Vestergade 9
.
Vestergade 9
.
Vestergade 9
.
Vestergade 9
.
Vestergade 9
.
Vestergade 9
.
Vestergade 9
.

Vestergade 9 ligger på Vestergade 9 i Faaborg-Midtfyn Kommune. Bygningen og omgivelser er fredet.

Bygningshistorie

Forhuset er opført i 1818 for Jørgen Ploug Hempel. I det vestligste fag var en port, der dog blev sløjfet i 1884 af den daværende ejer, farver Peter Mehldal. Der har været butik i stueetagen siden 1854. Baghuset er formentlig opført omkring århundredeskiftet som farveri. På gårdspladsen har været flere baghuse, som i dag er nedrevet eller ombygget.

Beskrivelse

Vestergade 9 ligger i husrækken af ældre bygninger, i den nordvestlige del af Faaborgs centrum umiddelbart uden for den gamle bymur. Vestergade 9 består af et forhus, der i det vestligste fag er sammenbygget med et sidehus. Øst for sidehuset er et ældre, faldefærdigt skur, der ikke er omfattet af fredningen. Det mellemliggende gårdrum er belagt med brosten og afsluttes af et tidligere pakhus. Forhuset er en ni fag lang, grundmuret bygning i to etager, der afsluttes af et næsten ubrudt teglhængt heltag, der mod gården er med røde tegl og mod gaden grå tegl med glatte gavlkamme. I rygningen sidder to skorstenspiber med sokkel og krave. Bygningen hviler på en sortmalet sokkel, der er højere mod gården end mod gaden. Soklen brydes af kældervinduer. Mod gaden er facaden kalket hvid og afsluttes af en hvidmalet hovedgesims med sparrenkopper.

I etageadskillelsen sidder en kordongesims, men ellers er facaden vertikalt inddelt i siderisalitter over et fag og en midtrisalit over tre fag. De yderste fag er refendfuget i stueetagen. I stueetagen prydes midtrisalitten af kanellerede pilastre i de midterste fag. På førstesalen har vinduerne i de yderste fag samt i fjerde og sjette fag set fra øst pudsede indfatninger samt sålbænke. Under samme vinduer ses blændingsfelter. Vinduerne er ældre, hvidmalede korspostvinduer. I stueetagen ses desuden tre nyere butiksvinduer samt et enkelt trerammet vindue i det yderste fag. Centreret i facaden sidder en nyere dør med en stor rude, over døren sidder et overvindue. I andet og syvende fag sidder ældre, tofløjede fyldingsdøre med ruder i den øverste fylding. Over dørene er opsprossede overvinduer. Foran dørene ses nyere stentrapper, hvor den midterste ledsages af et nyere jerngelænder. Facaden mod gården er gulkalket og afsluttes af en let profileret hovedgesims, og i etageadskillelsen ses et gulmalet bånd. I andet fag fra sydøst sidder en ældre fyldingsdør med opsprosset overvindue. Døren er beklædt med grønmalede brædder. Foran døren er en ældre trappe af granit med jerngelænder. Under trappen er en sortmalet, skråtstillet luge i terræn, der fører ned til kælderen. Vinduerne er overvejende ældre, grønmalede korspostvinduer. Gavlene er pudsede, og i sydgavlen er et torammet vindue samt et enkelt etrammet, begge er hvidmalede. Nordgavlen er hvidmalet som facaden.

I det indre er en gennemgående entre, hvor en ældre fyldingsdør giver adgang til en ældre, hvidmalet kvartsvingstrappe med rundbuet håndliste og mæglere. I stueetagen har der været renseri, men etagen står nu ubenyttet. På førstesalen findes en lejlighed. I lejligheden er en ældre planløsning med køkken og grovkøkken med fadebur mod gården og stuer en suite mod gaden. Det indre er præget af ældre overflader samt ældre bygningsdele- og detaljer. Herunder bræddegulve, lofter med stukkatur, en- og tofløjede fyldingsdøre med greb og gerichter og et ildsted i køkkenet, hvor væggen er beklædt med hollandske fliser. I den ene stue står en ældre ovn i jugendstil. I forstuen ses ældre loftsbjælker. Stueetagen er præget af både nyere og ældre overflader. Herunder et nyere sænket loft, linoleumsgulv samt nyere døre. Dog findes der også ældre bræddegulve og enkelte ældre fyldingsdøre, hvoraf en er ådret med ådrede gerichter. Planløsningen afspejler tillige den tidligere funktion som renseri med udadvendte funktioner, som ekspedition mod gaden og kontor samt tøjopbevaring mod gården. Mod sydgavlen er en nyere, traditionelt udført bagtrappe. Tagetagen er uudnyttet med synlig, ældre trækonstruktion, skorstene og understrøget tag. Desuden findes tre pigeværelser. Den ældre kælder er inddelt i flere rum. I væggene er synlige kampesten, og dele af gulvet er belagt med pigsten, desuden ses ældre stolper og bjælker samt spor af ildsteder. Fra begge af forhusets etager er der adgang til sidehuset via en mellembygning på et fag til sidehuset.

Sidehuset er opført i grundmur og er ni fag langt i to etager og afsluttes af et halvtag af skifer. Facaden er kalket i en lys gul og afsluttes af en profileret hovedgesims. På bygningen ses et ældre, grønmalet trappehus af træ. I facaden sidder en ældre, tofløjet fyldingsdør med opsprosset overvindue. Desuden ses en nyere dør med opsprosset rude i den øverste del. Vinduerne er ældre, store, rundbuede og opsprossede jernvinduer. I det nordligste fag sidder et ældre to-rammet, grønmalet vindue, der gentages om hjørnet. I østgavlen ses en blænding. Mellembygningen er som sidehuset, men med en ældre fyldingsdør, der ligeledes er grønmalet. I det indre består bygningen af et stort rum på hver etage. Stue- og førsteetage har støbte gulve og pudsede og hvidmalede vægge, bortset fra den bagerste væg mod østgavlen, der står i blank rød mur. Loftet har ældre bjælker og brædder. Der står ældre maskineri i stueetagen, der vidner om bygningens tidligere funktion som vaskeri. Mellembygningen har ældre bræddegulv i stueetagen. I mellembygningen er på begge etager en trappe, der forbinder forhus med sidehus.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for Vestergade 9 knytter sig til forhusets beliggenhed i Vestergade, hvor alle bygninger er sammenbyggede med flugtende facader i en traditionel bebyggelsesstruktur. Hertil kommer forhusets samspil med sidehuset, det bagvedliggende pakhus og gårdrummet, der danner en traditionel sammenhæng med bolig i forhus og småindustri i sidehus og pakhuset. Bygningerne samles af den næsten intakte brolægning.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for forhuset knytter sig i det ydre til forskellen mellem forhusets pyntelige gadeside og den mere prunkløse gårdside, der, ligesom sidehuset, indskriver sig i et logisk og let aflæseligt bygningshierarki. Proportioneringen, pudsdetaljerne og materialerne er således med til at definere bygningernes oprindelige indbyrdes relation. Hertil kommer gårdspladsens brostensbelægning, der forstærker det traditionelle miljø og understøtter bygningernes udtryk.

Forhuset er et eksempel på, hvordan borgerskabets stigende indflydelse i løbet af 1800-tallet afspejler sig i arkitekturen i form af klassicismen, hvilket ses i forhusets enkle facade, der efter forskrifterne var grå- eller hvidmalede med lette fremspring og få murdetaljer. Særligt kordongesimsen mellem stuen og førstesalen blev næsten obligatorisk, ligesom underfacadens refendfuger. Hertil kommer de klassicistiske vinduer, som er kendetegnet ved den større ramme forneden end foroven, der ligeledes benævnes korspost- eller dannebrogsvinduer. I det indre knyttes den kulturhistoriske værdi for forhuset sig til den traditionelle planløsning med stuer mod gaden, køkken med grovkøkken og fadebur placeret mod gården samt hovedtrappen mod gaden og den mere enkle bagtrappe mod gården. Hertil kommer de bevarede bygningsdele- og detaljer, de ældre fyldingsdøre med greb og gerichter, stuernes enkle stukkatur, ildstedet i køkkenet, det ældre bræddegulv i den ene stue samt pigekamrene på loftet, der underbygger bygningens alder. Hertil kommer kælderen med kampesten, pigstensbelægning samt sporerne fra ildstederne. Den kulturhistoriske værdi for sidehuset knytter sig i det ydre til dets materialeholdning, der sammen med jernvinduerne afspejler bygningens tidligere industrielle funktion som farveri.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets klassicistiske udtryk og det klare og enkle formsprog, hvor de let fremhævede risalitter og kanellerede pilastre giver en svag reliefvirkning og vertikal inddeling af facaden. De vertikale linjer slanker bygningen samtidig med, at de bryder det ellers overordnede horisontale snit, der dannes af gesimserne, blændingsfelterne og de refendfugede partier, der tillige tildeler tyngde til den nederste del af facaden. Vinduernes taktfaste placering og den ubrudte tagflade underbygger endvidere det horisontale udtryk. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til forhusets fyldningsdøre med gerichter og hængsler, der sammen med lofternes stukkatur giver et elegant og helstøbt udtryk i stuerne. De ældre og oprindelige overflader medvirker ligeledes til det herskabelige interiør. Den arkitektoniske værdi for sidehuset knytter sig i det ydre til dets fremtræden i grundmur og dets farveholdning, der naturligt binder det sammen med forhuset. Hertil kommer den lidt særprægede form, der skyldes den høje mur mod vest, hvor bygningen er bygget sammen med nabosidebygningen samt den ensidige taghældning og de store opsprossede jernvinduer, der tilegner bygningen et råt og industrielt udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links