Vestergade 12
.
Vestergade 12
.

Vestergade 12 ligger på Vestergade 12 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Sidehuset blev opført i 1842, hvor det afløste et firefags sovehus fra 1760erne, der havde været tilknyttet et tidligere forhus med pesel (stue) og stalde fra 1744. Sidehuset blev indrettet til tobaksfabrik. Forhus og pesel blev nybygget i 1865 til det nuværende tifags grundmurede gavlhus samt en femfags fabriksbygning mellem forhuset og tobaksfabrikken. Det andet sidehus, tobaksfabrikken, fungerer idag som en del af den tæppeforretning, der er indrettet i hele ejendommens underetage.

Beskrivelse

Vestergade 12 ligger ud mod en gård, som det andet sidehus til et gavlhus med sidehus, der vender ud til Vestergade, som en del af hovedstrøget gennem Tønders ældste bydel. Gavlhuset mod Vestergade og det første sidehus er ikke omfattet af fredningen.Bygningen er et tre fag bredt og seksfag langt, toetages, grundmuret sidehus, der hviler på en muret sokkel og bærer et let opskalket heltag af røde vingetegl med en skorstenspibe i tagryggen. Murene fremstår i blankt rødt murværk og afsluttes både på langsider og gavl af en muret hovedgesims. Midtfor gavlen er der indgang gennem en tofløjet, grønmalet revledør og herover ses en stor pudset niche i murværket. I nichen er der indsat en skulptur af en tobaksmand, der står på en naturstensplade båret af tre skulpturhoveder af sten. Hertil prydes alle tre sider af enkle murankre. Bygningens vinduer er både ældre og nyere vinduer, bestående af en, to-, og firerammede opsprossede vinduer. Øverst i gavlen er der et ovalt, opsprosset vindue. Der er murede stik over muråbningerne, ligesom der er lyskasser foran kældervinduerne i gavlen og langsiderne. I det indre er der gennemgang fra andet sidehus til første sidehus gennem en muråbning. Husets grundplan består af åbne rum på alle etager uden skillevægge. I stueetagen er gulvet støbt og væggene står skurede og overkalkede. Loftets kraftige bjælkelag fremstår synligt og gråmalet, loftet imellem består af nyere trælister. Første sal består ligeledes af et stort åbent rum, hvor skorstenen er bevaret, gulvet er vinylbeklædt, væggene skurede og hvidmalede og loftets bjælkelag er synligt. I mellem bjælkerne ses det ældre plankeloft, der har lister over samlingerne, loftbrædderne står ligesom bjælkelaget hvidmalet. Ad en ældre trætrappe er der adgang til loftet, der fremstår uudnyttet og anvendes til opbevaring, hvor der blandt andet ligger dele af den gamle tobakspresse. Der er fast undertag. Kælderen er sammenhængende med første sidehus og inddelt i større og mindre rum, her er gulve og lofter støbte og væggene skurede og både vægge og lofter fremstår hvidkalkede.

Miljømæssig værdi

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til bygningens beliggenhed ud til gårdsmiljøet bag Vestergade 12, hvor fabriksbygningen virker som et visuelt samlingspunkt i gårdmiljøet.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturshistoriske værdi knytter sig i det ydre til skulpturen af tobaksmanden der holder en tobakspakke og værktøj til tobaksforarbejdning. Den store skulptur signalerer, at der har været tobaksproduktion i bygningen. Denne skulptur er en kopi af den originale, der i dag findes på Tønder Museum. Hertil kommer at gavlens revledør viser, at der har været og kan transporteres varer ind og ud ad bygningen. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de åbne rum på hver etage, hvor der har været plads til tobaksfremstilling og hvor etagernes kraftige tømmer tydeligt viser, at etagerne har kunnet bære stor vægt af tobaksvarer og maskineri. Hertil kommer, at der endnu opbevares rester af ældre maskineri til tobaksforarbejdning på loftet.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved bygningen knytter sig i det ydre til sidehusets sluttede form og den traditionelle opbygning i rødt, blankt murværk, hvor den symmetriske gavl og de få dekorative murdetaljer, som eksempelvis hovedgesimsen, danner et enkelt og harmoniske udtryk. Hertil kommer nichen med tobaksmanden, der er et farvestrålende og opsigtsvækkende indslag på gavlen.Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til de åbne rum på hver etage, der virker velbelyste, idet de gennem vinduerne belyses fra tre sider.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links