Vestergade 30, Marstal

Den ældste del af Ærøskøbing strækker sig tilbage til omkring år 1100 og meget af gadestrukturen kan formentlig dateres til middelalderen. Gadestrukturen er kendetegnet ved smalle, brostensbelagte gader, hvor husene er opført som randbebyggelse med små slipper, der ligger som små genveje mellem byens gader. Byen blev først og fremmest udvidet mod vest, men grundet opfyldninger blev havnen flyttet længere og længere mod øst, og i slutningen af 1700-tallet blev det første havnebassin anlagt. Med dækmolens forlængelse i 1832 fik havnen sin nuværende udstrækning. Ærøskøbing gennemgik i 1700- og 1800-tallet en periode med økonomisk opsving, hvorfor det formentlig var i denne periode, at havnen blev udbygget. Det økonomiske opsving kunne også ses i bygningerne, da der blev opført mange nye huse, der i udtryk mindede om den sønderjyske byggeskik og som stadig præger byen. Bygningerne blev opført i bindingsværk, dog er mange siden blevet grundmurede, har fået forhøjet facaden eller fået tilføjet frontispicer, karnapper og kviste, som nu er kendetegnende for byen. I begyndelsen af 1900-tallet blev facaderne ofte pudset og udsmykket.

Det nuværende forhus er opstået ved en række til- og ombygninger af en bindingsværksbygning, der lå på grunden i 1766. Denne bygning bestod af otte fag og var forsynet med tegltag. I 1804 lod skipper Jens Josephsen Erreboe, der også havde overtaget nabohuset mod nord, foretage en ombygning. Det søndre fag i nabohuset blev nedrevet og to grundmurede fag blev tilbygget de otte fag mod nord; herudover blev fire fag i facaden omsat i grundmur, mens de sidste fire fag til gaden blev omsat i 1845 for skipper og jordbruger Christian Jensen Erreboe. Den kvistprydede, brede karnap over tre fag blev første gang omtalt i 1816, men er formentlig samtidig med ombygningen i 1804. Bagsiden blev omsat i 1870'erne for Christian Jensen Erreboes enke, bygningen havde da stadig bræddegavle. Da bager N. Harding overtog ejendommen i 1887, blev der indrettet bageri, men det blev nedlagt igen i 1898. I begyndelsen af 1900-tallet lod malermester Fabricius indrette en gennemkørsel i nordfaget, som mod gaden blev lukket af en lille spidsbuet port med revledør. I det store sydfag blev der ligeledes i begyndelsen af 1900-tallet isat dobbelte døre med store ruder.

Forhuset blev renoveret i 1993-94 under ledelse af Alan Havsteen-Mikkelsens Tegnestue, hvor blandt andet det uudnyttede tagrum blev indrettet til beboelse med fire værelser og et badeværelse, hvor samtlige hanebånd blev hævet og der blev isat to kviste mod gaden. Det store butikslokale, der lå mod syd blev nedlagt, dobbeltdørene i facaden blev erstattet af et vindue og en del af rummet blev tillagt forstuen, hvor den nye trappe til tagetagen blev opsat. Den resterende del af rummet blev tillagt køkkenet, ligesom en smal baggang med toilet blev skabt mod gården. Væggen mellem de to nordre stuer mod gården blev revet ned, en ny havedør blev sat i gårdsiden og toilettet, der tidligere havde været placeret i et lille rum i hjørnet af den nordligste stue blev nedlagt.

Forhuset indgår som en del af husrækken i Vestergade, der er den primære hovedgade i den ældste del af Ærøskøbing. Mod haven, der ligger på en stor, langstrakt grund mod vest, er forhuset bygget sammen med et lavt sidehus, der ikke er omfattet af fredningen. I haven er bevaret en brønd, idet samtlige huse i Vestergade tidligere havde egen brønd. Forhuset er en énetages, grundmuret bygning med opskalket, teglhængt heltag af røde vingetegl og en bred karnapkvist ligeledes med teglhængt heltag. Bygningen har en sorttjæret sokkel, der optager gadens hældning, gulkalkede mure og en hvid hovedgesims, der også pryder karnapkvistens gavltrekant. I tagfladen mod gaden ses to nyere kviste, og mod haven ses tre nyere kviste samt to nyere tagvinduer. I rygningen er to hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og gesims. I karnapkvistens søndre fag er en rundbuet døråbning, hvori der er en tilbagetrukket, ældre hoveddør udformet som en grønmalet, tofløjet revledør med kurvehanksbuet overvindue med dekorativ, svungen opsprosning. Foran døråbningen ligger to granittrin. Mod haven ses to nyere, tofløjede hvidmalede havedøre med fem ruder i hver ramme. Foran dørene ligger et granittrin. Vinduerne er et- og torammede med to eller tre ruder og er en blanding af ældre og traditionelt udførte vinduer, der alle er malet hvide. I karnappens gavltrekant ses tillige et lille ovalt vindue. I forhusets nordre fag er en smal portgennemgang, der mod gaden lukkes af en ældre, spidsbuet revleport med ældre beslag. Porten er malet grøn ligesom hoveddøren. Portrummet har pigstensbelægning med en række trædesten i midten, hvidkalkede vægge med synligt bindingsværk og i loftet er bjælker, dragere og loftbrædder synlige – disse står umalede.

I det indre har forhuset bevaret træk fra en ældre planløsning med et stort set gennemgående hovedskillerum og gennemgangsrum. Forstuen og to stuer er placeret mod gaden, mens spisestuen, en baggang, hvorfra der er adgang til et lille toilet, samt køkkenet er placeret mod haven, omend det vinkelformede køkken får lys fra to sider via spisepladsen mod gaden. En nyere helsvingstrappe med lukkede trin og svungen håndliste med simple balustre fører op til tagetagen, der ud over en fordelingsgang rummer et badeværelse, der ligger mod haven, samt fire værelser, hvoraf det ene er beliggende i karnapkvisten. Interiøret er generelt kendetegnet ved en ældre og traditionel materialeholdning, herunder bræddegulve, ølandsfliser, teglklinker, bræddeskillevægge og pudsede vægge samt synlige loftbjælker og loftbrædder. I tagetagen er der nyere bræddegulve, skråvæggene består af vandrette brædder og i loftet er der synlige hanebånd og derover brædder. Dørene er udført som en nyere fortolkning af en fyldingsdør. I stueetagen er der bevaret flere ældre bygningsdetaljer, herunder revledøre med klinkefald, enfyldingsdøre med låsekasser og profilerede gerichter.

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Vestergade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken. Hermed er forhuset med til at opretholde Ærøskøbings middelalderlige, brostens- og pigstensbelagte gadenet og dermed købstadens helstøbte og meget autentiske kulturmiljø. Hertil kommer den for Ærøskøbing traditionelle store og langstrakte grund, hvor forhuset mod sydvest er sammenbygget med et smalt, grundmuret sidehus. Brønden i haven er et bevaret vidnesbyrd om husstandenes tidligere vandforsyning.

Den kulturhistoriske værdi for Vestergade 30 knytter sig til bygningen som en velbevaret repræsentant for et større købstadshus med karnapkvist og rødt heltag, der er en ældre bygningstype, som er særegen for Ærøskøbing. Den brede toetages karnapkvist med heltag og rundbuet indgangsparti med en tilbagetrukket hoveddør er således at finde flere steder i byen. Forhusets omsætning i grundmur skete i flere omgange, hvilket blandt andet kan aflæses i facaden, hvor der er forskel på udformningen af hovedgesimsen nord og syd for karnapkvisten, og vidner således om Ærøskøbings generelle udvikling, hvor bindingsværkskonstruktionerne blev omsat til grundmur i forbindelse med byens opsving i 1700- og 1800-tallet. Bygningens udvikling er ligeledes aflæselig i den uens vinduestakt i facadens søndre del, som afspejler, at der her tidligere har været to butiksdøre. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved den ældre, tofløjede hoveddør bestående af revlefløje med ældre beslag og et kurvehanksbuet overvindue med dekorativ, svungen opsprosning, der indikerer, at døren er fra før 1850, måske endda endnu ældre, ligesom revleporten, der sammen med de ældre vinduer viser bygningens alder.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan med spor efter både beboelse samt butik i de søndre fag, hvilket det store og gennemlyste køkken indikerer. På traditionel vis er der et stort set gennemgående hovedskillerum samt gennemgangsrum, hvor forstuen og de to stuer sædvanen tro er placeret mod gaden, mens de sekundære rum er placeret mod haven. Den tilbagetrukne hoveddør giver således både et overdækket ankomstområde, ligesom karnapstuen får udsyn til tre sider, hvorfra man havde et godt overblik over gadens liv. Hertil kommer den smalle portgennemgang, som gav adgang til den store grund og udhusbygningerne.

De ældre bygningsdele og -detaljer udgør ligeledes en kulturhistorisk værdi, da de vidner om bygningens alder og udvikling. Dette gælder særligt bræddeskillevæggene, loftbrædderne og loftbjælkerne med synlige spor efter øksen, der tildannede dem, samt revledørene med klinkefald og enfyldingsdørene med hængsler, låsekasser og gerichter, hvor udformningen af fyldingerne indikerer, at de er fra 1700-tallet og dermed kan stamme tilbage fra den bindingsværksbygning, der oprindeligt lå på grunden inden denne blev omsat i grundmur.

I bygningens ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til den langstrakte, asymmetriske bygningskrop, der med sit stejle, opskalkede heltag, sin karakteristiske karnapkvist, to skorstenspiber, uregelmæssige vinduessætning, rundbuet døråbning med tilbagetrukket hoveddør og spidsbuet port har et levende og karakterfuldt udtryk. Formsproget er enkelt, solidt og udpræget traditionelt uden andre dekorationer end gesimserne, markeringerne om gavltrekantens ovale vindue og den tofløjede hoveddørs detaljerede snedkerarbejde.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den gennemførte, traditionelle materialeholdning, hvor bræddeskillevæggenes, loftbræddernes og loftbjælkernes øksespor har en levende overflade af stor æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og de kontrastfulde bemalinger.

Læs videre om

• Brogade 3-5, Ærøskøbing
• Philip Kocks Hus, Ærøskøbing
• Vestergade 28, Marstal

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen