygningens fodrem hviler på en høj sokkel af kampesten, og bygningen bærer et heltag hængt med røde vingetegl, taget er helvalmet mod vest og halvvalmet mod øst. Der sidder tre hvidkalkede skorstene med sokkel og krave i rygningen og et antal nyere jerntagvinduer i begge tagflader. Både forpladsen og haven er de fem midterste fag er forhøjet til en kvist. Under kvisten mod forpladsen sidder hoveddøren, der er en nyere, tofløjet fyldingsdør, hvorover der er en konsolbåren fordakning prydet med tandsnit. Foran døren er der en granittrappe med ældre metalgelændere. Der er en nyere, sekundær dør i den østlige ende.

Bindingsværket i de vestlige fag præges af mere fyldtømmer end i den resterende del af bygningens bindingsværk. Mod haven er hovedbygningen opbygget på samme måde som facaden, dog er der to udgangsdøre i hver ende af bygningen, en nyere revledør og en tofløjet fyldingsdør. I kvisten er isat en fransk altan med en tofløjet dør. Vinduerne er dels opsprossede og torammmede dels korspostvinduer, vinduerne er overvejende ældre, og alle er blåmalede.

I det indre er grundplanen præget af den ældre grundplan med en langsgående midterskillevæg, den er dog brudt enkelte steder, hvor der er to store gennemlyste stuer. Overordnet er grundplanen disponeret med en hall med hovedtrappe i midten og mindre rum, køkken, bad og sekundær trappe mod havesiden og i den østlige ende af bygningen, mens arbejdsværelser og repræsentative stuer ligger mod forpladsen i den vestlige del. Alle rum mod gårdsiden er anlagt en filade. Stuerne fremstår med ældre brædde- eller plankegulve, pudsede lofter med enkel stukkatur eller lofter med synligt bjælkelag og loftbrædder imellem. Der er ældre fyldingsdøre og revledøre med gerichter og beslagværk samt ældre paneler. Der er endvidere bevaret flere ældre brændeovne, hvoraf enkelte er indsat i dertil indrettede ovnnicher. Halvdelen af loftetagen er indrettet med en fordelingsgang med adgang til værelser og bad. På denne etage er der ældre bræddegulve, synlige hanebånd og flere 1700-talsdøre med fornemt udførte bukkehornsbeslag. Den resterende del af loftet er uudnyttet og anvendes til opbevaring. Tagkonstruktionen fremstår synlig, og der er fast undertag. Under den østlige del af hovedbygningen er der en mindre kælder, der fremstår med støbt gulv og loft samt hvidtede vægge. Kælderen anvendes til værksted og opbevaring.

Sidebygningen mod øst er en fire fag lang, enetages grundmuret bygning, der hviler på en støbt sokkel og bærer et halvvalmet tag hængt med røde vingetegl. I rygningen sidder en hvidmalet skorsten. Murværket er skuret og gulmalet og afsluttes under tagudhænget af en muret hovedgesims. Vinduerne er ældre to- eller trerammede vinduer med tre ruder eller staldvinduer af støbejern. Mod forpladsen er der en nyere blåmalet dør og en garageport, og i sydgavlen er en ældre blåmalet revledør. På havesiden er indrettet en hønsegård. Bygningen forbindes til hovedbygningen med en lille grundmuret mellembygning, der er hængt med røde vingetegl. I det indre er der indrettet kontorfaciliteter, bad og garage. Kontoret og de tilhørende faciliteter er indrettet i nyere tid og er derfor præget af nyere overflader og installationer.

Den miljømæssige værdi ved Vester Skerninge Præstegård knytter sig til præstegårdens nære beliggenhed til Vester Skerninges ældste landsbymiljø, hvor præstegården sammen med kirke, kro og beboelseshuse i kraft af deres interne beliggenhed og den traditionelle byggeskik og materialeholdning indgår i en unik og velbevaret helhed. Endelig knytter den miljømæssige værdi sig til hovedbygningens og sidelængens placering, hvor de sammen medvirker til at afgrænse præstegårdens store forplads.

Den kulturhistoriske værdi ved Vester Skerninge Præstegård knytter sig til dens nære beliggenhed til kirken og kroen, hvilket vidner om disse bygningers funktion som naturlige samlingspunkter for landsbyboerne gennem mange hundrede år. Hertil kommer hovedbygningens lange, markante bindingsværksfacade med kvistetage, granittrappe samt de delvist ubrudte tagflader, der sammen med orienteringen mod vejen tydeligt signalerer beboernes betydning i lokalsamfundet. Det kraftige bindingsværk med rigeligt fyldtømmer i den vestlige del og gavlene viser tilbage til bygningens oprindelse i 1600-tallet. Det øvrige, og mere enkle, bindingsværk bærer ligeledes vidnesbyrd om præstegårdens udvikling og ombygninger gennem tiden. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan, der inddeler bygningen hierarkisk i en repræsentativ og mere funktionel del. Således ligger de fine stuer fortrinsvis mod gårdsiden og i den vestlige del, mens de mindre rum og sekundære funktioner vender mod haven og ligger i den østlige ende af huset. Hertil kommer alle de bevarede ældre bygningsdele, herunder fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, plankegulve, pudsede lofter og stukkatur, der vidner om bygningens høje alder og fremtrædende position i lokalsamfundet. Den kulturhistoriske værdi ved sidelængen knytter sig til i det ydre til længens beliggenhed, hvor den markerer den tidligere avlslænges beliggenhed. Hertil kommer det enkle formsprog og den traditionelle materialeholdning, der underordner sidelængen i forhold til hovedbygningen.

Den arkitektoniske værdi ved Vester Skerninge Præstegård knytter sig i det ydre til stuehusets rige bindingsværk og de store, næsten ubrudte tagflader, hvor den brede kvist midtfor samler den lange bygning. Præstegårdens rige bindingsværk, den enkle og festlige farveholdning og den traditionelle materialeholdning giver bygningen et solidt og velbjærget udtryk.I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til den store, gennemlyste stue i den vestlige del af bygningen, der med sin symmetriske placering af tofløjede fyldingsdøre sammen med brændeovnen og den enkle stukkatur fremstår som et stateligt og særdeles herskabeligt rum. Hertil kommer det lange forløb af en filade forbundne stuer langs gårdsiden, der giver et usædvanligt smukt og effektfuldt vue gennem hele stuehuset.

Den arkitektoniske værdi ved sidelængen knytter sig i det ydre til den enkle, sluttede bygningskrop, hvor de udbrudte tagflader, farveholdningen og den traditionelle materialeholdning tilpasser sig hovedbygningen og herved skaber et harmonisk og helstøbt gårdanlæg.

Læs videre om

• Baagøe & Ribers Plads, Svendborg
• Krovej 15, Vester Skerninge
• Viebæltegård, Svendborg

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger