Vester Voldgade 19, København

Vester Voldgade 19/Studiestræde 49 er opført 1796-97 for barber Lars Hansen Tøyring. Han havde kun råd til at bygge tre etager og efterkommernes hus blev otteogfyrre år senere forhøjet med en fjerde etage. I den anledning forsvandt fordybningerne over 1. sals vinduer i Studiestræde. Det mest afgørende indgreb kom i 1918, hvor der blev indrettet en moderne butik i stueplan med en butiksdør i hjørnet. Facadens puds, senere oliemaling, var i 1800-tallet gul, mens indfatninger og gesims var hvide. Som mange jorde i Nørre Kvarter var også den store grund langs Vester Vold ejet af kirken. Men allerede før reformationen fik Københavns Kommune skøde på den, som i 1496 gav den videre til en apoteker. Så blev den delt i to, hvor den ene halvdel gik til Helligåndsklostret og den anden til private. Mellem 1560 og 1564 blev de to grunde yderligere delt op, og der kom små enetages udlejningsboder som randbebyggelse. Senest i 1553 mener man at nuværende 47 og 49 i Studiestræde blev skilt ad. Alligevel har de ofte været i samme ejers hænder, endda så sent som i det forrige århundrede. I 1728 overlevede de tre små huse for enden af Studiestræde med hver sit lille baghus den store brand og ejeren af det mindste, hjørnehuset, en brændevinsbrænder med kone, tre børn og tjenestepige husede derfor midlertidigt femogtyve husvilde militærfolk og håndværkere fra de omkringliggende gader. Hans gård og baghus ragede lidt ud i den ellers lige Vester Voldgade. I midten af 1700-tallet havde de sidste to små huse for enden af Studiestræde samme ejer og det var nærliggende, at de skulle forenes ved et kommende nybyggeri. I 1770'erne boede en væver i hjørnehuset og i 1780'erne igen en brændevinsbrænder, Lars Hansen, der ejede alle tre huse. I det fine nye og større hus fandt Dragørlodsernes oldermand koffardikaptajn H. Meinertz en bolig til sig og sin familie. Efter hans død blev enken boende og efter hende kom en jurist til at bo her. I 1820'erne var det stadig produktion af brændevin, der var hovederhverv i ejendommen, mens urtekræmmer Lund førte indtil 1839 spækhøkerhåndteringen videre, der også var knyttet til adressens kælderbutik. Efter ham erhvervede Christian Faber ejendommen. Han arbejdede sig op til grosserer, og hans enke fortsatte med at bo i en af husets lejligheder. Huset var oprindelig mere en bolig- end en forretningsejendom og i en urtekræmmers eje det meste af 1800-tallet. H. C. Lumbye og Hans Egede Schack lejede en bolig her i kortere tid. Den første i 1848, den anden ti år senere. Da de gamle volde og bastioner blev sløjfet over en længere årrække efter 1874, blev gaden under volden gjort bredere og fra delvis kun 12 meter blev den nu mellem 22 og 27 meter bred. Samtidig ændrede kommunen gadenavnet fra Vestervold til Vester Voldgade. Omkring århundredeskiftet ændrede også huset sin status, for så vidt at en grosserer Ph. L. Nathan indrettede stueetagen til Kjøbenhavns Manufaktur- og Klædeoplag. I 1898 boede han og hans familie på 2. sal ved siden af en buntmager, på 3. sal en urtekræmmer. På 4. sal boede en mineralvandsfabrikant uden dog, at han fyldte vand på flasker deroppe. På den fine 1. sal boede der en cand.jur. ved siden af en civilingeniør. I det 20. århundredes første halvdel er adressen typisk et sted med titlen grosserer foran for- og efternavn. Dog er den kendteste lejer Dansk Kvindesamfunds centralkontor sammen med Danske Kvinders Nationalråd. Redaktionen af Nordisk Textiltidsskrift sad på 2. etage, 3. og 4. etage indeholdt fortsat fire boliger. Alfred Silcowitz-Hansens Bladforlag havde efter 2. Verdenskrig kontorer på 2. sal. Indgangen fra Vester Voldgade førte i en årrække til et lædervarefabriksudsalg. Efter 1924 ejede firmaet Linnet, først Anton Linnet og siden hans søn Palle hjørneejendommen. Anton Linnet havde fra 1903 en kaffeforretning på Rådhuspladsen, men først måtte han vige for det nye Paladshotel, så for anden gang der, hvor Ekstra-Bladet fik en ny bygning, nr. 35-37. Han boede selv på Islands Brygge, men var ellers kaffegrossist som så mange firmaer i datidens København. I et vilkårligt år som 1966 fandtes 93 kaffegrossister i kommunen. Da forretningen gik bedst, boede han og sønnen på hver sin Strandvejsadresse. Også naboejendommene Studiestræde 47 og 47A og den oprindelige hotelbygning Vester Voldgade 21 kom i Linnets besiddelse. Butikken blev i 1925 ombygget til sit nye formål. Gulvet blev forhøjet og frugthandlerens kælderhals tilmuret. Den lille gård og manglende gårdbebyggelse gjorde det umuligt også at indrette et risteri på adressen. Ældre københavnere har ikke svært ved at huske den karakteristiske butik med de blanke messingkværne, hvor de købte Danmarks uundværlige yndlingsdrik. Familien Linnet solgte sine ejendomme i 1979 og nr. 47 og 49 gik til aktieselskabet Rafiki, der udstykkede den i 9 ejerlejligheder, heriblandt to store boliger på henholdsvis 116 og 124 m² på de to øverste etager. I 1997 opkøbte Esbjerg Kommunes Feriefond alle ni ejerandele. Esbjerg Kommune bruger huset delvis til sine medarbejdere, der har ærinder i hovedstaden. Linnets traditionsrige kaffeudsalg lukkede i 1976 og kaffebutikken blev forvandlet til et værtshus. Det fik navnet Sir Henrys Pub. Pubben lukkede treogtyve år senere i januar 1999 og islændingen Björg rykkede ind, moderniserede stedet, gjorde det mere åbent og lyst og overlod det snart til en ny ejer. Siden Björg har den moderniserede hjørnebeværtning heddet Bjørgs Café. De fem røde neonbogstaver over hjørnedøren med ordet KAFFE har mistet et F og nu læses de KAFE.

Ejendommen er i stueetagen og dele af kælderen anvendt til erhverv, mens der på hovedetagerne er udlejning (ferieboliger) samt privatbeboelse i den udnyttede mansardetage. Ejendommen består af en grundmuret hjørnebygning i fem fag til Studiestræde, et skråt smigfag og fem fag mod Vester Voldgade. Hjørnebygningens yderfag i begge gader er dobbeltfag udformet i svag risalit i forhold til den øvrige facade. Hjørnebygningen er opført med kælder og er i fire etager og bærer et mansardtag, der nederst er zinkdækket, øverst hængt med røde tegl. I gavlene samt midterst i bygningen er i alt tre skorstene. I stueetagen er en nyere butiksfacade med grønlig mosaikbeklædning, og herover er en profileret kordongesims med underliggende et à la greque-bånd. På de øvrige hovedetager er facaden pudset og malet i en sval grøn farve, og øverst er en profileret hovedgesims. Omkring yderfagene samt i smigfaget er på 1. og 2. sal indfatninger omkring vinduerne, herunder er 1. salens smigfagsvindue udstyret med en konsolbåren fordakning med en segmentfronton. Kordongesimsen samt vinduesindfatningerne er hvidmalede. I mansarden er i alt 11 kviste. I yderfaget til Studiestræde er en rundbuet portniche med en traditionelt udført, tofløjet fyldningsport, hvorover der er et ældre radiært og cirkulært opsprosset, rundbuet overvindue. Såvel port som overvindue er malet brune. I smigfaget er i stueetagen et indgangspart med en nyere, tofløjet butiksdør og tilsvarende nyere overvindue med en urskive. Stueetagen er udstyret med nyere butiksvinduer og markiser samt neonlys, herunder er med vasaler skrevet KAFE over indgangen i hjørnefaget. På facadens øvrige hovedetager er i yderfagene traditionelt udførte, seksrammede og hvidmalede vinduer, mens der i resten af overfacaden er traditionelt udførte, firerammede og hvidmalede korspostvinduer, der på 1. sal er ekstra høje. Mansardtagets kviste har i yderfagene traditionelt udførte, trerammede, opsprossede og gråmalede vinduer, mens de øvrige vinduer i mansarden er traditionelt udførte, opsprossede og gråmalede vinduer, undtagen smigfagets tagvindue, der er udformet som en nyere, opsprosset dør med en fransk altan. I de øvre tagflader er endvidere en række nyere, små tagvinduer. Til gårdsiden står ejendommen glatpudset, og øverst er en profileret hovedgesims. I gården er ved siden af gårdsidens smigfag et kantet fremspring med ejendommens bagtrappe med adgang via en traditionelt udført, hvidmalet trefyldingsdør. I gården er desuden en kældernedgang med nyere værn i stål og en traditionelt udført, hvidmalet fyldningsdør med et todelt overvindue. I portgennemgangens niche til gården er en traditionelt udført, tredelt og hvidmalet fyldningsdør med glaspartier, og over døren er i den halvbuede niche to ældre overvinduer, der begge er blændede med hvid maling. Til gårdsiden er en blandet vinduessætning bestående af ældre, firerammede, småtopsprossede og hvidmalede vinduer samt traditionelt udførte, to-, fire- og seksrammede, hvidmalede vinduer med todelte underrammer. Til gårdsiden er endvidere i mansardtaget tre kviste med traditionelt udførte, torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer. I ejendommens stueetage er en café-indretning med køkkenafdeling, alt med nyere detaljer og overflader. Caféen råder over en del af kælderen, hvor en række rum er indrettet til lager. Herudover står kælderen med støbte gulve og hvidmalede vægge uden nævneværdige ændringer. Gennem porten kommer man til ejendommens portrum med adgang til trapperummet og gården. Portrummet er delt i to, og den forreste del er i fuld højde med porten og har på væggene bevarede profilerede, hvidmalede lister. Væggene er blågrå, øvrigt træværk og loft er hvidmalet, og portrummet belagt med betonfliser. Adgang til ejendommens hovedtrappe sker gennem et nyere vindfang med en tofløjet, hvidmalet dør med store glaspartier. I trapperummet er bevaret treløbstrappe, hvor det længste løb ligger mod gården og to små løb formidler overgangene til reposerne. På den øverste etage har trappen kvartsvingsform. Trappen har en snoet mægler, let afrundet durchsicht, glatte balustre, en profileret, sortmalet håndliste samt vanger med Harsdorf-platter, mens de indstemte trin er belagt med linoleum. Trapperummet er gråmalet, trappen hvidmalet med undtagelse af håndlisten, der er sortmalet. På hver repos er der adgang til én lejlighed via ældre, hvidmalede fyldingsdøre med nyere greb og låsetøj. Hver lejlighed består af en forstuegang, der giver adgang til køkken i smigfaget mod gården samt til en gadevendt stue. Fra denne er forbindelse til et værelse og en smigfagsstue mod Studiestræde og en dagligstue og et værelse mod Vester Voldgade. Mod gården, i forbindelse med køkkenet, er tillige adgang til badeværelse og toilet samt til ejendommens bagtrappe. Bagtrappen er en ældre kvartsvingstrappe med glatte balustre, profileret, sortmalet håndsliste og trætrin. I lejlighederne på hovedetagerne er mellem stuerne overvejende ældre og traditionelt udførte en- og tofløjede, hvidmalede to- og trefyldingsdøre, heraf en del på 1. og 2. sal med ældre, indstukne hængsler. I mansardlejligheden er traditionelt udførte fyldningsdøre. Herudover er der nyere pladedøre. Dertil kommer bevarede skorstenskerne midt i bygningen. Lejlighedernes vinduer er overalt udstyret med traditionelt udførte forsatsvinduer, og i vinduerne yderst er der en del ældre stormkroge og anverfere. I lejlighederne på hovedetagerne er traditionelt udførte plankegulve i stuer og værelser, i mansardlejligheden er laminatgulve, og i køkkener og badeværelser er der overalt nyere gulvlægning af banevarer. I lejlighederne på hovedetagerne er i de gadevendte stuer fuldpanelerede vinduesvægge og brystningspaneler på indervægge. I mansardlejligheden er i de gadevendte rum en traditionelt udført brystningspanelering. Kun få gadevendte stuer i lejlighederne har bevaret profileret stukkatur og rosetter, men i en stue på 2. sal mod Vester Voldgade er i loftet en rig, traditionelt udført udsmykning af loftet med profilerede lister og rosetter i geometriske mønstre. Ejendommens spidsloft er et disponibelt rum i åbent plan med nyere overflader og gulvbelægning.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen Vester Voldgade 19 knytter sig til hjørnebygningen, der indgår som et integreret led i husrækken i to gader samt fungerer som et blikfang på hjørnet. Dermed er ejendommen med til at opretholde det historiske gadeforløb, og samtidig udgør den både som markant hjørneejendom og i kraft af sin placering et vigtig indslag i rækken af ejendomme der lå yderst i Nørre Kvarter, nærmest voldene. Således fastholder ejendomme af denne type og placering oplevelsen af skiftet fra højere, nyere bebyggelse til middelalderbyens kvarterer, der i dette område væsentligst er præget af byggeri fra samme periode.

Den kulturhistoriske værdi ved ejendommen knytter sig i det ydre først og fremmest til den grundmurede hjørnebygnings tidstypiske overfacade, der afspejler bestemmelserne for de genrejste kvarterer København efter branden 1795 og de nyklassicistiske idealer, som her for alvor kom til at præge bybilledet med mange borgerlige etageejendomme fra årene omkring år 1800. Der knytter sig her kulturhistoriske værdier til facadens harmoniske proportioner, den harmoniske vinduestakt i to gader over et karakteristisk smigfag og de fremhævede, bredere yderfag i hver gade og til alle forhusets for tiden karakteristiske bygningsdele og -detaljer, så som kordongesimsen og frisen med et dekorativt à la greque-bånd og vinduesindfatningerne i yderfagene på 1. og 2. sal, indfatningen med fordakning af segmentfronton ved beletagens vinduesparti på 1. sals smigfag, der understreger at der på denne etage var ejendommens fineste lejlighed, samt indfatningen af smigfagsvinduet på 2. sal. Dertil kommer de traditionelt udførte fire- og seks rammede, hvidmalede vinduer. Ejendommens fremtræden udgør et typisk arbejde af genopbygningstidens klassicistiske bygmestre, hvis stil og udtryk især var influeret af Harsdorffs undervisning, hvor typiske træk er over- og underfacadernes adskillelse ved kordongesimser samt de typisk enkle hovedgesimser under tagudhænget, den rundbuede portåbning med port, den regelmæssige vinduestakt samt fint kalibrerede bygningsdetaljer og en behersket ornamentik. Dertil kommer den karakteristisk skelnen mellem den repræsentative facade og den prunkløse, glatpudsede gårdside med blandet vinduessætning. Desuden afspejler ejendommens forhøjelse i 1845 med en fjerde etage samt mansardtaget det voksende behov for boliger i den på dette tidspunkt meget tætbefolkede hovedstad. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de på hovedetagerne relativt velbevarede planløsninger, der skønt tidligere opdelinger i flere boliger på enkelte etager, grundlæggende afspejler det borgerlige etagebyggeri fra slutningen af 1700-tallet: Det gælder dels orienteringen af de herskabelige stuer mod gaderne og funktionsbetingede rum som køkken placeret mod gården, dels beletagens betydning med den øgede loftshøjde og en større grad af detaljer, som knytter forhusets ydre og indre udtryk sammen. Hertil kommer det bevarede trapperum med treløbet trappe med alle detaljer, bagtrappen med alle detaljer, skorstenskernen, og de øvrige bevarede eller traditionelt udførte paneler, døre og gerichter samt stukkatur.

Der knytter sig arkitektonisk værdi til ejendommens ydre i hjørnehuset, som udgør en velbevaret og meget værdifuld repræsentant for arkitekturen i de genrejste kvarterer i København efter branden 1795 og de nyklassicistiske idealer, som her for alvor kom til at præge bybilledet med mange borgerlige etageejendomme fra årene omkring år 1800. Hertil hører hjørnehusets harmoniske overfacader, den harmoniske vinduestakt i to gader med betoning af yderfagene samt over et karakteristisk smigfag, og alle forhusets for tiden karakteristiske bygningsdele og -detaljer, herunder kordongesimsen, det dekorative bånd, hovedgesimsen alle indfatninger samt med den konsolbårne fordakning, der accentuerer beletagens vinduesparti på 1. sal, og tilsammen fastholder ejendommens klassicistiske udtryk med vægt på hovedetagerne. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til alle bevarede eller traditionelt udførte paneler, døre, gerichter og stukkatur i de finere rum mod gaderne, der giver rummene en diskret elegance. Endelig kommer de bevarede trapperum med den ældre treløbstrappe, der via store reposer tydeligt betoner ejendommens herskabelige tilsnit i lejlighederne på hver af hovedetagerne.

Læs videre om

• Hausergade 34, København
• Rådhusstræde 8, København
• Store Kannikestræde 6, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen