Vestergade 5, Marstal

Den ældste del af Ærøskøbing strækker sig tilbage til omkring år 1100. Meget af gadestrukturen kan formentlig dateres tilbage til middelalderen og er kendetegnet ved smalle, brostensbelagte gader, hvor husene er opført som randbebyggelse med små slipper, der ligger som små genveje mellem byens gader. Byen udvidedes først og fremmest mod vest, men grundet opfyldninger blev havnen flyttet længere og længere mod øst og i slutningen af 1700-tallet anlagdes det første havnebassin, og med dækmolens forlængelse i 1832, fik havnen sin nuværende udstrækning. Ærøskøbing gennemgik i 1700- og 1800-tallet en periode med økonomisk opsving, hvorfor det formentlig er i denne periode at havnen udbygges. Det økonomiske opsving aflæses også i bygningerne, hvor der opføres mange nye huse, der i udtryk minder om den sønderjyske byggeskik og som fortsat præger byen den dag i dag. Bygningerne blev opført i bindingsværk, dog er mange siden grundmuret, har fået forhøjet facaden eller fået tilføjet frontispicer, karnapper og kviste, som nu er kendetegnende for byen. I begyndelsen af 1900-tallet blev facaderne ofte pudset og udsmykket.

Vestergade 5 blev opført i før 1788 i seks fag bindingsværk i et stokværk. I 1857 blev forhuset delt i to trefagsboliger. På dette tidspunkt var der yderligere en hoveddør i det yderste søndre fag. Det er døren herfra, der nu sidder i den eksisterende døråbning i facaden. Sidehuset mod Smedegade, der ikke er fredet, blev ligeledes opført før 1788. Bygningen blev opført i et stokværk og tre fags længde, men et fag blev solgt fra i 1805. Bygningen fungerede på et tidspunkt som telegrafstation. I 2006 blev bygningens bindingsværk restaureret, tømmeret blev fornyet enkelte steder og enkelte tavl ommuret.

Vestergade 5 indgår gadens husrække på hjørnet af Vestergade og Smedegade i Ærøskøbings gamle bykerne. Forhuset har facade ud mod Vestergade og er sammenbygget med et sidehus mod nordøst langs Smedegade. Sidehuset er ikke omfattet af fredningen. Bag bygningerne er en mindre gård og en smal sti, der fører til et lille havestykke. Forhuset er opført i seks fag bindingsværk i et stokværk under et rødt, teglhængt tag, der har halvvalm over den nordre gavl. I rygningen er en hvidtet skorstenspibe med sokkel og krave, og i den vestre tagflade er to små tagvinduer af støbejern. Bindingsværket er sortopstolpet, tavlene rødkalkede og kanterne optrukket med hvidt over en sorttjæret sokkel af syldsten. Bjælkehovederne er afsavede i de tre søndre fag mod Vestergade, men bevarede i de øvrige. Gårdsiden er mestendels grundmuret og rødpudset med rester af sorttjæret tømmer. To trin med sorttjærede stød leder til en ældre, tofløjet fyldingsdør med et tredelt overvindue. Døren er malet mørkegrøn med hvide og lysgrønne stafferinger. Vinduerne er grønmalede og mestendels ældre, restaurerede vinduer i varierende formater, hvoraf nogle rammer er fornyet. Dog er de mestendels torammede med seks eller otte ruder i hver ramme.

I det indre er en ældre grundplan genkendelig med adgang til en forstue og en langsgående midterskillevæg, der opdeler bygningen med stuer og værelser mod gaderne og badeværelse og køkken mod gården. I forstuen skærmer ældre bræddevægge og en smal revledør den ældre loftstrappe. Tagetagen er uudnyttet med synlig tagkonstruktion og undertag af brædder og i åben forbindelse med sidehusets. Tagetagens gulv er lagt med ældre brædder, og over køkkenet er en åbning i gulvet dækket af glas. Gulvene i stueetagen er ældre og nyere bræddegulve samt støbte gulve belagt med tæpper og linoleum. Væggene er pudsede eller tapetserede og lofterne er bjælkelofter med listebeslåede plader imellem. Flere bjælker bæres af udskårne knægte. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og detaljer, herunder en- og tofyldingsdøre, revledøre, gerichter, stabler og hængsler, låsekasser, klinkefald samt pilasterindramning om brændeovnspladsen.Der er intern forbindelse til det ikke fredede sidehus, hvor der er et værelse, et bryggers med gruekedel og saltkar samt udgang til gården.

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Vestergade, hvor huset indgår som en integreret del af husrækken og dermed er med til at opretholde Ærøskøbings middelalderlige, brostens- og pigstensbelagte gadenet samt købstadens helstøbte og meget autentiske kulturmiljø. Den lille gård og den smalle sti, der leder til havestykket er ligeledes karakteristiske for Ærøskøbings særegne bebyggelsesstruktur, hvor gadernes randbebyggelse oftest har gårdrum og bagvedliggende haver, ligesom slipperne var velbenyttede genveje imellem de ældre gårde, gader og Torvet.

Den kulturhistoriske værdi for Vestergade 5 knytter sig til bygningen som en velbevaret repræsentant for Ærøskøbings byhuse, som de blev opført i 1700-tallet. Hertil kommer det egnskarakteristiske bindingsværk for Fyn og de omkringliggende øer, der kendetegnes af den rige brug af fyldtømmer og de røde tavl med pyntelig, hvid opstregning af det tjærede tømmer, mens styrterumskonstruktionen vidner om bygningens høje alder. Hertil også det for Ærøskøbing karakteristiske røde tegltag og skorstenspiben.

Endvidere vidner gårdsidens grundmuring om Ærøskøbings generelle udvikling, hvor bindingsværkskonstruktioner gerne blev omsat til grundmur i forbindelse med byens opsving i 1700-1800-tallet. Bygningens udvikling er ligeledes aflæselig i forskellen i facadens vinduesformater, de sænkede løsholter og i de kun delvist afsavede bjælkehoveder, der stammer fra bygningens opdeling i to individuelle boliger med hver sin indgang, hvor man i den nordre del har ønsket at forbedre boligen med større vinduesrammer. Hoveddøren med dobbelt slagliste og pyramidebosser er formentlig fra 1800-tallet. Hertil kommer de øvrige ældre bygningsdele og -detaljer, der ligeledes peger på bygningens alder og udvikling. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den ældre grundplan med bevaret langsgående hovedskillevæg. Den tidligere todeling af bygningen er stadig aflæselig i værelset – den tidligere forstue – i det søndre fag, der har samme udstrækning og størrelse som den bevarede forstue. Hertil kommer den traditionelle placering af stuer mod gaden og køkkenet mod gården samt det uudnyttede tagrum med synlige konstruktioner. Mellem forstuen og den nordre stue er et ældre internt vindue og et indbygget skab fra da bygningen fungerede som telegrafstation samt en klokke fra det tidligere brevudslag. De ældre bygningsdele og -detaljer udgør ligeledes en kulturhistorisk værdi, da de vidner om bygningens alder og udvikling, herunder særlig de oprindelige fyldingsdøre og revledøre, knægtene under loftsbjælkerne, loftstrappen samt hængsler, beslag, klinkefald og låsekasser.

Den arkitektoniske værdi knytter sig til det den klart definerede bygningskrop med udbrudt, teglhængt tag med skorstenspibe i rygningen. Trods de vekslende vinduesformater fremtræder bygningen som en helstøbt enhed, hvori sidehuset indgår som en integreret del. Den righoldige, tjærede og hvidt optrukne tømmerkonstruktion og den kraftige farveholdning resulterer i en pyntelig karakter, der forstærkes af den bosserede hoveddør.

Læs videre om

• Kogehuset, Ærøskøbing
• Søndergade 9, Ærøskøbing
• Visdommens Kilde, Den Kgl. Danske Skole, Ærøskøbing

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen