Vestgrønningen 3 ligger på Vestgrønningen 3 i Dragør Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Den toetages hovedbygning blev opført i 1790erne for kaptajn Jacob Andersen Mørch, hvor den stod i ni grundmurede fag i to etager med tegltag. Den nordre halvdel af bygningen var indrettet til beboelse med indgang i facadens andet fag fra nord. Den søndre halvdel af bygningen var i stuetagen indrettet til brænde- og materialhus og stald, med tilhørende døre; i anden etage var høloft. I nordgavlen var to fag engelske vinduer med jernstænger samt to lemme. I bygningen var i øvrigt 15 fag engelske vinduer, samt i anden etages to søndre fag mod øst to lemme. Forstuen var ikke, som det ellers var tilfældet, indrettet midt i huset men i de to nordre fag. Indgangsdøren var den karakteristiske, blichmannske beklædte dør, det beskrives som en sirlig beklædt dør med behørige indmurede stabler og hængsler, kasselås og messinggrift (greb), over døren et halvrundt vindue med otte engelske ruder. Huset var i 1831 stadig indrettet således, men da huset vurderedes i 1876 var det udelukkende indrettet til beboelse og havde to snævre skorstene. Bygningen havde da stadig 17 fag vinduer, alle med store ruder og med skodder for ni fag. Træbygningen mod gården og bislaget foran hoveddøren skulle angiveligt været tilføjet i 1864, og det passer stilistisk fint med trappens udformning. Hvis det er korrekt, kan det konkluderes, at bygningen på dette tidspunkt indrettes til beboelse for to familier, og at hoveddøren flyttes til den nuværende placering og forsynes med bislag. Den med hovedbygningen sammenbyggede bræddebygning beskrives i 1876 som opført af tømmer og brædder med stenpaptag (tagpap), inddelt i fem fag og i to etager; heri var fem enkelte vinduer, alle med små ruder. Til bygningen var indgang med tre glatte døre. Bygningen var indrettet med et køkken i hver etage i tilknytning til hovedbygningens lejligheder, samt i underetagen tillige til brændehus.

Beskrivelse

Dragørs gamle grænse mod vest lå langs Vestgrønningen, som var et åbent areal. Ud mod denne brede vej ligger Vestgrønningen 3, orienteret nord-syd. Bygningen er grundmuret i to etager med en påbygget bræddebygning på bagsiden, der ligeledes er i to etager. Over en let fremspringede, elegant og elegant profileret, sorttjæret sokkel står murværket, vandskuret og gulkalket, foroven afsluttet af en flerledet, retkantet gesims, der er hvidkalket. Herover er det store, ubrudte heltag med røde vingetegl. I rygningen er to traditionelt udformede skorstene med sokkel og krave. Huset er ni fag langt med torammede, trerudede vinduer – vinduerne i stuen har stabler, skoddehvirvler og gliphager i lodpostene, men ingen skodder samt en tofløjet hoveddør i midterfaget. Hoveddøren sidder i et bislag og er af den såkaldte Blichmann-type. Vinduerne i anden etage har seks ruder i rammerne, ligesom vinduerne i gavlen, og disse er generelt ældst. Vinduerne i stuen er nyere, måske fra midten af 1900-tallet. Alle udvendige snedkerdetaljer er malet med mørkegrøn oliemaling. I gavlene og på bagsiden sidder de karakteristiske S-slyngede murankre. På bagsiden er en halvtags bræddeudbygning med sorttjærede brædder en-på-to. Bygningen er delvis i to etager og har et tagpaptag og et lille vindfang, der giver adgang fra gården. Vinduerne her er både en- og torammede. Bræddeudbygningens beklædning og en del af vinduerne her er fuldkommen fornyet i 2007. Fra hoveddøren mod Vestgrønningen er der adgang til en gennemgående forstue, hvor en elegant svunget trappe med slanke, senklassicistiske balustre fører op til anden etage. I forstuen er et særegent bræddeafdelt værelse med et torammet vindue ud mod indgangen. En glat revledør med bukkehornshængsler fører ind til dette kammer. Under trappen er et toilet. På begge sider af forstuen ligger stuer mod gaden med pudsede lofter og plankegulve; til højre er en stue med en fornem, flisebeklædt kaminplads med buet overkant, hvor der står en etagevindovn. Her er også et nyere etfags-kammer mod gaden samt mod gården et toiletrum. Til venstre ligger en spisestue, hvor en nyere, bred, fladbuet muråbning fører ud til det store køkken, som er placeret i træudbygningen mod gården. På førstesalen er der værelser til begge sider af trapperummet og også her ligger et lille køkken i træudbygningen mod gården. Til venstre for trappen er der i tilslutning til værelset – der har en usædvanlig og spændende malet vægdekoration, der i dag er gemt bag plader og tapet et badeværelse i gavlværelset. Der er også et toiletrum ud mod gårdsiden i tilslutning til trapperummet.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Vestgrønningen 3 knytter sig til den markante placering på den brede vej over for Dragørs historiske bykerne. Udformningen af Vestgrønningen 3 er typisk for de dragørske skipperhuse. Hertil kommer bygningens materiale- og farveholdning i det ydre med gulkalkede, murede sider, sorttjæret sokkel og ubrudt, rødt teglhængt tag, der er et gennemgående træk i Dragørs historiske bykerne. Hermed indgår Vestgrønningen 3 som en integreret del af Dragørs autentiske og stemningsfulde bymiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til ejendommen som en integreret del af fortællingen om Dragørs kulturhistorie, hvor den velplanlagte bystruktur stod som en samlet ramme om søfart og handel. Blichmanns skipperhuse har fremstået imponerende i forhold til byens øvrige bebyggelser fra samme tid, og har været forbeholdt økonomisk velfunderede folk. Bygningerne kendetegnes ved at være grundmurede i to etager under et teglhængt tag med lav tagrejsning. Generelt er bygningerne smalle og orienteret øst-vest modsat Dragørs øvrige ældre bebyggelse, der er orienteret nord-syd. Indretningen var kendetegnet ved en central placeret forstue med bagvedliggende køkken flankeret af stuer og kamre. Fra forstuen ledte en trappe til loftet eller en anden etage. Typisk var der brændehus i husets ene ende og plads til hø eller opmagasinering på loftet. Selvom den nuværende forstue og trappe til første sal formentlig først er kommet til 1800-årenes midte, ses disse karakteristika ligeledes i Vestgrønningens 3s ydre som indre, hvor den ældre grundplan er genkendelig, dertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, trappe og to-fyldingsdøre, der vidner om bygningens alder. Særligt gælder det den beklædte revledør, der er tegnet af Blichmann til de Dragørske huse. Døren er kendetegnet ved det halvcirkelformede overvindue delt i otte ruder og dørfløjene, hvis øverste fyldinger har spejle med svungen overkant, adskilt fra den nedre del af en kraftigt profileret liste, som vandnæse over den nederste svejfede underdel. Underdelen var typisk dekoreret med et skåret fletmønster, der var så yndet i rokokoen. Dermed er Vestgrønningen 3 en væsentlig repræsentant for Blichmanns byggestil og Dragørs skipperhuse.

Arkitektonisk værdi

Bygningens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den karakterfulde, smukt proportionerede, enkle, grundmurede bygningskrop med næsten ubrudt tagflade, hvis strenge komposition og udekorerede sider afsluttet af den kraftige hovedgesims har klare klassicistiske træk. Huset viser Blichmanns fine evne til at skabe harmoniske huse uden klassicismens stramme vinduesinddeling.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links