Vestergade 26, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter, og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere, og der måtte skabes pladser, som kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller, og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret, som det var sket efter branden i 1728. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, og hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murer- og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Vestergade er en del af det ældste København. Omkring 1400-tallet blev dele af gaden kaldt for Smedegade. Gaden var i en lang periode ankomstvejen for de rejsende fra vest. Det var her bønderne kom ind gennem Vesterport, når de skulle afsætte deres varer på byens torve, eller købe ind hos de københavnske købmænd. Dette gav anledning til, at mange gæstgivergårde blev placeret i gaden, og Vestergade var i mange år byens hovedgade. Fra 1800-tallet var gaden også kendt som Københavns tobaksgade, hvor der kunne købes cigarer og pibetobak. Forhuset, Vestergade 26, blev opført i 1796-97 for madam Margrethe Cathrine Berg.

Forhuset er beliggende i Vestergades husrække, og er på gårdsidens vestlige fag bygget sammen med et langt sidehus, der ikke er omfattet af fredningen og derfor ikke er nærmere beskrevet. Forhuset er grundmuret og opført i syv fag i tre etager over en høj kælder. Facaden er pudset og kalket i en svag rosa farve. Der er en lav granitsokkel, og bygningen afsluttes af et skiferbeklædt heltag. De to yderfag er fremhævet i svage siderisalitter, og mellem stueetagen og første sal er en gennemgående kordongesims. Sidefagene er udført med kvaderpuds omkring en rundbuet åbning op til kordongesimsen. Yderfagene er ydermere dekoreret med brede vinduesindfatninger i både første og anden sal, hvoraf vinduerne på første sal tillige har en brystning med balustre og en konsolbåret trekantfordakning. Bygningens midterste fem fag har gennemgående sålbænksgesimser under første og anden sals vinduer, og disse to etager adskilles af et langt blændingsfelt med ornamentbort i form af løbende hund. Øverst afsluttes facaden af en sparrenkopgesims. Alle gesimser, blændinger og indfatninger er hvidmalede. Facadens vinduer er hovedsageligt ældre korspostvinduer med opdelte nedre rammer, dog er vinduerne i kælderen torammede og i tagfladen ses en række pultkviste, der ligeledes har torammede vinduer. Alle vinduer har hjørnebånd og er hvidmalede. Over to af kælderens vinduer ses et hvidmalet udhæng i sandsten, et såkaldt skur. I det østlige sidefags rundbuede portåbning sidder en nyere tofløjet port. Porten er udført i rødmalet støbejern med små ruder. Gårdsiden er i blank, gul mur og domineres af en halvrund karnap i hele bygningens højde. I karnappen og over porten er der trefagsvinduer med opdelte nedre rammer, mens der i smigfaget mod sidehuset er korspostvinduer. Der er tillige et enkelt torammet vindue til tredjesalen og et til kælderen. Alle vinduer har hjørnebånd og er hvidmalede. I smigfaget er tillige en nedgang til en nyere kælderdør. Portåbningen lukkes mod gården af en ældre, tofløjet fyldingsport med rude midt for. Selve portrummet er belagt med brosten, vægge og loft er pudsede, og den nederste del af væggene er beklædt med høje træpaneler. Nærmest gården er et indgangsparti bestående af en ældre, tofløjet fyldingsdør med ruder i den øverste del. Døren har profilerede gerichter og volutbåret fordakning. Vestergade 26 indgår i Politikkens samlede koncern, og bygningen er derfor i det indre forbundet med både Vestergade 24, Vestergade 22 og hjørneejendommen mod Rådhuspladsen. Forhuset er hovedsageligt indrettet med kontorer på alle etager. Den ældre grundplan er i store træk bevaret med en gennemgående midtskillevæg, på alle etager ligger der stuer en suite mod gaden, mens der mod gården er mindre kamre, en smigfagsstue ind mod sidehuset og et gennemgående trapperum i karnappen i sammenhæng med hoveddøren fra portrummet. Hovedtrappen er velbevaret og snor sig omkring en ovalformet durchsicht med støbejernsbalustre og kraftig mægler. Trinnene er af træ med profilkant og linoleumsbelagt overside, og undersiden af løb og reposer er pudsede. Generelt er der er traditionel materialeholdning i forhuset bestående af bræddegulve samt pudsede vægge og lofter. Dog er der flere steder nedhængte lofter, og hovedparten af gulvene er nyere parket- eller bræddegulve. I stuerne er bevaret mange lysnings-, hel- og brystningspaneler, feltinddelte vægge samt en- og tofløjede fyldingsdøre med profilerede gerichter og enkelte steder fordakninger. Mange af de ældre døre har bevaret hængsler, greb og låseskilte, og mange lofter har stuk og rosetter. De ældre vinduer har håndsmedede anverfere og stormkroge samt traditionelle forsatsruder. Flere steder er panelerne fornyede, og der er nyere, indbyggede skabe udført i klassicistisk stil med inspiration fra de ældre paneler. På første sal er midtskillevæggen brudt af flere brede åbninger, og her er et stort udluftningsanlæg installeret i loftet. I tagetagen er stort set alle overflader og bygningsdele nyere, men traditionelt udførte. Spidsloftet er udnyttet og her ses den ældre tagkonstruktion og et ældre bræddegulv. Bygningens kælder anvendes til opbevaring, og her er støbte gulve, pudsede vægge og lofter samt enkelte ældre bræddeskillevægge.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Vestergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af tilsvarende bygninger opført i samme periode. Store dele af Vestergade brændte ned ved bybrandene i 1728 og 1795 samt delvist efter bombardementet i 1807, men opbygningen af nye huse har alle gange respekteret den krumning gaden har haft siden middelalderen, således at denne stadig kan opfattes. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den traditionelle bebyggelsesstruktur med for- og sidehus, der sammen med øvrige side- og baghuse ligger omkring et lukket gårdrum med portgennemkørsel fra gaden. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by og er således med til at opretholde Københavns ældre bebyggelsesstrukturer.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til, at forhuset Vestergade 26 i sin proportionering, struktur og facadedetaljering er et velbevaret og iøjnefaldende eksempel på de standarder og krav, der blev stillet til Københavns nye bygninger efter den anden store brand hvor klassicismen var fremherskende. Kendetegnende for perioden er forhusets dekorerede facade med betoning af yderfagene, kordongesimsen og kvadrene under denne. Tillige er sålbænksgesimserne, ornamentbåndet mellem anden og tredje etage, sparrenkopgesimsen samt indfatningerne og trekantfordakningerne over to af vinduerne typiske klassicistiske træk. Hertil kommer facadens korspostvinduer med opdelte nedre rammer og taktfast placering samt de konsolbårne skure over de tidligere adgange til kælderen. Kontrasten mellem facaden og gårdsiderne er ydermere et karakteristisk træk for perioden, idet den afspejler vigtigheden af, at ejendommen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Ydermere påviser det gennemgående portrum vigtigheden af at kunne køre en bred vogn fra gaden indtil gårdrummet, hvor lager, produktion og andre funktioner var placeret i side- og baghuse. Datidens borgerlige bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiør med en høj håndværksmæssig standard og en grundplan, der afspejler borgerskabets herskende levevis i slutningen af 1700-tallet. Den oprindelige planløsning kendetegnes ved det gennemgående trapperum, stuernes placering mod gaden og en smigfagsstue, der var den oprindelige spisestue, som lå nær de funktionsbetingede rum i sidehuset. De mange oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Eksempler på dette er især hovedtrappen med alle detaljer, stuernes lysnings- og helpaneler på ydervæggene, brystningspanelerne på de øvrige vægge, der herover også er feltinddelte samt de stukdekorerede lofter. Hertil kommer de mange en- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter og fordakninger, samt alle de ældre vinduers håndsmedede anverfere og stormkroge, der ligeledes er med til at vidne om bygningens alder.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facaden med alle detaljer. Facaden fremstår velproportioneret grundet betoningen af yderfagene samt de horisontale opdelinger. Tilsammen skabes en virksom visuel balance mellem horisontale og vertikale linjer. Hertil kommer den regelmæssige placering af vinduerne, der sørger for, at facaden har en overordnet rolig og taktfast fremtræden. For at understrege de mange akitektoniske detaljer vægter det højt, at der er en farvekontrast mellem murfladerne og bygningselementerne som gesimser, indfatninger og bånd. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidens enkle murværk og den rundbuede karnap, der afslører den indre placering af hovedtrappen. I det indre er den arkitektoniske værdi hovedsageligt relateret til de velproportionerede stuer, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer giver rummene en borgerlig elegance. Hertil kommer, at brystningspanelerne og loftgesimsen skaber en velproportioneret deling af de højloftede stuer. Yderligere er der stor arkitektonisk værdi ved det store trapperum, hvor trin, vanger, og håndliste er tilpasset den svungne form og danner en elegant ramme omkring den gennemgående durchsicht. Trapperummet er i sin form og udsmykning yderst unikt.

Læs videre om

• Kompagnistræde 4, København
• Nyhavn 57, København
• Åbenrå 25, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen