Viebæltegård, Svendborg

Svendborg Købstads Forsørgelses- og arbejdsanstalt, Viebæltegård, blev opført i 1869-70 af Svendborg Fattigvæsen med Jens Eckersberg som arkitekt. Her blev de fattigste og socialt udstødte borgere indlagt. De indlagte inddeltes i to grupper: de værdige og de uværdige. De værdigt trængende var oftest ældre, enlige mennesker der ikke kunne klare sig selv og ikke havde familie eller ægtefælle til at passe på sig. De uværdige var mænd og kvinder, som man mente burde kunne forsøge sig selv, men som stod uden arbejde. Det var fattiginspektøren, der afgjorde hvilken gruppe et nyt fattiglem tilhørte. I det man blev indlagt på fattiggården mistede man valgret, retten til gifte sig, man måtte ikke eje noget og man mistede forældreretten over sine børn. Indlæggelse kunne være frivillig, men oftest blev fattiglemmerne hentet af politiet. Efter indlæggelse kunne man ikke frit bevæge sig ind og ud ad fattiggården. I 1961 blev det frivilligt, om man ville lade sig indlægge på fattiggården og man mistede heller ikke længere sine borgerlige rettigheder. Ved samme lejlighed fjernede man pigtråden på mure og hegn.

Den østlige længe, der i dag huser museets administration var oprindeligt indrettet til inspektørbolig i den høje stueetage, mens fattiggårdens køkken, pigeværelser og linnedrum var indrettet i kælderetagen. Den sydlige længe, også kaldet forsørgelsesafdelingen, husede de værdige fattiglemmer, her var der indrettet mindre værelser. Hvor man boede sammen på to- eller firepersoners sovesale. Hertil var der et spise- og fællesopholdsrum, depoter, to detentionsceller samt vaskerum. Gården udenfor denne fløj fungerede som fællesgård. Den nordlige fløj var indrettet som arbejdsanstalt, hvor de uværdige boede på 8-10 personers sovesale. De to køn levede skarpt adskilt i hver sin afdeling. I stueetagen lå arbejdssalene hvor mændene sorterede ispinde eller vævede måtter, i deres gård kunne mændene også beskæftiges med at hugge brænde. I kvindernes arbejdsrum spandt de uld eller fæhår eller hjalp i øvrigt til med rengøring eller vask. Sovesalene var indrettet på første sal. Denne fløj rummede også værelser til husvilde familier, der midlertidigt ikke havde en fast bopæl. De havde deres egen indgang og levede adskilt fra anstaltens øvrige beboere. Nordfløjens loftetage blev brugt til opbevaring af de indsattes produktion. Kapelbygningen rummede udover fattiggårdens kapel i midtskibet også et ligrum og et brændehus i det nordlige sideskib samt tørvehus i det sydlige sideskib. I sydskibets tilbygning var der indrettet svinesti.

Den omgivende have, var oprindelig inddelt i en prydhave, der lå øst og nordøst for Fattiggården. Denne blev udelukkende benyttet af inspektøren og dennes familie og var tydeligt adskilt fra nyttehaven mod nord, der blev dyrket af fattiglemmerne. Viebæltegård virkede som fattiggård, arbejdsanstalt og forsorgshjem frem til 1974. Herefter blev det indrettet til Forsorgsmuseum. Viebæltegård blev gennemgribende restaureret i 2009.

Viebæltegård ligger på et bakkedrag nordvest for Svendborg ældste bydel. Bygningsanlægget omgives mod nord og øst af den tilhørende have, der er omfattet af fredningen. Viebæltegård er indrettet til Forsorgsmuseet, der er en del af Svendborg Museum. Museets indre er præget af iscenesatte og oprindelige interiører, der formidler stedets fattigforsorgens historie.

Viebæltegård består af tre fritliggende, vinkelstillede fløje beliggende omkring et lukket gårdanlæg. Gårdanlæggets fjerde side udgøres af den afgrænsende mur, hvori anlæggets kapelbygning er indbygget. Den østlige længe er en elleve fag lang, grundmuret, bygning opført i gul blankmur i en etage med høj kælderetage. Bygningen hviler på en sokkel af syldsten og bærer et heltag af skifer. I rygningen sidder fire skorstenspiber med sokkel og krave, og der er fire ældre tagvinduer i hver tagflade. Østfacadens tre midterste fag er fremhævet i en risalit med gavlafslutning. Midtrisalittens fag er i begge etager indrammet af rundbuede blændinger, den midterste prydes tillige af en rund blænding og i etageadskillelsen ses murede bånd. Sidefagene indrammes ligeledes af fladbuede blændinger ligeledes med enkle murede bånd i etageadskillelsen. Murværket afsluttes under tagudhænget af en bred, muret hovedgesims prydet med savsnit.

Gårdsiden har en enkel udformning og fremstår i blankmur prydet med en hovedgesims af samme type som facadens og en gennemgående muret sålbænk i stueetagens vinduer. Begge gavle prydes af rundbuede blændinger og afsluttes øverst af en muret kam. Alle vinduer er ældre, stueetagens vinduer er fladbuede korspostvinduer og kælderetagens vinduer er torammede, trerudede vinduer. Mod gaden fremstår vinduerne hvidmalede og grønmalede mod gården. I det indre er den høje stueetage indrettet til kontorer for museets administration. Grundplanen er præget af en gennemgående fordelingsgang med adgang til kontorer mod gård og haveside. På denne etage er der bevaret flere ældre fyldingsdøre med gerichter, der er plankegulve og pudsede lofter. En ældre gennemgående hovedtrappe forbinder alle bygningens etager, trappens gelænder har drejede balustre, de ferniserede trin er ligeledes ældre. Loftetagen er indrettet til kontorer og opbevaring fremstår med ældre ferniserede gulve og nyere overflader på vægge og lofter. Vinduerne har forsatsruder. Den høje kælder fremtræder med støbte gulve, ældre flise- og klinkegulve samt bræddegulve, pudsede og hvidmalede vægge samt lofter. Kælderen er indrettet med en central fordelingsgang med adgang til rum mod gård- og haveside. Mod gårdsiden er dele af arbejdsanstaltens gamle køkken bevaret. Mod havesiden er der tremmer for vinduerne. Den sydlige fløj er en tolv fag lang, grundmuret, toetages fløj opført i gul blank mur. Fløjen hviler på en sokkel af syldsten og bærer et heltag af skifer. Der sidder fire skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen og der er ældre tagvinduer i begge tagflader. Mod gaden sidder vinduerne i fladbuede muråbninger, der er murede sålbænke og under tagudhænget er en smal muret hovedgesims. Gårdsiden er opbygget på samme måde. Mod gaden er der grønmalede korspostvinduer, mens gårdsiden vinduer er fladbuede metalvinduer. Alle vinduer er ældre. Gavlene fremstår med fladbuede vinduesblændinger og enkelte enrammede vinduer og afsluttes øverst af en muret kam. Ud fra den vestlige gavl er tilbygget en kort, enetages bygning i gul blankmur med skiftertag. I murværket ses store fladbuede blændinger med små metalvinduer. En høj skorsten løber fra den lave tilbygning opad sydfløjens vestlige gavl.

I det indre fremstår bygningen med den ældre grundplan. I stueetagen løber en fordelingsgang langs gårdsiden, der giver adgang til de tidligere beboelsesværelser, fællesstue, depotrum og badeværelser. For enden af gangen er der forbindelse til den lave tilbygning mod vest, hvor der er indrettet detention og vaskeri. Overfladerne er alle ældre og traditionelt udført som ferniserede bræddegulve, terrasso- og klinkegulve samt ældre vinylgulve. Vægge og lofter fremtræder pudsede og malede. Dørene er ældre fyldingsdøre med gerichter og beslagværk. Ind til detentionen er døren af metal. En ældre trappe med drejede balustre og mægler leder til første etage er der indrettet udstillingslokaler. Den ældre ruminddeling er bevaret store træk med en fordelingsgang mod gårdsiden og mindre, delvis åbne rum mod gaden. Disse rum fremstår med pudsede og hvidmalede lofter og vægge, der er tæpper på gulvene. På loftetagen er den centrale fordelingsgang og flere beboelsesrum samt badeværelse bevaret, hvor den traditionelle materialeholdning med ferniserede bræddegulve, malede vægge og glatte pladelofter er bibeholdt. På gangen er fælleshåndvaskene ligeledes bevaret. Mod øst fremtræder loftetagen som et åbent loftrum, der anvendes til opbevaring, hanebåndene fremstår synlige. Alle skorstene er bevaret i det indre. Den nordlige fløj er en tolv fag lang, grundmuret, toetages fløj opført i gul blankmur. Fløjen hviler på en sokkel af syldsten og bærer et heltag af skifer. Der sidder tre skorstenspiber med sokkel og krave i rygningen og der er tre tagvinduer i begge tagflader. Mod gaden sidder vinduerne i fladbuede muråbninger over murede sålbænke og under tagudhænget er en smal muret, hovedgesims. Havesiden er opbygget på samme måde. Alle vinduer er ældre, fladbuede metalvinduer og på havesiden er de indsat i smalle, fladbuede blændinger. Gavlene fremstår med fladbuede vinduesblændinger, i den vestlige gavl er der øverst en luge med hejsebom over. Dørene er ældre fyldingsdøre, enkelte med overvinduer, der ligesom vinduerne fremtræder grønmalede.

I det indre er den ældre grundplan bevaret. Her er bygningen i både stueetage og første sal opdelt i to adskilte afdelinger, hver med sin indgang fra gården. Langs havesiden løber de to fordelingsgange, hvor der i stueetagen er adgang to store rum mod gårdsiden og den vestlige gavl. I etagens østlige del er opsynsmandens lejlighed bevaret. Lejligheden blev etableret i 1940'erne og fremstår med traditionelle overflader og oprindeligt forrammekøkken. Der er separat adgang til lejligheden gennem en indgangsdør og trappe i bygningens østligste del. Begge etager fremstår med ældre ferniserede gulve eller vinylgulve, vægge og lofter fremtræder pudsede og malede. Dørene er ældre fyldingsdøre med gerichter og beslagværk. Der er tremmer og nyere forsatsruder for vinduerne.

Langs gårdens vestlige mur ligger den tidligere kapelbygning, der i dag er indrettet til museumsfunktioner. Bygningen er en grundmuret, treskibet bygning, opført i gul blankmur. På sydskibets langside er der tilbygget et udhus med staldvinduer og en nyere revledør. Kapelbygningen hviler på en støbt sokkel og bærer et sadeltag af skifer, der er en ældre skorstenspibe i den sydlige tagflade. Kappellets facade mod gården er symmetrisk opbygget, midterskibet har brede, gennemgående lisener, midtfor er en tofløjet fyldingsdør og herover en rundbuet blænding med et ældre torammet vindue. Sideskibene har nyere døre skjult bag nye grønmalede revledøre. Kapellets gårdside fremstår med rund- og fladbuede metalvinduer, samt et occulus øverst i midtskibets vestside. I det indre er væggene pudsede og kalket i en lys, rød nuance, mens gulvene er belagt med klinker Der er åbent til kip og de dekorativt udskårne hanebånd fremstår synlige.

Gårdrummet er mellem bygningerne er ved høje mure med pigtråd øverst inddelt i flere mindre gårde: En foran den sydlige fløj og to foran den nordlige fløj samt et mindre gårdrum langs østlængen. Gårdene er fortrinsvis grusbelagte med flisegange mellem bygningerne, dog er der anlagt græsplæner i den nordlige længes østlige gård. Bygningsanlæggets hovedindgang er i forbindelsesmuren mellem den sydlige og østlige fløj er afskilt fra det sydlige gårdrum ved høje trådhegn med pigtråd øverst. Haven er mod øst anlagt med store solitære træer, plæner, stensætninger og grusbelagte stier, mens den nordlige del, der skråner ned mod Viebæltet, er anlagt i med stier og terrasser, hvoraf flere er udlagt som bede og ellers er græsbeklædte.

Den miljømæssige værdi ved Viebæltegård knytter sig til bygningernes indbyrdes beliggenhed og de høje, forbindende mure, der lukker sig om sig selv mod syd og vest, mens prydhaven fremtræder indbydende og den østlige længe fremtræder myndig for den der ankommer til Fattiggården. Hertil kommer bygningernes gule, blankmur, der med få dekorative murdetaljer danner en harmonisk sammenhæng med bygningen på den modsatte side af Svinget, der er opført i et beslægtet formsprog.

Den kulturhistoriske værdi ved Viebæltegård knytter sig i det ydre til det samlede bygningsanlæg, gårdene og de omgivende haver, der vidner om den nyorientering, der skete inden for den sociale forsorg omkring 1850. Man ønskede at effektivisere fattigplejen og samle de fattige i institutioner, bl.a. for at opnå stordriftsfordele. Således blev der i de følgende årtier anlagt et stort antal nye fattiggårde, hvis antal kulminerede i 1885 med imellem 350 og 375 fattiggårde på landsplan. Den nye type fattiggård, havde udover at yde fattighjælp, også til formål at opdrage samfundets svageste til gode arbejdsduelige samfundsborgere.

Viebæltegård er en af de bedst bevarede fattiggårde i Danmark. Den er således et unikt eksempel på det lukkede samfund med bolig for inspektør og fattiglemmer, arbejdsplads og kirkesal, som en fattiggård var i datidens samfund.

I Viebæltegårds ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningernes overordnede enkle og manende formsprog, der kendetegnes ved den regelrette, taktfaste opbygning, materialeholdningen og den begrænsede anvendelse af dekoration. Hertil kommer de udtalte forskelle mellem anlæggets tre fløje, der tydeligt viser det indbyrdes hierarki mellem bygningerne og dermed også hierarkiet mellem deres oprindelige brugere. Den østlige fløj, inspektørboligen, fremtræder med sine dekorative murdetaljer, midtrisalit og hvidmalede vinduer mod gaden som den fornemmeste bygning i anlægget. Mod gårdsiden er udtrykket mere nedtonet uden dekorative detaljer og grønmalede vinduer. Den sydlige fløj, for de værdigt trængende, fremstår med en smal hovedgesims som eneste dekorative detalje. Den har grønmalede trævinduer mod gaden og støbejernsvinduer mod gården, hvilket udefra giver anlægget et arkitektonisk helhedspræg, men også viser, at beboerne var værdige til vinduer som i en almindelig bolig. Den nordlige fløj, for de uværdigt trængende, er ligeledes stort set uden dekorative elementer og har støbejernsvinduer på begge langsider. Bygningen har en udpræget funktionel udformning og giver umiddelbart indtryk af at være en fabriksbygning. Således er præget af menneskebolig stort set fjernet fra denne fløj, hvilket afspejler samtidens syn på de uværdige fattige, der boede og arbejdede i denne fløj. I kapellet knytter den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til bygningens treskibede opbygning, der utvetydigt knytter an til det traditionelle kirkebyggeris treskibede basilika, hvor midtskibet gennem sin enkle lisendekoration fremtræder som den vigtigste del af bygningen.

Den kulturhistoriske værdi ved gårdanlægget knytter sig til inddelingen med høje, pigtrådsbeklædte mure, der tydeligt viser den skarpe adskillelse af fattiggårdens forskellige typer af beboere. I den sydlige og i kvindernes gård er der bevaret flere små lokumsbygninger og kroge til tøjsnore i kvindernes gård sidder endnu i murværket.

Den kulturhistoriske værdi ved den østlige fløj knytter sig i det indre til kælderens og stueetagens ældre grundplan, hvor de bevarede bygningsdele og ældre overflader, herunder fyldingsdøre med gerichter og beslagværk, trapper, ældre gulve samt pudsede lofter i stueetagen vidner om bygningens fortid som bolig for fattiggårdens inspektør. I kælderen vidner grundplanen og den ældre materialeholdning med klinkegulve, flisebeklædning og hvidkalkede vægge om de tidligere funktioner som fælleskøkken, opbevarings- og linnedrum samt pigeværelser.

Den kulturhistoriske værdi ved den sydlige fløj knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre grundplan med fordelingsgange, værelser, stuer, celler og vaskerum. Hertil kommer de bevarede ældre overflader og bygningsdele, herunder, ældre ferniserede bræddegulve, støbte gulve og terrazzogulve, malede vægge og lofter, fyldingsdøre med gerichter, paneler og ældre sanitet, der tydeligt fortæller historien om de værdige fattiges liv i fløjen.Den kulturhistoriske værdi ved den nordlige fløj knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre grundplan med fordelingsgange, værelser og arbejdsrum. Hertil kommer de bevarede ældre overflader og bygningsdele, herunder, ældre ferniserede bræddegulve, malede vægge og lofter, fyldingsdøre med gerichter, paneler samt tremmerne for vinduerne, hvor de uværdige fattiges liv med bolig og arbejde i samme fløj tydeligt fornemmes. Den kulturhistoriske værdi ved kapelbygningen knytter sig i det indre til den højloftede kirkesal hvor der er åbent til kip og de dekorative profilerede hanebånd fremstår synlige. Sammen med de vestvendte vinduer får rummet en let sakral stemning, der vidner om rummets brug før i tiden.

I haveanlægget knytter den kulturhistoriske værdi sig til tydelige opdeling mellem fattiglemmernes nyttehave og inspektørens prydhave, hvor forskellen mellem de to haveanlæg tydeligt markerer den tidligere brug og standsforskel mellem fattiggårdens beboere og inspektøren.Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til mærker, slid og patina, som ses næsten overalt på gulve, vægge døre og det faste samt løse inventar. Disse spor fremmaner det arbejde og de livsvilkår, der har fundet sted indenfor fattiggårdens mure.

Den arkitektoniske værdi ved Viebæltegårds bygninger knytter sig i det ydre til det lukkede bygningsanlæg, hvor de enkelte bygninger er karakteriseret ved en stram, regelmæssig opbygning og en enkel materialeholdning i gul blankmur samt skifertage, der giver alle bygningerne et stærkt manende og særdeles myndigt udtryk. Således er Viebæltegårds arkitektur en fysisk manifestation af fattiggårdens funktion i slutningen af 1800-tallet, der ikke blot skulle yde fattighjælp, men også stå som en forbilledlig og opdragende anstalt for samfundets dårligst stillede borgere. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig særligt til den sydlige beboelsesfløjs fordelingsgange og sove – og opholdsrum, der konsekvent er præget af funktionelle og let afvaskbare overflader. De få dekorative træk begrænser sig til døre, gerichter og panelers enkle profiler samt den lidt grelle farveholdning i lysegrøn, hvid, knækket hvid, grå og orange. Den funktionelle enkelhed i både det løse og faste inventar understøtter udtrykket, der er gennemført institutionelt og funktionelt samt indrettet for at tilvejebringe blot et absolut minimum af komfort for fattiglemmerne. Den arkitektoniske værdi ved kirkesalen knytter sig til det højloftede rum med de vestvendte vinduer, der skaber en sakral stemning i det indre.

Læs videre om

• Grønnegade 16, Troense
• Rødkilde, Ulbølle
• Vejstrup Vandmølle

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen