Vibæk Vandmølle
.
Vibæk Vandmølle
.

Vibæk Vandmølle ligger på Vibæk Mølle 3 i Sønderborg Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Vandmølle i bindingsværk opført 1756, iflg. indskrift bygget af Hans Møller af Peberbjerg for Jørgen Krack og Kierstina Marie Jørgen (datter). Møllen restaureret 1957 af Nationalmuseet. Grundmuret stuehus fra 1819 og udhuslænge af bindingsværk fra o. 1800 (af ældre materialer).

Vibæk Vandmølles historie går tilbage til begyndelsen af 1600-tallet, hvor den første vandmølle blev etableret i området. Den eksisterende mølle, der blev opført i 1756 som kornmølle med overfaldshjul, er placeret nogle hundrede meter syd for den tidligere mølle på grund af et større fald og mere strøm, samt kortere afstand til udskibningsstedet, Taskland, der ligger ved Vibækkens udmunding i Høruphav. Vibæk Vandmølle var i drift ind til 1939. Som hjælpemølle til vandmøllen blev der i 1832 opført en vindmølle på bakken sydøst for vandmøllen. Vandmøllen blev restaureret i 1956 – 1957 og igen i 1980'erne. Den nord for vandmøllen beliggende mølledam blev retableret i 1993.

Beskrivelse

Vibæk Vandmølle ligger få hundrede meter fra Vibækkens udløb i Høruphav på det sydlige Als. Vibæk Vandmølle består af selve vandmøllen, et øst herfor beliggende stuehus og en med stuehuset parallelt beliggende udhuslænge. I tilknytning til de fredede bygninger ligger mølledammen, en genopført staldbygning og på bakken, syd øst for vandmøllen, en vindmølle. Vandmøllen er opført i rødtopstrøget bindingsværk med hvidkalkede tavl og grønmalede døre, skodder, vinduer og luger. Møllebygningen står på et fundament af kampesten og afsluttes af et vandret afskåret, helvalmet stråtag, der har mønning med kragetræer. I gavlen mod øst og over døren i den nordlige langside ses læssekviste. Læssekvisten i langsiden har stråtækt heltag med mønning med kragetræer. Øst for døren ses et blyopsprosset vindue. Møllehjulet, som er et overfaldshjul, sidder på den vestlige gavl. Der er bevaret stigbord og malekarm. I det indre er møllebygningen kendetegnet ved en traditionel åben planløsning og en del oprindeligt og ældre tømmer, herunder flere bjælker med inskriptioner fra 1700-tallet. Der findes en del mølleinventar bevaret, herunder kværne, stjernehjul og hejseværk. I kælderen er gulvet brolagt. Stuehuset er en grundmuret og hvidkalket bygning med sort sokkel, muret gesims og vandret afskåret, halvvalmet stråtækt tag. Mønningen er med kragetræer og i rygningen sidder to skorstenspiber med sokkel og krave. I tagfladerne ses fire mindre stråtagskviste med torammede, opsprossede vinduer. I gavlene ses læsseluger og mindre vinduer samt enkle murankre, årstallet 1819 og initialer i smedejern. Langsiderne er kendetegnet ved murankre, torammede vinduer, samt fyldings- og revledøre. Flere af facadens vinduer har traditionelt hvælvet glas i rammerne, mens gårdsidens vinduesrammer har jernsprosser. Facadens fyldingsdøre er de oprindelige med dekorerede fyldinger, dobbelte slaglister og overvinduer. Bygningens træværk er malet grønt. I det indre har bygningen i meget store træk bevaret sin oprindelige planløsning med diele med trappe til det uudnyttede loft, pisel og stue mod gaden, køkken og bad mod gården samt værelser og tidligere alkover mod gavlen i øst. Interiøret er generelt kendetegnet ved en meget høj grad af oprindelighed. I dielen findes den oprindelige flisebelægning, og i både diele og stuer ses de oprindelige lofter med synligt, delvist profileret bjælkelag. Der findes en række ådrede alkove- og fyldingsdøre samt gerichter og oprindelige dørgreb. Hertil kommer revledøren til loftet, en støbejernslåge i den ene stue samt senbarokke fyldingsdøre med bukkehornsbeslag og håndsmedet beslagværk, der sandsynligvis stammer fra et tidligere stuehus. Enkelte vægge og lofter er efterisolerede. Der sidder flere steder oprindelige paneler under tapeterne. Loftet er uudnyttet og der er bevaret et røgerum i tilknytning til skorstenen. Udhuslængen står i rødtopstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl og vandret afskåret stråtag. Mønningen har kragetræer og i rygningen ses en muret skorstenspibe med sokkel og krave. Mod vest findes en mindre lokumstilbygning med et traditionelt dobbeltdas, ligeledes i bindingsværk, men med tegltag med ensidigt fald. Gårdsiden og nordsiden er kendetegnet ved rødmalede revledøre, porte og luger. Vinduerne er traditionelle staldvinduer i støbejern. På gårdsiden ses tillige to læssekviste, mens nordsiden er delvist grundmuret. Udhuslængen er i det indre er kendetegnet ved flere mindre rum med brostens- og teglstensgulve samt bræddelofter med synligt bjælkelag. Ladeafsnittet er åbent til kip. I bygningen findes tillige en bageovn, en gruekedel og en maltkølle. Den østre del er indrettet til café.

Miljømæssig værdi

Vibæk Vandmølles miljømæssige værdi knytter sig til den sjældent sete og særdeles velbevarede helhed af vand- og vindmølle, stuehus, udhuslænge og stald samt mølledam. Det bakkede landskab omkring møllerne viser tydeligt, hvordan landskabets beskaffenhed blev aktivt anvendt i den førindustrielle periode, da vand og vind var de primære kraftressourcer. Ved Vibæk Vandmølle skaber landskab og funktionsbygninger tilsammen et let aflæseligt og meget formfuldendt kulturmiljø, hvor brolægningen mellem stuehus, stald og udhuslænge, fuldender indtrykket af et overordentligt værdifuldt, førindustrielt kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Vandmøllens kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningen som et repræsentativt eksempel på, hvordan en vandmølle med overfaldshjul så ud sidst i 1700-tallet. I det ydre er bevaret en række bygningsdele og detaljer, som alle har stor kulturhistorisk værdi, herunder møllehjulet med tilhørende maskineri, fundamentet af kampesten, lugerne og læssekvisten samt de kraftigt udkragende tagflader. Hertil kommer den praktiske og funktionsbestemte lodrette bræddebeklædning på gavlen, der vender ud til møllehjulet. Hertil kommer de markante, egnskarakteristiske træk i form af det – for brugsbygninger – typiske helvalmede tag, der tydeligt viser rangforskellen til stuehuset med halvvalm, samt den traditionelle alsisk-røde farve til bindingsværket. Et andet alsisk kendetegn er at se i det irregulære bindingsværk med varierende fagbredde og manglende dokker i underste tavl samt skrå- samt stormbånd på steder, hvor det ikke umiddelbart forekommer konstruktivt logisk. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til det bevarede mølleinventar og den oprindelige og ældre bygningskonstruktion, herunder i særdeleshed tømmeret med inskriptioner, de egnskarakteristisk udskårne knægte, kælderens gulv af pigsten samt alle de for møllen nødvendige maskinelle funktionsdele og detaljer. Hertil kommer, at mølleværket med alle tilhørende dele er af stor kulturhistorisk værdi, idet maskinen i fysisk form fortæller historien om det lokalt orienterede og af vejret afhængige, førindustrielle danske landbrug.

Stuehusets kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til den fra begyndelsen af 1800-tallet næsten intakte, grundmurede bygning med afvalmet, vandret afskåret stråtag, ældre vinduer og luger i gavlene. På gårdsiden har vinduerne jernsprosser, mens de mod gaden er forsynet med delvist mundblæste, hvælvede glas, som er egnskarakteristisk for Sønderjylland. Der er kulturhistorisk værdi i den tydelige forskel på den repræsentative gadeside med de to tofløjede fyldingsdøre og den mere enkle gårdside med revledøre. Hoveddørene er indrammet af kannelerede indfatninger og opsprossede overvinduer, mens fyldingerne er dekorerede med håndskårne motiver. Hertil kommer gavlenes læsseluger, der vidner om loftets praktiske funktion som oplagsmagasin. I stuehusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den næsten intakte, oprindelige planløsning samt til de mange oprindelige og ældre bygningsdele, herunder bræddegulve, trappen til loftet, ådrede alkovedøre, døre og gerichter samt bræddelofter med synligt bjælkelag. Der er i stuehuset flere barokke døre med bukkehornsbeslag, håndsmedede dørgreb og låsetøj, der formodentlig er genanvendt fra det nuværende udhus, der indtil 1819 fungerede som stuehus. Disse døre og beslagværk har stor kulturhistorisk værdi, ligesom de oprindelige paneler, der befinder sig bag de tapetserede vægge. Udhuslængens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til bygningens fremtræden som en karakteristisk udhuslænge med tilhørende sekundære funktioner som dette kommer til udtryk i revledørene og portene, læssekvistene og støbejernsvinduerne. Hertil kommer de markante, egnskarakteristiske træk i form af det for brugsbygninger typiske helvalmede tag, der tydeligt manifesterer rangforskellen til stuehusets halvvalm, samt den traditionelle alsisk-røde farve til bindingsværket. Et andet alsisk kendetegn er at se i det irregulære bindingsværk med den brede og varierede fagbredde, lokummets krumme tømmer, de manglende dokker i underste tavl samt stormbånd på steder, hvor det ikke umiddelbart forekommer konstruktivt logisk, hvilket ses i gavlenes øverste tavl. I udhuslængens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den delvist genskabte, ældre planløsning og de traditionelle overflader, herunder pigstens- og teglstensgulve, kalkede vægge, revledøre og bræddelofter med synligt bjælkelag. Hertil kommer lokummet, bageovnen, gruekedlen og maltkøllen, der vidner om de funktioner en udhuslænge på landet historisk set indeholdt.

Arkitektonisk værdi

Vandmøllens arkitektoniske værdi relaterer sig i det ydre til det store, kubiske volumen med den knappe fremtræden, der tydeligt signalerer, at her er tale om en funktionsbygning. Det ubrudte, kraftigt udkragende og vandret afskårne stråtag giver bygningen et stærkt og solidt udtryk, som understøttes visuelt af murfladernes få, mindre åbninger. På nær hejsekvistens træværk står bygningen uden detaljer og dekoration. Det høje, irregulære og kraftigt farvesatte bindingsværk giver bygningen et levende og autentisk udtryk, som understreges af den enkle materialeholdning, der er domineret af tegl, træ og strå. I vandmøllens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til det maskinelle udstyr og den gennemgående brug af træ, som sikrer et helstøbt og meget autentisk interiør.

Stuehusets arkitektoniske værdi relaterer sig i det ydre til den lange, grundmurede bygningskrop med den tætte, taktfaste vinduessætning og det store, næsten ubrudte og vandret afskårne stråtag, der lægger sig tungt over den brede bygningskrop. Udtrykket er enkelt, robust og ærligt, uden anden udsmykning end gavlenes murankre og hoveddørenes indfatninger og fyldinger. Den enkle materialeholdning og tilhørende farvesætning giver desuden bygningen en rolig og prunkløs fremtræden. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den velbevarede planløsning og materialeholdning, der giver bygningen en høj grad af autenticitet. Udhuslængens arkitektoniske værdi relaterer sig i det ydre til det enkle formsprog og fremtræden i strå, hvidkalkede tegl og rødmalet tømmer. Som med vandmøllen giver det ubrudte, kraftigt udkragende og vandret afskårne stråtag bygningen et stærkt og solidt udtryk, som visuelt passer til murenes få, mindre åbninger. Det irregulære og kraftigt farvesatte bindingsværk, hvor tavlenes bredde varierer betragteligt, giver bygningen et levende og autentisk udtryk.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links