Vesterbros Torv blev anlagt i 1857. Foto fra ca. år 1900. Af . Begrænset anvendelse

Vesterbro-Kongens Enghaves historie

Hvor Absalonsgade krydser Istedgade, lå på et af hjørnerne Scharling Hansens isenkramforretning. Foran butikken lokker bl.a. køleskabe kunderne til at komme nærmere, og i udstillingsvinduerne ses glas og porcelæn. På førstesalen reklameres for støvsugere af mærket Nilfisk, som kan købes på afbetaling. Foto fra 1970.
.
Gæstgiveriet Sorte Hest (oprindelig Den forgyldte Løve) lå på Vesterbrogade 148, på det yderste Vesterbro, hvor rejsende ind til eller ud fra det indre København kunne styrke sig med mad og drikke. I 1825 omtales den som kongeligt privilegeret, men i 1930’erne måtte den lukke. Senere har stedet haft forskellige funktioner, i dag er der andelsboliger i bygningerne. Foto fra 1895.
.
Vesterbros Torv blev anlagt i 1857, hvor der tidligere havde været oplagsplads for rebslagernes tovværk. Her ses gadelivet op ad Vesterbrogade mod øst med Rådhustårnet i det fjerne. Der kører stadig hestesporvogne, først i 1902 blev linjen elektrificeret. Bygningen tv. med ur er en telefonkiosk, rejst i 1896; under taget i midten er et offentligt toilet. Foto fra ca. år 1900.
.

Artikelstart

Vesterbro blev tidligere opfattet som området fra Vestervold langs med den nuværende Vester Voldgade og ud til Valby Bakke, hvilket stadig afspejles i, at gadernes postnumre fra Rådhuspladsen til Langebro er København V. Indtil midten af 1800-tallet lå kystlinjen ved Kalvebod Strand langs med nutidens Halmtorvet og Sønder Boulevard, derfor er halvdelen af nutidens Vesterbro opført på inddæmmet og opfyldt havbund.

Københavns første stadsret fra 1254 fortæller, at byens borgere frit kunne lade deres kvæg græsse på byens fælleder uden for befæstningen. Ned over Vester Fælled og langs med landevejen ind til Vesterport løb flere malkeveje, som førte ned til kvæget, der gik og græssede. Enghavevej og Vesterfælledvej er lagt oven på de gamle malkeveje. Området Kongens Enghave udgjordes længe af sumpede enge.

Den tidligste omtale af en bygning uden for Vesterport findes i et testamente fra 1261, hvor spedalskhedshospitalet Sankt Jørgens Hospital nævnes. De sidste hospitalsbygninger forsvandt i 1620’erne og er ikke lokaliseret siden.

I Københavns jordebog fra 1496 omtales området igen, da 28 borgere betalte jordskyld af deres kålhaver uden for Vesterport på stykket fra Jarmers Gab til Kalvebod Strand. I 1510 nævnes den første møllebevilling på Vesterbro, og i de næste århundreder stod stubmøllerne på kunstige møllebakker langs med landevejen. I midten af 1500-tallet dukkede rebslagere op, og helt frem til 1880’erne var der stadig flere aktive rebslagere på de lange parceller. Efterhånden opslugte den nye bebyggelse de gamle reberbaner, og den sidste reberbane blev endeligt nedlagt i 1884.

I 1577 påbød statholder Christoffer Valkendorf københavnske slagtere, at de kun måtte slagte deres dyr uden for Vesterport og ikke inden for i middelalderbyen. Årsagen var hensynet til borgernes sundhed, og slagterne slog sig hurtigt ned på Vesterbro med deres slagtergårde. En række erhverv fulgte, såsom garvere, lysestøbere, skomagere og værtshusholdere. Når en handel var afsluttet på byens kvægtorv eller i en af bydelens slagtergårde, blev der drukket lidkøb på byens værtshuse. I jordebogen fra 1581 nævnes 110 familier på Vesterbro, som betalte jordskyld til magistraten af 119 stykker jord i området fra Jarmers Tårn til Kalvebod Strand.

I forbindelse med at Christian 4. ud- og ombyggede Københavns Befæstning fra begyndelsen af 1600-tallet, inddrog man de gamle byjorder uden for Vestervold, som overgik til fæstningsarealer. I stedet fik borgerne nye grunde længere mod vest, og den nye forstad fik et udbygget og regulært gadenet. Herved blev den gamle landevej nedlagt, og i 1620’erne blev den erstattet af to parallelle, brolagte gader: Roskildegade (senere Gammel Kongevej) og Bæltgade eller Vesterbro. Sidstnævnte løb ligesom den gamle landevej rundt om Valby Bakke og gennem Valby og Vigerslev. Først i 1770’erne blev det nuværende lige stykke af Vesterbrogade fra Rahbeks Allé og ud over Valby Bakke anlagt.

På turen ind til Vesterport passerede de rejsende retterstedet, som i 1622 var flyttet fra den inderste del af Vesterbro og ud til det område, hvor Amerikavej ligger i dag. Længere inde lå Sankt Hans Kirkegård, der også hed Pesthuskirkegården efter Pesthuset, som i 1665 blev opført ved stranden på Vester Fælled. Både retterstedet og kirkegården blev sløjfet i 1770’erne.

Under Torstenssonkrigen 1643-45 opførtes et Vestre Retranchement, der som en befæstet linje med foranliggende voldgrav gik fra den sydlige del af byens Vestervold frem til sydvesthjørnet af Sankt Jørgens Sø. I nord sluttede det sig til en 20 år ældre fæstningslinje, der fortsatte op mod Ladegårdsskansen ved Peblingesø. Det skulle med fem bastioner beskytte et område, der i 1649 blev inddraget i Københavns byplan som Vestre Forstad med en planlagt bebyggelse. Retranchementet var dog svagt, og man forsøgte ikke at forsvare linjen, da svenskerne i august 1658 indledte belejringen af København.

For at få et frit skudfelt under belejringen afbrændtes forstadsbebyggelsen inden for retranchementet på Vesterbro i lighed med de tilsvarende forstæder på Nørre- og Østerbro. Efter fredsslutningen i 1660 indførtes et byggeforbud mellem hovedvolden og retranchementet, og Vestre Forstad blev derfor ikke genopbygget; til gengæld forfaldt retranchementet. Voldgraven bestod indtil 1880’erne under det ironiske navn »Den stinkende Rosenå«, fordi åløbet blev brugt som slagternes, garvernes og flere af bydelens omkringliggende kostaldes affaldsrende.

I 1671 blev der oprettet et kvægtorv, kaldet Trommesalen. Navnet skyldtes, at kvægmarkedet hver onsdag og lørdag blev åbnet og lukket ved trommeslagning. Trommesalen eksisterede frem til 1879, hvor det nye kvægtorv, senere betegnet Den Brune Kødby, afløste stedet som byens nye kvægtorv. Istedgade udviklede sig følgelig til slagternes, skomagernes og især værtshusenes gade.

Langs den gamle Vestre Landevej blev der i løbet af 1700-tallet etableret både værtshuse, krohaver med gynger og karruseller samt gæstgiverier, og senere kom der også dansesaloner og varietéer. På Vesterbrogade lå Sorte Hest; bygningerne, der står i dag, har rødder tilbage til 1600-tallet. I sidste halvdel af 1800-tallet flyttede det varierede forlystelsesliv også ned i de nye sidegader.

I 1847 åbnede Københavns første banegård i Dronningens Enghave, omtrent hvor den nuværende hovedbanegårds perronhaller ligger i dag. Den første hovedbanegård eksisterede indtil 1864, hvor den blev afløst af Københavns anden hovedbanegård, som lå, hvor Palads Teatret befinder sig i dag. Godsbanegården anlagdes 1895‑1901 med bl.a. centralværkstederne. I 1911 blev Københavns tredje hovedbanegård indviet. Placeringen af alle tre hovedbanegårde på Vesterbro fik stor betydning for udviklingen af Vesterbro, fordi bydelen allerede fra begyndelsen blev knudepunkt for hele hovedstadens jernbanetrafik.

Oprindelig lå den militære demarkationslinje, så det formelt set ikke var muligt at bygge på Vesterbro i en afstand fra hovedvolden på op til ca. 1,2 km, men efter englændernes bombardement i 1807 blev den lagt ud til en linje, der følger Jagtvej-Falkoner Allé. På demarkationsterrænet måtte man kun med militærets tilladelse ombygge eksisterende bygninger eller opføre nye, enetages bygninger i let byggemateriale. Derfor boede størstedelen af københavnerne stadig inde bag voldene i en by, som var stærkt overbefolket, fordi industrialiseringen havde sat en massiv indvandring i gang fra land til by.

Men i 1852 flyttede man den militære demarkationslinje ind til indersiden af Søerne. Hermed gav man tilladelse til at opføre etageejendomme uden for voldene, og i løbet af ganske få årtier skød en række nye, tætbebyggede arbejder- og boligkvarterer op på brokvartererne. Størstedelen af de nye gader blev lagt langs de gamle mark- og matrikelskel fra 1700-tallet, og det var dem, som generelt bestemte gadenettets udvikling, og ikke de funktionelle og økonomiske faktorer. På den måde opstod efterhånden det helt specielle vesterbroske gadenet med de lange, smalle gader syd for Vesterbrogade.

Da størstedelen af grundene på Vesterbro var privatejede, og fordi kommunen først sent fik lavet en overordnet byplan, var der ikke noget logisk mønster i den nye bebyggelse. På trods af heftige protester fra datidens arkitekter, som bl.a. havde J.D. Herholdt som talsmand, byggede de private bygherrer løs, som det passede dem. I 1850’erne og 1860’erne var det primært mellemstore og store lejligheder, idet de første etageejendomme blev opført på og lige omkring Vesterbrogade. Men pga. den stigende efterspørgsel begyndte de private bygherrer i 1870’erne at opføre små lejligheder, som de lejede ud til de mange håndværkere og arbejdere, der fulgte i kølvandet på industrialiseringen. Bygherrerne videreførte det samme mønster, som de kendte fra fattigkvartererne inde bag de københavnske volde, og de udnyttede byggebestemmelserne til det yderste. De opførte etageejendomme og karrébebyggelser med de berygtede og brandfarlige korridorlejligheder, og på de enkelte grunde blev hver en meter udnyttet til side-, mellem- og baghuse. På Vesterbro blev der frem til 1920 opført mere end 10.000 boliger, hvoraf størstedelen blev indrettet i fem- og seksetagers bygninger. Først så sent som i 1880’erne kunne kommunen endelig fremvise en byplan, men da var det alt for sent at ændre udviklingen. Den kraftige befolkningsvækst førte også til, at der fra 1880 blev opført adskillige kirker.

Ud over de mindre virksomheder i baggårdene var der næsten ingen større fabrikker på Indre Vesterbro. Det betød, at området ikke udviklede sig til kun at være et arbejderkvarter, men at bydelens befolkning var mere blandet sammensat end på Nørrebro. Baggrunden for denne mangfoldighed var, at Vesterbro siden middelalderen havde ligget langs med den vigtigste indfaldsvej ind til København og fra 1800-tallet i nærheden af byens tre hovedbanegårde.

I stedet boede der en blanding af håndværkere og arbejdere. De fleste af dem, der ikke arbejdede i det vesterbroske forlystelsesliv, arbejdede blandt andet i slagter- og fødevareindustrien, på Vestre Gasværk, anlagt i 1857, som havnearbejdere i Gasværkshavnen, som bryggeriarbejdere, butiksejere, butiksassistenter eller tjenestepiger. I Vesterbros baggårde lå mindre virksomheder og fabrikker såsom tobaksfabrikker, blikkenslager-, galvaniserings-, snedker-, smede- og automekanikerværksteder. Alle disse småvirksomheder havde mange ansatte, og alle kæmpede for at holde sulten og fattigdommen fra døren.

I 1847 blev bryggeriet Carlsberg grundlagt af J.C. Jacobsen på en bakkeskråning mod Valby Bakke. I 1882 kom endnu et bryggeri, kaldet Ny Carlsberg, ved siden af. Dette var etableret af Carl Jacobsen.

Udviklingen i Kongens Enghave, der blev indlemmet i Københavns Kommune i 1901, forløb lidt anderledes. Her anlagdes i 1871 Frederiksholms Tegl- og Kalkværker, der udviklede sig til at blive en af de største arbejdspladser i kommunen med op til 500 ansatte i 1904. Produktionen ophørte i 1917, og i området blev der – ud over H.C. Ørsted Værket fra 1920 – opført en lang række boliger; området var stort set udbygget i 1950. De fleste lejligheder var på et til to værelser. Derudover etableredes Teglværkshavnen, hvor flere industrier etablerede sig, bl.a. B&W’s Maskin og Skibsbyggeri.

Fra 1950’erne blev der vedtaget planer om sanering af Vesterbro med nedrivning af de gamle etageejendomme med baggårde. Denne holdning ændrede sig omkring 1990, hvor man fra kommunens side hellere ville foretage byfornyelse, hvilket ændrede kvarteret radikalt, hvad såvel udseende som befolkningssammensætning angår. I Kongens Enghave med Sydhavn er der sket store forandringer i bymønsteret, bl.a. på Teglholmen.

Det forandrede Vesterbro

Langt ind i 1900-tallet var bebyggelsen på Indre Vesterbro en blanding af beboelse og erhverv. Inde i de mange baggårde lå små lokale værksteder og mindre fabriksvirksomheder, og en omfattende del af bygningerne var i ringe stand med dårlige sanitære forhold. Lidt under 90 % af boligerne stammede fra før 1889, mens der ikke var kommet nye til efter 1940. I 1989 var 11 % af boligerne stadig uden toilet, og 70 % uden bad. Der opstod fra midten af 1900-tallet fra myndighedernes side et ønske om at fjerne utidssvarende og usunde bygninger.

Den vesterbroske befolkning var bredt sammensat og bestod af bl.a. arbejdere, håndværkere, folk med højere stillinger, studerende, kunstnere, restauratører, slagtere og andre butiksejere. Dele af Halmtorvet og Istedgade var centrum for prostitution.

De første saneringer

I 1997 blev området omkring Sundevedsgade byfornyet. Nr. 25-27 blev ganske vist revet ned, men de andre bygninger i gaden blev bevaret og moderniseret.

.

Den første sanering på Vesterbro var en prøvesanering i 1958 af karréen mellem Saxogade, Matthæusgade og Westend, hvor man ryddede i alt 327 lejligheder. I 1959 blev Loven om sanering af usunde bydele vedtaget med fokus på især indgreb over for usunde boliger. Denne lov blev i 1969 fulgt op af Saneringsloven, hvis mål også var at få etableret tidssvarende boliger. Lovene betød, at der skete nedrivninger af karréer på Vesterbro og især også på Nørrebro med bl.a. sanering af den sorte firkant. Saneringerne førte i flere tilfælde til voldsomme protester såvel på Nørrebro som på Vesterbro.

Fra sanering til byfornyelse

Med Byfornyelsesloven fra 1983 ændredes holdningen til byforandring, idet der nu ikke længere skulle kondemneres, men restaureres på forskellig vis, og hermed hævedes standarden af den ældre boligmasse. I stedet for bysanering talte man fra nu af om byfornyelse.

I 1991 vedtog Københavns Borgerrepræsentation et omfattende byfornyelsesprojekt af Indre Vesterbro, som skulle omfatte ca. 4.000 lejligheder. Handlingsplanen Fornyelse Indre Vesterbro havde også en social dimension, idet man ville give området et generelt socialt løft. Man ønskede at tiltrække en mere økonomisk ressourcestærk befolkningsgruppe og gøre Vesterbro mere familieegnet; tidligere havde der boet mange enlige, og ca. 24 % var på overførselsindkomst.

Man lagde vægt på bevaring af de gamle ejendomme, men ryddede bag- og sidehuse, restaurerede de bagbygninger, der havde værdi for eftertiden, og lagde små et- og toværelses lejligheder sammen til større lejligheder. Desuden fjernede man de gamle plankeværker, som havde opdelt baggårdene i mange små enheder, og lavede i stedet store, grønne baggårde.

Byfornyelsesprojektet varede i ca. 15 år og kostede ca. 4,3 mia. kr. Det efterlod et ændret Vesterbro, socialt, økonomisk og kulturelt.

Videre læsning

Læs mere om Vesterbro-Kongens Enghave

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie