Vestergade 3
.
Vestergade 3
.
Vestergade 3
.
Vestergade 3
.
Vestergade 3
.

Vestergade 3 ligger på Vestergade 3 i Faaborg-Midtfyn Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Forhuset er opført efter branden i 1728 som et femfags egebindingsværkshus på en etage. I 1790'erne blev huset ombygget for Simon Ploug, idet det blev forsynet med port og kvist over to fag, således at bygningen regnedes for et syv-fags hus. Fra 1857 omtales en kvist over et fag til gården. I 1876 lod småhandler B. Levin vestgavlen grundmure. Endelig foretoges i 1924 en mindre udvidelse af porten for A/S Joseph Levin og Co. Bagsiden blev forhøjet med en anden etage i bindingsværk i 1876.

Beskrivelse

Lige inden for den gamle Vesterport ligger dette lille bindingsværkshus med den karakteristiske, afvalmede, teglhængte karnapudbygning i den vestlige del af Faaborgs gamle bykerne. Bag forhuset er et mindre gårdrum, der er omgivet af en mur og hvori der også ligger et mindre skur, der delvis grundmuret, delvis i bindingsværk. Bygningen ejes af kommunen og anvendes som udstillingssted m.m. Huset kaldes lokalt for Levins Hus.

Huset er på syv fag bindingsværk og står på en relativt høj, sorttjæret kampestenssokkel, hvori der er et lavt støbejernsvindue mod Vestergade. Hele vestgavlen er dog omsat i grundmur og overpudset. Egebindingsværket er brunmalet, mens tavlene er gulkalkede. Der har oprindeligt været gennemstukne bjælker, men tappene er afskåret. En lav toprem danner overgang til en rundet overgangsfod. Bygningen er i en etage, men den fremskudte karnapudbygning er to etager høj og to fag bred. På gårdsiden er bygningen også forhøjet til to etager for fem fags vedkommende. Gavlen mod vest er omsat i grundmur. Taget er et heltag af røde vingetegl; det samme gælder den helvalmede frontkvist. I taget er mod gaden to store 16-stens tagvinduer og på gårdsiden er der et endnu større tagvindue. I rygningen sidder en traditionelt udformet skorsten med sokkel og krave midt i bygningen. I de østligste to fag er en bred portgennemkørsel, der er lukket med en glat, grønmalet revleport, der har to stående fløje og en smal, gående fløj, der slår an mod en slagliste. Portrummet har et gulv af chaussesten, væggene står med kraftige, sortmalede stolper og mellem enkelte bjælker er loftet pudset og gulmalet. Gavlen i øst har en meget høj kampestenssokkel. Porthammeren mod gården understøttes af to nyere, blødt svungne knægte. På gårdsiden er de tre midterste fag omsat i grundmur. Heri er en nyere dør med to støbte trin foran. Op mod de to vestligste fag er i gården en nyere kældernedgang med murede vanger, fladt tegltag og to nyere revlelemme for. Adgangen til kælderen sker, som nævnt, fra gårdsiden og foregår ad en muret, stensat spindeltrappe med granittrin. Kælderen, som er omkring to fag bred i vestenden af huset har et støbt gulv og vægge, muret med en blanding af natursten og mursten. Loftet bæres af to tværgående dragere, der understøttes et par steder af hvidkalkede stolper. Der er efterisoleret op mod loftet.

Vinduerne er overvejende hvidmalede, torammede, med otte ruder i rammerne, dog er stueetagen mod gaden med tre ruder i hver ramme. Mod gaden synes vinduerne for en stor del at være med gamle karme, stabler og til dels hjørnebånd, mens alle rammerne og deres beslåning på gårdsiden synes at være nyere. Hoveddøren er tofløjet, grønmalet med tre råglasruder øverst og en høj, let bosseret fylding nederst. Omkring fyldingen er en pålagt, karnisprofileret liste. Der er to granittrin op til døren.

I det indre er den oprindelige plan velbevaret, med en gennemgående forstuegang med en stejl ligeløbstrappe, som nok er fra forhøjelsen i 1876 med drejede balustre og svunget håndliste. Til højre er der adgang til karnapstuen, hvor den fremspringende karnap giver mulighed for at placere et enrammet vindue, så man kan holde øje med hoveddøren og til den anden side, hvem der kommer ind ad Vesterport. Der er et tofagsrum mod gaden og et tofagskammer mod gården. Bag den store skorsten, som ligger bagest i forstuen, er køkkenet placeret ud mod gården. Køkkenskorstenens kappe og hammer, som bæres af en spinkel stålsøjle, er bevaret. Overetagen er opdelt i en række værelser, der typisk er på to til tre fags størrelse samt et badeværelse ved det store tagvindue mod haven. Også heroppe aftegner den kraftige murede skorsten sig.

De ældste vinduer, som er mod gaden, har rundposte, men nyere beslåning. Der er indvendige døre fra forskellige tider, men også en del 1700-tals tofyldingsdøre med indstukne hængsler, samt en enkelt riflet indfatning i stueetagens karnapstue. Der er også en del glatte døre (revledøre) af en vis alder. Lofterne er pudsede eller står med plader mellem bjælkerne. Gulvene er nyere plankegulve eller dækket af tæpper og linoleum.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til forhusets placering lige inden for byporten som det første i en husrække af varierende bygningstyper. Her er huset med til at formidle Vestergades oprindelige karakter af lave bindingsværksbygninger med portgennemkørsel og afvalmede frontkviste. Forhuset er på grund af sin højde, sit formsprog og sine materialer af stor betydning for miljøet, også på grund af naboskabet til Vesterport.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningskroppen i righoldigt, bindingsværk med løsholter, dokker og halvranker, der er karakteristisk for Fyn. Hertil kommer den let fremkragede, afvalmede og teglhængte frontkvist i bindingsværk, som er et egnskarakteristisk træk for Faaborg by. Bygningens solide og alligevel nette udseende med rigt bindingsværk, portgennemkørsel og en fint dekoreret hovedør vidner om bygningens tidligere prominente status som del af familien Plougs ejendomme, hvor bygningen blev forsynet med karnapudbygning og port, hvilket hænger fint sammen med, at Faaborg i slutningen af 1700-tallet var en af landets største søfartsbyer med en omfattende handel og deraf rigdom. Den kulturhistoriske værdi knytter sig derfor til den ældre, glatte port og den tofløjede hoveddør med pålagte lister, som nok er noget yngre end Plougs ombygning, måske endda fra 1876, hvor den øverste etage bliver yderligere indrettet til beboelse.

Det er af kulturhistorisk værdi at den oprindelige plan i huset med en gennemgående forstuegang er bevaret, samt placeringen af forstue og stue mod gaden og de sekundære rum mod gården. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, pudsede lofter og lofter med synlige bjælker, samt fyldingsdøre og glatte revledøre, indfatninger om dørene og en enkelt ældre lås, der vidner om bygningens alder. Portrummets traditionelle fremtræden med brostensbelægning, sorttjærede, høje sokkel, gulkalkede vægge og sortmalede bindingsværk samt pudsede, gulmalede loft og dragere er af stor kulturhistorisk værdi. Ligesom kælderen med ældre bygningsdele som den udvendige snoede kældertrappe af granitsten, kampestensvæggene og den synlige tømmerkonstruktion.

Arkitektonisk værdi

Det enkle længehus har med sin let fremkragede og helvalmede karnapudbygning, høje kampestenssokkel og portgennemkørsel et karakterfuldt udseende. Bygningens righoldige tømmerkonstruktion med murede tavl og bindingsværk samt anvendelsen af løsholter, dokker og halvranker giver facaden et vertikalt udtryk, som holdes i balance af tegltaget. De ældre, smårudede vinduer i varierende størrelse med ældre beslag fremtræder spinkle og er en fin forlængelse af bindingsværket.

Bagsiden fremstår ganske anderledes, hvilket skyldes den delvise forhøjelse til to etager to tilbygninger, hvilket giver en slående kontrast til den repræsentative facade. Ligeledes har portrummet stor arkitektonisk værdi på grund af dets materiale- og farveholdning.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links