Vigensvej 13 ligger på Vigensvej 13 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. 6 og fik derved retten til at drive handel og søfart. Det betød, at øen oplevede en opgangsperiode med tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde, men under Englandskrigene i 1807-1814 mistede Fanø hovedparten af flåden.

Stort set alle Nordbys ældre huse fremtræder i dag grundmurede, men de fleste af dem blev opført som bindingsværkshuse. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte man i det sydlige Vestjylland en lokal fremstilling af teglsten under hollandsk/frisisk påvirkning. Den tidligere byggemetode med bindingsværk, lerklining eller ubrændte sten, opmuret med lermørtel blev herefter afløst af murstensbyggeri med brændt tegl og kalkmørtler. I dag kan man på enkelte huse se rester af bindingsværk i form af stolper eller udmuringer af riller efter dem. Udmuringerne er blevet udført som halvstensmur. I enkelte huse har beboelsesafdelingen haft en større husdybde, hvilket har markeret sig som et karnaplignende fremspring og en tagprofil, som er skæv.

Der har altid været en stærk bygningstradition på Fanø med overordnede arkitektoniske træk og bygningsdetaljer, der har været så egnsspecifikke, at der er forskellige traditioner i øens to byer, Sønderho og Nordby, der kun ligger med en afstand på ca. 10 km, men der er dog også flere ligheder. I begge byer var det således almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. Gesimserne blev skurede og hvidtede. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger.

De ældste vinduer i Nordby var blyindfattede ruder i trærammer, men fra sidste del af 1700-årene og op gennem 1800-årene blev vinduer med en eller to oplukkelige rammer med typisk seks små ruder almindelige. Den ene ramme er oftest hængslet på lodposten, mens sprosserne i Sønderho har en karakteristisk enkel spids profil, har sprosserne i Nordby en kvartstaf og lille platte, der giver et mere detaljeret og afrundet profil. De forskellige profiler ses stadig meget tydeligt opdelt mellem de to byer. Denne vinduestype sidder i murhuller med lige stik, i plan med murens yderside og var ofte hvidmalet. I Nordby har der aldrig været tradition for bemalede stik over vinduerne som i Sønderho.

Yderdørene var oprindeligt revlehalvdøre hængslet til stolperne, der flugtede med murenes yder- og indersider. Dørene havde enten en lille kvadratisk, diagonaltstillet rude eller et lille firerudet vindue ved siden af døren. Dørene var overvejende rød- eller grønmalede med klinkefald. I forbindelse med, at grundmur blev mere almindeligt, blev hoveddørene bredere og i enkelte huse ses derfor tofløjede heldøre. I midten af 1800-tallet vandt de tofløjede fyldingsdøre indpas og hver fløj får tre-fire lige store fyldinger under en sprossedelt rude. I enkelte tilfælde får dørene et overvindue.

De forskellige bygningsdetaljer har ændret sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til, blandt andet fik flere huse nu murede gavle, pudsede facader, og vinduerne fik fladbuede stik og otte ruder i hver ramme.

Grunden, Vigensvej 13, har været beboet siden 1820 og i 1842 beskrives bygningen i brandtaksationen som et ti fag langt hus med grundmuret sydside og bindingsværk på de øvrige sider. På dette tidspunkt er der stald i de fire vestlige fag og beboelse i den øvrige del af bygningen. I 1857 beskrives bygningen som fuldt grundmuret og i 1927 er hele bygningen udnyttet til beboelse, samtidig med at der blevet tilføjet et lille udhus mod nord. Bygningen er siden opbygget i 1970 og 1981.

Beskrivelse

Vigensvej 13 ligger på Fanø i byen Nordby mellem lignende bygninger. Foran bygningen er en lille flisebelagt gårdsplads, der afgrænses mod gaden af en hæk og en hækomkranset en havelåge. Bagved er der en lille have med græsplæne og parkeringsplads ud mod Martin Christensensvej.

Stuehuset udgøres af et ti fag langt grundmuret længehus i én etage. Huset hviler på en sortmalet sokkel og taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og to skorstenspiber med støbte piber i rygningen. De øverste dele af begge gavle er beklædt med lodretstillede, grønmalede brædder. Murene fremstår skurede og rødmalede med en hvidkalket gesims. Over hoveddøren i sydsiden er en rundbuet frontkvist, lokalt kaldet en arkengab. I arkengaben er en ældre, tofløjet og grønmalet revleluge med overvindue. Hoveddøren er en grønmalet fyldingsdør med hvidt opsprosset vindue i øverste del. På nordsiden sidder en nyere grønmalet halvdør. Bygningen har ældre to- eller trerammede vinduer med tre eller seks ruder i hver ramme. Vinduerne er hvidmalede med grønmalede karme.

I det indre er den ældre grundplan delvist bevaret med en forstue, lokalt kaldet en frangel, hvorfra der er adgang til den resterende del af huset. Stuerne ligger placeret mod syd, mens køkken, baggang og mindre stue ligger mod nord. Overfladerne er både ældre og traditionelt udførte, herunder stenfliser, trægulve, bræddevægge og glatte, ældre loftplader eller nyere systemplader mellem synlige bjælker. Meget af det ældre interiør er bevaret, herunder brystningspaneler, fyldingsdøre med gerichter, beslag og greb samt de karakteristiske, hollandske fliser med vasemotiv på ydervæggene. Via en trappe i baggangen er der adgang til loftetagen, der er indrettet med et værelse i vestgavlen. Den øvrige del af loftetagen fremstår uudnyttet og anvendes til opbevaring. Her er den ældre tagkonstruktion synlig og stråtaget er syet på. Overfladerne er nyere og der er bevaret en ældre tofløjet fyldingsdør.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Nordby, der fremstår som en unik og delvist velbevaret ældre by. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i den ældre del af Nordbys bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre pladser skaber en idyllisk helhed. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter, der adskiller grundene. Hertil kommer den karakteristiske måde som de enkelte huslænger med kort afstand ligger i forlængelse af hinanden langs Vigensvej, hvilket danner et egenartet og smukt bebyggelsesmønster.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murværkets skurede og malede facade, den hvide hovedgesims samt arkengaben med luge og overvindue over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækt heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber. Arkengaben har i tilfælde af brand skulle sikre udgangen for nedstyrtende dele af stråtaget, ligesom de bevarede kroge i murværket har været anvendt til redskaber, der i samme situation kunne bruges til at rive et brændende stråtag af bygningen.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens ældre planløsning med en frangel, hvorfra der er adgang til resten af huset, og stuerne, der ligger traditionelt mod syd, hvor de kunne få lys og varme, mens køkken ligger køligt mod nord. Endvidere rummer bygningens interiør med flere ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder ældre døre med profilerede gerichter og beslagværk, der har kulturhistorisk værdi. Hertil kommer de meget karakteristiske, hollandske, brunmalede fliser på ydervæggene. Den kulturhistoriske værdi knytter sig til disse fliser, da de er et helt særligt træk for byer med søfart som det primære erhverv, hvor sømændene på deres mange rejser tog fliserne med hjem. Hertil kommer den uudnyttede del af loftet, der fremstår som oprindeligt: et koldt rum anvendt til opbevaring.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til den fritstående bygnings enkle og velproportionerede volumen med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaben. Placeringen af vinduernes overkant nær hovedgesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag med de ubrudte tagflader.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og få dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre, arkengaben og skorstenspiber. Særligt vinduer, luge og døre i hvidt og grønt, hovedgesimsen og skorstenspiberne giver en skarp, men enkel kontrastvirkning til røde murværk, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk.

I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der præges af de mange fliser, hvis motiver både danner ordnede mønstre og gentagelse af det samme motiv. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer snedkerdetaljerne på de ældre fyldingsdøre, gerichter og paneler, der giver rummene en varm og rolig atmosfære. Sammenhængen mellem det ydre og det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links