Vestergade 4
.
Vestergade 4
.
Vestergade 4
.
Vestergade 4
.
Vestergade 4
.

Vestergade 4 ligger på Vestergade 4 i Haderslev Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Efter branden i 1759 opførte Andreas Muusmanns enke her en boderække over 16 fag. Boderækken var opført i bindingsværk og i 1819 blev de ti vestlige fag lagt sammen til en matrikel, det nuværende Vestergade 4. På samme tidspunkt blev indkørslen sandsynligvis etableret. I 1884 blev facaden delvis grundmuret og udvidet med et fag mod øst. I 1913 blev langhuset på nær portfaget forhøjet med en etage mod gaden og vestgavlen blev ligeledes grundmuret. Det vides ikke, hvornår gårdsiden blev grundmuret.

Beskrivelse

Vestergade 4 ligger i husrækken i Vestergade og er gennem et enetages portfag sammenbygget med nabohuset mod øst, langs vestgavlen er der en indkørsel. I gårdrummet bag Vestergade 4 ligger et ældre baghus og en tidligere toiletbygning, der ikke er omfattet af fredningen. Vestergade 4 rummer fire lejligheder. Vestergade 4 er et otte fag langt, toetages, grundmuret langhus. Langhuset hviler på en muret sokkel og bærer et let opskalket heltag af røde vingetegl. I rygningen sidder to skorstene med sokkel og krave. Mod gårdsiden er der to kviste og to nyere tagvinduer i tagfladen. Murværket er pudset og malet i en lys gul nuance og afsluttes under tagudhænget af en muret gesims. Alle muråbninger er fladbuede og under vinduerne er der trukne sålbænke. Alle vinduer er nyere torammede, trerudede vinduer. Fordøren udgøres af en grøn- og hvidmalet fyldingsdør med fast stykke i venstre side. På gårdsidsen er langhuset en etage højt med samme overflader og bygningsdele som facaden, dog er gårdsidens dør en ældre tofløjet, grøn- og hvidmalet fyldingsdør. I det indre er bygningens ældre grundplan bevaret med en gennemgående diele med en nyere traditionelt udformet trappe til første etage. Herfra er der adgang til bygningens lejligheder. Dielen har flisegulv i stueetagen og bræddegulv i første etage. Lejlighederne er indrettet med stuer mod gaden, køkken og værelse mod gårdsiden samt badeværelse i midten af bygningen. Bygningen er renoveret i nyere tid og fremstår generelt med nyere overflader: støbte gulve, nye fyldingsdøre med gerigter og nye overflader på vægge. Lofterne fremstår med synligt ældre bjælkelag og glatte lofter imellem.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Vestergade 4 knytter sig i det ydre til bygningens beliggenhed i husrækken langs Vestergade, hvor den indføjer sig harmonisk i den ældre, traditionelle bebyggelse. På gårdsiden sammenføjer den pig- og flisebelagte gårdsplads forhus, baghus og toiletbygning til et stemningsfuldt gårdmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Vestergade 4 knytter sig i det ydre til det enkle forhus, der er repræsentativt for Vestergades bodebebyggelse, der blev opført efter branden i 1759 og siden grundmuret og forhøjet i 1800-tallet. Hertil kommer, at bygningen endnu rummer flere mindre lejligheder, ligesom den oprindelige bodebebyggelse, og at den ældre form i en etage stadig er synlig på gårdsiden. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre grundplan med en gennemgående diele med trappe samt lejlighedernes indretning med stuer mod gaden og sekundære rum og funktioner mod gården.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi i Vestergade 4 knytter sig i det ydre til den enkle og velproportionerede bygning, hvor den taktfaste faginddeling, tagfladen og den begrænsede udsmykning i sålbænke, hovedgesims, fordør og port, definerer bygningens stringente og prunkløse udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links